Læsetid: 8 min.

Sådan blev Brooklyn et forfattermekka

Forfatterkvarter. Martin Amis hænger ud på cafeen, Paul Auster sidder i parken. Et af New Yorks tidligere slumkvarterer, som nu oplever et boom i boligpriserne, er befolket af forfattere
Over broen. Det er ikke kun forfattere, der strømmer til Brooklyn. Det virker af og til, som om New Yorks tyngdepunkt er ved at flytte sig fra Manhattan og over floden, hvor der er mere plads, og hvor priserne generelt er mere overkommelige.

Over broen. Det er ikke kun forfattere, der strømmer til Brooklyn. Det virker af og til, som om New Yorks tyngdepunkt er ved at flytte sig fra Manhattan og over floden, hvor der er mere plads, og hvor priserne generelt er mere overkommelige.

Getty Images

10. august 2012

Fyren ved kassen i Brooklyns Trader Joe, en populær delikatesseforretning, har viltert, lyst hår, en universitetsgrad i litteratur og taler med en dreven, californisk accent: »Hey, man.« Mens han pakker sojachorizo i en brun papirpose, får han øje på den bog, jeg har med – et eksemplar af Brooklyn Is, et essay fra 1939 af forfatteren og journalisten James Agee – og spørger, om jeg har læst den. Jeg ryster på hovedet: »Den er fantastisk, alle i Brooklyn burde læse den,« siger han.

Da jeg senere samme dag læser Agees essay, kan jeg ikke lade være med at tænke på den unge mand, og hvad Agee ville have tænkt om ham. Der er ikke en aften i løbet af ugen, hvor man ikke kan deltage i et litterært arrangement i Brooklyn. Forfattere kommer her ikke bare for at læse op, men flokkes hertil for at bo. Paul Auster har boet her i årtier, mens Martin Amis lige er steget af båden. Udover de kendte navne lever her hundredvis af forfattere i relativ anonymitet, som supplerer deres indkomst ved f.eks. undervisning.

Det kan tilskrives det sociale løft, der har fejet hen over store dele af Brooklyn – eller i hvert fald den del, der ligger tættest på Manhattan. En udvikling, som der er forskellige holdninger til. På den ene side ønsker ingen at vende tilbage til 1980’erne, da Life Magazine omtalte et kvarter som Red Hook, hvor Ikea nu ligger, som »USA’s crackhovedstad«. På den anden side ændrer stigende huslejer og ejendomspriser bydelens karakter. Agee ville stadig kunne finde syrere på Atlantic Avenue, siciliansktalende italienere i Carroll Gardens, og der hersker stadig en polsk stemning i Greenpoint, men desuden ville han finde mangedoblede huslejer, restauranter med venteliste, barer, der skal ligne forbudstidens vandhuller, og cafeer, som dagen lang er fyldt med unge mænd og kvinder, der stirrer intenst på deres bærbare computere, mens dyre cappuccinomaskiner sprutter og hvæser.

Chad Harbach har skrevet et vittig og tankevækkende essay om den litterære scene, MFA vs. NYC, som blev udgivet i n+1, et alvorligt litterært tidsskrift, som han selv er medstifter af. Skrivekurser er blevet reduceret til en rekrutteringscentral for den næste generation af skrivekursus-lærere, hævder Harbach. Hvis man vil skrive romaner, skal man flytte til Brooklyn – eller mere specifikt til »et lille område vest for det centrale Brooklyn, som er afgrænset af Dumbo (en forkortelse for Down Under Manhattan Bridge Overpass, red.) og Prospect Heights«. Det var i 2010. Året efter blev Harbach bannerfører for sit semisatiriske manifest, da han fik et svimlende forskud på 650.000 dollars for sin debutroman, The Art of Fielding, som kom på The New York Times’ bestsellerliste. Anmeldelserne var enstemmigt begejstrede.

