Nyhed
Læsetid: 5 min.

Mændenes Hemingway

Hemingway er en adgangsbillet til et maskulint værdifællesskab, som mange mænd tilsyneladende gerne vil være en del af. Tilsyneladende ...
Forbillede. Hemingway er et maskulint forbillede, som de færreste moderne mænd kan leve op til. Men det kunne Hemingway som bekendt heller ikke selv, da det kom til stykket.

Forbillede. Hemingway er et maskulint forbillede, som de færreste moderne mænd kan leve op til. Men det kunne Hemingway som bekendt heller ikke selv, da det kom til stykket.

Kultur
17. august 2012

Som med så meget andet er der ikke mange, der har beskrevet det bedre end Woody Allen. I hans film Midnight in Paris møder den (selvfølgelig) lettere neurotiske hovedperson Gil ikonet Ernest Hemingway. Det er ikke personen eller forfatteren. Det er ikonet. Klichéen Hemingway. De tager en taxa gennem Paris’ gader, og Hemingway lader den frustrerede manuskriptforfatter Gil vide, at han aldrig vil komme til at skrive godt, hvis han er bange for at dø. »Jeg tror på, at kærlighed, der er ægte og virkelig, holder døden på afstand. Al fejhed kommer af ikke at elske, eller ikke at elske godt, som er det samme. Og når den mand, der er modig og ægte, ser døden direkte i øjnene, som nogle næsehornsjægere jeg kender, eller Belmonte som i sandhed er modig. Så er det, fordi de elsker med tilstrækkelig passion til, at de kan skubbe døden ud af deres tanker, indtil den vender tilbage, som den gør det for alle mænd. Og så må du elske rigtig godt endnu engang. Tænk over det,« siger Hemingway.

Allens Hemingway er den filmiske version af Marlene Dietrichs berømte ord om Hemingway: »Det mest bemærkelsesværdige ved Ernest er, at han fandt tid til at gøre det som de fleste mænd stiller sig tilfreds med at drømme om.«

Et maskulint forbillede, som de færreste moderne mænd kan leve op til. Det kunne Hemingway som bekendt heller ikke selv, da det kom til stykket. Og heldigvis indser de fleste moderne mænd, at det ikke er noget sundt forbillede, inden de står der midt i endnu en maskulin kliché iklædt pyjamas og slåbrok med deres fars gevær rettet mod ansigtet.

Men alligevel sniger ikonet Hemingway sig ind alle mulige vegne, når mænd fortæller om overgangen fra dreng til mand. I den seneste udgave af Euroman fortæller sportsjournalist Morten Ankerdal om en aften, der virker næsten mytisk i sig selv.

»Jeg kan huske en middag hos min far med Lasse Ellegaard, Morten Sabroe og Jørgen Leth, hvor de hele aftenen sad og diskuterede Hemingway. Men jeg kunne intet sige, for jeg havde aldrig læst en linje af ham. Jeg syntes, det var så pinligt, og næste dag gik jeg i gang med at læse Hemingway.«

Overblik og selvsikkerhed

Dette Hemingwayske middagsselskab var for Morten Ankerdal den rite, han skulle igennem for at forstå, at med indsigt kommer køligt overblik og selvsikkerhed. Forfatterskabet var adgangsbilletten til et maskulint værdifællesskab, som han så desperat ønskede at være en del af. Hemingway gjorde ham til den sportsjournalist, han er i dag.

Sidste sommer var det halvtredsåret for Hemingways død, og i den anledning skrev Tonny Vorm her i Information en anmeldelse af Boris Vejdovskys Hemingway. Et liv i billeder, men artiklen var i højere grad et rørende portræt af en ordknap og rolig morfar, der ikke proppede Hemingway ned i halsen på drengen Tonny, men havde romanerne stående i sin reol i sommerhuset og gav ham tid og fred til at læse. Og det gjorde han. Den sommer slugte han Og solen går sin gang. Da Tonny Vorm mødte Hemingway begyndte et maskulint selvbillede at tegne sig:

»Jeg deler Hemingways fascination af tyrefægtning, boksning og Spanien, men hans filosofi om, at man, altså mænd, kun har mulighed for at vise grace under pressure i krig, i en boksering og andre steder uden kvinder er i mine øjne ganske barnlig, og måske var det derfor, den ramte mig så dybt, dengang jeg var 15 år gammel. Morgenen efter at jeg havde færdiglæst Og solen går sin gang stod jeg i hvert fald tidligt op og tog med min morfar ud at fiske. Det gjorde jeg også resten af sommeren, og jeg bilder mig ind, at det var her efter at have læst Hemingway og fisket i selskab med min morfar, at jeg fik en ide om, hvordan man kunne manøvrere som mand i en moderne verden uden at ødelægge både sig selv og sine omgivelser,« skriver han. Artiklen indeholder tilmed en diskret og behersket fortælling om morfars lommekniv, der kommer til at gå i arv fra Tonny Vorm til hans lille søn, som også Hemingway ville gøre det.

I magasinet Alt om historie præsenteres en artikel om Hemingway med overskrifterne: »Spænding var hans drivkraft« og »Han stillede ekstremt høje krav til sig selv«. De maskulint værdiladede ord er ikke til at tage fejl af, og det er ikke kun i magasiner med mænd som målgruppe, han beskrives på den måde. Vis mig en tekst om Hemingways forfatterskab, der ikke indeholder ordet ’maskulin’ ,og jeg skal vise dig en skribent, der har gjort en dyd ud af netop det. Hemingways unikke status som et ikon for forestillingen om det frigjorte maskuline køn gør, at man er tilbøjelig til at tillægge det en større betydning, når musikeren Thomas Helmig siger, at han læser Hemingway, end når skuespilleren Rosalinde Mynster siger det samme i Informations ugentlige enquete ’Læser du bøger?’ »Byer, landskaber og mennesker var ikke længere de samme, efter jeg havde læst hans bøger,« siger Thomas Helmig. Intenst.

