Læsetid: 5 min.

Seks årtier med verdens bedste film

Top-10: Siden 1950’erne har filmtidsskriftet Sight & Sound bedt internationale filmkritikere om at sammensætte en top 10-liste over verdens bedste film – her er et historisk tilbageblik på kritikernes skiftende præferencer
/h4> Alfred Hitchkocks ’Vertigo’ var ingen publikumssucces dengang i 1958, men i dag ligger den nummer 1 på listen over verdens bedste film ifølge filmtidsskriftet Sight & Sound.

/h4> Alfred Hitchkocks ’Vertigo’ var ingen publikumssucces dengang i 1958, men i dag ligger den nummer 1 på listen over verdens bedste film ifølge filmtidsskriftet Sight & Sound.

9. august 2012

I begyndelsen af 1950’erne blev Det Britiske Filminstitut lagt i helt nye rammer af Denis Forman og Gavin Lambert. Forman blev udnævnt til direktør for BFI i 1948, og et år senere inviterede han Lambert til at redigere »instituttets uforbederligt kedsommelige magasin Sight & Sound og bringe det tilbage til livet«. Begge forlod allerede instituttet i 1955 – Forman for at være med til at oprette produktionsselskabet Granada TV, Lambert for at slå ind på en ny karriere som Hollywood-manuskriptforfatter og romanforfatter. Men på det tidspunkt var National Film Theatre etableret på Themsens sydbred, og Sight & Sound var blevet et af verdens mest fremragende filmtidsskrifter.

Blandt Lamberts nye påhit var en verdensomspændende afstemning for filmkritikere: Hvert årti skulle de sammensætte en top 10-liste over verdens bedste film til alle tider – et omfattende projekt, der kunne trække på alle BFI’s ressourcer og støtte sig til Sight & Sounds nye autoritet. Resultaterne af den syvende og største afstemning blev lækket i sidste uge, og nu offentliggøres de – og overvejelserne bag dem – i den nye septemberudgave af Sight & Sound.

En filmisk kanon

I 1962, hvor der var forholdsvis få bøger om filmkunst, ingen filmskoler, og stort set den eneste mulighed for at se filmindustriens større film var i filmklubber, var alle de 10 film på listen sort-hvide. De seks af dem var stumfilm (to af disse var Chaplin-film), Robert Flahertys langtrukne Louisiana Story var det eneste dokudrama, og der blev kun plads til to af efterkrigstidens film, Leans Brief Encounter og De Sicas Cykeltyven, en væsentlig film i den indflydelsesrige neorealistiske stil.

50 år senere med filmskoler overalt og 115 års film, der er let tilgængelige for forskere og fans, er den eneste overlevende film fra den første liste Dreyers Jeanne d’Arc, en af tre stumfilm på listen. Den mest overraskende af de film, som nu er medtaget, er dokumentarfilmen Mand med et filmkamera af den sovjetiske teoretiker, der kaldte sig Dziga Vertov (russisk for snurretop). Vertovs film er lige så blændende, obskur og avantgardistisk som den dag, den blev lavet og en hel del mindre tilgængelig end sådanne mesterværker som On the Waterfront (I storbyens havn) og 12 Angry Men, der blev optaget i Amerika af hans bror, Boris Kaufman. I 1962 repræsenterede listen den tids ortodokse kanon. De 10 bedste film, udvalgt i 2012 af 846 kritikere (hvoraf jeg var den ene), udgør imidlertid kun toppen af isbjerget på 1.045 nominerede film og afspejler en ganske anden slags ortodoksi. Igennem seks årtier har en ny slags filmisk kanon været under udvikling og omformning, men den aktuelle udgave er mere eller mindre fluktuerende og mere konservativ, end man kunne have forudsagt.

Publikumsfiaskoer

Neorealismen er kommet og gået, og det samme er den italienske filmstil, der fulgte kort efter i form af Antonionis L’Avventura, der i 1962 kom ind på listen på andenpladsen lidt under to år efter at være blevet mødt med uforstående latterliggørelse i Cannes. Ingmar Bergman er også kommet og gået, muligvis fordi stemmerne blev spredt ud på en række af hans forskellige mesterværker. Det samme gælder den franske nye bølge, idet hverken Truffaut eller Godard har klaret at nå top 10. Japanske film var ukendte i Vesten, indtil Rashomon vandt en stor pris ved festivalen i Venedig i 1951 og hjalp med at hele de sår, som var skabt af Anden Verdenskrig. Siden 1962 har hver liste haft japansk repræsentation, hvad enten ved Kurosawa, Mizoguchi eller Ozu, hvis Tokyo Story kom ind på tredjepladsen som en af de mest bevægende film om familieliv og alderdom, der nogensinde er lavet.

I 1962 indtog Citizen Kane førstepladsen med Renoirs La Règle du jeu umiddelbart bagefter. Så i 1982 kom Hitchcocks Vertigo på listen efter i årevis at have været ude af distribution og kun tilgængelig i piratkopier. I år nåede den ikke helt overraskende op på førstepladsen som verdens bedste film. Alle tre film var publikumsfiaskoer, da de kom frem, og det krævede en indsats fra det polemiske magasin Movie i begyndelsen af 1960’erne at etablere Hitchcocks ry som en personlig auteur af stor dybde i stedet for bare en Master of suspense, som han selv kaldte sig, eller blot en begavet entertainer, som var Sight & Sounds daværende syn på hans værk.

