Læsetid: 3 min.

’Jeg er i et limbo’

I syv år levede Cia Rinne med romaernes virkelighed helt inde på livet. Det var en tid, der fik hende til at føle sig meget ældre – og det er en sag, hun endnu ikke er færdig med
I syv år levede Cia Rinne med romaernes virkelighed helt inde på livet. Det var en tid, der fik hende til at føle sig meget ældre – og det er en sag, hun endnu ikke er færdig med
31. august 2012

Cia Rinne har noget med syvårsintervaller. Det tog hende syv år at samle tekststykker nok til hendes første bog, zaroum, ligesom bog nummer to, notes for soloists, var syv år undervejs. Og i syv år arbejdede hun med sin mand, fotografen Joakim Eskildsen, på et projekt om romaernes levevilkår i forskellige lande. Grækenland, Rumænien og Ungarn blandt andet. De boede hos romaerne og talte med dem, lærte om deres historie og kultur. Joakim tog billeder og Cia skrev tekster. Projektet udmundede i bogen The Roma Journeys (2006), som har forord af Günter Grass, og en udstilling, der stadig turnerer.

»Jeg har det lidt, som om jeg er i et limbo,« siger Cia Rinne. Det er lørdag på Louisiana Literature, og hun har netop opført sounds for soloists i samspil med sin svoger, musikeren Sebastian Eskildsen. Vi sidder i et bådhus, der ligger mellem museet og vandet. Det tjener som backstage for de optrædende forfattere. Det limbo, hun taler om, består af udstillinger, oplæsninger og litteraturfestivaler.

»For tiden er jeg opslugt af at skrive digte og alt det her. Når man dykker ned i et område, så åbner den verden sig og bliver så stor,« siger hun.

»Men det føles, som om jeg er i en venteposition. Jeg ved, at jeg skal i gang med det dokumentariske igen på et tidspunkt.« Cia Rinne vendte tilbage til Ungarn i januar, da hun skulle lave research for Otto Pankok-prisen, som Günter Grass uddeler til personer eller organisationer, der udbreder kendskabet til romaerne og arbejder mod antiziganisme.

»Jeg så, hvordan situationen har ændret sig, siden vi var i Ungarn første gang i 2000. Det var virkelig skræmmende, fordi det er gået så hurtigt. Alt det, man havde opbygget efter kommunismens fald, er blevet

ødelagt igen, også for romaerne,« fortæller hun.

Det, der foregår i Ungarn i disse år, er i Cia Rinnes øjne en manual til, hvordan man laver en totalitær stat.

»Folk er bange for at miste deres arbejde, så de protesterer ikke. Den ungarske regering har lavet en tsunami af lovændringer, der er rettet direkte mod romaerne, de hjemløse, de homoseksuelle,« siger hun.

Det skræmmer hende at være vidne til, hvor hurtigt folk vænner sig til, at man kan behandle andre mennesker sådan:

»Ungarn er et ekstremt tilfælde, men det er bestemt ikke ene om at behandle romaerne på denne måde. Da vi begyndte på projektet, ville jeg

aldrig have troet, at situationen ville blive så alarmerende.«

Mere egoistisk

Cia Rinne og hendes mand afsluttede roma-projektet, da de fik børn.

»Der er mange, der siger, at man bliver mindre egoistisk af at få børn, men jeg synes næsten, at det var omvendt for mig, at jeg blev mere egoistisk af det,« fortæller Cia Rinne.

»Vi brugte så meget tid hos romaerne, og jeg tænkte så meget på dem. Vi levede på deres vilkår: spiste, hvad de spiste, sov, hvor de sov, og det var ret hårdt. Man skulle vænne sig til ikke at have sin egen tid. Jeg savnede vældigt meget at have tid til at skrive. Jeg havde hele tiden disse menneskers problemer helt tæt på. Jeg føler, at jeg blev meget ældre på de syv år. Til sidst følte jeg, at jeg næsten ikke kunne tage mere ind.«

Efter at have været opslugt af denne virkelighed i syv år, befinder Cia Rinne sig et helt andet sted nu. Hun føler sig meget heldig, fortæller hun, over at få lov til at leve i og af kunsten og poesien. Nogle gange får hun dårlig samvittighed over at bruge sin tid på »den her næsten-nonsens-poesi, der ikke hjælper nogen«.

Så hun vil fortsætte med både den kunstneriske og den dokumentariske praksis:

»Jeg vil gerne lave begge dele. Det er ligesom at tage til forskellige lande. Nogle gange bliver jeg nødt til at rejse til Italien eller Finland for at føle mig hel. Det er en måde at lappe sig selv, så man ikke

føler, at der er noget, der mangler.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu