Læsetid: 10 min.

’Jeg savner det blide oprør’

Charlotte Strandgaard gav sig til at skrive erindringer, da serien ’Jagten på de røde lejesvende’ løb over skærmen på tv. Hun var træt af angreb på venstrefløjen, og det var dråben. Men erindringerne blev samtidig en undersøgelse af hendes baggrund – og en selvransagelse
Oprør. Charlotte Strandgaard er både kristen og socialist. Nu fortæller hun om, at være født ind i et højintellektuelt hjem, at kæmpe sammen med rødstrømper i 1970’erne og om at savne sin far.

Oprør. Charlotte Strandgaard er både kristen og socialist. Nu fortæller hun om, at være født ind i et højintellektuelt hjem, at kæmpe sammen med rødstrømper i 1970’erne og om at savne sin far.

Sigrid Nygaard

17. august 2012

Charlotte Strandgaard mistede sin elskede storebror, da hun var fem. Hun blev mobbet i skolen, fordi hun var for klog, hun fik en abort i Polen, før aborten blev legaliseret. Hun kommer fra et højintellektuelt hjem, hun er datter af litteraten Jens Kruuse og voksede op i et frisindet og åbent højskolemiljø.

Hvordan det hele har præget hende, kan man læse om i hendes selvbiografi, Drømte mig en drøm, der udkommer den 23. august.

Det, der satte hende i gang, var imidlertid tv-serien Jagten på de røde lejesvende, fortæller hun, da vi har anbragt os i hendes Amager-lejlighed, som er fyldt med familieportrætter, bøger og små religiøse figurer. For Charlotte Strandgaard er både kristen og socialist.

»Jeg var dødtræt af de angreb, der blev rettet mod venstrefløjen,« siger hun. »Jeg beder jo ikke Brian Mikkelsen om at undskylde, at han ikke forstod forholdene i Sydafrika.«

Er der noget, Charlotte Strandgaard ikke kan holde ud, så er det, når det går ud over samfundets svage. Beskyldningerne mod Ole Sohn for at have modtaget penge fra Moskva, generede hende også. »DKP var så vidt jeg ved et lovligt parti.« Nu udkommer hendes bog på Sohns forlag.

På grund af de borgerlige hetzudbrud mod venstrefløjen har hun villet fortælle, hvordan det virkelig var at være på ’fløjen’ i årene med atommarch, med dannelsen af SF og senere VS. Om hvordan det var at ryge hash på Kulturministeriets trappe og meget, meget mere.

Men lad os tage den med hashen: Den berømte scene, hvor Charlotte Strandgaard sammen med blandt andre Ebbe Kløvedal Reich, Hans-Jørgen Nielsen og Klaus Rifbjerg, ryger hash på Kulturministeriets trappe, fortjener nemlig at blive fortalt, mener hun. For Klaus Rifbjerg, der om nogen blev kendt for den historie, var den rene amatør. Han sad og fumlede med chillumen og kunne overhovedet ikke finde ud af at inhalere.

»Det var tydeligt, at han ikke var vant til den slags og meget hellere ville have haft et godt glas rødvin,« griner Charlotte Strandgaard.

Vigtig var også den kunstverden, hun stiftede bekendtskab med via Eks-skolen, »døde dyr,« som hun siger, og installationer og happenings. »Når jeg senere har besøgt for eksempel Arken, hvor der er mange installationer, opdager jeg, at jeg kan se dem, fordi mine øjne er blevet skarpe af den tid.«

»Vi tabte så mange slag, kapitalen er ikke blevet mindre mægtig med årene, men ét er jeg stolt af: Når et barn bliver født i dag, er det ligegyldigt, om det er en dreng eller en pige. Dét vandt vi. Yes!«

»Vi fik slået en breche, vi tog idealerne om ligestilling på ordet, men vi var også naive. Vi troede for eksempel, at vi kunne afskaffe jalousi, det var forbudt at være jaloux! Og en mand forlod mig, fordi han, som han sagde, var ved at forelske sig i mig. Jeg sagde bare, nå!«

Jeg ligner min far

Charlotte Strandgaard bliver alvorlig. »Det har undret mig, hvor voldsomt historien med min far kom op igen, mens jeg skrev,« siger hun så.

Charlotte Strandgaard har tidligere beskrevet sin far i bogen I lyset af glæde (1996), hvor skyggesiden af den charmerende, lærde og generøse mand afsløres: Han var samtidig en svindler, der måtte forlade Aarhus Universitet på grund af checkbedragerier og senere måtte tage afsked med Askov Højskole, fordi han havde forfalsket forstanderen, J.Th. Arnfreds, underskrift. Der var også historien om, hvordan han under en togrejse franarrede en vendsysselsk proprietær en check på 35.000 kr.

