Litteraturens største rockstjerne

To unge kvinder sidder på et tæppe helt forrest. Det er det nærmeste, de kan komme scenen. De har begge bare ben og er i blomstrede sommerkjoler. Den ene med læbestiftsrøde læber og den anden med en sort hat, som næsten skjuler det endnu sortere, kortklippede hår. Mellem dem er en pakke toastbrød, som de smører hummus eller marmelade på i bedste festivalstil.

De er på Louisiana Literature festivalen og er taget helt fra Malmø og Berlin for at opleve Patti Smith.

»Det er udelukkende Patti Smith, vi er kommet for at se,« siger pigerne nærmest i kor.

»Jeg ville have set hende til Stockholm Music and Arts tidligere på sommeren, men jeg nåede lige nøjagtig ikke at blive lukket ind, fordi der var alt for mange mennesker,« fortæller svenske Karin Sjögren, som er 25 år og litteraturstuderende.

»Derfor blev jeg nødt til at tage til Louisiana.«

Siden torsdag har kunstmuseet i Humlebæk sitret af litteraturdebatter, højtlæsning og live-interviews med nogle af tiden største forfattere. Og i går var det så rockmusikeren og forfatteren Patti Smith, som indtog Louisianas udendørsscene.

Barndomserindringer

Pludselig kan man skimte hende bag scenen. Iført en alt for stor habitjakke, der næsten får hende til at forsvinde, og en sort uldhue trukket langt ned over det tussede, rødbrune hår, stopper hun op og vinker til publikum. I løse cowboybukser og store støvler træder hun op på scenen. I den næste halvanden time skal lederen af Louisiana Literature, Christian Lund, interviewe verdensstjernen.

»1, 2, 1, 2.« Patti Smith tester sin mikrofon. Hun har bedt om en rigtig mikrofon og ikke en af de smartere mikroportere.

»Det er sådan en slags mikrofon, jeg synger i, så den er jeg mest tryg ved,« fortæller hun smågrinende, og tager huen af. »Kan I høre mig?«

Det kan publikum, hvilket udløser klapsalve. Den 65-årige Patti Smith er multikunstner. Hun skriver digte, bøger og sange, laver billedkunst, spiller guitar og synger.

Lars Törnqvist, en ældre herre i et jakkesæt af brunt fløjl, sidder blandt publikum. Han er pensioneret kunstformidler fra Helsingborg.

»Kunst er min livseliksir. Jeg kalder mig selv for kunsthooligan,« fortæller han og er ligesom mange andre kommet for at overvære Patti Smith.

»Jeg kan godt lide, at en kunstner kan gabe over flere udtryk,« fortæller han.

På scenen leder Patti Smith efter sine briller. Hun skal læse højt fra bogen Woolgathering, som handler om hendes tidlige barndom.

»Jeg kan virkelig ikke læse uden briller.«

Mens hun leder, fortæller hun om, hvordan hun som barn drømte om aldrig at blive ældre.

»Det var fint for mig at blive ved med at være 11-12 år. Jeg troede, at jeg var blevet sat på Jorden og bare selv kunne bestemme, hvad jeg ville bruge mit liv på. Jeg har altid følt, at jeg ikke er blevet ældre.«

Og så finder hun brillerne i jakkelommen, pudser dem og begynder at læse.

Publikum er stille og lyttende, men da hun er færdig med at læse, bliver der igen klappet, og stemningen forløser sig.

Et andet publikum

Bagerst blandt publikum står to fyre med plasticsække og skraldetang. De skal sørge for at holde museet rent under festivalen.

»Det er jo Louisiana – det skal være pænt,« siger Toke Gelardi, der arbejder som udstillingstekniker.

Det er ikke tilfældigt, at de har besluttet at starte oprydningstjansen med at samle skrald ved Park Scenen, lige idet Patti Smith går på.

»Jeg vil gerne se hende. Mest fordi alle snakker om hende.«

Som udstillingstekniker hjælper han til med praktiske opgaver et par gange om ugen og møder derfor mange af museets gæster. Han fornemmer, at det er et noget andet klientel, der i dag summer rundt på Louisiana.

»Det er typisk folk med medlemskab, som kommer til arrangementerne, men i dag er der mange flere unge mennesker, end der normalt er. Og mange flere alternative typer,« vurderer han.

Når man bagerst tager et kig på menneskemængden, der alle sidder direkte på græsset eller på medbragte tæpper, er det tydeligt, at der hovedsageligt er kvinder blandt publikum. Nogle har lokket deres mænd og kærester med, og jo mere Patti Smith fortæller om sin afdøde ven, fotografen Robert Mapplethorpe, des mere virker det, som om kæresteparrene knuger sig tættere til hinanden, og at veninder giver hinanden et klem.

»Robert og jeg blev fuldkomne kunstnere gennem hinanden. Hvis jeg nogen gange føler mig svag, genkalder jeg mig den side af ham, som troede på mig, og jeg føler mig stærkere,« fortæller en bevæget Patti Smith, og da intervieweren spørger, om hun har et råd til unge kunstnere, som drømmer om at slå igennem som hende, siger hun:

»Livet er svært. Man mister folk, man elsker, man bliver syg, man bliver sulten, man får tandpiner. Men andre gange får man de smukkeste oplevelser. Når man lider, er det også en del af pakken. Vi skal være virkelig glade, og vi skal være virkelig fucked up. Det er det hele værd. Tro mig.«

Så tager hun huen på igen, og interviewet er slut. Som til en rockkoncert bliver hun med stående applaus klappet ned fra scenen, og hun forsvinder hurtigt tilbage til, hvor hun kom fra.

Fire piger i midten af 20’erne rejser sig og børster løst græs af tøjet.

»Hun ser bare så cool ud,« siger den ene og de andre giver hende ret.

»Hvad gør vi så nu?« spørger en af de andre. »Ja, det var vel ligesom det, vi kom for at se,« svarer en anden, og pigerne beslutter sig for at gå mod udgangen.