Læsetid: 6 min.

En smal superstar

I morgen kan man på Louisiana Literature opleve en digter, hvis stemme sætter sig i hovedet på hendes tilhørere. Cia Rinne kommer til landet og læser op på sine mange, mange sprog
39-årige Cia Rinne har i løbet af sit omrejsende liv samlet en del sprog sammen. Ifølge den danske digter Martin Glaz Serup 11 styk, så det er på sin plads, at kalde hende polyglot.

39-årige Cia Rinne har i løbet af sit omrejsende liv samlet en del sprog sammen. Ifølge den danske digter Martin Glaz Serup 11 styk, så det er på sin plads, at kalde hende polyglot.

Joakim Eskildsen

24. august 2012

Lars Bukdahl retter sig selv. Han har først kaldt Cia Rinne for en ’smal diva’. Men hun er jo så ’åndssvagt sød’, at der slet ikke er noget diva-agtigt over hende, sukker han. ’Superstar’ er bedre:

»Cia Rinne har fået en særlig status på den skandinaviske poesiscene i løbet af de seneste to-tre år. Hun er jo blevet sådan en smal… superstar!«

Weekendavisens anmelder var så vild med Cia Rinnes ’yndefulde kaudervælske’, at han i 2010 overrakte hende Bukdahls Bet, som han hvert år uddeler til smalle danske digtere. Men at kalde Cia Rinne dansk er heller ikke helt rigtigt, hvilket Bukdahl da også erkender. Hun er datter af finske, men svensktalende forældre, født i Göteborg, men opvokset i Tyskland. Og hun har boet i Finland, Grækenland og altså også Danmark.

I løbet af sit omrejsende liv har den 39-årige digter samlet en del sprog sammen, og dem bruger hun nu side om side i sine digte.

»Hun arbejder jo polyglot og er lidt af en sprogekvilibrist. Jeg tror, hun taler 11 sprog – deriblandt rumænsk og græsk,« siger den danske digter Martin Glaz Serup.

»Hendes sprogforståelse får hendes poesi til at leve helt fantastisk. Meget af det er minimale variationer af betydningsforskydning, som tit sker ved at hun skifter sprogligt register. Hendes oplæsninger er ret fantastiske, fordi hendes digte er så lydlige – det kræver sådan en præcision, som hun mestrer, fordi hun faktisk kan sprogene,« fortæller Martin Glaz Serup.

Ligesom det er tilfældet med eksempelvis Dan Turéll og Peter Laugesen, er det en anderledes oplevelse at læse Cia Rinnes digte, efter at man har hørt hende læse dem op.

»Man er bare blown away, hvis man har oplevet hende læse op. Når man snakker med folk, der har oplevet hende læse op – så kan de simpelthen ikke få hende ud af hovedet igen – på den rigtig fine måde – så klinger hun videre dér,« siger Lars Bukdahl.

Bogstav for bogstav

Selvom man kan finde inspiration fra Wittgenstein, LANGUAGE-poesi, Fluxus-bevægelsen og russisk futurisme hos Cia Rinne, er der alligevel noget simpelt og nærmest barnligt over hendes digte. Eller stykker, som hun selv foretrækker at kalde dem. Denne dobbelthed af det tunge og det lette fascinerer Lars Bukdahl:

»Hun har sin helt egen tone, der er minimal og maksimal på samme tid. Det er digte, der handler om alting, men gør det jo så nærmest bogstav for bogstav,« siger han.

Også Martin Glaz Serup hæfter sig ved, hvor elegant Cia Rinne balancerer mellem det konkrete og det abstrakte: »Det er udgravninger af dagligdagssprog – hun er tydeligt inspireret af billedkunst, af minimalisme og af konceptuel poesi. Det er ret fantastisk den måde, hun formår at minimere og maksimere udtrykket samtidig. Det kan skrælles helt ned til et spørgeskema, hvor der bare står ’ja’ og ’nej’ – ’sæt kryds’, og så er hun så musikalsk i sin aflevering af det. Derudover er hun humoristisk og ja, spidsfindig er jo et åndssvagt ord, men hvis man kunne finde et bedre ord, så er det dét, hun er!,« siger han.

Cia Rinne begyndte at lege med ord og skrive smådigte som 6-årig. Sit første rigtige digt, der senere kom til at indgå i zaroum, skrev hun på et ark fra en italiensk avis, da hun var 16. Det var på engelsk og begyndte sådan her: Answer this question carefully: o yes o no. Siden er mange sprog kommet til – både i hendes liv og i hendes poesi.

Sprognysgerrigheden forklarer hun selv med, at hun er vokset op med forældre, der kunne tale et sprog sammen, som hun ikke forstod, nemlig finsk. Svensk var deres familiesprog, tysk talte hun med sine kammerater, og det italienske kom i brug, når hun var sammen med nabofamilien, som blev som en anden familie for hende. Men det finske var mystisk og uforståeligt.

Det fædrene sprog er hun siden kommet efter, ligesom hun har lært (og i visse tilfælde glemt) en lang række sprog på sine rejser – mange af dem foretaget med hendes danske mand, Joakim Eskildsen. Han er fotograf og sammen har de lavet dokumentariske projekter om så forskellige emner som en portugisisk fiskerlandsby, post-apartheidtiden i Sydafrika og romaernes levevilkår.

