Læsetid: 3 min.

Det persiske forår

Vogternes Råd i Iran kvalte de reformivrige aviser, som havde folkets opbakning. I Irak ligger selvmords-bombningerne som en tung dyne over demokrati-projektet
Vogternes Råd i Iran kvalte de reformivrige aviser, som havde folkets opbakning. I Irak ligger selvmords-bombningerne som en tung dyne over demokrati-projektet
6. august 2012

Jeg skal ikke gøre mig til af at være kosmopolit, politolog eller kender af muslimsk kultur, men jeg har da været i både Iran og Irak, to lande, som har været i krig, men som nu udgør en shiamuslimsk akse. Eller gør de? Man kan aldrig være helt sikker på, hvilke alliancer, der for tiden gælder i Mellemøsten. Et problem er, at man er lost in translation, når man ikke taler et arabisk sprog, for hvad tænker egentlig folk på gaden under deres gevandter? I Bagdad for et par år siden oplevede jeg en aften en almindelig indkøbsgade. Ingen gadebelysning, men små butikker lå tæt, side om side, og lyste op, og der var talrige gadekøkkener. Aha, tænkte jeg, det er den kultur, araberne føler truet af vestlige kultur med dens mange supermarkeder. Her er man nok fattige, men man kommer hinanden ved, og der er også råd til at spise en falafel eller en sød kage. Da jeg kiggede ned, så jeg en mand uden ben krabbe sig frem på sine hænder. Sikken et liv!

Vesterlændinge er upopulære af mange grunde. Med vores kultur følger letpåklædte kvinder, porno på nettet, alkohol, ja, og så var der jo den amerikansk ydmygelser af fanger. Men når vi talte med folk, som var embedsmænd, forfattere eller skolelærere, var der ikke en, som ikke var lykkelig over, at Saddam Hussein ikke længere er ved magten, og i kurdisk Irak udviste flere en stor taknemmelighed over for George Bush. Ens fordomme bliver sat på prøve.

De paramilitære

Flere talte med begejstring og entusiasme om Det Ny Irak, det demokratiske Irak. Men selvmordsbombernes nålestiks-myrderier ligger som en tung dyne over deres projekt. Der gik et smerteligt drag af afmagt over deres ansigter, når jeg spurgte til dem ud. »Det er folk udefra,« lød et af svarene. De talte vist helst ikke om det. Livet gik videre, og folk på restauranter og cafeer lo og hyggede sig, selvom der havde været et bombeangreb med mange døde lige i nærheden.

I Iran var jeg for 10-12 år siden med en lille flok skribenter. Her var der en stor frihedstrang, hvilket kunne aflæses på, at 69 procent af folket havde stemt på den reformvenlige præsident Khatami, som tillod øget pressefrihed. Men ak, det blev for meget for Vogternes råd, som lige havde lukket en lang række aviser ned. Et lille, persisk forår blev kvalt i opløbet.

Vi besøgte to enker, hvis mænd, dissidenter, mentes myrdet af paramilitære grupper. Deres lig var fundet ved jernbanelegemet. »De gik ud, men kom aldrig hjem,« forklarede enkerne nøgternt. Senere var vi til fredagsbøn og stod på en presseplatform få meter fra de ayatollaher, der havde udstedt fatwaen mod Salman Rushdie. På de forreste rækker sad de paramilitære og gejlede stemningen krigerisk op, når prædikanten svovlede mod USA.

Jeg for vild

I trængslen uden for moskeen bagefter, tænkte jeg, at nu får vi nok tørre tæsk, men tværtimod. Folk gav hånd og spurgte os høfligt og nysgerrigt ud om forholdene i Vesten. Ved bjerget i udkanten af Teheran for jeg vild og fandt mig omgivet af en halv snes unge, skæggede mænd. Igen følte jeg mig truet, men de ville blot have min mening om, hvorvidt kvinder i mit land var smukkere end de iranske! Jeg sagde diplomatisk, at de iranske kvinder var smukkest blandt mørkhårede, mens skandinaviske tog prisen blandt blondiner. Så lo de og klappede mig på skulderen.

