Læsetid: 6 min.

I Steppeulvens spor

Udskældt og forgudet. På trods af at Hermann Hesse er nobelpristager og en af de bedst sælgende tyske forfattere, lever hans bøger en steppeulvetilværelse blandt det 20. århundredes kanoniserede mesterværker. Hermann Hesse døde for 50 år siden
Humanisme. Filosofi og spiritualitet fyldte meget hos Hermann Hesse; han var særligt inspireret af Nietzsche og østlig filosofi. Kritikere mente, han repræsenterede den aristokratiske, bagudskuende humanisme – i modsætning til en aktivistisk humanisme.

Humanisme. Filosofi og spiritualitet fyldte meget hos Hermann Hesse; han var særligt inspireret af Nietzsche og østlig filosofi. Kritikere mente, han repræsenterede den aristokratiske, bagudskuende humanisme – i modsætning til en aktivistisk humanisme.

10. august 2012

Når man spørger folk, hvad de synes om Hermann Hesse, svarer mange noget i retningen af: »Jeg læste alle hans bøger, da jeg var 19, og var helt vild med ham. Men jeg ved ikke helt, om han ville holde, hvis jeg læste ham nu …« Hermann Hesses bøger har en stærk tiltrækningskraft på unge sjæle, hvilket måske er grunden til, at han af mange ikke helt regnes for ’god smag’. Forfatteren til kultklassikere som Siddharta (1922) og Steppeulven (1927) er blevet udskældt, negligeret og forgudet i snart et århundrede. Heftigst var debatten omkring Hesses forfatterskab i 1960’erne, da de unge og oprørte tog ham til sig i deres jagt på selvudvikling og bevidsthedsudvidelse.

Hermann Hesse var en forfatter for hvem filosofi og spiritualitet fyldte meget; særlig inspireret var han af Nietzsche og østlig filosofi. Han fik sit gennembrud i 1904 med Peter Camenzind, som Freud efter sigende skulle have været meget begejstret for. Han led af depressioner og nervøse sammenbrud, og da han i 1921 blev ramt af en skriveblokering under udarbejdelsen af Steppeulven, samtidig med at han skulle komme sig over skilsmissen fra sin første kone, kom han i behandling hos Jung. En oplevelse, der satte sit præg på forfatteren både personligt og kunstnerisk.

Splittet i to

Gyldendal har netop udgivet en nyoversættelse af Steppeulven – en fortælling om den martrede, midaldrende Harry Haller, der føler sit væsen splittet i to. Mellem menneske og ulv, mellem dannethed og drifter, mellem ensom og enspænder. Harry Haller møder en mystisk ung kvinde ved navn Hermine (ligheden med forfatterens navn er overlagt), som hiver den selvmordslabile steppeulv med til maskebal, skaffer ham en elskerinde og i det hele taget lader ham føle lidt ekstase.

Forordet til nyoversættelsen står Ib Michael for, og han tager udgangspunkt i det overvældende møde, han som 17-årig havde med Hermann Hesses verden. Det foregik på en togrejse til Paris i begyndelsen af tresserne, hvor den unge Ib Michael – med et spirende oprør i sig – lod sig opsluge totalt af historien om Harry Haller. Og den danske forfatter var ikke ene om at blive bidt af Steppeulven; Hermann Hesse blev kult blandt oprørets unge verden over.

Men det var bestemt ikke alle i samtiden, der mente, at Hesse var en stemme, man burde lytte til. Det kan man finde eksempler på, hvis man kigger lidt i Informations arkiv. »Hesse chokerer og henrykker Amerikas unge ved at tage dem med på et sindssygens trip, et pragtfuldt mareridt: hen ad endeløse korridorer, gennem splintrende spejlkabinetter, til maskeballer i tomme teatre, hvor der vises groteske skuespil og film.« Sådan skriver den amerikanske forfatter Kurt Vonnegut i en artikel i Information i 1971. Han forstår godt, hvad det er ved Hesse, som virker appellerende på ungdommen: »Hesse er klar og ligefrem, samtidig med at han tilbyder håb og romantik, noget vi nu til dags vender op og ned på os selv for at finde.« Men Kurt Vonnegut falder ikke for Hesses charme og korser sig ved tanken om, hvor det skal ende, når en hel generation forguder en mand, »som kalder sig steppeulv, men er en tåbe, en farisæer og en kujon.«