Identifikation

Harbach bor nu i Virginia efter at have forladt Brooklyn for et år siden, men kommer hyppigt til New York. På en perfekt forårsmorgen mødes han med en gruppe venner i Prospect Park for at spille touch football – amerikansk fodbold minus tacklinger. Blandt spillerne er tre redaktører fra magasinet New York, en fra hjemmesiden Slate, en litterær agent, en korrekturlæser, udgiveren af Queens Ledager/Brooklyn Star og en redaktør fra Picador Books: »Til tider bliver det pinligt litterært,« erkender James Morris, layout-ansvarlig på CBS News’ hjemmeside.

Der hersker enighed om, at Harbachs succes er en stor ting – for ham selv, men også for alle de andre. De typiske elementer i hans løbebane – mange år i armod, utallige afvisninger – gør hans atypiske succes så meget desto sødere. Den styrker en kollektiv tro på, at dette er et sted, der giver forfattere næring: »Jeg identificerer mig med det, næsten som om det var mig,« siger Keith Gessen, hvis egen roman, All the Sad Young Literary Men, fik væsentlig mindre opmærksomhed, da den udkom i 2008.

Netværket

»Jeg havde hovedet begravet i arbejde, og da jeg løftede det, virkede det pludselig som et nyt krav til forfattere, at de skulle flytte til Brooklyn,« siger romanforfatteren Amanda Stern. Hendes familie havde boet på Manhattan i fem generationer, og hun flyttede til Brooklyn for ti år siden med sin daværende kæreste. Sterns forfatterskab har fulgt en mere typisk bane end Harbachs. Jeg spørger, hvor meget hun har tjent på at skrive: »Jeg har en check på 5 dollars for min første roman, The Long Haul, som blev udgivet i 2005. Den har jeg aldrig indløst. Jeg havde fået et forskud på 600 dollars, som gav mig frihed til at sige alle mine andre jobs op og leve det luksusliv, jeg altid havde ønsket,« siger hun.

Stern tjener lidt bedre på at skrive børnebøger, men ligesom Harbach og hans trup af fodboldspillende ordekvilibrister, er det nærheden til andre forfattere, der giver hende smør på brødet. For otte år siden arrangerede Stern den første litterære kabaret, Happy Ending, som siden er blevet en ugentlig begivenhed, hvor forfattere læser op fra egne værker, inden de gennemfører et selvvalgt vovestykke. A.M. Homes speeddatede fire medlemmer af publikum, mens den israelske forfatter Etgar Keret røg en joint på scenen. Denne form for performancekunst kan måske lyde som det stik modsatte af forfatteres naturlige tilbøjeligheder, men Stern har arrangeret mere end 200 af disse kabareter uden nogensinde at mangle forfattere, som er villige til at risikere ydmygelse. Hun er således blevet en af de vigtige facilitatorer i forfatternetværket på begge sider af East River: »Det er et stort arbejde for en meget, meget, meget lille økonomisk belønning, men jeg er syg i hovedet, for jeg elsker det alligevel.«

Støtte

»På nogle punkter troede jeg, at det ville være et mareridt at være omgivet af andre forfattere,« indrømmer Keith Gessen, da vi mødes i Dumbo, nær redaktionen på magasinet n+1, som han sammen med Benjamin Kunkel, Mark Greif, Marco Roth og Chad Harbach startede i 2004. Siden da har de alle fem udgivet bøger med varierende grader af succes, mens de er fortsat med at lave deres rodede, stridbare og ufortrødent oprigtige tidsskrift. Blandt deres filosofiske fjender er Dave Eggers, forfatteren til Et hjertegribende værk af overvældende genialitet, som sammen med sine kumpaner på det rivaliserende kulturtidsskrift The Believer beskyldes for at hengive sig til postmoderne infantilisme og modeluner. På den anden side står forfattere som Jonathan Franzen, Don DeLillo og Michel Houellebecq, der af Gessen beskrives som »spirituelle rejsende«: »Vi har sagt igen og igen, at kulturen er alt for tilbageskuende,« forklarer Gessen: »Vi ser også bagud, men vi synes også, at det er vigtigt at se fremad og til siden.«