Min tungeste oplevelse i Mellemøsten var i Halabja, en irakisk-kurdisk by, hvis 5.000 indbyggere var blevet udslettet af gasangreb. Der var et mindesmærke, som også var en udstilling med store fotostater, hvor man så lig ligge spredt, som om de sov. Forfærdelige billeder, hvoraf et enkelt havde fået ikonstatus, fordi det viser en far, der forsøger at beskytte sit barn.

Jeg tror, demokratiet er kommet til de arabiske lande for at brede sig og blive, men selvfølgelig: Det er kun en tro og et håb.

Serie

Album

En af Informations nestorer, Kristen Bjørnkjær, har bladret i sit album og beretter ud fra udvalgte fotos om nogle af sit livs mange oplevelser – som journalistelev, blaffer, soldat, forfatter og rejsende til Irak, Iran og Japan.

Seneste artikler

  • Vi måtte ikke sige sgu

    30. juli 2012
    Rene negle var også en vigtig del af pædagogikken i min barndom, hvorfra fotografier fortæller en historie om pænhed og artighed, men hvad er det i grunden, der sker senere?
  • A-Pressens kamp for at overleve

    27. juli 2012
    Navnestof om kendte mennesker skulle redde den socialdemokratiske presse i konkurrencen med BT og Ekstra Bladet, som arbejderne hellere ville læse, men øvelsen lykkedes ikke
  • Ivan var fjenden ...

    24. juli 2012
    ... det herskede der ingen tvivl om, og vi huggede tappert til ham med vore fældede bajonetter. En krig forekom komplet usandsynlig dengang i Aarhus i 1963
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arash Shariar

Det persiske forår fandt sted i 1979...

Det er lidt problematisk når folk erkender at de ikke har tilstrækkeligt viden om et emne, men alligevel publicere deres fejlagtige viden.

Its the wiki effekt, hvis der åbenbart er nok mennesker der tror på det så må det være sandt. Hvis nok mennesker blogger om det kan man så sige at det ikke har fundet sted?? Og i så tilfælde hvad fandt sted og hvad fandt ikke sted? And who cares, right? Det er ikke længere objektet man vurdere der er i centrum, men de der ser på det.

De der ser skal selvfølgelig være bange, så vi fylder dem med frygt og fordomme. Man kan nemt konstatere at vi er nået et stadie i denne frygt forgudelse at vi ikke længere lægger skjul på det. Det er nærmest en argumentation på lige fod med videnskabelige undersøgelser. Derved er det ikke længere nødvendigt at bruge videnskab til at argumentere for vores forståelse.

Være bange kære læsere, være hysteriske, være paranoide overfor det i ikke forstår, det vil altid være lettere at være bange end at tilegne sig viden og forståelse om vores univers. Skriv blogge om jers frygt, det er meget lettere at skrive blog om alt og ingenting, at skrive dagbøger om alt og ingenting, at dvæle i det subjektive og gør det til sin og derved andres virkelighed. Gør det til min virkelighed!

Mascha Madsen

Iran er et religiøst diktatur, der er ikke plads til de unges livsglæde og naturlige sexualitet og forewlskelser ind til de finder den de selv finder at de passer sammen med... Der er en fuldstændig unaturlig tilgang til valget afr partner.

Mascha Madsen

Hvad der skete i 1979 v ar et højforrædderi imod socialister og kommunister der havde hjulpet med at vinde den Iranske revolution, i stedet for ægte frihed blev folk udsat for religiøst diktatur, et diktatur de end ikke kan bortvælge i pseudo-demokratiet .

Jeg må indrømme, at pointen med denne anekdotiske artikel går hen over hovedet på mig.

Ok.. du har været i Iran for 10 år siden. Godt så.. Og?

Steen Ole Rasmussen

I Søren Kierkegaards lille fædreland holder vi fast i retten til at hæve os over det, som vi ikke forstår. I Danmark har vi en ca. tiårig tradition for ikke at bruge eksperter, filosoffer og smagsdommere. Vi er bare gode og forsvarer højtideligt vor ytringsfrihed med retten til at gemme sig i det demokratiske flertal.

