Baggrund
Læsetid: 8 min.

OL 2012 – et tilbageblik

OL er det største sportsshow i verden, antik grandeur, big business, det er demokratisk og aristokratisk, det er global event og nationalistisk kapløb, en kamp mellem atleter i al almindelighed og Kina og USA i særdeleshed, OL er skandaler og rekorder, og ofte er nederlagene lige så mindeværdige som sejrene
Kvinder har forskelligt niveau af testosteron, ligesom nogle har længere arme end andre og derfor har en fordel i svømning. Men mens mænd belønnes for ekstraordinære fysiske anlæg, skal kvinder åbenbart straffes. Især hvis de ikke er kvindelige, feminine nok som sydafrikanske Caster Semenya, der vinder sølv på 800 meter.

Kvinder har forskelligt niveau af testosteron, ligesom nogle har længere arme end andre og derfor har en fordel i svømning. Men mens mænd belønnes for ekstraordinære fysiske anlæg, skal kvinder åbenbart straffes. Især hvis de ikke er kvindelige, feminine nok som sydafrikanske Caster Semenya, der vinder sølv på 800 meter.

Stefano Rellandini

Kultur
13. august 2012

Torsdag 26. juli

Det har været en lang sommer med sport. Men nu starter OL, verdens største sportsshow. Hvad kan man forvente? Vil der være et øjeblik, der står frem? Som nazisterne i 1936, Black Power-salutten i Mexico 1968, som den amerikanske gymnast Kerri Allyson Strug, som beskadigede anklen i spring over hest i Atlanta 1996, hvorefter hun alligevel sprang en gang til for at fuldføre sin serie: landingen foregik på en enkelt ben, ansigtet blev presset ind i en passage fra smerte til smil, og guldet var i hus.

Lørdag 28. juli

Allerede på de olympiske leges første dag mødes de amerikanske svømmere Michael Phelps og Ryan Lochte i 400 meter medley. Det er en længe ventet duel, men Lochte er suveræn (senere snupper Phelps dog rekorden for flest OL-medaljer med 22 i alt, heraf hele 18 af guld!).

Det samme er den kun 16-årige kinesiske svømmer, Ye Shiwen, der vinder guld i den samme disciplin for kvinder. Ye vinder i tiden 4:28.43, og opsigtsvækkende nok er hun hurtigere på de sidste 50 meter end Lochte (hvis samlede tid imidlertid er over 20 sekunder hurtigere end Yes). Det medfører lynhurtigt de første dopinganklager: Når hun er så god og samtidig så ung og oven i købet også fra Kina, så må hun være dopet, siger kritikerne. Kineserne svarer igen: Det er normalt for svømmere at slå igennem i en ung alder, hvorfor skal det altid gå ud over Kina, vi insinuerede ingenting, da Phelps vandt otte guldmedaljer i Beijing, og i øvrigt var Lochte i modsætning til Ye slet ikke presset på de sidste 50 meter. Osv. Osv. Osv. Kina vs. USA.

Søndag 29. juli

Ak, Kina, ak. Jeg ser det ikke, men udspringeren Wu Minxia vinder guld i synkronudspring fra tremetervippen. Det er hendes tredje OL-guld i træk. Efterfølgende afslører Wus forældre for hende, at begge hendes bedsteforældre er døde, og at moren er syg af brystkræft. Det er Morgenposten Shanghai, der fortæller historien. Det var nødvendigt at stikke datteren en hvid løgn, for at hun ikke skulle blive distraheret i sin OL-optakt. Siger forældrene. Som ikke engang rigtig kan kalde Wu for deres datter.

»Vi accepterede for længe siden, at hun ikke helt tilhører os mere,« siger faren.

Det skorter i det hele taget ikke på skandaler. En sydafrikansk svømmer snyder under vandet med ulovlige delfinspark. En britisk banerytter styrter med vilje for at få omstart. Man vil gøre alt for at vinde, måske er der ikke den store forskel på Kina og resten af verden, når det kommer til dét.

