Læsetid: 4 min.

Den liberale bacille

Landets højskoler kan igen samle folk til politiske sommerkurser. På Testrup Højskole diskuterer man i denne uge, hvad det vil sige at være liberal. Der er tilsyneladende rift om prædikatet
Enhedslistens Pernille Skipper, der her diskuterer med forsamlingen på Testrup Højskole, forsvarer de borgerlige frihedsrettigheder og kalder sig selv liberal: ’Men frihed får man kun, når man også har muligheder,’ betoner hun.

Enhedslistens Pernille Skipper, der her diskuterer med forsamlingen på Testrup Højskole, forsvarer de borgerlige frihedsrettigheder og kalder sig selv liberal: ’Men frihed får man kun, når man også har muligheder,’ betoner hun.

Martin Dam Kristensen

4. august 2012

De senere år har budt på en ny definitionskamp i dansk politik. Der er nemlig blevet rift om at kunne kalde sig liberal. Er det eksempelvis Venstre, Liberal Alliance, SF – eller måske endnu med principfast form Enhedslisten, som bedst efterlever de liberale idealer?

Det spørgsmål kredsede man om på Testrup Højskole lidt syd for Aarhus i denne uge med det politiske magasin Ræson som arrangør. Det er nemlig blevet populært at tage på sommerkurser og diskutere politik på landets højskoler igen – efter en årrække med behersket interesse. Krogerup Højskole på Nordsjælland har i denne uge afholdt Politisk Sommerhøjskole i samarbejde med tænketanken Cevea. Kurserne er velbesøgte (ca. 80 kursister begge steder) og har kørt de seneste tre år for både Testrup/Ræson og Krogerup/Ceveas vedkommende.

Simon Axø er lærer på Testrup og derudover medarbejder på P1-programmet Eksistens. Og den unge idéhistoriker vurderer, hvorfor danskerne, når der nu er mindre råd til at drage udenlands, vælger at tage på højskole med andre formål end at dyrke idræt, kreative fag eller familiekurser:

»I krisens kølvand er der kommet øget opmærksomhed på, hvordan vi indretter vores samfund – og om selve fundamentet er i orden. Politik er blevet mere nærværende i folks hverdag, uanset om man er studerende, på – eller på kanten af – arbejdsmarkedet eller pensioneret. Det er kommet ind på livet af os igen, for politiske beslutninger får mere mærkbare konsekvenser. Derfor ønsker folk at blive klogere på, hvor vi er på vej hen via kvalificerede bud og diskussioner.«

Liberalismens lavpunkt

Tirsdag formiddag på Testrup stod den på foredrag med Niklas Olsen, der forsker i begrebshistorie ved Københavns Universitet. Dansk liberalisme i internationalt perspektiv hedder den bog, som han redigerer sammen med SDU-forskerne Jeppe Nevers og Casper Sylvest, der udkommer næste år. Bogen – og foredraget – er bl.a. en gennemgang af, hvem der har betegnet sig som liberale, og hvad de lægger i det, helt tilbage fra første halvdel af 1800-tallet og frem til i dag: »Der er skrevet mange bøger om den danske venstrefløj, Socialdemokratiet, velfærdsstaten, 68-oprøret etc. Til gengæld er der ikke skrevet meget om den hjemlige liberalisme,« begrunder Niklas Olsen sin motivation for arbejdet med bogen.

»Går vi tilbage til 1800-tallet, er økonomi ikke det centrale tema for de liberale. Her handler det ikke om oplysningsfilosoffen Adam Smiths frimarkedstænkning, hvilket mange i dag ellers især forbinder med liberalismens ophav. Det drejer sig derimod om udfordringerne i de franske revolutioners kølvand (1789, 1830, 1848, red.). Her står kampen for en fri, demokratisk forfatning i centrum for de liberale kræfter, der drømte om ytringsfrihed og en forenende national identitet – danskheden.«

De Nationalliberale satte sig i spidsen for forfatnings- og trykkefrihedskampen, der resulterede i Junigrundloven i 1849. De kom til at dominere dansk politik frem til 1864, hvor deres hovedandel i det katastrofale nederlag til tyskerne, der kostede nationen ca. 40 procent af territoriet, vendte op og ned på begreberne. Herefter blev denne gruppering fra den politiske og kulturelle elite ikke længere betegnet som liberale og progressive – men som konservative og reaktionære af dets modstandere og kritikere. Heriblandt Brandes-brødrene og Viggo Hørup, der som våben i den tids kulturkamp skabte dagbladet Politiken og tilsluttede sig kredsen omkring det parti, der dengang var i sin vorden: Venstre.

Venstres lange vej til magten, som begyndte omkring 1870 og kulminerede med parlamentarismens indførelse i 1901, og partiets forhold til liberalismen har Niklas Olsen også studeret.