Således er vi glade for konfliktens realitet, som den viser sig i vor heroiske kamp for ytringsfriheden. Vi provokerer lystigt med det formål at demonstrere vor ret til at ytre sig frit . Og uden muslimerne, de fremmede og fattige, var vi lige så lidt os selv, som Anders Breivik var sig selv uden billedet på den trussel, som han bruger i sin patetiske selvbeskrivelse af sig selv som frihedskæmper.

Det ”at være” handler bl.a. om, at måden at være åben for verden på gør en forskel. De mange historier om menneskenes og deres guders storhed er sat i fællesskabet. Således er vi kristne og de fremmede er intolerante.

Den usikkerhed, der melder sig i eksistensens konfrontation med sin egen skrøbelighed, fortrænges i den sociale individualismes tilbedelse af f.eks. BNP´et og de borgerlige rettigheder til at sætte det gode i kampen mod det onde. Men i øjeblikket er vi som art stort set kun truet af egne opfindelser.

Realitetens konflikt handler om, at vi er for mange, for fattige, for rige, at vi forbruger vore jordiske mulighedsbetingelser i vor kamp for succes. Realitetens konflikt står i kontrast til vore egne opfindelser, konfliktens realitet, og kan desværre ikke vindes med eller erstattes af den mere tilfældige konflikts realitet, f.eks. i kampen for ytringsfrihed, sådan som de religiøse og ideologerne tror.

Jeg føler mig slet ikke sikker på, hvor Kristen Bjørnkær befinder sig henne. Er han en kulturkonservativ dogmatiker i ideologisk korstog, eller vil han gerne den frihed og ytringsfrihed, som ingen af os kan være imod. Alt kan (mis)bruges i den gode sags tjeneste. Vestens rolle i Nordafrika og Mellemøsten er dog så betændt, så man fristes til at bede de gode demokrater om at holde deres kæft og se på sig selv i den sammenhæng, som de enten indrømmer at de ikke forstår eller som de mod bedre viden beskriver som om de her havde en konstruktiv rolle at udfylde.

lillian simonsen

Kære Kresten Bjørnkjær, jeg er sikker på, at dine ord er vel ment, sådan som du placerer dem lidt blandet med forskellige vinkler i denne artikel med en lidt misvisende overskrift. Jeg får bare sådan en nærmest omsorgslyst til at føre dig ind på Twitter og se, hvad der rør sig lige nu, fx i Nordvestsyrien, ROJAVA (dér hvor solen går ned), se naila bozo ‏@nailabozo en ung lægestuderende fra Odense, som netop har været vidne til kurdernes glæde over udsigten til lokalstyre for kurderne. Hun har fantastiske historier at berette fra Den Kurdiske Revolution (det kalder kurderne det), som sker nu og her.

"Det persiske forår fandt sted i 1979… "

Arash,
man må da håbe, at et land kan opleve flere forår. Ellers ender det jo med stagnation. Jeg går ikke ud fra, at du mener, at Iran nu er blevet paradis på jord. ;-)

Mascha Madsen

Forøvrigt et perfekt tidspunkt at sætte gang i et nyt Persisk forår, nu hvor præsterne og præsidenten har travlt med Syrien og med at patruljere den persiske bugt, og med Israel der også puster sig op, bare giv den gas i Iran punkter politiets biler og motorcykler og busser, osv. Osv. Sådan i det små skru en. Skrue løs. Put sovemiddel i deres drikkevand, hvorfor myrde når man bare kan være langsom og helt på tværs ?

Arash Shariar

Erik Karlsen

Overhovedet ikke... Og 1979 var en revolution fra diktatur som Shahen og vesten stod i spidsen for, til den teokrati som Iran er i dag.

I min verden er det latterligt at tale om nogen forår. Det er et begreb skabt til masserne, de der ikke har "tid"/"lyst/"evne" til at sætte sig ind i de forskellige situationer de forskellige lande befinder sig i.

Hvad bedrer er det ikke at kalde det "snask som jeg ikke forstår" for det "arabiske forår"? Så kan den næste i rækken, der heller ikke har "tid"/"lyst/"evne" til at forstå noget om emnet, sætte sig ind i hvad ordene i "arabisk forår" egentlig betyder. Altså ordnes direkte betydning.