I modsætning til Gessen, som er søn af russiske intellektuelle, voksede Harbach op i industribyen Racine i Wisconsin, hvor åndelige bedrifter ikke tæller. Selv om Harbach var en læsehest, var mulighederne for at udvikle boglige interesser ringe i Racine, så i stedet begyndte han at interessere sig for baseball og basketball. Harbach mødte Gessen på Harvard, og da de begge var færdige med deres uddannelser, sendte de historier til hinanden for at få kritik, hvilket skabte et gensidigt støttesystem, som har skubbet dem frem.

Harmoni

Mange forfattere finder vej til Brooklyn af lignende grunde: »Det forbløffende ved Brooklyn er, at der virkelig er en form for harmoni, hvor folk hjælper hinanden,« fortæller Julia Fierro på Café Pedlar. Fierro, der har gået på det prestigefyldte skrivekursus Iowa Writers’ Workshop, som har udklækket 17 modtagere af Pulitzer-prisen, forklarer, hvordan hendes vellykkede skrivekursus, Sackett Street Writers’ Workshop, blev til. I 2002 underviste hun som adjungeret professor ved Hofstra University på Long Island og tjente omkring 10.000 dollars om året. Hendes første roman, Roseland, var afleveret til en litterær agent og blev afvist af det ene forlag efter det andet: »Det var hårdt. Jeg havde fået så meget ros i Iowa, at jeg nok forventede, at den ville blive udgivet.« I en tilstand af modløshed efterlyste hun i en annonce studerende til et skrivekursus i hendes lejlighed. I løbet af få måneder afholdt hun kurset flere aftener om ugen, da antallet af elever voksede. I dag er det en fuldtidsbeskæftigelse med et hold af tutorer og undervisning i kvarterer i Brooklyn og på Manhattan: »Mange spørger mig, hvordan jeg startede, og jeg kan kun svare, at det kun ville kunne lade sig gøre i Brooklyn, fordi her er så mange forfattere. Nu er det svært at finde undervisere på Manhattan, for alle bor i Brooklyn.«

Som så mange forfattere blev Fierro af omstændighederne tvunget til at finde andre måder at tjene penge på, men ligesom Sterns litterære kabaret og n+1 har hendes indsats givet næring til et mere dynamisk miljø for forfattere, der føler sig styrket og ikke truet af at bo tæt på hinanden: »Den enes lykke er ikke den andens ulykke, så en gruppe af forfattere, der kæmper for hinanden er måske en sjælden ting, men det er forfriskende,« siger Stern: »Vi er ikke ens, og vi befinder os ikke alle sammen det samme sted, og det er nøglen til at skabe et litterært miljø.«

Det er ikke kun forfattere, der strømmer til Brooklyn. Det virker af og til, som om New Yorks tyngdepunkt er ved at flytte sig fra Manhattan og over floden, hvor der er mere plads, og hvor priserne generelt er mere overkommelige. Til september åbner der efter flere års kontroverser og byggeri et nyt stadion i Brooklyn, Barclays Center. Åbningen fejres med en koncert med Jay-Z, som er medejer af basketballholdet New Jersey Nets, der med flytningen kommer til at hedde Brooklyn Nets og bliver bydelens første elitehold i nogen sportsgren siden i 1957.

