Læsetid 3 min.

Så glade er der jo ingen, der er

I børnelitteraturen er homoseksuelle altid lykkelige. Ønsket om at gøre børn klogere på verdens mangfoldighed af samlivsformer ender ofte i bare at bekræfte normen
I børnelitteraturen er homoseksuelle altid lykkelige. Ønsket om at gøre børn klogere på verdens mangfoldighed af samlivsformer ender ofte i bare at bekræfte normen
31. august 2012

Nøj, hvor de smiler i børnebogen Forunderlige familier. Kernefamilien smiler, donorbarnet smiler, det lesbiske par smiler, den enlige mor, den fraskilte mand og børnene smiler. Alle stirrer ud fra bogens sider med et stort smil.

»Hvis man virkelig lægger mærke til det, mens man hurtigt bladrer gennem bogen, så virker det helt grotesk. Så glade er der jo ingen, der er,« siger Sanne Paustian Billesbølle. Hun har netop afsluttet en kandidatuddannelse i dansk didaktik med specialet Familie, magt og køn. Her har hun undersøgt familiefremstillinger i børnelitteraturen og særligt de normkritiske. Blandt andet bøger, der handler om børn, der ikke lever i en kernefamilie.

»Karakteristisk for mange af disse bøger er, at de er skrevet med en intention. De er fra små forlag og kommer i små oplag, og de er også ofte støttet af nogen – for eksempel Landsforeningen For Ufrivilligt Barnløse eller Stork Klinik. De er skrevet for at lære barnet noget om andre familieformer end kernefamilien.« siger Sanne Paustian Billesbølle.

Og hun konkluderer, at strategien er fejlet, hvis intentionen har været at åbne børnenes øjne for at andre familieformer end kernefamilien er en del af normalbilledet.

»De fleste af bøgerne er simpelthen utroværdige, fordi de er så positive. Illustrationerne er overdrevent glade, som i Forunderlige familier, og alle er meget lykkelige. Det er der jo ingen, der kan identificere sig med. Hvis børnene skal kunne spejle sig i for eksempel en homoseksuel familie i samme grad som i en kernefamilie, så er det afgørende, at der faktisk er konflikter, at nogen bliver kede af det eller vrede. For det er det normale,« siger hun. »Men sådan er det ikke i en homoseksuel familie, hvis man skal tro bøgerne. Dér smiler man hele tiden.«

Hun understreger, at det mest gør sig gældende for de bøger, der direkte har homoseksualitet som tema.

»Men jeg har kun fundet to bøger, hvor det ikke-heteroseksuelle forhold er en del af normalbilledet og ikke eksplicit tematiseret,« siger hun.

Den ene af de bøger er Pija Lindenbaums Lille-Laudrup og den bedste onkel. Forfatteren er – ikke overraskende, bemærker hun – svensk. Sanne Paustian Billesbølle konstaterer, at svenskerne har en tradition for at være mere normkritiske.

»Lille-Laudrup og den bedste onkel handler om jalousi. Lille-Laudrups yndlingsonkel hedder Tommy. De har det rigtig sjovt sammen, men en dag får Tommy en kæreste. Kæresten er en mand, men det bliver ikke eksplicit tematiseret eller bare bemærket. Sådan er det bare. Lille-Laudrup bliver vred på Tommys nye kæreste, fordi hun nu ikke længere har Tommy for sig selv, og det er bogens tema,« siger Sanne Paustian Billesbølle.

I Lille-Laudrup og den bedste onkel bliver et homoseksuelt forhold altså fremstillet som en del af normalbilledet. Det samme gælder den danske Niller Pilfinger får en flyvetur, hvor der er to mødre, men bogen handler egentlig bare om, at Niller Pilfinger ikke kan holde fingrene fra et fly og ender med at få en tur i det. Men ifølge Sanne Paustian Billesbølle er disse bøger en undtagelse fra regelen.