I 1999 udkom Bo Tao Michaëlis portrætbog om Hemingway under titlen Århundredets mand. Intet mindre. ’Århundredets’. Bogen er netop blevet genudgivet i en revideret version – nu med den mere afdæmpede, ja, næsten afstandtagende titel Hemingway – en mand og en myte. Måske en afspejling af, at når de tænker lidt mere over det, så går nogle mænd måske nærmere og forestiller sig, at de burde drømme om at gøre alle de ting som Hemingway tog sig tid til, men i virkeligheden vil de hellere hente ungerne i børnehaven. Som Tonny Vorm konkluderer: »Det er i mine øjne ikke nogen stor bedrift, sådan bare at stikke af fra det hele, og det kostede jo også forfatteren tre ægteskaber, masser af venskaber og til slut sikkert også livet, for naturligvis kunne han ikke engang selv holde ud at være i stue med den parodi af en satans karl, som alkoholisme og løgne med tiden havde skabt.« Godt, man er en kvinde og bare kan få lov at læse Hemingway.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det kan godt ærge mig at man forsøger at afrrette Hemingways forfatterskab og iøvrigt Hemingway selv til en for tiden mere letfordøjelig størrelse. Det svarer til at trække tænderne ud af dyret. Og det interessante ved Hemingway er som bekendt det maskuline islæt.

At han i en mere aldrende version blev en smule rørstrømsk og ikke så sig istand til at efterleve sin ungdoms pragt og vælde, glød og glans er vel næppe noget nogen kan se sig fri for når de kommer så langt. Trist er det selvfølgelig at han valgte at tage sig af dage. Men for Hemingway var det givetvis den eneste rigtige udvej. Hellere døden end tandløs og ufarlig.

Ære være hans minde.

Soren Andersen

"Godt, man er en kvinde og bare kan få lov at læse Hemingway"

Hendes laid back statement harmonerer ikke rigtig med al den energi hun bruger på at fremstille ham som en fordrukken barnlig klovn. Men, nej, hun har nok ret, for det kan da ikke passe at mænd skulle drømme om andet end afhentning i børnehaven og økologisk æblemost?

Soren Andersen

Hov du har ikke læst helt rigtigt, jeg skriver jo netop at de drømmer om børnehaven osv. Derimod sætter jeg stort spørgsmålstegn ved hendes antydning af at enhver drøm herudover skulle være et påtaget drengerøvsideal der ikke bunder i noget reelt.

Eller mere præcist, der tager hun ganske simpelt fejl

Jeg skulle ikke læse mange bøger af Hemmingway før jeg var ved at brække mig over hans univers af "helte": boksere, tyrefægtere, piloter, krigere, og gamle mænd, der skulle en tonstung tun (eller var det en hval?) på krogen, og alle de der åndssvage Bogart-typer. Gab, gab - hvor var det dog kedeligt. Kan godt se, at han ind i mellem skrev godt, men så er det heller ikke mere.
Til sidst kunne jeg ikke lære Hemmingway uden at komme til at tænke på Brechts ord om stakkels det land/den tid, der har brug for helte. For egen rgning føjer jeg til: forfattere, der kun kan skrive om en-dimensionelle he-men.
Men jeg vil da godt tro, at Hemmingway vil blive læst flittigt, at fitness-centrenes stamkunder.

Asbjørn Ammitzbøll Flügge

@Arne Lund, jeg reagerer ikke på din kritik af Hemmingway. men på din sidste kommentar.

Jeg vil ikke vove mig ud i at sige, at du tager fejl, men det er de sjældneste samtaler jeg har overhørt i fitnesscenteret der omhandlede Hemmingway. Derimod tror jeg at han fanger, som det allerede tidligt er nævnt, unge mænd mellem dreng om mand (hvor den grænse så går?) - måske på samme måde som Bukowski trækker én i en periode.

Michael Kongstad Nielsen

Endnu en artikel af en dansk kvinde i Information om, at mændene burde være nogle andre, end de er.

Forleden havde vi Tine Byrckels artikel om, at mænd burde være kastrerede, og i dag kommer så Anita Brask Rasmussen med nogen lunde det samme budskab. Mænd bør være små søde drenge, der hygger sig med morfar og aldrig bliver voksne.

Kære Brask Rasmussen m. fl., lad dog mænd være mænd. Lad dem være som de er, hvilket de også selv gør klogt i at være. Mænd kommer under vejr med sig selv over en lang periode, at blive voksen er ikke noget, der sker fra den ene dag, til den anden, eller fixes over en nat ved at høre nogen snakke om Hemingway. Mænd er deres personligheder, og ikke noget, der kreeres af forfatterskaber, men selvfølgelig kan man samle inspiration og få stof til eftertanke fra bøgerne.

Hemingway er nok en macho, og hvad så? Han kunne skrive godt, så godt, at det gav ham Nobelprisen i litteratur, og på en måde, der har inspireret mange forfattere efter ham, også danske.

Der er efter min mening ingen rund til at gøre ham til grin eller nedgøre ham, fordi han ikke passede ind og var normal. Og må jeg ikke lige sige, at de vises sten finder man altså ikke i Euroman eller i udtalelser fra Thomas Helmig eller i Tonny Vorms morfarhistorier. Hvis du vil blive klog på mænd, så start med de virkelige mænd omring dig, ikke medieverdenes kunstprodukter.