»Partiet med base i landbokulturen erklærede sig ikke som liberalt i årene omkring systemskiftet. Man var ikke optaget af at definere en ideologisk identitet, men af at være folkelige og demokratiske oven på provisorietidens kampe, som man gik sejrrigt ud af. Men da Socialdemokratiet bliver en magtfaktor i 1920’erne og 1930’erne, italesættes liberalisme af venstrefolk som et begreb med økonomiske dimensioner.«

Under Den Store Depression taber liberalismen imidlertid terræn og kommer i mangeårig miskredit, da ideologien bliver forbundet med krisetidens økonomiske kollaps og dets konsekvenser: Verdenskrigen og hvad deraf fulgte: »Ingen danske partier kalder sig liberale i efterkrigstiden, før Venstre går ind og redefinerer udtrykket som modpol til Socialdemokratiet og dets keynesianske styring af økonomien og omfattende omfordelingspolitik,« lyder Olsens analyse af kilderne.

Dysten om definitionerne

I 1960’erne antager Venstre det officielle efternavn Danmarks Liberale Parti (hvorfor man forsøgte at forbyde Ny Alliance at tage navneforandring til Liberal Alliance – en patentsag man imidlertid tabte i Indenrigsministeriet). Dette kalder de sig fortsat i Venstre, men de er ikke ene om at ville være ambassadører for de liberale værdier i dag.

Socialdemokraternes hushisto-riker og mest aktive debattør gennem de sidste 45 år, Henning Tjørne-høj, gør for eksempel i adskillige debatindlæg også krav på at repræsentere et liberalt parti, der gennem sin historie har skænket danskerne personlig frihed i rigelige mængder og sikret frihed til forskellighed i samfundet.

Ti år med markante stramninger under VKO på rets- og udlændingeområdet har også kaldt partier til venstre for Socialdemokraterne på banen, som påberåber sig at forsvare friheden som sande liberale.

»De indskrænkninger i de borgerlige frihedsrettigheder, som Fogh-regeringen indførte i 00’erne, har fået politikere fra SF og Enhedslisten til at udtale, at de varetager de liberale værdier bedre end de borgerlige. Derudover peger analytikere som for eksempel historieprofessoren Claus Bryld på, at Socialdemokratiet rykker sig i neoliberal retning i den økonomiske politik - i sin regeringsførelse og i det nye partiprogram, som er under tilblivelse,« konkluderer Niklas Olsen.

Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, og Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr fra SF optrådte også på Testrup og gentog, at deres partier er liberale værdileverandører.

»I Danmark er det at være liberal desværre blevet forvekslet med at være økonomisk liberalist. Det ser du for eksempel ikke i USA, hvor mere venstreorienterede, progressive kræfter kaldes liberale,« bemærkede Pia Olsen Dyhr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Curt Sørensen

Forvirringen kan reduceres noget hvis man sondrer mellem 'liberalitet' og 'liberalisme'. Man kan godt være 'liberal' uden at være 'liberalist', og mange 'liberalister' er omvendt bestemt ikke spor 'liberale', men stærkt fundamentalistiske og særdeles intolerante.

Muntrer mig nu stadig over, hordan forskellige partier halser rundt for at få den "rigtige etiket". Lige fra kampen om at være DK's liberale parti til at være DK's arbejderparti...men det er nok også nemmere at lege med etiketter end det er at føre den politik, som står på etiketten.

Jeg har haft Casper Sylvest som forelæser. Artiklens pointe beskæftigede vi os med i lektionen Liberalime som en del af faget International Politik og organisation. Som jeg husker det, er tanken den, at man skal tænke liberalisme som den økonomiske markedideologi, mens det liberale (som åbenbart ingen isme kender, ligesom Carl Schmitt bruger betegnelsen 'det politiske' i stedet for 'politik') mere overordnet skal ses som en del af oplysningstidens tro på og håb for progression (i lektionen i politisk forstand).

Hvis man skal overføre det til diskussionen om hvilken ide den danske velfærdsstat - institutionen - bygger på, hvormed der tænkes på den sociale konstruktion eller statskundskaben, er ikke alene et udtryk for en socialdemokratisk ide om at indgå kompromis mellem klasserne, en marxistisk ide om at skaffe arbejdskraften anstændige vilkår eller en konservativ defensiv mod et revolutionært opgør med dens mission at afskaffe kapitalklassen etc.
Det hele er så at sige en del af en liberal tankegang. Hermed bliver begrebet liberal upræcist og noget bredt, men ikke desto mindre er der en pointe, ide ideen ses som samfundets samlede idegrundlag eller tidsånd.

randi christiansen

Ja, lad os endelig få klarlagt begreberne, så de økonomiske liberalister ikke skal lykkes med deres forsøg på at kuppe definitionen af den personlige frihed.

De fører sig frem som forkæmpere for individets frihed, men forstår ikke i hvilket omfang, den enkelte er forbundet med og dermed forpligtet overfor fællesskabet

randi christiansen

Morten Hansen - socialisme betyder i sin rene form at være social. De økologiske økonomer beskriver, prof. Herman Daly o.a., hvordan vi får balance i miljø-og socioøkonomi.

Menneskehedens udfordring er at flytte sig til et højere bevidsthedsniveau ifht at administre fælles ressourcer.

Løsningen ligger lige for, men kræver at oligarkerne slipper slanterne.