Læsetid: 3 min.

Kunsthallerne vil med i samtalen

Med Copenhagen Art Festival håber kunsthallerne, at flere publikumsgrupper vil opdage, hvor direkte samtidskunsten taler om den tid, vi lever i
25. august 2012

Dit blik er en del af Kutlug Atamans værk Beggars, der udstilles på Nikolaj Kunsthal netop nu. Det blik, du kaster ned i jorden, når du passerer en tigger eller giver ham en mønt. Nærstudier af tiggeres gestik, som vi kender dem – den fremstrakte hånd, det bøjede hoved – vises i den tyrkiske samtidskunstners film i projektioner. Vi får ikke lov at kigge væk.

»Det er den allermest fundamentale eksklusion. De, vi end ikke vil se på, er de mest marginaliserede,« fortæller Nikolaj Kunsthals leder Elisabeth Delin Hansen.

Værket er en del af udstillingen Conversations, der i går åbnede i Nikolaj Kunsthal som en del af Copenhagen Art Festival. Temaet for festivalen er fællesskab, og Nikolaj Kunsthals bidrag drejer sig omkring det punkt, hvor fællesskabet starter og slutter: Samtalen.

»Selv den allermindste samtale er blokeret i vort møde med tiggeren, og hvis der ikke er en samtale, er der ikke noget fællesskab. Vi ønskede at finde ned til den mindste enhed, hvor der skabes fællesskab, og det er samtalen,« siger Elisabeth Delin Hansen.

Taler meget direkte

Hun og Nikolaj Kunsthal har i to år arbejdet sammen med de fire københavnske kunsthaller, kunsthal Charlottenborg, Den Frie Udstillingsbygning, GL STRAND og Overgaden, for at etablere Copenhagen Art Festival, der åbnede i går. Det er første gang, kunsthallerne samarbejder om et projekt i så stor skala. Elisabeth Delin Hansen håber, at festivalen vil invitere flere forskellige mennesker ind i kunsthallerne, men mest af alt ind i samtidskunsten.

»Jeg håber, resultatet bliver, at flere får øjnene op for den dialog, samtidskunsten har med vores samtid. Store dele af samtidskunsten adskiller sig fra anden kunst på den måde, at den forholder sig til den tid, vi lever i, og det gør, at den ikke udelukkende er en æstetisk disciplin.«

Elisabeth Delin Hansen mener, at festivalen også giver kunsthallerne mulighed for selv at komme til at spille en større rolle i fællesskabet.

»Vi får her en mulighed for at vise, at samtidskunsten faktisk er en del af det store fællesskabs samtale. Der er en forestilling om, at samtidskunst er vanskeligt tilgængeligt, men den taler meget mere direkte end for eksempel modernistisk kunst. Samtidskunsten opfordrer til samtaler om ting, vi alle oplever. Den går i dialog med vores hverdag,« siger hun.

Endte med underskud

De fem kunsthaller vandt i 2010 en konkurrence udskrevet af Kulturministeriet om at få lov at organisere festivalen i 2012. Den er støttet af Statens Kunstråd med 6,7 millioner og af flere andre sponsorer. Festivalen åbner til høje forventninger, men også en vis usikkerhed. Første gang, der blev arrangeret en stor festival for samtidskunst i København, var i 2008. Dengang hed festivalen U-turn, og selv om der var kunstnerisk ros til de tre kuratorer, der stod i spidsen for festivalen, endte det med et millionunderskud. Det er svært at nå et bredt publikum med samtidskunst. Elisabeth Delin Hansen håber på, at værkerne opstillet i den offentlige rum – som Jeppe Heins Iloveit på Højbro Plads – kan vise nye publikumsgrupper, at »samtidskunsten kan også være umiddelbar og sjov. Man behøver ikke en æstetisk uddannelse for at sanse den,« siger hun.

Jeppe Heins Iloveit er en lille forlystelsespark med små installationer, farverige vimpler og en Ring of fire, som publikum opfordres til at hoppe igennem. Duften af ristede pølser lægger sig over Jeppe Heins værk, men den er ikke en del af udstillingen. Den kommer fra den pølsevogn, der hver dag står på pladsen.

Indtil den 1. september vil flere forskellige kunstneriske events finde sted i København – både i det offentlige rum, i kunsthallerne og i andre kulturinstitutioner. Derefter fortsætter kunsthallernes udstillinger hele efteråret.

 

www.cph-artfestival.org

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu