Avisen The Guardian har på sin hjemmeside udarbejdet et med danske øjne interessant statistisk materiale. Sammen med hele fire statistikere fra Imperial College i London, har avisen nemlig lavet korrigerede tabeller over de enkelte landes præstationer ved OL. Hvem har fået flest medaljer i forhold til den samlede holdstørrelse (og dermed de potentielle medaljer)? Hvem har fået flest medaljer i forhold til landets BNP? Og så den med danske øjne mest interessante: Hvem har fået flest medaljer i forhold til antallet af indbyggere?
Den slags statistikker ændrer sig naturligvis hele tiden, men i skrivende stund ligger Danmark på en flot 4. plads i denne tabel. Kun overgået af Slovenien, New Zealand og Jamaica. Danmark ligger til sammenligning (igen i skrivende stund) nummer 16 på den officielle liste over landenes præstationer, hvilket da bestemt er flot, men selvsagt ikke så imponerende som en 4. plads.
Inden vi falder helt i svime, skal det dog nævnes, at de fire statistikere fra Imperial College i London ikke har taget skridtet fuldt ud og lavet den mest nødvendige korrigerede liste af alle: Nemlig listen over medaljehøsten i forhold til sportsgrenenes kvalitet og anseelse.
Hvad skal man sige?
Alle medaljer tæller det samme på de officielle lister, men kvantitet er som bekendt ikke altid den mest præcise målestok. Og hvad medaljekvalitet angår, har vi danskere som altid lidt af et problem. Lad gå med de tre medaljer i roning, ikke sandt. Og til nøds den ene i badminton. Men i cykling, en sportsgren som vel nok kan gå an i sig selv, vandt vi guld i en disciplin, som ingen havde hørt om, før den pludselig var med ved legene. Omnium.
Og så er der finnjollen. Dem har man selvfølgelig hørt om, det er klart. Men hvad skal man egentlig sige til en sølvmedalje i finnjolle? Vel nogenlunde det samme som man skal sige til en sølvmedalje i lerdueskydning: Det er fint nok. Flot, sågar. De er af sølv, osv. Men de kan og bør vel ikke tælle det samme som en sølvmedalje i en af de rigtige sportsgrene.
Så måske kunne de fire statistikere fra Imperial College i London lave en korrigeret liste, hvor man regner i hele, halve og kvarte medaljer. En medalje i basketball eller 100-meterløb vil således tælle for én medalje – mens lerdueskydning tæller for en kvart. Det ville måske ikke være helt i den olympiske ånd, men det ville dog give et mere retvisende billede af de enkelte landes præstationer. Og selvom Danmark skulle gå hen og vinde i 49’er eller enerkajak, eller hvad der nu er af realistiske medaljehåb fremover, ville det ikke ændre det store i statistikken.