Med inflationen og sensation hvorfor ikke bytte "arabisk" ud med "persisk"? Halleluja, lad mig skrive det med stort og smække det som titlen på mine erindringer.

Iran er på rette vej, og personligt attribuerer jeg det for deres insisterens på suverænitet. Skulle folk i Iran vælge noget fra eller til kan man være sikker på at det sker ud fra iranernes egen vilje.

Jeg ser frem til den dag hvor man ikke længere behøver at bruge fordummende begreber som Twitter revolutioner, som farve revolutioner, som forår... Hvis man ikke kan se det komiske, tja.. så har man noget vej at gå endnu...

Stig Rasmussen

Arash: “Det persiske forår fandt sted i 1979… ”

Ja, de hvide persiske roser blev farvet røde af alle de døde iranske socialister og kommunisters blod, da de på den hårde måde fandt ud af hvilken notorisk løgner og forbryder Khomeni reelt var

Arash,
om man kalder det forår eller noget helt andet, kan jo være underordnet. Det er dog ikke et moderne medieskabt ord til brug for de uvidende masser, men blev også brugt om folkelige opstande for over 150 år siden (men ok, dengang var masserne nok mindst lige så uvidende.......).

Steen Ole Rasmussen

Arash, i dit første indlæg kan jeg ikke se, at du selv skulle lægge dig fast på noget bombastisk, eller hævde indsigten i hvad der er autonomi og sand vej. Men det gør du så noget påfaldende i dit andet indlæg, med ordene: "Iran er på rette vej, og personligt attribuerer jeg det for deres insisterens på suverænitet. Skulle folk i Iran vælge noget fra eller til kan man være sikker på at det sker ud fra iranernes egen vilje".
Jeg ville aldrig påstå, at det styre, som vi ser i Iran nu, står for folkets vilje, aldrig nogen sinde! Der findes i det hele taget ikke et eneste styre i hverken Mellemøsten eller Nordafrika, som som kan anses for at være udtryk for folkets autonome vilje. Man kan være tilhænger af Irans præstestyre af religiøse grunde, og det bryder fundamentalt med forestillingen om andet end netop det sakrale domæne, hvor ordenen legitimerer sin ret til dels frivillig underkastelse og del ufrivillig ofring af det urene, de frafaldne på baggrund af den dogmatiske hævdelse af renheden, som ikke selv lader sig begrunde, men kun hævde, sådan som det ligger i dogmet, det dogmatiske. Således er folkets autonomi i religiøs forstand reduceret til religionens dogmatiske lære om det sande, hvilket i hvert fald ikke har meget med mangfoldighed og flertal, end sige samtale, videnskab, positiv ret, eller andre af de kompetencer at gøre, der lige som har sat distinktionen mellem det moderne og det tilbagestående over snart 500 år. Og hvis du mener at præstestyret repræsenterer folkets autonome vilje, ja så kan man undre sig over, at du finder det umagen værd at manifestere dig i et forum som dette.

Mansour Heydari

@ Michael B Pedersn

Da nu du har bedt om det.

Handler artiklen om ”iransk forår” som titlen lover, eller om Vogternes Råd? Hvornår har Rådet kvældet reformvenlige aviser? Hvordan kan forfatteren bevise at aviserne havde folkelig opbakning? Handler artiklen om Iran eller Irak? Om Saddams kemiske våben eller Khatamis regering? Hvad har billedet med den iranske ”forår” at gøre? Har tingene ikke ændret siden forfatteren har været der for 10-12 år tilbage? Hvis frihederne under Khatami var ”alt for meget for Vogternes Råd”, så hvorfor 325 aviser og sekulære tidsskrifter blev udgivet i løbet af hans 8 års regeringen? Hvorfor fortsætter lang de fleste reformistiske og sekulære medier i politik, litteratur og kunst stadigvæk? Hvorfor bliver der lavet systemkritiske film med statelige budget og vinder Oskar? Hvorfor blev Khatami genvalgt 4 år til som præsident, under næsen af Vogternes Råd? … der er mange af denne slags spørgsmål, men jeg stopper det her og sige blot det her.
Du og alle andre, som kan kun gentage en håndfuld klicheer og mediefabrikerede påstande og beskyldninger om Iran, kan hurtig komme til kort imod folk som VED noget om forholdene i landet. Sagen er meget enkelt. Iran har sagt nej til verdens Godfather og hans venner i Europa, derfor er landet under bestandigt medieangreb med alle mulige løgne historier og mørklægninger. Hvis det er demokrati og frihed, det handler om, og vesten brænder for i andre lande, må man tage fat på det lande, der styres af konger og sheiker og høvdinger, der fungere som mæglere for vestens korporationer, lande som Saudi Arabien, vestens darling, hvor kvinder ikke engang køre bil, og hvor man endnu ikke ved at et valg er en pille eller stikpille…