Tirsdag 31. juli

Og så alligevel. Der er badminton, det er damedouble, det er absurd at se på. Et par fra Kina møder et par fra Sydkorea i en afsluttende gruppekamp. Resultaterne har flasket sig således, at det kan betale sig at tabe kampen for begge par. Derfor spiller alle fire spillere for ikke at vinde. De slår boldene i nettet, under nettet, ved siden af banen. Det er helt tydeligt, hvad det er, der foregår. Og scenariet gentager sig senere med to andre par. Det er på ingen måde nyt – Kina laver sådan nogle narrestreger året rundt – men det nye er, at det får konsekvenser: Dagen efter ekskluderes de fire par. Spørgsmål: Hvad vil man gøre for at vinde? Hvor drastiske metoder er man parat til at tage i brug? Og med hvilken pris, hvilke omkostninger til følge?

Fredag 3. august

Hvorfor skal alt handle om Kina? Jeg har helt glemt Maze. Bordtennisspilleren Michael Maze, som var i sit es og gik og hviskede til sig selv i sine kampe – men han tabte sin kvartfinale tirsdag aften med 11-9 i syvende og afgørende sæt. Det var ulideligt at være vidne til.

Og nu er der tennis. Roger Federer mod Juan Martin del Potro fra Argentina, det er semifinalen, og de er i gang med det afgørende sæt, hvor der ikke spilles tiebreak. Kampen kan i princippet fortsætte i det uendelige, og det gør den. Det er som et langt parti skak, hvor der kun udveksles bønder.

Federer og del Potro venter hver især på at bryde modstanderens serv, på at tage en løber, en springer, hvad som helst, bare ikke endnu en bonde, endnu et holdt serveparti. Ved stillingen 11-11 går jeg ud for at spille bordtennis med en ven. Da vi er færdige, står der 17-17, kampen er stadig i gang, det er allerede nu den længste olympiske tenniskamp nogensinde. Federer bryder endelig til 18-17, han skal holde sin serv, så er sejren hans. Men han server dårligt, han er nervøs, det er tydeligt. Og træt. Han får dog en matchbold, en oplagt chance ved nettet, men han spiller en uskarp bold til del Potros baghånd, som vinder bolden. Á 40. Men Federer får endnu en matchbold, og det er en lang duel, del Potro rammer nettet, så boldens bane ændres, men Federer justerer lynhurtigt sine bevægelser, han laver et utrolig underskruet slag med baghånden – den eneste rigtige måde, fornemmer man, at slå til den bold på – til del Potros baghånd, som denne gang svigter. Efter 4 timer og 26 minutter, klokken lidt i seks, er kampen slut. Federer er i finalen, det virker som en af de mere rigtige ting, der er sket.

Lørdag 4. august

Flere spørgsmål: Hvorfor reklamerer DR for Nordea? Og hvor går Storbritanniens grænser? Ved Wales? Jamaica? Med andre ord: Hvor mange lande er Dronning Elizabeth egentlig statsoverhoved for?

Søndag 5. august

Søndag er min OL-hjerne ved at kortslutte, det er et regulært OL-overload, det er nederlagets dag. På nogenlunde samme tid er der herredoublefinale i badminton (danskerne taber), tennisfinale for mænd (Federer taber), og sidste sejlads for Jonas Høgh i finnjollen. Klokken er omkring 15.

Høgh har mulighed for at vinde guld, han skal blot holde briten Ben Ainslie bag sig. Det er en rendyrket duel, resten af feltet er som luft, og Høgh får en katastrofal start, Ainslie er langt foran, der er flere både imellem dem. Men ca. halvvejs sker der noget, Ainslie lader sig falde tilbage for at koncentrere sig om den danske båd og afskære denne enhver mulighed for at passere ham.