Sprogene har Cia Rinne tilegnet sig for ikke at tvinge de mennesker, hun har haft med at gøre til at tale engelsk. Og for at forstå dem bedre. For i hendes øjne og ører er sprog ikke bare noget lydligt og grammatisk. Som hun selv udtrykker det i et interview i litteraturmagasinet 3:am Magazine sidste år: »Et nyt sprog er som en ny garderobe, og med den følger andre bevægelser. Grækenland er for eksempel et meget homogent land i det perspektiv; de samme udtryk, de samme bevægelser. Jeg blev chokeret, da jeg vendte tilbage til Athen efter at have været væk i nogle år; det var som om hele bussen var i familie med hinanden. Sproget strukturerede alting.«

En off page poet

Når det kommer til poesien holder Cia Rinne sig dog hovedsageligt til tysk, fransk og engelsk – med enkelte afstikkere til de skandinaviske sprog. Det gør hun, fordi disse sprog for hende repræsenterer noget mere universelt og abstrakt, som hun søger at udtrykke, mens svensk og finsk er mere personligt.

»Der er et ekko af fremtid i Cia Rinnes poesi. Den nægter at lade sig tynge ned af et nationalsprog,« lyder det fra Lars Bukdahl. »Hvis nationalismen har noget, den kan hænge sig på, så er det jo til syvende og sidst sproget, ikke? Men Cia Rinnes bøger undslipper jo – og det gør hendes egen biografi også, idet hun ikke har hjemme nogen steder. Hendes bøger er jo smalle på den virkelig radikale måde – det er bøger, der er fremmede i ethvert land, hjemløse.«

Cia Rinne har heller ikke bundet sig til én specifik genre – hun har lavet lydværker, digitale værker og installationer – men hvis man skal sætte et prædikat på hende, må det nu alligevel være digter, mener Martin Glaz Serup.

»Hun er, hvad man måske kunne kalde en off page poet. Hun arbejder i alle mulige formater, men med sproget og bogstaverne som sit udgangspunkt og materiale – og det er vel derfor, at man kan kalde hende digter og ikke billedkunstner eller lydkunstner eller performancekunstner,« siger han.

Cia Rinnes digte fungerer ifølge Glaz Serup både som visuelle digte og som lyddigte. »Digtet opleves anderledes, når det performes, end det gør, når det står på en side. Det er svært at have noget yndlingsdigt af Cia Rinne, fordi hun arbejder i sekvenser. Den rækkefølge, hun vælger at læse op i, eller man vælger at læse i, skaber digtene. Jeg personligt synes ikke, det er så spændende at læse ét digt af Cia Rinne – men jeg elsker at læse ti! Og så er det faktisk ikke så vigtigt hvilke ti, det er.«

Selv om Cia Rinne bliver rost for sin måde at læse op på, var det faktisk slet ikke hendes intention, at hendes værker skulle læses op. Hun troede faktisk, at det var en joke, da hun første gang blev bedt om at læse sine stykker højt. Hun betragtede nemlig primært sin første udgivelse, zaroum (2001), som et visuelt værk, som det ville være praktisk talt umuligt at læse op for et publikum. Men stykkerne lod sig i den grad læse op, hvilket påvirkede den måde, hun derefter gik til sin skrivepraksis.

I modsætning til hendes dokumentariske arbejde, der er ansporet af en politisk indignation, og som kræver, at hun sætter sig ind i historien, kulturen og sproget hos det folk, hun besøger, tænker Cia Rinne poesien som et frirum, hvor sproget kan nogle helt andre ting :

»Det er interessant, når skriften tillader én at bruge sproget hinsides grammatikken og den måde, man normalt kommunikerer på,« fortæller hun i 3:am Magazine. Simpliciteten, som rammer noget skarpt, er svær at opnå, men det er dét, hun forsøger at gøre:

»Selv om der er mange nonsensedigte, der bare leger med sproget og lyden, prøver jeg alligevel at bibeholde en slags betydning i dem.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"smal diva"
"åndsvagt sød"
"offpage poet"

Med de luftige betegnelser er det ikke så underligt at mange potentielle læsere aldrig når frem til så vigtig en forfatter som Cia Rinne; Og det er synd!

Hvor går grænsen mellem dokumentarisme, fotokunst og digtning? Find selv ud af det ved at anskaffe dig "The Roma Journeys" (Steidl, 2007).

Martin Glaz Serup

For mere om Poetry off the page - som altså ikke er noget jeg har fundet på - se fx her. Hvordan ville du beskrive Cia Rinne, Erik? Og nb! Jeg ser det ikke som min opgave at gøre reklame for Rinnes arbejde, jeg prøver at karakterisere hvad hun laver - hun er jo ret fantastisk...

Tjahh, hvordan ville jeg beskrive Rinne? Først og fremmest ved blot at henvise til hendes udgivne arbejder. Dernæst ville jeg forsøge at forklare hvorfor der findes så relativt få udgivne ting af hende. Rinne udgiver kun det der er vigtigt og aldeles nødvendigt for hende at få udgivet. Og hun bruger al den tid der skal til før hun udgiver et værk. Resultatet af en sådan destillation af tekster gør at alt fra hendes alsidige hånd har samme høje læseværdige kvalitet ligegyldig hvilken genre eller kategori teksten menes at tilhøre.