Michael Kongstad Nielsen

Helt ærligt, er fotoet så ægte? Det ligner kulisser bagved, kig nøje på det. Det er et "privat foto". Vil det sige, at det er forfatterens private foto? Næppe. Og fotografen må da have haft gasmaske på, under fortosessionen, eller hvad? Fotografen døde måske selv, så det er fundne fotografier af en afdøds materiale, eller hvad? Hvis fotografen overlevede, hvorfor kunne den opofrende far, som er hele billedets ikon-drivkraft, så ikke have fået et par gasmasker magen til fotografens?

Jeg kan nu også godt undre mig over, hvad et billede af Saddam Husseins gassede kurdere og Bjørnkjærs manglende arabiske har med Iran og et "persisk forår" at gøre.

Og jeg er ellers "kartoffel", som nogle siger. ;-)

Lad os se på Iran fra en anden vinkl end den regimets PR-medarbejderen forsøger at præsentere her. PR-medarbejderenn fremlagger Iran for at være et demokratisk land. Men dette er ikke andet end propaganda.
Ja, der findes valg og endda real-klingende valgkampagner i Iran. Men disse valg er ikke andet end teater. I Iran kan kun være en slags kandidater i valget. Kun kandidater som helhjertet støtter en fortsættelse af den islamiske stat og dens leder. Mest af alt, skal de støtte en fortsættelse af islamisk teokrati i Iran. Dette sikres ved en proces, hvor alle kandidater er grundigt undersøgt før valget. Den fasthed i deres religiøse overbevisning altid undersøges, før de får lov til selv at stå op for enhver form for valg.
Det er alt for let at glemme, at også i de sidste meget omstridt præsidentvalg alle kandidater var sande tilhængere af den nuværende teokrati. Selv oppositionskandidaten Mir-Hossein Mousavi, var i virkeligheden, en glødende tilhænger af den grundlæggende idé om islamisk teokrati. Han ville bare gennemføre det mere subtilt og i en mindre hårdhændet måde end den nuværende iranske herskende elite. Han tjente som premierminister for Iran fra 1981 til 1989, i hvilket tidsrum nogle forfærdelige grusomheder blev begået mod de virkelige modstandere af det islamiske regime.
Det betyder i praksis, at kun tilhængere af ideen om Iran som en islamisk stat har lov til at konkurrere i valget. Dette var også tilfældet i de seneste præsidentvalg der endte i fiasko, da en af de kendte og betroede Mir-Hossein Mousavi viste sig at være en trussel mod den nuværende herskende elite, selvom ham og alle andre kanidater var enige om det grundlæggende behov for at holde Iran under direkte styre af den islamiske elite.
Situationen i Iran kan sammenlignes med en situation, hvor i et vestligt land kun kristelige demokrater ville få lov til at stå op til valget. Der kan være moderate og ekstremistiske Kristelige Demokrater, men kun en kristen demokrat nogensinde kunne blive valgt til noget embede.
En ekstra twist i Iran er, at den politisk valgte maskineri er bare et synligt camouflage, der skjuler den virkelige beslutningsprocess i landet. Der er en anden, større system af beslutningsprocesser som sikrer, at folkevalgt vil ikke svaje fra den ”sande islamiske vej”. Denne skygge-styreform består udelukkende af islamiske præster. Den højeste organ i denne skygge-styreform er Forfatningens Vogternes Råd, der er reelt den centrale kilde til magten i Iran. Ingen kan blive kandidat uden dette råds godkendelse.
Denne organ har 12 medlemmer, hvoraf seks er udpeget direkte af den øverste leder, som ikke er en folkevalgt leder. De andre seks er i teorien valgt af det iranske parlament, men det kan kun vælges blandt de kandidater, som er udpeget af den Islamiske Juristers Råd. Alle medlemmer af dette råd skal være meget uddannet i islamisk retspraksis og alle skal være godkendt af Vogternes Råd. I virkeligheden er disse herrer ikke er jurister overhovedet i den vestlige forstand, men folk, der er velbevandret i den ufattelige bjerg af 'love', bekendtgørelser og forordninger, der indgår i den islamiske tradition (Shia gren af islam).
Dette organ, der er valgt i en helt udemokratisk måde kan forhindre vedtagelsen af en lov og det kan også fjerne en gammel lov. Der findes et andet vigtig råd som har samme beføjelser som parlementet og præsidenten. Dette råds medlemer udpeges af den øverste leder alene. Disse medlemmer er en del af den øverste religiøse elite i Iran.
For at sikre, at tingene ikke er helt så let, er der også forsamling af eksperter, som har pligt til at vælge en ny øverste leder hvis den nuværende leder dø. Den øverste ledere i Iran bliver leder så længe han liver, selv om Forsamlingen af Eksperter har en teoretisk mulighed for at fjerne ham. Men sådan en ”vulgær” ting har aldrig været engang diskuteret i Iran. Møder i Forsamlingen af Eksperter er holdt i hemmelighed. Den består af 86 islamiske lærde eller mujtahids, der er valgt for en periode på otte år.
Det politiske system i Iran baseret på Wilayat-e Faqih, som kan oversættes til præstestyre. Den øverste leder i Iran er den virkelige leder af landet. Den øverste leder beslutter alle vigtige emner eller kan veto alt fra krig til fred, afholdelse af folkeafstemninger og osv. Han styrer også alle vigtige kontor i landet ved hjælp af sine folk i disse kontorer. Iran er derfor ikke andet end en ægte diktatur.