Et område, der længe havde stået for stagnation og forfald, oplever nu et boom i boligpriserne, som kan tvinge mange forfattere til at flytte. Det er gået stærkt. Gessen mindes området som »trøstesløst« ved lanceringen af n+1 for otte år siden: »Jeg kan huske, at jeg var nødt til at hente mere sprut, og at folk stod i kø ved elevatoren. Jeg havde ikke troet, at interessen ville være så stor. Men lige fra starten viste det sig, at en masse mennesker var meget begejstrede.«

 

© The Guardian & Information 2012. Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

”Først i ensomhedens mørke begynder erindringens arbejde" skrev Auster i Opfindelsen af ensomhed - og som sådan kan og vil tilflyttere til det nye, mondæne Brooklyn om føje år begynde at undersøge hvad der engang var - i skæret fra hvad der er tilbage. Perfect blue buildings.

Maj-Britt Kent Hansen

Sådan flytter de hippe områder fra et sted til et andet. Naja Marie Aidt søgte jo også til Brooklyn - ved Prospect Park var det vist.

Har vi sådanne forfattermiljøer i København/Danmark?

Ikke det jeg ved af, men kunstmalere m.fl. og alternative gallerier er igennem snart et par årtier flyttet rundt: Islands Brygge, Valby, Strandlodsvej og andre Amager-adresser. Er Nordvest ikke på vej til at være hip?

En god artikel!

Michael Kongstad Nielsen

Har aldrig brudt mig om ordet "hip". Jo, til nød som navneord: "hip som hap", eller som udråbsord; "hip, hip, hurra", men ikke som tillægsord, hvor det modsatte af navneordet kommer til udtryk.

Tillægsordet "hip" forklares således i Den Danske Ordbog:
" - kendt fra 1961 via amerikansk engelsk hip, måske fra wolof (vestafrikansk sprog i Senegal) hipi, hepi 'åbne ens øjne for, være opmærksom på'

Betydninger:
moderne; smart, in;
Eksempel:
"Lige nu er det hipt og sexet at danse i et hav af skum på de populære New York-diskoteker", Politiken 1995.

Det, jeg ikke kan lide ved ordet, er, at det beskriver en fysisk tilstand mere end en mental. Det beskriver ikke nogen egenskab ved stedet, men en fysisk ophidselse eller spænding (eng. exite, exitement), en tilstand, der må antages at gå over, når man kommer hjem, eller skal sove (ellers er det noget galt).

Men når man søger det hippe, mister man andre følelser og fornemmelrser, da de overtrumfes af det hippe. Man mister kompas og holdning, fært og menneskekundskab, man risikerer at komme hjem med den forkerte m/k.

Men det er nok noget med at kunne spille på flere heste på éngang, jeg ved det ikke. I hvert fald tror jeg de hippe kvarterer i København følger pengene. Jeg ved ikke, hvorfor, men der er noget ved de der penge, I ved nok, de lokker folk. Beverly Hills var hipt engang, nu er det gået op i en skovbrand. Men Østerbro mister nok aldrig sin tiltrækningskraft, en måske lidt ældre og dybere hiphed end det almindeligvis hippe, men aligevel. Nordvest? Naej. Det varer vist længe, det er stadig gråt udland.Så kunne man tænke sig Refshaleøen, men men, det er for råt og usødet til det forkælede publikum, der søger det hippe.

Brønshøj er mit bud. Det har alt, hvad der skal til. Som et slags Københavnsk Montmartre, Place Pigalle i form af Cafe Bondestuen på Brønshøj Torv, her kunne kunstnerne kredse om sig selv og føle sig hippe.

Maj-Britt Kent Hansen

Jo, der er noget forlorent over "hip", hvorfor det i denne forbindelse passer godt.

At hippie så også er afledt deraf, er nu lidt trist.

Brønshøj Torv! Ja, hvorfor ikke?

Michael Kongstad Nielsen

Jo, men var spændingen ikke taget af hippierne? Den forsvandt i hampetågerne. Det er måske stadig hipt, men ikke pænt nok til at blive promoveret i Information. Et nordjysk skunk-laboratoriem lidt syd for Hjørring kan ikke trække en helt hip artikel. Det er ikke hipt nok, må vi så bede om noget City