Læsetid 4 min.

Klang-digteren

Indsigt. Göran Sonnevi kæmper med stemmen, støder sig frem som i en søgen, men som oplæser, som fremfører af sit sprog har han en klangfuld, moduleret røst og en stor ro som suveræn fortolker af sin indsigt. I næste uge vil han læse op af den nyligt udkomne ’Klangenes bog’ på Louisianas litteraturfestival
Taletone. Modernismens frigørelse fra den bundne strofe er af Sonnevi udnyttet til en taletone, som i egen rytmik og lytten til sprogets iboende musik binder stort og småt sammen.

Taletone. Modernismens frigørelse fra den bundne strofe er af Sonnevi udnyttet til en taletone, som i egen rytmik og lytten til sprogets iboende musik binder stort og småt sammen.

Marie Nillson
17. august 2012

Göran Sonnevis bøger ligger som et par solide stabler foran mig på bordet, hen ved en snes digtsamlinger siden 1961, mange store og tungtvejende på adskillige hundrede sider, senest Oceanen fra 2006. Den indbragte ham Nordisk Råds litteraturpris med sine godt 400 siders monologiske tankedigte af besnærende sproglig musikalitet, et samlet, men uafsluttet udtryk for et verdenssyn, flydende, gennemsigtigt i det store elements navn, havet, som er et gennemgående motivbillede i bogen.

’Uafsluttet’ er et andet nøgleord, kan man konstatere alene ved at rode i stablerne og finde Det oavslutade språket fra 1972 og Oavslutade dikter fra 1987, ligesom andre titler gentager og insisterer på sammenhænge i hans univers, den tidlige Abstrakta dikter, senere Språk; Verktyg; Eld, er titler, som markerer spændingsforhold mellem abstrakt og konkret, lidenskaben i sprogets ånd. Musikken er institueret med titlen Mozarts tredje hjärna (1996) og den følgende Klangernas bok, der genoptager en tidligere idé fra Små klanger, en röst (1981), de sidste med ord, der peger på fænomenet ’klangdigt’, for ham en betegnelse for fri brug af sonetformen.

Sproget er digterens værktøj, men ikke kun i instrumental forstand, snarere som en menneskelig grundsubstans, idet sproget og hjernens strukturer svarer til universets struktur – en svimlende tankeformel, umulig at påvise, men ustandseligt udforsket kunstnerisk. Lignende holdning finder man hos den kun en smule ældre Inger Christensen, hvor det markant er udfoldet i storværket Det (1969). Hos Sonnevi kaldes det Det omöjliga (1975). Begge er de optaget af matematik og lingvistik, synligt alene i det noteapparat, som den svenske digter gerne omhyggeligt forsyner bøgerne med, forstået som en navngiven søgen efter en filosofisk helhed. Begge ejer en viden om faren ved absolutte sandheder, risikoen ved abstraktionens umenneskelighed, som modsiges af kroppens realitet, af konkretionens sanselighed. Han taler tidligt om abstraktioner som forblændelse og deformation. Der er to slags abstraktion. »Abstraktionerne har tryckt som knivar mot min kropp/inifrån och utifrån«. Den anden slags er den, som giver en nødvendig kundskab om verden. Alt sammen ikke ulig den oplevelse, Gunnar Ekelöf har udtrykt i sin Strountes (1955): »Mot helheten, ständigt mot helheten/går min väg/O mina kringkastade lemmer!« De splittede lemmer længes efter et fæste til en anden helhed. Hverken hos Ekelöf eller hos Sonnevi er der tale om en anden verden, men om en udvidet virkelighed, der holder fast i lemmerne, kroppen, erotikken, kærligheden, der i Sonnevis digte tildeles en særdeles markant plads som en beriget kønslighed.

Talens klang

Den sproglige frihed tillader adgang til store emneområder. Modernismens frigørelse fra den bundne strofe er af Sonnevi udnyttet til en taletone, som i egen rytmik og lytten til sprogets iboende musik binder stort og småt sammen, derunder også en politisk aktivitet, som især i 1960’ernes venstrebevægelser var påtrængende. Et gennembrud i så henseende skete med samlingen ingrepp – modeller (1965) med et digt, der blev vidt berømt, »Om kriget i Vietnam«. Det trak USA’s skandaløse krig ind på livet af den svenske hverdag og vores, om sneen, der falder over Lund og omegn, bomberne der falder over Nordvietnam. Vi dør af forskelligt. Aktuelle emner som de vilde strejker hos minearbejderne i Kiruna indgik til stadighed i uventede og dog selvfølgelige sammenhænge i hans poesi, ligesom det skete hos Ivan Malinowski, endnu en nært beslægtet digter, der også blev hans første oversætter til dansk med et større udvalg af digte frem til 1980 i hans antologi I takt med bødlerne. Oversættelser af senere digte er foretaget af Karsten Sand Iversen under titlen Et usynligt træ (1996), og i år har Julie Sten-Knudsen oversat hele Klangenes bog.

Det er slut med enhver ideologisk ensidighed. I ovennævnte, mangfoldige samling digte om ’Mozarts tredje hjerne’ lyder det i dansk gengivelse: »Ethvert system er forløjet¸ engang anvendte jeg den kundskab som en halv apologi for marxismen, endskønt jeg vidste om dens systematiske misvisning. Det er sådan det er; mindst halvdelen af vor kundskab er hele tiden fortrængt.« Samlingen med den fredsommelige titel Trädet (1991) havde allerede delvist karakter af et bekendelsesskrift, led i en næsten pietistisk, svensk selvransagelse, der kom i gang tidligere end herhjemme. Nu blev det musikken, der klinger stærkest i ham, Mozart, som det har været i bog efter bog, det valgte højdepunkt i abstraktionens kunst, grundstruktur, model og dog uforudsigelighed. Ikke Brahms og Verdi, som er fremmede for ham. En fint dækkende selverkendelse.

Modulation

Og således i Oceanen, ræsonnementer i prosa, i lange linjer som en tankestrøm, en indre verden udløst i et vejrtrækningens parlando, ingen punktummer, kun dobbeltafstande, hver side et hvidt og luftigt syn. Hørbart. Sproget har også dagbogskarakter med referater af hverdage, om familie og venner, udflugter til kysterne, telefonsamtaler, kommentarer til verdensbegivenhederne, krig, katastrofer, politik, en bevidsthedsudtømmelse af en moderne intellektuel, besat af videnskab og kunst og henvendelsestrang. De store bøger er gerne delt op i afsnit med blandede digte og daterede tidligere digte som optakter til de bærende temaer. Et vidnesbyrd om trang til sammenhæng, identitet, stadig bearbejdelse af vundne eller omtrentlige erkendelser.

Tankevækkende er det, at Göran Sonnevi er en stammer, der kæmper med stemmen, støder sig frem som i en søgen, men som oplæser, som fremfører af sit sprog har en klangfuld, moduleret røst og en stor ro som suveræn fortolker af sin indsigt, noget nær et symbolsk udtryk for hans holdning til verdens paradoksale system. Man kan kun glæde sig til at møde denne klangdigter ved Louisianas Litteraturfestival i næste uge.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Få adgang til hele artiklen og uafhængig kvalitetsjournalistik.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu