Der var engang, hvor det ikke kun handlede om alle de triumfer, danske spillefilm fejrer ved de hjemlige billetluger og på filmfestivaler rundt om i verden. Dengang, for 10-15-20 år siden, blev danske kortfilm ikke blot vist i den bedste sendetid på de danske tv-kanaler, de fik også masser af spalteplads i den trykte presse.
En ny generation af filminstruktører (og skuespillere), som siden lavede gode, succesfulde spillefilm – Anders Thomas Jensen, Tomas Villum Jensen, Lotte Svendsen, Ole Christian Madsen, Thomas Vinterberg, Charlotte Sachs Bostrup, Jannik Johansen, Jonas Elmer, Henrik Ruben Genz m.fl. – markerede sig med sjove, skæve, pointerede, tankevækkende, udfordrende kortfilm, som mange gerne ville se.
Nogle af filmene blev Oscar-nomineret, enkelte vandt sågar en Oscar.
»Vi har en stærk kortfilmtradition,« siger filminstruktøren Martin Strange-Hansen, der selv fik en Oscar for den satiriske kortfilm Der er en yndig mand (2003) og efterfølgende har lavet en spillefilm og flere andre kortfilm. Nu er han formand for fagforeningen Danske Filminstruktører og programchef på Odense International Film Festival, der begyndte i går, og som netop fokuserer på kortfilmen.
»Inden for de seneste 20 år har danske kortfilm været nomineret til en Oscar 11 gange, tre gange har vi vundet. I samme periode har vi været nomineret to gange for spillefilm, en af gangene har vi vundet. Spillefilmen er hands down den største udmærkelse overhovedet, men det er meget markant, hvad kortfilmen har præsteret i Oscar-sammenhæng.«
Men for ca. 10 år siden, i begyndelsen af 00’erne, forsvandt kortfilmen pludselig. Og selv om der i de mellemliggende år – når Oscar-priserne skulle uddeles – indimellem dukkede en dansk kortfilm op blandt de nominerede, syntes den korte fiktion at have lidt en stille død.
Hvorfor? Det er der delte meninger om.
Med lodder og trisser
»Kortfilmens, den korte fiktions, synlighed er svækket, måske nok især på grund af tv’s manglende interesse,« siger Henrik Bo Nielsen, direktør på Det Danske Filminstitut (DFI).
»Det er jo ikke, fordi vi ikke stadig leverer kort fiktion af absolut højeste klasse, og når man kigger ned over især talentordningen New Danish Screen (NDS), er der masser af kort fiktion. Hvis man er passende nørdet, skal man nok finde frem til det, for filmfestivalerne i Odense og Aarhus og andre steder viser spændende kort fiktion fra både Danmark og udlandet. Men det bliver nok i for høj grad efter min smag en lukket fest.«
Det er en af grundene til, at DFI interesserer sig for »nye formidlingsinitiativer,« som Henrik Bo Nielsen udtrykker det, f.eks. på internettet.
Martin Strange-Hansen mener, at hvis tv ville, kunne det stadig være et godt udstillingsvindue for kortfilm, men, siger han, »vi er også der, hvor tv ikke længere er det primære vindue for kortfilm«.
I stedet finder mange kortfilm et publikum på internettet. Og det er både godt og skidt, siger han.
»Nettet kan noget for kortfilm, som er helt unikt. Vimeo (gratis filmvisningstjeneste, red.) kan jeg kun anbefale i meget høje vendinger. Der får man en meget høj kvalitet af kortfilm, og det er kortfilmmagerne selv, der lægger filmene op, ikke alle mulige pirater, men folk, der gerne vil vise, hvad de kan. Det site bevirker, at filmene kommer rundt til festivaler, og jeg har opdaget flere af filmene, vi viser i Odense, på Vimeo. Den danske kortfilm Dennis, der blev til spillefilmen 10 timer til Paradis, vises i det, der hedder YouTube Screening Rooms, og er til dato blevet set mere end fire mio. gange.«
Det er dog kun den lykkelige side af udviklingen, for selv om det for en kortfilmmager er blevet nemmere at få vist sin film, er de svære vilkår, den danske kortfilm produceres og distribueres under, med til at proletarisere den, mener Martin Strange-Hansen. Han fortæller, at »seks af filmene i vores program i år kan jeg ikke se, hvordan er finansieret, så det må være med lodder og trisser. Det er jo altid skønt, at vi har engagerede filmfolk, der laver film, selv om de ikke får støtte, men vi vil vel ikke have, at fundamentet til dansk film skal bestå af lodder og trisser!?«
For lille en del
Problemet er, mener Martin Strange-Hansen, at New Danish Screen (NDS) – der er den professionelt producerede kortfilms primære støttegiver – både skal støtte spillefilm, kortfilm og som noget forholdsvis nyt tv-projekter. Det betyder, at der reelt er færre penge til flere ting, og at tv-formatet samtidig sætter sit præg på kortfilmen.