Taktikken lykkes, i mål er Høgh 17 sekunder efter den britiske sejler. På landjorden ved Weymouth i Sydengland jubler de britiske tilskuere med Union Jacks og kikkerter. På et tidspunkt klippes der til den danske båd, som synes at være alene på vandet. Jonas Høgh har lagt sig ned i båden, han er knust, han græder. Sådan kan sølv til OL også føles. Billedet brænder sig fast: Den unge mand og havet.

Senere samme søndag

Der er ingen ende på denne søndag. Om aftenen er der Blade Runner i tv: Sydafrikanske Oscar Pistorius med blade som ben, med de j-formede kulfiberproteser fra knæet og ned, skal løbe semifinale i 400 meter.

Atletikken er således gået i gang, hele verden venter på Usian Bolt, men jeg har især glædet mig til at se Pistorius løbe. »Se den handikappede mand løbe, se, se, se«. Og jeg ser Pistorius blive sidst i sit heat. Tiden? 46,54 sekunder. Ikke værd at skrive hjem om, men publikum giver ham alligevel et massivt bifald. Jeg ved ikke helt hvad det er udtryk for.

For nogle dage siden skrev Anders Haahr Rasmussen i Information, at Pistorius er en cyborg og at kontroversen om ham måske skyldes, »at han med sine ben af knogler, muskler og kulfiber gør det umuligt at opretholde forestillingen om klare grænser mellem krop og kultur, mellem menneske og maskine.« Blade Runner sætter med andre ord spørgsmålstegn ved, hvad en krop er, og hvad den er i stand til. Sport er fiktion og i tilfældet Blade Runner er fiktion også science fiction.

Tirsdag 7. august

Der er enkelte gode værter og kommentatorer. Atletik og badminton på DR1 er eksempelvis kyndigt kommenteret. Tennis slet ikke. Og mht. værterne så taler Morten Ankerdal på TV 2 til mig som seer, som om jeg er fem år gammel. Kim Bildsøetaler derimod til mig som om det er ham, der er fem.

Hvilket giver anledning til er par selvkritiske spørgsmål: Er min dagbog for nationalistisk? For fokuseret på mændenes præstationer? Highlighter dagbogen min status som hvid dansk mand?

Onsdag 8. august

Nu er håndboldherrerne også røget ud. Kvinderne for længst. Jeg savner Anja Andersen. Og bliver bekræftet i, at holdsport er noget helt andet end individuel sport. Det er uforudsigeligt, når man sætter mennesker sammen, der er en skrøbelighed over menneskelige kollektiver i sportsligt regi. På et øjeblik kan der opstå en selvantændelig og smitsom nervøsitet. Så er løbet kørt.

Torsdag 9. august

Caster Semenya skal løbe 800 meter. Ligesom sin landsmand Pistorius har hun givet anledning til problemer. Hun vandt VM i 2009, men blev efterfølgende udsat for diverse kønstest, og nu er der indført en øvre grænse for testosteronniveauet hos kvinder.

Det er åbenlys diskrimination: Kvinder har forskelligt niveau af testosteron, sådan er det, ligesom nogle har længere arme end andre og derfor har en fordel i svømning, og hvad ved jeg. Mens mænd belønnes for ekstraordinære fysiske anlæg, skal kvinder åbenbart straffes. Især hvis de ikke er kvindelige, feminine nok. Der er en god artikel i Berlingske med titlen »Forfulgt af idrættens kønspoliti«. Og Semenya er forfulgt, men hun har allernådigst fået lov til at stille op. Hun løber sit indledende heat, og et par dage senere vinder hun en sølvmedalje. Måske var det blevet til guld, hvis hun ikke havde sat spurten ind så forholdsvis sent.

Søndag formiddag 12. august

Der er en trættende Joachim von And-ånd over OL. Alt handler om medaljer, guld, sølv og bronze. Er Team Danmark tilfreds? Det nationalistiske kapløb er udmattende og intetsigende, og man kan godt komme til at savne Torben Ulrich, tennisspiller, der ofte vakte skandale ved at være ligeglad med resultatet af sine kampe. Men i modsætning til de fire damedoubler drejede det sig for ham ikke om at tabe med vilje for derved at opnå en gunstigere chance for at vinde på sigt, men om at komme hinsides sportens resultatfetich som sådan. Måske er det romantisk, når han taler om »den nærighed at ville vinde«, men lad os her til sidst, hvor OL i 2012 er ved at være slut, tillade os at drømme en smule. Om et OL, som ikke blot holder døren åben med den ene hånd for at diskriminere med den anden. Som tillader komplekse udgaver af mennesker. Som vil være skueplads for en ny Caster Semenya, en ny Oscar Pistorius og, ja, en ny Torben Ulrich. Sådanne ’typer’ kan udfordre de olympiske kategorier og antikke dualismer af mand/kvinde, sejr/nederlag, normal/handicappet. Mere af den slags til Rio, tak.

Det kan godt ske, at sport handler om big business, at der er både korruption og kynisme forbundet med OL, og at en sådan begivenhed fordriver tusinder af mennesker fra hus og hjem i form af en generaliseret gentrificering. Men sport er også altid noget andet og mere end dét.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg er sportsfan, og har set alt det olympiade jeg have tid til, incl meget af det, der ikke blev vist på dansk tv. Men når jeg ser ser overmenneskelige idræts præstationer, bliver jeg i modsætning til Mikkel Krause, altid mistænksom. Som regel er det sådan, at dopingrygter i sport, altid er sande, aldrig det modsatte.

Så jeg syntes at Krauses naive sammenblanding af kønspolitik og sport, er helt ved siden af. Ligeledes hans kinafile fokusering på landet, som værende et offer for vestlige fordomme.

Kina har som DDR sat snyden i system, også brugen af doping. I lande som USA og England, doper sportfolkene sig derimod, for et kunne begå sig i systemet.

Halvdelen af alle udøvere ved olympiaden benytter enten Epo eller anabolika, et faktum som selv hr Pond "næsten" indrømmede et et interveiw for nylig, hvor han blev konfronteret med Victor Contes "anklager" mod IOC. At for IOC er målet en skandalefri sport, IKKE en dopingfri sport.

På en fisketur på bagsværd sø for et par år siden, hørte jeg en samtale imellem to danske elite roere(som åbenbart havde glemt hvor lydt der er ude på vandet) om hvordan de fik deres blod fornyet etc, så jeg er ikke i tvivl om at systematisk doping også forekommer i Danmark.

Set i det lys er jeg heller ikke i tvivl om hvor Caster Semenya's pluskæbe stammer fra.

Jeg er sportsfan, og jeg har været ude at cykle og gå ture om ikke hver dag, så mange gange i den tid sofafolket har sidder og sport'et foran skærmen.

Jeg bruger ikke "kosttilskud", så vidt jeg da ved, jo rødvin og sikkert for meget, men jeg er helt og aldeles ligeglad med om andre drikker for meget rødvin eller tager andre kosttilskud.

Politiet burde efter min mening bruge deres tid på at jage de store sociale svindlere snarere end jage ligegyldige sports-show-statister ... og andre junkies. Lad dem dog, hvis de gerne vil. Betyder det noget ?

Nej vel ?

Kynisk betraktet kan man sige at det ikke betyder noget, og at prøve at skabe en sport hvor alle konkurrere på lige fod er en illusion, da ikke alle atleter har samme økonomiske recourser til rådighed.

Men jeg syntes at det betyder noget, at man arbejder for at de få der ikke ønsker at bruge doping, også får muligheden for at kunne konkurere på nogenlunde lige fod med andre.

Derimod er jeg enig med dig i, at folk i deres fritid selv skal være herre over hvad de gør for at forme deres krop, og i den forbindelse er korrekt doseret rødivn eller anabolika ikke farligere end en plastisk operation. Derfor er det spild af tid og recourcer at gøre noget ved fritidsdopingen, her bør oplysning og lægelig assitance i stedet være svaret.