Et svært valg

Den 30 sider lange artikel, som septembernummeret af Sight & Sound har viet til kritikerafstemningen, er fascinerende læsning. Så mange af de store mestre – Wilder, Lang, Eisenstein, Peckinpah, Almodóvar, for eksempel – klarede ikke at komme på listen, men i nogle tilfælde var de tæt på. På den nye liste findes ikke en eneste film fra det 21. århundrede. De, der kom tættest på, er Wong Kar-Wai In the Mood for Love (24) og David Lynchs Mulholland Drive (28). Siden 1992 er kritikernes liste blevet ledsaget af en parallel top-10-liste fra instruktørerne, men her finder man heller ikke noget fra dette århundred. Interessant nok foreslog Michael Mann to film fra det 21. århundrede, men ingen af dem præsterede at komme på listen. Den ene var James Camerons Avatar, som Mann (i en ledsagende note) betegner som »en genial syntese af mytologiske troper«.

Jeg stemte første gang i 1972, da jeg var i slutningen af 30’erne. Mine 10 film omfattede dengang Citizen Kane, La Règle du jeu og Panserkrydseren Potemkin, som alle kom på top-10-listen i det år, i modsætning til mine øvrige valg, som var Buster Keatons The General, Francesco Rosis Salvatore Giuliano, Kurosawas Ikiru, Hitchcocks En kvinde forsvinder, Fords Diligencen, Kelly og Donens Singin’ in the Rain og Bergmans Nattvardgästarna. I år (hvilket formentlig er sidste gang, jeg bidrager til listen) besluttede jeg mig for at lave et trodsigt anderledes valg af mine aktuelle favoritter. De er (i alfabetisk rækkefølge) Au revoir les enfants, La Grande illusion, Kind Hearts and Coronets, Leoparden, Meet Me in St. Louis, Pather Panchali, De syv samuraier, Diligencen, Vertigo og Smultronstället. Kun Diligencen var på min liste fra 1972, og kun Vertigo nåede med i den den seneste top 10.

Ved nærmere eftertanke finder jeg det meget nemmere at nævne mine 100 foretrukne westerns eller 10 bedste film med hunde i en hovedrolle end bare de 10 bedste film i verden i det hele taget.

 

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jesper Frimann Ljungberg

@carsten maasbull.

Jup, det er en god film, og det er Vertigo og Citizen Cane også. Meen min favorit er 2001: A Space Odyssey, selv special effects'ne holder den dag i dag.

Kanon film som man bare kan se igen og igen.

// Jesper

Niels Engelsted

Jeg havde ikke taget en eneste af dem med på min liste, og ihvertfald ikke Ford's The Searchers. Jeg syntes, at den ældre John Wayne er decideret ubehagelig, ligesom iøvrigt Charlton Heston og Clint Eastwood. Det er nok politikken, der skinner igennem, når de bliver ældre.

Jesper Frimann Ljungberg

Jeg må indrømme at min største frustration går mere på, hvor mange dårlige film der bliver lavet i dag.
Jeg synes ikke jeg har den der, Den film skal jeg bare se særlig tit mere.

Måske er det bare et tegn på at man er ved at blive gammel og forstokket :)=

// Jesper

Unforgiven af Eastwood er en afgørende blændende film. Herudover synes jeg eksempelvis Mulholland Drive er forvrøvlet og usammenhængende og et dårligt opkog af elementer fra Twin Peaks. Måske skulle de hellere lave en liste af sideordnede 1, 2, 3 osv. med hensyntagen til, at der er lavet utroligt mange gode film. Manns argument for avatar hvad enten man kan lide den eller ej er indlysende præcist. Pointen er, at der er lavet for mange gode film til en top 10 og en top 100 får ikke sidestillet en masse af de gode film, men rangordnet dem hvilket fjerner blikket fra bredden i film ved i stedet at fremlægge den gældende smag. En verden udenfor er eksempelvis utrolig vellykket og helt i sin egen klasse med hensyn til at håndtere tid, håb og skæbne.

Mansour Heydari

Jeg har aldig set Tokyo Story, men ellers set alle andre, en eller flere gange.
Jeg tror ikke at The Searchers kan være en af verdens top 10. Jeg vil fortrække The Garpe of Wrath, hvis der skal være en film af John Ford i listen.
Men min farvorit er 8½, den bliver jeg ikke træt at se igen og igen.

Jens Frederiksen

At opstille en liste over verdens bedste film er som at vurdere:

Hvad er højest: Rundetårn eller et tordenskrald?

En underholdende øvelse, men så vil jeg egentlig hellere bruge tiden på at se nogle gode film i stedet...

Jens Overgaard Bjerre

Jeg synes, at man skulle have taget Stanley Kubrick's "A Clockwork Orange", med. Det er nok en af de film, som har gjort størst indtryk på mig. Men noget helt andet er, at det er meget lidt charmerende at gå i biffen i Danmark. De fleste biografer er små containere, hvor man enten fryser om benene og sveder om hovedet eller omvendt. Og tv er rene afsætningscentraler for amerikanske lortefilm.

Heinrich R. Jørgensen

Alexander Julin:
"Jeg skal virkelig have taget mig sammen til at se noget Dreyer.."

God intention. Desværre er gode film ikke altid nemme at fremskaffe på DVD, og heller ikke altid i en god kvalitet. Det er få af Dreyers film, der er til at opdrive. Hans Jeanne d'Arc film burde dog være til at finde.

Må jeg anbefale en film on en glemt krig (kan ses på Bluray og DBD nu); japansk invasion af Kina i 1930erne. Christian Bale spiller en person som bliver nødt til at spille præst for at hjælpe nogle kinesiske piger i et kloster. Hvordan det ender og hvordan det går kan I selv se i filmen "The flowers of war".

Og ni vi er ved det kan jeg på det kraftigste anbefale filmen "Hugo" af Martin Scorse, især fordi alle dekorationer? er bygget op fysisk, ikke noget CGI her.
Og så er det en hyldest til en glemt stumfilmskonge....
Hvem det er ved I måske, men ellers se filmen....