Michael Kongstad Nielsen

Tak Heydari, det ser mere ægte ud.

Så må fotoet være taget efter gasangrebet, hvor fotografen er kommet ind og har fotograferet de døde mennesker.

Som jo altså er i Irak, ikke i Iran, så dramatiseringen med fotos fra en anden tid og et andet land er efter min mening overdreven.

Steen Ole Rasmussen

Arash
Hvorfor siger du ikke lige ud, at du tror på præstestyret, at præsterne har den sande lære og at alt andet er kæteri!
Jeg synes dit første indlæg er ekstremt giftigt, fordi du gemmer din dogmatik!

Robert Ørsted-Jensen

Ja det er på alle afgørende punkter præsist samme billede - ordet 'manipulation' - er netop ndet - manipulation

Persien er ikke kun Iran - det er også Irak og artiklen er ikke skrevet på baggrund af 10-12 år gamle oplevelser

så hvem manipulere her?

Robert Ørsted-Jensen

ja og dele af Afghanistan og tyrkiet og oprindeligt ogsåp dele af Indien var inden for grænserne af det historiske persien

Mascha Madsen

Jo Per, men det forhindrer jo ikke det historiske Persien I at have været væsentligt større end det nuværende Iran vel ?

Robert Ørsted-Jensen

Det her er meget enkelt. Kristen Bjørnkjær har for ret nylig været på besøg i de områder der i fortiden udgjorde centrale dele af det Storpersiske rige og han give sine indtryk videre.

Robert Ørsted-Jensen

Han måtte blandt andet noget overrasket konstatere at kurderne og mange af den irakiske middelklasse ikke deler hans egen kritiske opfattelse af George W Bush og irakinvasionen. Ja Kurderne - ikke mindst de venstreoprienterede af dem - nærmest hylder Bush. Uanset hvad man mener så er det da iagtagelser det er værd at hæfte sig ved og tænke lidt over.

Arash Shariar

Steen Ole Rasmussen

"... ja så kan man undre sig over, at du finder det umagen værd at manifestere dig i et forum som dette."

Hvorfor?

