Læsetid: 7 min.

Den maskuline vold

’Min generation er på mange måder en samling forvoksede teenagere, som altså snart fylder 50. Men hvad har vi egentlig bidraget med,’ spørger romanaktuelle Naja Marie Aidt
’Det har været ekstremt klaustrofobisk at være spærret inde i sådan en roman i to år. Man kan ikke slippe af med personerne, før man er færdig med den,’ siger Naja Marie Aidt, hvis første roman udkommer i næste uge.

’Det har været ekstremt klaustrofobisk at være spærret inde i sådan en roman i to år. Man kan ikke slippe af med personerne, før man er færdig med den,’ siger Naja Marie Aidt, hvis første roman udkommer i næste uge.

Tine Sletting

24. august 2012

Det hele startede med en gammel brødrister fuld af stoffer. En af Naja Marie Aidts venner fortalte hende en historie om en ven, og denne ven havde en far, og denne far, han var kriminel. Faren røg i spjældet, da han var 73, måske 74 år, og vennen og hans søskende regnede med, at faren ikke ville komme ud igen i live, og derfor ryddede de hans lejlighed. De fandt en brødrister fuld af narko, og Naja Marie Aidt fik en idé til en roman.

Den 48-årige forfatter, der i 2008 modtog Nordisk Råds Litteraturpris for novellesamlingen Bavian i 2008, har engang sagt til Information, at det ville skræmme livet af hende at skrive en roman, men:

»Jeg fik den her idé. Og så begyndte jeg at skrive, og jeg kunne meget hurtigt se, at det ikke blev en novelle. Og så blev jeg ved med at skrive,« fortæller Naja Marie Aidt i et hjørne af Ingolfs kaffebar på Amager.

Forfatteren har boet i Brooklyn, New York, de sidste fire år, men er i Danmark for at promovere sin nye bog og deltage i Louisiana Literature. Helt i sort drikker hun dobbelt macchiato med mælk af en lille mønstret bedstemorkop med slank hank (Naja Marie Aidt er faktisk selv lige blevet farmor). På jorden, ved siden af stolen, har hun smidt sin sorte lædertaske og et brandbilsrødt stofnet, der matcher hendes Nike-sko.

»Det har været ekstremt klaustrofobisk at være spærret inde i sådan en roman i to år. Man kan ikke slippe af med personerne, før man er færdig med den, og så er der noget med slutninger på romaner, som på en eller anden måde er mere konkluderende end i noveller og digte a la … ’nåååh, det var butleren!’,« fortæller forfatteren. Og først undervejs fandt hun da også ud af, hvor historien skulle ende. I starten skrev Naja Marie Aidt meget kort, som hun var vant til, når hun skrev noveller, »hvis der var en veranda, så skrev jeg bare, at der stod en potteplante,« men lidt efter lidt begyndte hun at møblere alle rummene og fortælle om udsigten. Det betød dog ikke, at hun begyndte at slække på sproget:

»Det kan ikke blive total stringent hele tiden. Der er jo noget dialog, og nogle gange siger folk nogle åndssvage ting, og det har jeg været nødt til at have med, for personerne taler jo, som de taler. Men jeg har arbejdet meget med sproget, ligesom jeg altid gør, for de romaner, der slet ikke har et sprog, interesserer jeg mig overhovedet ikke for.«

Kunne tegne et kort

Romanen Sten saks papir, der udkommer i næste uge, foregår ingen steder. Jo, et sted i den vestlige verden, hvor der findes gadesælgere med frugtvogne, ørne og bodegaer – og hvor stjernerne er som små søm af sølv. Et sted, Naja Marie Aidt selv har opfundet.

»Jeg sad i New York og tænkte, hvor skal den foregå? I Vanløse? Nej, det kunne jeg ikke overskue, og jeg har også været væk så længe, at jeg ikke havde helt styr på, hvad man ser i fjernsynet, og hvad man siger på gaden.« Samtidig ville hun dog heller ikke skrive newyorker-litteratur, »det er der så mange, der gør så godt,« og hun havde allerede skrevet om at flytte til byen i digtsamlingen Alting blinker. Derfor blev hun nødt til at opfinde sit eget sted. Og bruge navne fra store dele af verden: Jacques, Jules, Thomas, Samir.

»Alt, hvad der havde at gøre med etnicitet, sprog og de forskelle, er udraderet i denne bog. Så jeg forestillede mig nogle gange, at det var Europa, der var flydt sammen til et stort land. Meget hurtigt kunne jeg finde rundt i byen, og jeg tror faktisk godt, at jeg kunne tegne et kort,« siger hun.