»Mange af de film, der kommer fra den officielt støttede, professionelle kant, er serieformatterede i en eller anden form, og det hører ikke hjemme på en kortfilmfestival som Odense International Film Festival,« siger Martin Strange-Hansen og fortæller, at af de 27 danske kortfilm, der vises i Odense, er tre støttet af DFI, to af NDS og fire af det, han kalder mellemniveauet, nemlig Filmværkstedet.
»Det er en meget lille del ud af et program på 27 film, som et eller andet sted burde vise vækstlaget og dansk films fremtid,« siger han.
Ifølge filmproducenten Kim Magnusson stikker problemet endnu dybere: Kortfilmen skranter – og der bliver lavet alt for få af dem – fordi den dedikerede kortfilmstøtteordning Dansk Novellefilm i 2002 blev omdannet til Talentudviklingsordningen, der senere tog navneforandring til New Danish Screen.
Sammen med sin far, Tivi Magnusson, var Kim Magnusson i 1990’erne en af de førende kortfilmproducenter med selskabet M&M Productions. De stod f.eks. bag de tre film, der viste, hvad Anders Thomas Jensen kunne som instruktør og manuskriptforfatter, og som skaffede ham ikke færre end tre Oscar-nomineringer i træk og en Oscar, Ernst og lyset (1997, instrueret sammen med Tomas Villum Jensen), Wolfgang (1997) og Valgaften (1998, Oscarvinder i 1999). Selskabet producerede også kortfilm med Lotte Svendsen, Jannik Johansen og Lasse Spang Olsen i instruktørstolen.
De unge talenter
»Den store forskel på Dansk Novellefilm og senere Talentudviklingspuljen/New Danish Screen var, at man fik overhead (penge til dækning af den daglige drift af filmselskabet, red.) for at producere,« siger Kim Magnusson.
Filmene var fuldfinansierede, og producenterne havde ikke selv penge i klemme, når de skulle lave kortfilm. Derfor var lysten og modet til at eksperimentere også meget større. Man var ikke nødt til at tage de samme kommercielle hensyn, som når man producerede spillefilm.
»Det betød ikke, at vi blev fede og rige på at lave kortfilm – vi brugte vores overskud til at producere flere kortfilm, som vi ikke fik støtte til – men det gjorde, at vi kunne tage chancen med nogle unge talenter, som vi måske ikke ellers kommercielt havde turdet tage,« siger Kim Magnusson.
»F.eks. lavede vi to mørke novellefilm på 40 minutter med Jannik Johansen, (En stille død (1997) og Afsporet (1999), red.), fordi vi troede på, at han havde et talent. Havde vi forsøgt at bruge det samme dystre univers i en spillefilm, var vi aldrig kommet igennem med projektet på DFI med en ung, uprøvet instruktør som ham.«
Ideen til Dansk Novellefilm kom fra filmfotografen Peter Klitgaard, der underviste på Den Danske Filmskole og kunne se, at der ikke var et sted at gå hen for de mennesker, der var færdige på skolen og nu skulle skabe sig en karriere i dansk film.
»Så fik man i 1994 (med penge fra DR, TV 2 og DFI, red.) etableret Dansk Novellefilm, som reelt var med til at grundlægge M&M Productions, Cosmo Film og Nimbus Film, de tre førende kortfilmproducenter dengang,« siger Kim Magnusson, der af hensyn til talentudviklingen i dansk film gerne så, at man genoplivede Dansk Novellefilm.
Kortfilmen som krumtap
Martin Strange-Hansen er inde på noget af det samme, når han skal forklare, hvorfor kortfilmen overhovedet stadig er interessant i en filmbranche, hvor fokus er på spillefilm, der klarer sig godt og udtages til filmfestivaler rundt om i verden og vinder store priser.
»Kortfilmen er en hjørnesten, en krumtap, i udviklingen af dansk film og i det hele taget af en succesfuld filmbranche,« siger han.
»Dels bør det være nemmere og hurtigere at komme i gang med at lave en kortfilm, når man er blevet færdig på Filmskolen eller på Super16 (alternativ filmskole, red.), end det skal være at lave en spillefilm, simpelthen fordi der er færre penge involveret. Der er ikke et stort marked, som skal tilfredsstilles. Man kan afprøve og skærpe sit talent. Når man skal fatte sig i korthed, er man nødt til at tænke kraftigt over hver eneste lille ting, hvilket vil sige, at man virkelig skærper sin pen. Samtidig kan man kaste sig over universer og fortælleformer og stileksperimenter, som den lange og langt mere kommercielt orienterede spillefilm ikke kan.«
DFI-direktør Henrik Bo Nielsen bakker ham op:
»Den, der evner at fortælle en hel historie på syv, 11 eller 27 minutter og folde et helt univers ud og bringe en hel fortælling hjem, er i min optik nogle gange en større fortæller end den, der skal bruge en hel spillefilm på at fortælle det samme. Så ja, der er stadig brug for kortfilm, og jeg synes bestemt, det er en naturlig og vigtig del af filmbegrebet.«
Odense International Film Festival begyndte i går og fortsætter til og med på fredag. www.filmfestival.dk