Du har fuldstændig ret i at jeg ikke kommer med noget større indsigt eller begrundelser der skal underbygge det citat du referer til. Men jeg følte ikke at det var umagen værd eller på sin plads på denne tråd der omhandler en persons erindringer. Det her er en blog, og subjektet er åbenbart ikke Iran eller dets historie. Ser man efter opdager man at teksten handler mere om personen der skriver end om andet.

Her er det derfor underordnet med argumenter. Her nytter det ikke noget at hvis jeg ridsede Halbjas historie op og fremstillede det imod hvad Kristen Bjørnkjær tænker.

Derudover antager du at den iranske paradigme kun kan forklares gennem religion. Jeg er bestemt uenig med dig. Dette er præcis en af grundende at jeg kan skrive her på denne tråd. Mine tekster har ikke basis i religiøse dogmer. Det er derfor ikke konstruktivt fra din side at læse mine tekster således.

Jeg vil henviser dig til de utallige andre tråde om Iran, her på informationen, hvor jeg gør det klart hvorfor at Iran er på rette vej. Du vil IKKE finde nogen religiøse argumenter fra min side der heller. Rest assured.

Din påstand om at den teokrati der findes i Iran ikke er folkevalgt er for mig på ingen måde valid. Åbenbart virker det som at du ikke har kendskab til den iranske levestil og mentalitet.

Man valgte i 1979 teokratiet som Iran er i dag. Den paradigme man valgte dengang har man, folket, nu i ca 33 år værnet og beskyttet. Selvfølgelig mener jeg, ikke pga religiøse årsager, men med vores postmoderne humanisme som argumentation, at enhver der objektivt ser på samfundet i Iran og sammenligner det med alle de lande i verden der har prøvet at tilskynde sig den vestlige levestil, så ville MAN også støtte op om den Iranske teokratiske paradigme.

Hvis du nu frygter at jeg på bedste arrogant og imperialistisk tanke gang så mente at teokratiet var det der universelt var godt for alle på kloden, så kommer du igen på gale vej. Det er især denne form for manglende respekt for andres værdier jeg beskriver normalt.

Så selvfølgelig stemmer jeg når der er de diverse valg i Iran. Og selvfølgelig stemmer jeg når der er de diverse valg i DK. På samme måde som jeg giver min merit for de paradigmer Danmark har bygget op, kan du være sikker på at jeg gør det samme med Iran.

Spørgsmålet man ender med i disse diskussioner er at hvorfor besidder folk en fordom om en "enten eller" tilværelse"?? Steen Ole Rasmussen er dine værdier universelt bedre end mine eller de religiøses??

Robert Ørsted-Jensen

Arash Shariar
Rigtigt demokrat - hander om mindretals rettigheder - ikke om flertals eller et præsteskabs tyrrani.

Det handler om at der skal være plads og ytrisngfrihed for oppositionen

frihed er ikke frihged for dem du er enige med - frihged er frihed for dem der tænker anderledes

Frihed er frihed til at stemme et paradigme ned og væk igen - det er ikke frihed eller demokrati at skulle leve for evigt med et præstestyre

Frihed er frihed til at bruge sin stemme til at afskaffe præstestyrer og indføre et sekulært styre hvis der er flertal for det

Robert Ørsted-Jensen

Frihed er frihed til at sige nej til Sharia og fjerne et religiøst styre frihed er frihed for præster og profeter hvis det er det man øsnker - det er også frihed til at gøre nar af profeten

Et sølle tema for en dansk litterat

Der er ikke den bodega i Danmark der ikke har hørt en 'Kristen Bjørnkjær's 'vil i da have Saddam tilbage ?' frembøvset i stupid kapitulation og afmagt overfor de analyser der gør ondt i selvforståelsen og velfærden: Den dyne der i 60+ år har ligget over Irak og Mellemøstens demokrati-projekter er vores militære indblanding, vores salg af kemiske våben og 'vores' olie.