Romanen handler om alle de myter, der knytter sig til det maskuline, til fædre, brødre og sønner, til venskaber og til mænds forhold til kvinder. Og så handler den mere konkret om en mand i krise. En mand, som har en fornemmelse af at stå uden for verden uden at kunne trænge ind i den.

»Det er en mand, der kommer fra en bestemt generation. Der står ikke, hvor gammel han er, men jeg forestiller mig sluttrediverne,« fortæller Naja Marie Aidt. Manden (Thomas, hedder han) prøver at gøre sig fri af sin fortid, men samtidig definerer han sig også meget ud fra sin barndom og sin kriminelle far (der efterlader en lejlighed til sine børn, da han ryger i fængsel). Romanen indeholder flere temaer og mange hemmeligheder. Det er en familiehistorie og en skæbnehistorie, inspireret af græsk mytologi, holocaust og vold – den maskuline vold. Og så er det en feministisk fortælling, set fra et maskulint synspunkt.

En fremherskende dovenskab

Naja Marie Aidt har i flere år været optaget af køn, feminisme og ligestilling, især efter hun kom til USA og oplevede, hvor langt kvinder er fra at få det samme i løn som mænd.

»Jeg blev hurtigt mere og mere irriteret over debatten herhjemme; sådan noget drenge-røvssnak om, at ’kællingerne vil bestemme alt, og nu må jeg ikke gå til fodbold’. Vi har så gode muligheder, og nu er debatten bare gået i stå. I mange år har mændene jo heller ikke gidet tage en diskussion om, hvordan de i virkeligheden har tænkt sig at være mænd. Og herhjemme er der i øvrigt ikke nogen særlig solidaritet med verdens kvinder – og mænd for den sags skyld. Så derfor ville jeg gerne skrive noget om køn – og gerne fra et andet perspektiv end kvindens. Derfor valgte jeg en mandlig hovedperson,« siger Naja Marie Aidt og fortsætter:

»Min generation er på mange måder en samling forvoksede teenagere, som altså snart fylder 50, og jeg har tænkt lidt over, hvad det egentlig er, vi har bidraget med? Vi er børn af hippierne, og mange af os var politisk aktive som ganske unge, men det er langsomt forsvundet. Og paradoksalt nok sidder min generation på hele mediebranchen. Og hvad har de tænkt sig? Der hersker en form for åndelig og politisk dovenskab, som sammen med en meget individualistisk indstilling er meget trist, synes jeg.«

Naja Marie Aidt synes dog, at det ser anderledes ud i de yngre generationer, dem, der er vokset op med den metroseksuelle mand.

»De vil ikke udstilles som Barbie og Ken – og retoucheres væk. Og jeg oplever også, at den generation har et meget mere balanceret forhold til både deres maskuline og feminine sider. Og det gælder begge køn. Måske er fremtiden mere androgyn, selvom det er et lidt mærkeligt ord. De unge har bare ikke så travlt med at definere sig selv i forhold til, hvad der er mandligt og kvindeligt. Og der skrives i øvrigt også fantastiske ting om det: Bjørn Rasmussen, Olga Ravn og Amalie Smith; de siger ’fuck’ til min generation og den mærkelige populisme, der hersker.«

I romanen fokuserer Naja Marie Aidt blandt andet på, hvordan det ’maskuline’ spejles i kvinder og for eksempel bliver synligt ved måden, hvorpå en kvinde reagerer på et overgreb.

»Vi er vant til, at alt, hvad der har med seksualitet at gøre, stadig drejer sig om mandens pik. Hvor meget ved mænd og kvinder egentlig om kvinders seksualitet? At Patricia reagerer, som hun gør, er måske det mest uhyggelige ved bogen,« siger Naja Marie Aidt om en af fortællingens hovedpersoner.

Lykke i fællesskabet

Også litteratur spiller en særlig rolle i Sten saks papir. Ved en parmiddag bliver der diskuteret højlydt over fisken, om populære selvbiografiers private historier ’hører hjemme i folks forpulede dagbøger eller i et eller andet usmageligt realityshow!’

»Haha, jeg synes bare, at det var sjovt,« siger Naja Marie Aidt, der afviser, at det er en kommentar til den løbende debat om den selvbiografiske genre.

