Læsetid: 4 min.

Meningen med livet

Fællesskab. Jo flere penge borgeren har i egen lomme, jo mindre har han brug for andre mennesker. Det er det gode ved friheden
Fællesskab. Jo flere penge borgeren har i egen lomme, jo mindre har han brug for andre mennesker. Det er det gode ved friheden
31. august 2012

Indsamlere til Røde Kors og Kræftens Bekæmpelse kan bevidne det. Det kan ikke rigtig betale sig at gå rundt med raslebøssen i byernes velhavende kvarterer. Nogle af beboerne lukker slet ikke op, andre åbner ganske vist døren, men ligner til gengæld Gentoftes borgmester i hele hovedet. Der står damp ud af næse og ører på ham, da han – med tilkæmpet ro – fortæller, at han er en mand, der betaler skat. Han betaler meget i skat, han betaler rigeligt i skat, alle slags skat, han betaler topskat, topskatteskat og ekstratopskattetopskat. De unge, idealistiske mennesker med raslebøssen, som han vælger at tro på ikke kan åbnes i utide, kan få to kroner, hvis han lige har en mønt i lommen, ellers får de ikke noget. Jeg betaler skat, minder han igen om. Vejskat, ejendomsskat, bilskat, skat til voldsforbrydere og indbrudstyve, skat til de dumme og skat til de dovne, skat til det ene og så det andet, skat til det tredje og for at det ikke skal være løgn også skat så samfundet har råd til at betale folk for ikke at arbejde. Ministerløn til Ole Sohn!

Indsamlernes unge og friske øjne bliver røde og ophovnede af dampen fra velhaverhovedet, men de hører ham høfligt til ende. Lige før den skatteplagede mand begynder at tude som et gammeldags damplokomotiv, holder han heldigvis op med at sige noget. Vi siger tak for tokronen, siger ungdommen, helt uden ironi så vidt det nu er dem muligt. Manden ser pludselig uendelig trist ud. Nu har jeg ingen tokrone, hvis jeg skulle blive nødt til at gå på et offentligt toilet, siger han – idet glosen ’offentligt’ får hans damphærgede ansigt til at trække sig sammen i smerte og væmmelse. Man skal i øvrigt ikke være i tvivl om at manden går ind for individets absolutte frihed. Men måske nok mest i betydningen: frihed = at blive fri for. Ikke mindst at betale topskat, men også fri for unge mennesker med raslebøsser og mennesker i almindelighed. Jo flere penge borgeren har i egen lomme, jo mindre har han brug for andre mennesker. Det er det gode ved friheden.

Den nybyggede jyske type

Engang i 90’erne fór jeg vild et sted i Midtjylland i min Fiat Uno. Jeg skulle holde foredrag derovre, over emnet »Meningen med livet«, men jeg havde taget fejl af bynavnet. Jeg blev ved med at køre ind på en lang vej, der hed Hovedgaden, først fra den ene ende, så fra den anden. Bynavnet var Hwåll, men der var ikke noget kæmpestort kultur- og kongres-center med bibliotek, som der skulle være. Til sidst standsede jeg bilen (hvis det ikke er for meget sagt?) ved en stor villa, nærmest et palads – men altså af den nybyggede, jyske type, med to carporte og i det hele taget to af alting.

Da jeg havde ringet på temmelig mange gange, blev den ene af de to hoveddøre åbnet af to unge piger, en lys og en mørk. Undskyld, sagde jeg, hvor ligger det der kæmpestore kultur- og kongrescenter med bibliotek egentlig henne? Det ved vi ikke, svarede pigerne og lukkede døren, først én gang, derefter én gang til for at være på den sikre side. Forkælede overklassetøser a la Jutlandia, tænkte jeg vredt. Derefter kørte jeg et par kilometer, stadig ad Hovedgaden, og standsede ved et lille, hvidkalket hus med en knaldrød Lada 1200 S udenfor. En gammel mand med et venligt smil, strithår og en nakke, der hele tiden kløede, spurgte mig venligt, om jeg var Søren Ryge. Nej, sagde jeg, jeg hedder Bent. Derefter spurgte jeg ham om vej. Hwåll kultur- og kongrescenter med bibliotek ligger da ikke her, sagde han smilende. Jeg lagde mærke til, at han slet ikke kunne lade være med at smile, han havde et funklende gebis i munden, det så ud til at være nyt, han havde sikkert ikke vænnet sig til det endnu. Hvor ligger det så? spurgte jeg. Laver du også fjernsyn? spurgte han til gengæld. Jeg forklarede ham, at det gjorde jeg ikke. Jeg holder foredrag om meningen med livet, sagde jeg. Det fik mandens nakke til at klø ekstrameget. Kultur- og kongrescentret med bibliotek ligger i Megahwåll, sagde han. Megahwåll, forklarede han, lå på den anden side af æ ø u i æ å, det var ikke mere end en attentyve kilometer længere vestpå. Det klarer en rask mand som dig nemt, sagde han. På tonefaldet forstod jeg, at hvis han havde haft kasket på, ville han have taget den af af ren ærbødighed. Almindelige mennesker er sgu mærkelige, tænkte jeg venstreorienteret.

