Læsetid: 7 min.

Den maskuline vold

’Min generation er på mange måder en samling forvoksede teenagere, som altså snart fylder 50. Men hvad har vi egentlig bidraget med,’ spørger romanaktuelle Naja Marie Aidt
’Det har været ekstremt klaustrofobisk at være spærret inde i sådan en roman i to år. Man kan ikke slippe af med personerne, før man er færdig med den,’ siger Naja Marie Aidt, hvis første roman udkommer i næste uge.

’Det har været ekstremt klaustrofobisk at være spærret inde i sådan en roman i to år. Man kan ikke slippe af med personerne, før man er færdig med den,’ siger Naja Marie Aidt, hvis første roman udkommer i næste uge.

Tine Sletting

24. august 2012

Det hele startede med en gammel brødrister fuld af stoffer. En af Naja Marie Aidts venner fortalte hende en historie om en ven, og denne ven havde en far, og denne far, han var kriminel. Faren røg i spjældet, da han var 73, måske 74 år, og vennen og hans søskende regnede med, at faren ikke ville komme ud igen i live, og derfor ryddede de hans lejlighed. De fandt en brødrister fuld af narko, og Naja Marie Aidt fik en idé til en roman.

Den 48-årige forfatter, der i 2008 modtog Nordisk Råds Litteraturpris for novellesamlingen Bavian i 2008, har engang sagt til Information, at det ville skræmme livet af hende at skrive en roman, men:

»Jeg fik den her idé. Og så begyndte jeg at skrive, og jeg kunne meget hurtigt se, at det ikke blev en novelle. Og så blev jeg ved med at skrive,« fortæller Naja Marie Aidt i et hjørne af Ingolfs kaffebar på Amager.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Carstensen

»Min generation er på mange måder en samling forvoksede teenagere, som altså snart fylder 50, og jeg har tænkt lidt over, hvad det egentlig er, vi har bidraget med? Vi er børn af hippierne, og mange af os var politisk aktive som ganske unge, men det er langsomt forsvundet. Og paradoksalt nok sidder min generation på hele mediebranchen. Og hvad har de tænkt sig? Der hersker en form for åndelig og politisk dovenskab, som sammen med en meget individualistisk indstilling er meget trist, synes jeg.«

Der var ikke meget hippie over mine forældre og jeg fylder snart 50 .Det var nok mere jazz og ålegilde,men bevares. For mit eget vedkommende,da sidder jeg bestemt ikke med til bords i mediebranchen og teenageattituden har jeg måttet fralægge mig for længst.
Glæder mig til romanen.

Pludselig er den én, som siger det, "vi er mange" der har syntes meget længe: Naja Marie Aidt: "Min generation er ...en samling forvoksede teenagere". Lene Andersen/Jesper Knaldhat har beskrevet det meget grundigt. Bare Inf. dog vil stoppe med de madbeskrivelser - senest af Børge Igor Brandt. Det er meget sjældent man kan læse en så kalm, selvfed, arrogant kommentar:" I affalds-DK ..var der så grimt, at man ikke kunne tage et foto af ungerne". Vi har lige holdt ferie i Salling. Rødding er årets landsby. Måske ikke særlig charmerende, men det fællesskab der er i området med plantning af 1000 æbletræer rundt om, hvor man bare kan plukke løs, er ret unikt. Et netværk af kunstnerfællesskab, you name it. Ingen i Københavnstrup ser eller hører det, som ligger lige udenfor den snævre grænse. Ret så typisk for teenagere, som i stort tal fylder i Inf.. Det er bestemt ok med et generationsskifte, men ku´ de ikke blive lidt voksne først?

Søren Kristensen

Borgerlighed er hvad i har bidraget med. Ikke engang god gammeldags småborgerlighed, som man i det mindste kan grine af og heller ikke spidsborgerlighed, for det var i ikke spidse nok til. Bare almindelig gennemsnitlig borgerlighed, gerne symboliseret med en Berlingo, fordi det var nemt og frem for alt konfliktløst. Konflikterne, dem har i set hos jeres antiautoritære forældre og klart at det ikke er noget der trækker. Jeres oprør, hvis der nogensinde var et, bestod i ikke at gøre oprør mod noget som helst. Kort sagt: bare borgerlighed.

Jens Carstensen

Søren. Jeg kører i en Polo årgang 1990. Der ikke meget bekvemt over den,men den køre.
Jeg synes ikke,at du kan skære en hel generation over en kam.Generationerne før "os" har ikke ændret på noget som helst udover de bløde værdier; som til tider kan være temmeligt hårde at oppebære, især nu hvor kapitalismen og ressourceknapheden viser tænder.
Jeg glæder mig til romanen.

Lise Lotte Rahbek

Michael K. N.

Det kan man dårligt være bekendt overfor dem, som vil generalisere. Det er alt for forvirrende, når man ikke overholder rammerne for generationer, køn, smag, og indkomstforhold. :o)

Lone Christensen

Jeg blev meget forundret over at læse følgende meget unødvendige beskrivelse:
'Helt i sort drikker hun dobbelt macchiato med mælk af en lille mønstret bedstemorkop med slank hank (Naja Marie Aidt er faktisk selv lige blevet farmor). På jorden, ved siden af stolen, har hun smidt sin sorte lædertaske og et brandbilsrødt stofnet, der matcher hendes Nike-sko.'

