Nyhed
Læsetid: 3 min.

Mere en sexbog end en bog om sex

Den erotiske roman ’Fifty Shades of Grey’ har slået salgsrekorder i hele verden og ligget øverst på utallige bestsellerlister. Anmelderne er ikke begejstrede, men kvinderne er ligeglade. Information har opsøgt en af de mange, som læser husmorporno i natlampens skær
Populær. Den har solgt i næsten 40 milioner eksemplarer, og den er ikke engang blevet udgivet i Danmark. Alligevel har flere danskere læst ’Fifty Shades of Grey’, og en anonym læser forklarer, at hun er blevet så grebet af bogen, at hun sommetider kommer til at kalde sin mand Christian. Det hedder hovedpersonen nemlig.

Populær. Den har solgt i næsten 40 milioner eksemplarer, og den er ikke engang blevet udgivet i Danmark. Alligevel har flere danskere læst ’Fifty Shades of Grey’, og en anonym læser forklarer, at hun er blevet så grebet af bogen, at hun sommetider kommer til at kalde sin mand Christian. Det hedder hovedpersonen nemlig.

Will Oliver

Kultur
24. august 2012

Den unge studerende Anastasia Steele er stadig jomfru, da hun møder den ældre rigmand Christian Grey. De indleder et lidenskabeligt seksuelt forhold, og Anastasia underkaster sig Christians sadomasochistiske fantasier, mens hun udforsker sine egne lyster. Nogenlunde så enkelt kan handlingen i E.L. James’ roman Fifty Shades of Grey gengives.

Anmelderne er ikke begejstrede: Plottet er for simpelt og uoriginalt, og bogen er ikke et litterært mesterværk. Men kvinder verden over er ligeglade. De er vilde med den erotiske roman. Så vilde, at bogen er den hurtigst sælgende roman for voksne nogensinde og har overgået bestsellerbøger som Dan Browns Da Vinci mysteriet i salgstal.

På internetsiden Amazon, hvor bogen sælges som e-bog, er der på nuværende tidspunkt blevet skrevet over 10.000 brugeranmeldelser. At dømme efter anmeldelserne er meningerne om bogen delte. Enten synes læserne, den er fantastisk, eller også synes de, den er forfærdelig. Sjældent noget derimellem.

En læser skriver: »Frygtelig! Men alle andre har læst den, så man har da i det mindste noget at tale om ved kaffemaskinen,« mens en anden, og mere begejstret, kvinde starter sin anmeldelse sådan:

»Da jeg først kom i gang, kunne jeg ikke lægge bogen fra mig. Den er så vanedannende og fascinerende. Selv om jeg er bedstemor, blev jeg hurtigt forelsket i Christian! Heldigvis læste jeg den på min Kindle, så det var min egen hemmelighed!«

Anonym erotiklæser

Information har talt med en af de danske kvinder, som, allerede inden bogen er udkommet i Danmark, har købt den som e-bog.

Hun ønsker ikke at stå frem med navn i avisen, men bekræfter, at hun er helt vild med bogen, og at forholdet mellem den unge pige og den ældre forretningsmand med det fantastiske jakkesæt og de grå øjne har betaget hende voldsomt.

– Hvorfor ønsker du at være anonym?

»Det er i virkeligheden, fordi jeg ikke har lyst til at fortælle hele verden – og specielt ikke Informations læsere – at jeg er blevet totalt fanget af sådan noget soft porn. Også selv om hele verden jo læser bogen,« siger hun i telefonen og griner.

»Det er, som om, det er lidt ulovligt. Bogen beskriver i detaljer hans smukke, veltrænede krop, og hvordan han tager hende. Det er jo nærmest porno.«

Den anonyme erotiklæser er mor til en halvandet år gammel søn, gift og arbejder som arkitekt. Den travle hverdag kan godt blive lidt ensformig og lysegrå, men gennem bogen får man ’begæret serveret på et sølvfad’, som hun udtrykker det.

Om aftenen plejer hun at være for træt til at læse efter en lang dag med vuggestue, lange arbejdsdage og madlavning. Men de sidste tre uger har været anderledes. Siden hun vendte den første side i Fifty Shades of Grey, har hun hver aften fået varme i kinderne og har ikke slukket natlampen lige med det samme. Den eneste ulempe er, at hun en gang imellem kommer til at leve sig lidt for meget ind i bogen.

»Jeg er nogle gange kommet til at kalde min mand for Christian, ligesom hovedpersonen i bogen hedder,« fortæller hun.

Bliver udsolgt hele tiden

For at finde ud af, hvem det er, der læser pornobøgerne, må man opsøge boghandlerne. Og eftersom bogen endnu ikke er udkommet i Danmark, har Information ringet til svenske boghandlere, hvor E.L. James’ trilogi allerede kan købes. Ekspedienterne fortæller, at bogen har fået plads midt i butikken, og at svenske kvinder i hvert fald ikke er bange for at smække bogen på disken – selv om det nok mere er en sexbog, end en bog om sex. De oplever ingen tys-tys eller generte kvinder.

»Den bliver udsolgt hele tiden,« fortæller en ekspedient i Akademibokhandlen i Stockholm Aysi Boholm.

– Hvilken type kvinde køber ’Fifty Shades of Grey’?

»Alle! Inden den udkom, kom kvinder ind og spurgte efter den hver dag.«

Ekspedienten lægger en hånd over røret for at dæmpe lyden.

»Det er da alle slags kvinder, der køber Fifty Shades of Grey, ikke?« spørger hun sin mandlige kollega, som må stå ved disken lige ved siden af hende.

»Jo, alle!« siger han med en overbevisende kraft i stemmen.

Også i boghandlen Bokia i Malmø bekræfter den bogansvarlige, Jenny Hedberg, bogens popularitet.

»Det er alle mulige forskellige kvinder, som kommer og køber den. Vi må bestille den hjem mindst en gang om ugen,« fortæller hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her