»Det er jo fuldstændig ligegyldigt, om det er selvbiografisk eller ej, hvis bare det er godt. Men det er måske nok noget, der udspringer af en meget individualistisk tid, hvor jeget er i centrum, eller hvad?« spørger hun retorisk og fortsætter:

»For vi er i virkeligheden også meget jeg-svage, ligesom Thomas jo også er. Der er et enormt behov for at forstå os selv og forstå verden fra vores eget lille sted.«

Romanen handler også om, hvad poesi og litteratur betyder i forhold til, hvordan vi ser på os selv, finder fællesskaber og spejler os i hinanden. Faktisk bliver fællesskabet helt konkret i fortællingen, da familien mødes og holder en digtkonkurrence (»Vi skal citere digte. Og så skal man gætte, hvad der citeres. Man får point!«). Nogen har lært digtene udenad som remser og salmevers, andre tillægger dem en helt anden værdi, men det er lige meget. De har stadig en betydning.

»I og med at bogen handler om en mand, der er så alene, så handler den også om, hvad fællesskabet kan,« fortæller Naja Marie Aidt. »Og der er enkelte steder, hvor han har et øjebliks fred og lykke ved bare at sidde med sine kolleger i frokoststuen. Det levende fællesskab er vores trøst, på samme måde som poesien kan være det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Carstensen

»Min generation er på mange måder en samling forvoksede teenagere, som altså snart fylder 50, og jeg har tænkt lidt over, hvad det egentlig er, vi har bidraget med? Vi er børn af hippierne, og mange af os var politisk aktive som ganske unge, men det er langsomt forsvundet. Og paradoksalt nok sidder min generation på hele mediebranchen. Og hvad har de tænkt sig? Der hersker en form for åndelig og politisk dovenskab, som sammen med en meget individualistisk indstilling er meget trist, synes jeg.«

Der var ikke meget hippie over mine forældre og jeg fylder snart 50 .Det var nok mere jazz og ålegilde,men bevares. For mit eget vedkommende,da sidder jeg bestemt ikke med til bords i mediebranchen og teenageattituden har jeg måttet fralægge mig for længst.
Glæder mig til romanen.

Pludselig er den én, som siger det, "vi er mange" der har syntes meget længe: Naja Marie Aidt: "Min generation er ...en samling forvoksede teenagere". Lene Andersen/Jesper Knaldhat har beskrevet det meget grundigt. Bare Inf. dog vil stoppe med de madbeskrivelser - senest af Børge Igor Brandt. Det er meget sjældent man kan læse en så kalm, selvfed, arrogant kommentar:" I affalds-DK ..var der så grimt, at man ikke kunne tage et foto af ungerne". Vi har lige holdt ferie i Salling. Rødding er årets landsby. Måske ikke særlig charmerende, men det fællesskab der er i området med plantning af 1000 æbletræer rundt om, hvor man bare kan plukke løs, er ret unikt. Et netværk af kunstnerfællesskab, you name it. Ingen i Københavnstrup ser eller hører det, som ligger lige udenfor den snævre grænse. Ret så typisk for teenagere, som i stort tal fylder i Inf.. Det er bestemt ok med et generationsskifte, men ku´ de ikke blive lidt voksne først?

Søren Kristensen

Borgerlighed er hvad i har bidraget med. Ikke engang god gammeldags småborgerlighed, som man i det mindste kan grine af og heller ikke spidsborgerlighed, for det var i ikke spidse nok til. Bare almindelig gennemsnitlig borgerlighed, gerne symboliseret med en Berlingo, fordi det var nemt og frem for alt konfliktløst. Konflikterne, dem har i set hos jeres antiautoritære forældre og klart at det ikke er noget der trækker. Jeres oprør, hvis der nogensinde var et, bestod i ikke at gøre oprør mod noget som helst. Kort sagt: bare borgerlighed.

Jens Carstensen

Søren. Jeg kører i en Polo årgang 1990. Der ikke meget bekvemt over den,men den køre.
Jeg synes ikke,at du kan skære en hel generation over en kam.Generationerne før "os" har ikke ændret på noget som helst udover de bløde værdier; som til tider kan være temmeligt hårde at oppebære, især nu hvor kapitalismen og ressourceknapheden viser tænder.
Jeg glæder mig til romanen.

Lise Lotte Rahbek

Michael K. N.

Det kan man dårligt være bekendt overfor dem, som vil generalisere. Det er alt for forvirrende, når man ikke overholder rammerne for generationer, køn, smag, og indkomstforhold. :o)

Lone Christensen

Jeg blev meget forundret over at læse følgende meget unødvendige beskrivelse:
'Helt i sort drikker hun dobbelt macchiato med mælk af en lille mønstret bedstemorkop med slank hank (Naja Marie Aidt er faktisk selv lige blevet farmor). På jorden, ved siden af stolen, har hun smidt sin sorte lædertaske og et brandbilsrødt stofnet, der matcher hendes Nike-sko.'

Det virker utrolig dameblads-agtigt og hører ikke hjemme her!