Drypper af klichésovs

Et år senere kommenterer også den danske forfatter og kritiker, Elsa Gress, Hesse-dyrkelsen i Information. Hun undrer sig over, at de unge kan blive tiltrukket af »den ulideligt og ublufærdigt krukkede beskrivestil, der drypper af en klichésovs, man kun finder magen til i ugeblade.«

Professor i tysk ved Aalborg Universitet, Klaus Bohnen, fortæller, at Hesses kritikere så ham som en forfatter, der repræsenterede den aristokratiske, bagudskuende humanisme – i modsætning til en aktivistisk humanisme. »Hesse celebrerede en nærmest romantisk inderliggørelsesverden – i et forsøg på at beskytte sig mod moderniteten, som skræmte ham. Modernisterne betragtede ham som en mand med integritet, men som en forfatter, der kiggede bagud. Det kulminerede med Steppeulven, som de anså som den rene mysticisme,« fortæller Klaus Bohnen.

Det danske rockband Steppeulvene, der blev dannet i sluttresserne, var blandt dem, som trippede over Hermann Hesse.

»Vi blev vældig inspirerede af Hermann Hesses filosofi. Det er jo det rene trylleri at leve sig ind i hans bøger,« fortæller Stig Møller, der var guitarist i Steppeulvene. »Hele sangen ’Kun for forrykte’ er taget direkte fra bogen. Så meget inspirerede den Eik (forsanger i Steppeulvene, red.). Han syntes, det var så fedt, at han simpelthen bare skrev af fra bogen.«

At Hermann Hesse, som af nogle blev betragtet som en gammeldags og verdensfjern aristokrat, blev en af hippiebevægelsens guruer er ifølge Klaus Bohnen ikke så paradoksalt, som det kunne lyde. »Det afhænger af, om man ser hippiebevægelsen som en tilbageskuende eller en fremadskuende bevægelse ... De var naturligvis samfundskritiske, men ville ikke ændre på samfundet på den måde, som de samtidige politiske bevægelser ville. Hippiebevægelsen var i høj grad en selvudfoldelsesbevægelse,« siger Klaus Bohnen.

Den karakteristik er Stig Møller enig i: »Vi var en søgende generation. Derfor drønede vi til Østen og lærte yoga og meditation, søgte indad først. Og så fandt vi ud af hvorfor-dit og hvorfor-dat. Så var det bare spørgsmålet: hvad vil vi gøre ved det? Vi har jo gjort noget ved det i os selv. Det, vi gik efter, var jo at styre vores indre væsen og finde ud af, at det er vores hus, det er vores tanker, og det er vores skabelse, vi render rundt i. Den indsigt var vi mange, der fik,« siger Stig Møller. Og selvindsigten blev hjulpet på vej af blandt andre Herman Hesse, fortæller han: »De forskellige tider har deres forskellige guruer, som er med til at stille nogle af de vigtige spørgsmål. Og der var Hesse én af forfatterne på vejen.«

»Det er sært med den revival,« lyder det fra René Jean Jensen, som står bag den nye oversættelse af Steppeulven. »Måske var det en af grundene til at hippierne kastede sig over ham med 40 års forsinkelse, at Hesse simpelthen var en opbyggelig forfatter.« Selv stiftede René Jean Jensen – som så mange andre – bekendtskab med Herman Hesse i gymnasiet. Han læste Steppeulven som en art jungiansk selvhjælpsbog, fortæller han. »Jeg var fascineret af Steppeulvens magiske teater, hvor man kunne udfolde alle mulige aspekter af sin mere eller mindre ubegrænsede personlighed,« fortæller René Jean Jensen. Hér kan man trække tråde fra Hesses tid, over de glade tressere og op til i dag. Der er nemlig elementer i Hesses forfatterskab, der minder om forestillinger om subjektet, man finder i management- og coachinglitteratur, mener René Jean Jensen. Mennesket gives alverdens muligheder for at forbedre sig selv – men bagsiden af den medalje er at skammes og føle skyld, hvis selvrealiseringen ikke lykkes.

»Jeg er meget mere skeptisk over for de drømme og ideer nu, så jeg havde faktisk ikke opsøgt Hesse siden dengang.«

Men så gik René Jean Jensen i gang med at oversætte Steppeulven, og det fik ham til at forstå romanen på en ny måde. »At oversætte er jo egentlig noget helt andet end at læse. Læsehastigheden nedsættes abnormt, og man bliver vildt nærsynet,« fortæller han.

»Det slog mig især, hvor klassisk og romantisk en figur Harry Haller egentlig er. Han er spaltet i en vild, oprørsk steppeulv og en tryghedssøgende, småpatetisk litterat.«

Foragt for massemennesket

Harry Haller afskyr den småborgerlige verden med dens ’velnærede og velfungerende dyrkelse af det middelmådige, normale og gennemsnitlige’. Alligevel ender han altid med at bo i ’rigtige, borgerlige huse’. Og han konstaterer, at det er steppeulve som ham, der er med til at opretholde borgerskabet: »Faktisk beror borgerskabets vitale kraft slet ikke på egenskaberne hos dets normale medlemmer, men på egenskaberne hos den meget store mængde outsidere som det takket være dets vage og elastiske idealer formår at omslutte.«

En indsigt, der godt kunne minde om helt moderne analyser af kapitalismens altopslugende væsen, som gør punk til H&M-mode og bæredygtighed til forbrug. Som lemmer de vilde steppedyr ind i folden.

Men selvom der er elementer af foragt for massemennesket hos Hesse, læser René Jean Jensen ikke Steppeulven som en udpræget kapitalismekritik:

»Hesses kritik af borgeren og borgerskabet er snarere moralistisk: de lever ikke rigtigt, de lever uegentligt. Og Steppeulven lever heller ikke rigtigt – han går jo rundt i den tåbelige illusion, at han er tvedelt. Men han er langt mere end det, pointeres det. Og det er her, Hesse i sidste ende vil hen med sin borgerkritik, tror jeg. Borgeren skal slippe jeget og tage imod altet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Jeg kan godt forestille mig en en film om Herman Hesse med Jesper Christensen i hovedrollen, men det er ikke sikkert den vil være ligeså fængende som forfatterens bøger, for ikke at sige at det ville den nok ikke. Styrken ved Hesses bøger er jo netop, som i alt stor litteratur, alt det du selv kan læse ind i værket - rummeligheden om du vil og de helt store spørgsmål: Hvem eller hvad er jeg og hvorfor? Ikke underligt at ungdommen bliver tryllebundet.

Claus Oreskov

For mig er Herman Hesse for spekulativ og metafysisk. En form for spekulativ tænkning, som reproducere sig selv uendeligt, og som derfor er svær at komme ud af, hvis man først er indgangen. Det er som med en matroska dukke, der er hele tiden en ny dukke indeni!
Faktisk tror jeg også Herman Hesse var for spekulativ for forfatteren selv. I hvert fald er der mange tilløb til at bryde med det spekulative i forfatterskabet, samt en søgen efter det enkle og ukomplicerede. Det gælder i særlig grad romanen ” Peter Camenzind” og ”Knulp” (findes på dansk), hvor det enkle liv på landet, stilles overfor borgelig dannelse og selvudvikling. Forfatteren fortrækker det enkelte liv på landet, og fælleskabet på kroen frem for den borgelige dannelses komplekse og spekulative forlorenhed. Dele at Herman Hesses forfatterskab fortjener en renæssance og det er de bøger der gør op med ideen om elite mennesker og udvalgte begavelser. Vi lever i en tid hvor man dyrker den særlige begavelse og det elitære menneskes fortræffelighed. Herman Hesse der selv gik i en eliteskole har nogle krasse opgør med dette uvæsen i flere af sine bøger f.eks. i ”Glasperlespillet” og endnu stærkere i romanen "Under hjulet". I sidstnævnte, tydeliggøre Herman Hesse, hvordan eliteskoler smadre personligheden og forkrøbler sjælen.

Hans Jørgen Lassen

Man kan anlægge en anden synsvinkel, som er aldeles uanalytisk og ukritisk:

Føler man sig i godt selskab, når man læser disse bøger?

Det gør jeg, når jeg læser Hesse.

I øvrigt er Haller slet ikke en indædt hader af alt, hvad man kunne, og nogen med foragt vil kalde borgerligt.

Han kan lide, at der er rent i huset, at gulvet er bonet, at der står en plante og så videre. Han elsker det ligefrem.

Men det er ikke nok.

Niels-Holger Nielsen

'Han kan lide, at der er rent i huset, at gulvet er bonet, at der står en plante og så videre. Han elsker det ligefrem.'

Det ses bestemt også i mange proletarisk sindede hjem. Æstetik behøver ikke at koste røven ud af bukserne og praktiseres i alle lag af befolkningen. Ofte med mest finesse og verve blandt de relativt mindrebemidlede.