Mangel på forbrugsgoder, knaphed på penge, fremmer fællesskabet. Mangel og knaphed er noget man deler. Topskatteyderen er derimod et ensomt menneske, kringsat af fjender, der alle sammen vil have fingre i hans penge. Diverse raslebøsseslæng, staten og kommunen, humanistiske organisationer, Red Naturen og Gratis Fixerum til alle på overførselsindkomst. Topskatteyderen stoler ikke på nogen. Han tør knap nok læse sin morgenavis fordi avisbuddet – med gud ved hvilken kulturel og etnisk baggrund – har rørt ved den. Engang lånte man kaffebønner af nabokonen sidst på måneden. Ikke fordi man havde glemt at købe selv, men fordi man først havde råd til blå cirkelkaffe efter den første. Hun var godt dum, hvis hun sagde nej til at låne en noget som helst, for hun kunne meget nemt være i samme situation næste gang, det var lige før den første. Den slags fremmer ikke kun fællesskabet, det fremmer også gemytligheden, det gode humør i det hele taget. Det er menneskeligt at være på røven.

Hellere fattig end dum. Det er det, jeg altid har sagt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Heh. Joh, jeg har før læst tilsvarende romantiseringer af fattige og fattigdom.

Som regel er konklusionen, at man for guds (og samfundets) skyld fortsat skal holde nogle mennesker i fattigdom, så der findes nogen til at vise vej, hvis gps'en er gået i stykker, og så man stadig kan glæde sig over deres naive og uforbeholdne glæde over tilværelsens gaver, hvis man tilkaster dem en blank 2-krone.

Men lad mig nu bare springe bomben:
De fattige kan også være sure.

Michael Kongstad Nielsen

Nej, den er ikke god, den artikel, den er forvirret og ved ikke, hvad den vil. Der er noget "da mor var dreng" over den.

Jeg bryder mig heller ikke om alle disse selvfede, selvforherligende, selvopofrende, indsamlere, der kommer med raslebøssen for at medierne dagen efter skal skrive om det kæmpe resultat, at danskerne har indsamlet 20 mio. kr. eller 40, som går ubeskåret til administrative stillinger for danskere ansatte i organisationen.

Det er skuespil og aflad, følelsessublimeringer og "se hvor god jeg er", det er til at få det dårligt over. Så jeg giver topskatteyderen ret - vi betaler skat, se så at få noget ordentligt ud af den skat, og lad os blive fri for dette selvfremstillingsshow.

Heinrich R. Jørgensen

Michael Kongstad Nielsen:
"Det er skuespil og aflad, følelsessublimeringer og “se hvor god jeg er”, det er til at få det dårligt over."

Helt enig.

Det ændrer dog ikke på, at den stakkels mand i Gentofte, som uafladeligt måtte lide den tort at se surt tilranet mammon blive konfiskeret gang på gang, også fremfører et skuespil.

Også de bedsteborgere der holder porten hermetisk lukket i et anfald af kræmmer-paranoia, opfører et lige så patetisk skuespil, når de lader som om de ikke er hjemme. En rigmandsudgave af den klassiske strudse-leg, hvor det gælder om at undgå kreditorer og den slags? Eller som der (måske?) bliver sagt på de kanter, om naboer der ikke længere svælger i vellevned: "to-kronen blev hans skæbne"?

Hvor svært kan det være, at åbne døren, og venligt sige, at man ikke bryder sig om betleri, at man af princip ikke giver almisser med mindre det skyldes eget initiativ, og således må skuffe de der bragte raslebøssen til ens hoveddør med, at de har bragt den den lange vej forgæves.

Michael Kongstad Nielsen

Godt skrevet Heinrich.
Det kan dog for den følsomme type være behæftet med adskillige vanskeligheder at åbne døren og sige, at man ikke bryder sig om betleri. Allerede det at kalde en pæn og moderigtig klædt Gentofte-frue med barn for en "betler", frembyder flere vanskeligheder. Og at sende dem afsted med nul kroner i raslebøssen, er som at afslå en kontrakt overfor damens outlet-firma indenfor modetøj.

Heinrich R. Jørgensen

Michael,

hvis man har kvaler ved at tale sandfærdigt, eller frygter den pavlovske automat-reaktion -- at få et akut anfald af dårlig samvittighed over at flashe ens nærighed overfor de velmenende pengeindsamlere -- kan man jo sige, at man til gengæld, og helt frivilligt, gerne vil byde på en kop arabica og en petit fours, så de kan komme lidt på afstand af livet på gaden ;-)

Niklas Monrad

Sikke en gang tendentiøst pis. Lad mig henføre til artiklen om skraldespands Danmark hvor man siger : "Vi er på vej mod et samfund, hvor mennesker, som ikke har samme vilkår og kulturelle baggrund som én selv, er legitime mobbeofre og en lovlig skydeskive for ens indskrænkede menneskesyn."

*det ikke vil.....

Måske livet ér dumt, og dets mening ganske uinteressant.

Som humanist synes jeg dog at man bør lytte til det.

Forskerne - tror jeg - leder efter grunden til denne mærkværdige sfære der fløjter rundt om os som energi og materie.

Måske livet er fattigt og dumt, og netop derfor et stort humanistisk væsen ifølge slutsatsen, eller et væsen der drejer hver en mønt og smækker døren i hver gang vi spørger om vej?

Livet burde dele sin mening.

Også jeg har savnet Vinn, for han er en af de eneste faste skribenter i Inf. som behersker sproget til fulde og som samtidig har sin helt egen stil.

Men ovenstående artikel er bestemt ikke et highlight. De søgte dikotomiske klichéer står i kø: rigdumfattigklog!

Man savner nuancer, men det skal man nok ikke forvente, for er der noget forfattere hader, så er det nævenyttige læsere, som tror sig bedrevidende.