Det virker utrolig dameblads-agtigt og hører ikke hjemme her!

Heinrich R. Jørgensen

Jeg ønsker hverken at være mig eller mig selv. Jeg ønsker at være det jeg er -- nemlig "jeg".

Hvem skulle jeg ellers være? Var jeg en anden, hvem ville da være jeg i stedet den jeg var? Og hvad skulle det jeg, jeg ville blive, gøre, mens jeg var dette?

Jeg kunne dog godt ønske mig at være rigere -- lidt visere, lidt modigere, at det gode humør var lidt bedre, i besiddelse af mere tålmodighed, blot for at nævne nogle områder hvor dyderne og maskuliniteten kunne forbedres.

Majbritt Nielsen

Jeg føler mig ikke særligt ramt af Maria Skovs altfavende sætninger.
Men det er nok også fordi jeg har gennemskuet at hun jo skriver ud fra den virkelighed hun er vokset op i og kommer fra.

»Jeg blev hurtigt mere og mere irriteret over debatten herhjemme; sådan noget drenge-røvssnak om, at ’kællingerne vil bestemme alt, og nu må jeg ikke gå til fodbold’

Ja det kan der så desvære være noget om. Ligeså snart man pipper lidt om lige løn for lige arbejde. Så er der en flok, der synes det er synd for dem.
Og alle de grumme kvinder i vuggestuerne/børnehaverne/skolerne, feminisere drengene ud over alle grænser.

Hvor er deres fædre så henne? Tag fat i sønnike og vise ham hvad mænd er for en størrelse?
Eller sidder far og spiller playstation. ;)
----->Eller hvad?
Nå det er så heldigvis ikke det jeg ser, når jeg kigger på dem jeg kender med smårollinger. De fleste jeg kender tager sig en gang kvalitetstid med deres unger.
Uden nogen grum kvinde fra Institutionen/skolen, der diktere.

steen nielsen

Hvad pokker er det du prøver at sige søde Maja, kan du ikke sige det, så vi almindelige, Thomas`er
Kan forstå budskabet.

Jeg har jo mødt dig til oplæsning, respekteret dig og gør det fortsat. Kan du mon udtrykke dig, så selv Thomas kan være med, ham som ikke har et sprog.

På forhånd tak Maja.

Den der overskrift "Den maskuline vold" har irriteret mig i flere dage - hvad dækker den egentlig over af relevant femi-erkendelse - er det noget, der er slæbt med hjem fra Ingolfs kaffebar på Amager ...

Michael Kongstad Nielsen

Heinrich R. (32.28 i går)
Mig, eller mig selv, ønsker du ikke at være, kun jeg.

Men "jeg" er jo et af de få ord på dansk, hvor kasus forekommer. "Mig" er akkusativ af "jeg". I stedet for det mere objektive "jeg" indtræder det mere subjektive " mig", og hvis jeg gerne vil være mig selv, så er jeg "mig", ikke " jeg".

At forholde sig til sig selv, medfører brugen af "mig". Ellers bliver man ved med at stå udenfor sig selv og ser ind på personen "jeg". Går man ind, bliver det til " mig" i kombination med " jeg".

http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=jeg&search=S%C3%B8g

Heinrich R. Jørgensen

Michael Kongstad Nielsen:
"At forholde sig til sig selv, medfører brugen af “mig”. Ellers bliver man ved med at stå udenfor sig selv og ser ind på personen “jeg”."

Kan man forholde sig til sig selv? Forholder man sig ikke til sit selv? Hvad end dette "selv" er...

Som jeg opfatter det, er "jeg" en reference til egen bevidsthed, altså det der er ens essens (corpus delicti) og substans. Den korporlige, manifeste, fysiske person, betegnes "mig".

Hvad der er "moderne dansk" interesserer mig ikke, da det er defineret af sprogets brug. Det skorter ikke på vås i det offentlige rum, og jeg kan ikke tage det seriøst, at sprogets almene brug skulle bestemme ordenes betydning. Det kan alene føre til, at sproget og ords betydning forkvakles.

En historisk oversigt over ordenes brug, f.eks. i perioden 1700-1950, er langt mere informativ og meningsfuld: http://ordnet.dk/ods/ordbog?select=jeg,2&query=jeg

Heinrich R. Jørgensen

Michael Kongstad Nielsen:
"Ellers bliver man ved med at stå udenfor sig selv og ser ind på personen “jeg”. "

Jeg har aldrig prøvet nogle af de ofte omtalte ud-af-kroppen-oplevelser, eller på anden vis er lykkedes med at undslippe mig selv.

Hvis det var alment forekommende, skulle man tro, at nogle af de gange man ledte efter nogen, og spurgte hvor de befandt sig, at de svarede: "Dér". Det oplevelse har jeg til gode ;-)