Heinrich R. Jørgensen

Jeg ønsker hverken at være mig eller mig selv. Jeg ønsker at være det jeg er -- nemlig "jeg".

Hvem skulle jeg ellers være? Var jeg en anden, hvem ville da være jeg i stedet den jeg var? Og hvad skulle det jeg, jeg ville blive, gøre, mens jeg var dette?

Jeg kunne dog godt ønske mig at være rigere -- lidt visere, lidt modigere, at det gode humør var lidt bedre, i besiddelse af mere tålmodighed, blot for at nævne nogle områder hvor dyderne og maskuliniteten kunne forbedres.

Majbritt Nielsen

Jeg føler mig ikke særligt ramt af Maria Skovs altfavende sætninger.
Men det er nok også fordi jeg har gennemskuet at hun jo skriver ud fra den virkelighed hun er vokset op i og kommer fra.

»Jeg blev hurtigt mere og mere irriteret over debatten herhjemme; sådan noget drenge-røvssnak om, at ’kællingerne vil bestemme alt, og nu må jeg ikke gå til fodbold’

Ja det kan der så desvære være noget om. Ligeså snart man pipper lidt om lige løn for lige arbejde. Så er der en flok, der synes det er synd for dem.
Og alle de grumme kvinder i vuggestuerne/børnehaverne/skolerne, feminisere drengene ud over alle grænser.

Hvor er deres fædre så henne? Tag fat i sønnike og vise ham hvad mænd er for en størrelse?
Eller sidder far og spiller playstation. ;)
----->Eller hvad?
Nå det er så heldigvis ikke det jeg ser, når jeg kigger på dem jeg kender med smårollinger. De fleste jeg kender tager sig en gang kvalitetstid med deres unger.
Uden nogen grum kvinde fra Institutionen/skolen, der diktere.

steen nielsen

Hvad pokker er det du prøver at sige søde Maja, kan du ikke sige det, så vi almindelige, Thomas`er
Kan forstå budskabet.

Jeg har jo mødt dig til oplæsning, respekteret dig og gør det fortsat. Kan du mon udtrykke dig, så selv Thomas kan være med, ham som ikke har et sprog.

På forhånd tak Maja.

Den der overskrift "Den maskuline vold" har irriteret mig i flere dage - hvad dækker den egentlig over af relevant femi-erkendelse - er det noget, der er slæbt med hjem fra Ingolfs kaffebar på Amager ...

Michael Kongstad Nielsen

Heinrich R. (32.28 i går)
Mig, eller mig selv, ønsker du ikke at være, kun jeg.

Men "jeg" er jo et af de få ord på dansk, hvor kasus forekommer. "Mig" er akkusativ af "jeg". I stedet for det mere objektive "jeg" indtræder det mere subjektive " mig", og hvis jeg gerne vil være mig selv, så er jeg "mig", ikke " jeg".

At forholde sig til sig selv, medfører brugen af "mig". Ellers bliver man ved med at stå udenfor sig selv og ser ind på personen "jeg". Går man ind, bliver det til " mig" i kombination med " jeg".

http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=jeg&search=S%C3%B8g

Heinrich R. Jørgensen

Michael Kongstad Nielsen:
"At forholde sig til sig selv, medfører brugen af “mig”. Ellers bliver man ved med at stå udenfor sig selv og ser ind på personen “jeg”."

Kan man forholde sig til sig selv? Forholder man sig ikke til sit selv? Hvad end dette "selv" er...

Som jeg opfatter det, er "jeg" en reference til egen bevidsthed, altså det der er ens essens (corpus delicti) og substans. Den korporlige, manifeste, fysiske person, betegnes "mig".

Hvad der er "moderne dansk" interesserer mig ikke, da det er defineret af sprogets brug. Det skorter ikke på vås i det offentlige rum, og jeg kan ikke tage det seriøst, at sprogets almene brug skulle bestemme ordenes betydning. Det kan alene føre til, at sproget og ords betydning forkvakles.

En historisk oversigt over ordenes brug, f.eks. i perioden 1700-1950, er langt mere informativ og meningsfuld: http://ordnet.dk/ods/ordbog?select=jeg,2&query=jeg

Heinrich R. Jørgensen

Michael Kongstad Nielsen:
"Ellers bliver man ved med at stå udenfor sig selv og ser ind på personen “jeg”. "

Jeg har aldrig prøvet nogle af de ofte omtalte ud-af-kroppen-oplevelser, eller på anden vis er lykkedes med at undslippe mig selv.

Hvis det var alment forekommende, skulle man tro, at nogle af de gange man ledte efter nogen, og spurgte hvor de befandt sig, at de svarede: "Dér". Det oplevelse har jeg til gode ;-)