»Men proprietæren tilgav min far, fordi han havde været så underholdende og morsom i toget.«

»Far levede et andet liv, som jeg ikke kendte til. I gymnasiet behandlede min dansklærer mig virkelig dårligt, og jeg forstod det ikke, for hvis der var noget, jeg var god til, så var det dansk. Senere fandt jeg ud af, at min far havde haft et forhold til dansklærerens kone.«

»Han hadede psykoanalyse og brød sig ikke om, at jeg drømte om at læse psykologi.«

»Han kunne sætte sig ind i bilen, og når han kom hjem havde han brugt 1.000 kroner på at spise. Mor fik altid orkideer, hans elskerinder fik hvide roser. Hver dag.«

»Han havde været Danmarks yngste professor, hvis ikke han havde måttet fratræde stillingen som docent på grund af checkbedragerierne. Hvis han ikke havde ladet sig indlægge på Middelfart Sindssygehospital, når det brændte på, var han dog nok havnet i fængsel,« tilføjer datteren usentimentalt.

– Hvad var det, der kom op igen, da du begyndte at skrive selvbiografi?

»Når jeg skriver fiktion, så hænder det, at figurerne overrasker mig. I dette tilfælde har Charlotte overrasket mig. Jeg har fundet ud af en masse om, hvordan jeg er skruet sammen. Og at jeg ligner min far.«

– Hvordan?

»For eksempel er jeg talblind. Jeg har ikke netbank, men går ned i banken og hæver penge, da tanken om, at der ikke er nogen, der holder øje med mine transaktioner, skræmmer mig. Jeg har indrettet mig, så jeg ikke kan komme i samme situationer som min far. Jeg ligner ham dog også deri, at jeg spiser bøger, jeg var 12 år, da jeg læste Dostojevskijs Onde ånder,« fortæller hun med et skævt smil.

»Den forstod jeg vist ikke meget af. Men jeg prøver også at være lige så generøs som ham. Da vi samlede underskrifter ind til VS, gav han anonymt 1.000 kroner – samtidig med at han holdt åbningstale til Venstres kongres. Han mente, at de unge skulle kunne komme til orde.«

Hvad er virkeligt?

Udgangspunktet for Drømte mig en drøm er Charlotte Strandgaards forsøg på at finde ud af, hvad hun selv husker, og hvad hun har fået fortalt.

»Når jeg har skrevet fiktion hele livet, hvad er der så, man kan huske rigtigt,« spørger hun.

Det viser sig, at det er et par evangelistansigter i Askov kirke, som hele livet har forfulgt hende i mareridt, og hun husker, hvordan hun øvede sig i at spise med kniv og gaffel som en magisk handling, da hendes storebror døde af meningitis. Skildringen indleder bogen, og man indlever sig med våde øjne i den femårige pige, som kun i meget floromvundne vendinger får at vide, hvad der foregår, og derfor må skabe sin egen forståelse.

»Mine forældre har skændtes og diskuteret, og allerede som stor pige vidste jeg, hvornår min far løj. Jeg kunne godt se, at far og mor var meget forskellige. Min mor var den norske klippe, der lavede fantastisk mad og stod for alt det trygge, min far den udadvendte, charmerende, men også upålidelige og svingende.«

»Men efter at jeg var flyttet hjemmefra, havde de nogle fantastisk gode år, før min far forlod mor til fordel for en kvinde på min egen alder. De havde sammen mistet to børn, og jeg fatter ikke, at far kunne gå fra et menneske, han havde mistet børn sammen med.«

Politikken

»Mit hjem var meget frisindet, jeg er hjernevasket til ikke at være racist og til ikke at foragte åndssvage. Og det er jeg dybt taknemmelig for. Samtidig var det meget borgerligt, og det var jeg også selv. Da SF kom i Folketinget, syntes jeg, at det da var frygteligt, og jeg ville, trods min mors modstand, på Suhrs Husholdningsskole i stedet for at gå på universitetet.«

»Men så mødte jeg min første mand, Ole Strandgaard, og hans ven Kjeld Koplev. Det var sindssygt spændende at begynde at forstå de politiske sammenhænge, de ridsede op for mig, og jeg er stadig socialist. Derfor er jeg også dybt betænkelig ved den retorik, vores regering benytter sig af, når det kommer til samfundets svage. SF må da vide, hvor svært det er at få førtidspension – det er ikke noget, man trækker i en automat. For mange hjælper det ikke med en ’gulerod’, de kan ikke arbejde! Og retorikken påvirker os, vi kommer mere og mere til selv at tænke ligesådan. Det er meget ubehageligt at høre på!«

»Den retorik brugte mine forældre ikke,« fortsætter hun. »Når jeg kom hjem og meddelte dem, at de var fascister, diskuterede de med mig. Min far kunne så let som ingenting have jordet mig, men han gjorde det ikke. Han fandt sig i at blive kaldt fascist og kapitalistlakaj, selv om han havde været frihedskæmper og var blevet taget af Gestapo.«

Årene på Askov Højskole havde lært dem meget, mener Charlotte Strandgaard, der også har iagttaget, at der var højskolebørn i alle bevægelserne på venstrefløjen.