Robert Ørsted-Jensen

Danbo burde måske prøve bare engang imellem at overveje den mulighed at det er ham seklv der ikke rigtigt tolker situatione korrekt uanset hans utvivsomt velmenene attityde. Måske er det ikke helt så sort hvidt som han forestiller sig. Måske er det sådan at man kan være imod USAs mellemsøsten politik, måske endog både hade Saddam og være modstander af USAs invasion på een og samme tid og måske er det alligevel sådan at et flertal af irakeere (flretallet af kurdere er i hus) ender med at synes at det i grunden ikke var så dårligt endda, og alt taget i betragtning langt at foretrække for Saddam. Måske - muligheden er værd at fundere lidt over

Michael Kongstad Nielsen

Shariar skriver bl. a.:
"Ser man efter opdager man at teksten handler mere om personen der skriver end om andet."
Præcis. Som i meget andet journalistik i dag, Og i alle de kommercielle, elektroniske medier.

Arash Shariar

Robert O Jensen

Din moralske kompas er for længst i mine øjne blevet korrumperet. Jeg beklager, men det nytter ikke noget at du viser så lidt respekt for andres værdier. Man må undrer sig om du har det fint med at andre gjorde det samme ved dig? Og til det har du ved andre diskussioner svaret at du havde det fint med.

Det ærgerligt at denne form for kulturløshed er så udbredt i DK. Det er interessant for mig at se hvordan de diverse klasser i den danske samfund bliver skelnet gennem denne for manglende respekt for sin næste.

Robert O Jensen, jeg håber aldrig at du bliver fri til at gøre hvad du måtte ønske dig, tænkte eller sagde. Jeg er decideret bange for at du er destruktiv af natur...

Robert Ørsted-Jensen

Og hvis moral er korrumperet i fortiden så foretrækker du at den så skal vedblive at være korrumperet - er det det du fortæller os kære Arash?

Desruktiv af natur? hmm , ja jeg vil ikke finde mig at at få min moral dikteret af Kromeni ideer om koranen og Allah - og jeg vil have lov at kalde dem tåbelige fanatiker og i fuld offentlighed skive samme i avioser og i øvrigt læse store forfattere som Salman Rusdie uden censur fra religiøse fanatikere - så hvis du finder dette destruktivt så har du fuildkommen ret - dit problem er at der er mange af min slags - også i Iran.

Iran var et smukt og velfungerende land indtil 1978, indtil shahen blev afløst af en forvokset tæppehandler med mere ondskab i sig end nogen anden person i verden - og den dag idag bøder iranerne for hans og hans efterfølgers dumheder. Det er ikke så underligt, at de mest velfungerende iranere nu bor i Bevely Hills og andre vestlige lande, mens det meste af lortet er blevet tilbage. Irans forår skal nok komme - og forhåbentligt ender Khamenei og Ahmadinejad som Saddam. Man skal bare lige lade USA og Israel tage sig af det værste først.

Robert Ørsted-Jensen

Iran havde muligheden for at blive 'et smukt og velfungerende land indtil' CIA og MI5 i uskøn forening - og for at beskytte BP mod nationalisering - besluttede at iværksætte det kup imod demokrtiet og frihende som resulterede i Sharens verdslige diktatur og banede vejen for Khromanis religiøse diktatur.

Så længe shahen holdte de religiøse nede, var han skam fin nok i mine øjne. Hård religiøsitet/hjernevask er nødt til at blive undertrykt for at få et optimalt samfund. Og nu lider den menige iraner på grund af den politik, der har sin eksistens i Khaminis forskruede og afstumpede syn på verden gennem en bog. Trist

Robert Ørsted-Jensen

CIA og MI5 iværksatte et kup i 1953 mod en folkevalgt regering under Mohammad Mosaddegh - og det gjorde de for at beskytte deres egne olieinteresser. Verdsligt demokrti er godt - men hvis det tillader sig at gribe ind mod kolonialistisk udbytning - ja så foretrækker vi diktatur. Det var USAs og Storbritanniens filosofi dengang i 1953 - og det var her man lagde grundstenen for Khromeini - I virkelighende har Khromeini meget at takke USA og Storbritannien for

Robert Ørsted-Jensen

Uden USA og Storbritaniens overgreb mod demokrtiet i 1953 og Sharen undertrykkele af religiøs fanatisme - og enhveransats til demokrati og ytrinsgfrihed - ville vi ikke have fået Khremeini - se det kommer betydeligt tættere på virkeligheden Jim

Sider