»Det interessante er, at selv de bøger, hvis intention er at normalisere det ikke-heteroseksuelle forhold, ender med at stigmatisere det. For eksempel Fars nye ven, der jo ellers stadig er meget kontroversiel i USA, hvor den udkom i 1990.«

Far og hans nye ven er glade

I Fars nye ven fortæller en dreng om sin fars nye kæreste, Peter:

»At være homoseksuel er bare en anden slags kærlighed. Og kærlighed er den bedste slags lykke. Far og hans nye ven er meget glade sammen. Og jeg er også glad!«

Men det lille »bare« er ikke bare et ’bare’.

»Her bliver homoseksualitet fremstillet som afvigende, som noget, der ikke er normalt. Det er noget ’andet’. Og her har vi igen den utroværdige lykke. Karaktererne er helt glatte. I en sådan grad, at det næsten får et religiøst præg. Man kan undre sig over, at man i 2010 tænkte, at den var relevant at udgive i Danmark.«

Stigmatiseringen bliver endnu stærkere af den måde historien bliver fortalt på. Og det gælder for mange andre børnebøger, hvor der indgår ikke-heteroseksuelle forhold.

»Der er en meget udtalt berøringsangst. Det homoseksuelle par oplever ingen konflikter hverken inden for eller uden for parforholdet.«

Sanne Paustian Billesbølle er blevet opmærksom på, at det er enormt svært at være normkritisk – måske især når man har besluttet sig for at være det.

»Selv børnebogsforfattere, som vi opfatter som meget progressive, for eksempel Oscar K, kommer til at bekræfte normen,« siger hun.

I sit speciale har hun anvendt Oscar K’s Min familie, hvor en hund præsenterer sin familie, der består af alle mulige forskellige familieformer, men:

»Den fremstiller et broget billede af en familie på godt og ondt, men reproducerer stadig heteronormativiteten, da den kun vælger at fremstille det heteroseksuelle forhold som det mulige forhold i familiedannelsen.«

Det har været en udfordring for Sanne Paustian Billesbølle overhovedet at finde børnelitteratur, der indeholder ikke-heteroseksuelle forhold.

»På den måde afspejler børnelitteraturen ikke, hvordan virkeligheden reelt ser ud i dag, men i stedet afspejler den forestillingen om, at den heteronormative kernefamilie er det normale«

Og ifølge Sanne Paustian Billesbølle gør den det altså også, selv når den prøver at lade være.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Jan Weis

Denne fordummende svenskervirus finder åbenbart altid en vej til ubefængte sjæle af alle køn, selv værgeløse børn, men lad os for himlens og kønskampens skyld ikke modarbejde den femi-intolerante og kønsdiskriminerende vendetta her midt i denne post-moderne domina-tidsalder på vej hen imod det hermafrodittiske paradis - materialiseret i bl.a. de heteronormative kernefamilier - befolket af tilsyneladende glade bøsser og helt sikkert lykkelige lesbiske – håber ikke ironien er for hysterisk …

Er der overhovedet nogen, der spørger børnene ...

Brugerbillede for Nikolaj Kasperuk
Nikolaj Kasperuk

@Kaspar Olsen: South Park er alt andet end en tegnefilm for børn. Jeg håber sandelig ikke at du lader poderne se South Park ;)

Brugerbillede for Kaspar Olsen

Nikolaj Kasperuk

Enig i dine betragtninger.
Men adgangskravet til at se South Park er blot, at man kan læse undertekster eller forstå engelsk.
South Park sendes på hverdage om eftermiddagen på TV2 Zulu.
Iøvrigt ved alle; at børneopdragelse er et spørgsmål der kun angår TV og børn her i 2012 - ikke sandt ?

Brugerbillede for Majbritt Nielsen
Majbritt Nielsen

Børnebøger i et vist aldersniveu, er lalleglade bøger(næsten).
Så bøger om homoseksuelle er ikke nogen undtagelse.