»Højskoletraditionen er, at børn og voksne er sammen,« forklarer hun. »Børn er ikke lykkegidsler, men de får heller ikke tæv, de bliver opdraget med frihed under ansvar. Forældrene var ikke autoritære, men de var forældre.«

Som et godt eksempel fra sit eget hjem, nævner hun de kortspil, som hele familien var bidt af: »Man snød ikke, for at børn skulle vinde. Første gang jeg vandt, var jeg 17 år!«

»Mit barndomshjem har betydet, at jeg har lært at formulere mig. Jeg har også lært civil ulydighed, for så vidt som jeg er opfostret med en manglende ærbødighed for autoriteter. På den ene side er det utroligt vigtigt, at vi lever i et retssamfund, men man skal på den anden side ikke rette sig efter noget, bare fordi det er bestemt. Vi gemte eksempelvis som en selvfølge desertører under Vietnamkrigen. Det er en diskussion som altid er i mig,« siger hun og nævner blandt andet kirkeasylsagen med irakerne i Brorsons kirke.

»Vi lever i et rigt land med en smuk historie. Både for Socialdemokatiet og for højskolen har det være en selvfølge, at man passer på de svage, og at de brede skuldre skal bære de tungeste læs.«

Far forsvandt

»Når far var, som han var det meste af tiden, så skinnede solen på dem, der var omkring ham. Han boede altid på SAS hotellet, og når jeg kom stormende efter at have samlet underskrifter ind for VS, fik jeg lækkert bad, østers og æblekage og en taxa bagefter. Mens jeg holdt foredrag om, at han ikke skulle holde tale for Venstre.«

Da Jens Kruuse giftede sig med en yngre kvinde, blev forbindelsen imidlertid afbrudt. Han ville have, at Charlotte Strandgaard nøjedes med sin tvangsarv, men det ville hun ikke, dels af hensyn til sin mor, der var gået med til skilsmissen mod, at Charlotte blev indsat som privilegeret arving, dels fordi hun ikke kunne se, hvorfor hendes fars nye kone skulle arve ham frem for Charlotte Strandgaards egen søn og hende selv.

»Når jeg blev så skrap en rødstrømpe med udtalelser som, at ’vi kun havde brug for mændene i sengen’ – en bemærkning der trak overskrifter i sin tid – så skyldtes det nok til dels fortvivlelsen over, at han forsvandt.«

»Som voksen indrømmer man ikke, hvor svært det er at være skilsmissebarn. Også når man er 30 år. Indeni er man otte år, og den otteårige tager magten. Jeg er meget taknemmelig for, at mine venner holdt mig ud. Jeg var et barn, der havde mistet sin storebror og nu også min far. Jeg var det uregerlige barn, det vil have bevis for, at min far elskede mig,« fortæller hun om sin tilstand dengang.

»Jeg tror ikke på lykkelige skilsmisser,« tilføjer hun. »Børn ønsker, at forældre skal være sammen.«

»På den måde var vi slemme til at idealisere på venstrefløjen. Børnene i kollektiverne skulle være som søskende, alle skulle være forældre til alle børn, og der var kvinder, som fik børn uden at vide, hvem faren var.«

Det blide oprør

»Men jeg savner det blide oprør. Jeg savner at man kaster blomster på garderen, når man demonstrerer på Amalienborg slotsplads. Jeg savner den blide, androgyne mand med det lange hår.«

Nu har Charlotte Strandgaard imidlertid fundet kristendommen.

»Jeg går ikke med kors om halsen for sjov,« siger hun. »Kristendommen er noget af det vigtigste i mit liv, men jeg ved ikke, hvordan man taler om det,« tilføjer hun tøvende. Så forsøger hun at forklare:

»For mig er der ingen modsætning mellem Det Nye Testamente og socialisme. Men hvad der står i Bibelen, er jo blevet voldsomt misbrugt i tidens løb. Derfor bryder jeg mig slet ikke om, at man blander Gud og politik, jeg ville meget nødig se et religiøst socialistisk parti. For så har Gud jo lige hvisket i øret, hvad man skal gøre, og så har man bare ret!«

»Forsoning er et vigtig ord. Jeg ville ikke kendes ved kristendommen i min ungdom, så for mig har det været vigtigt at komme til den erkendelse, at det her vedkender jeg mig,« siger Charlotte Strandgaard, der i dag sidder i menighedsrådet i sit sogn.

»Men kirken skal åbne dørene mere. Noget af det bedste kirkerne har gjort er det integrationsarbejde, de udfører. Jeg beundrer Leif Bork. Præster som han læser Bibelen på samme måde som jeg,« erklærer hun og fortæller om et projekt, hun er med i. En kristen, en muslim og en jøde går sammen ud på folkeskoler og fortæller om deres tro.

»Vi kan bestilles. Der er på ingen måde tale om mission, men om, at vi tror på den samme gud. Jeg har lært meget af de toandre religioner religioner.«

– Hvad?

»Respekt, for eksempel. Man må gøre noget for at religionen ikke bliver en del af problemet. At konflikterne bliver løst godt. Jeg har lært, at handlinger er vigtige, at vi ikke kan nøjes med bare at tro som i protestantismen. Jeg har lært, at det menneskelige samvær er det vigtigste. Og så har jeg lært, at de ikke forestiller sig Gud. At Gud er det ufattelige.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer