Læsetid: 2 min.

Tilbage til postdemokratiet

Finanskriser og svindende demokratisk selvbestemmelse giver fornyet liv til 80’ernes teorier om ’senkapitalismen’ og den ’postdemokratiske’ samfundsteori, skriver den tyske intellektuelle Thomas Assheuer
Finanskriser og svindende demokratisk selvbestemmelse giver fornyet liv til 80’ernes teorier om ’senkapitalismen’ og den ’postdemokratiske’ samfundsteori, skriver den tyske intellektuelle Thomas Assheuer
14. august 2012

I 80’erne afløste postmodernismen marxismen som den dominerende intellektuelle modestrømning på vestlige universiteter. Indflydelsesrige sociologier som Jürgen Habermas skrev digre værker om senkapitalismen og det postdemokratiske samfund, hvor traditionelle demokratiske institutioner gradvist og delvist ubemærket var blevet sat ud af spillet.

Efter murens fald fik de fejlslagne kommunistiske eksperimenter imidlertid adskillige politologer og sociologer til at skrotte begrebet om det post-demokratiske samfund. I stedet vendte man sig mod nye profeter som amerikaneren Francis Fukuyama, der noget forsimplet har erklæret det liberale demokrati for at være kulminationen på historien om den frie verden.

80’ernes postteoretikere havde imidlertid fat i den lange ende, skriver den tyske intellektuelle Thomas Assheuer, der i et nyligt indlæg i den tyske avis Die Zeit konstaterer, at begreber som ’postdemokrati’ og ’senkapitalisme’ for tiden oplever en velfortjent renæssance i den intellektuelle debat.

»… som om intet er sket, er 80’ernes gamle spørgsmål atter sat på dagsordenen. For eksempel: forsvinder den ’borgerlige sjæl’ under de tekniske mediers indflydelse. Kan demokrati og kapitalisme redeligt og fredeligt komme overens med hinanden? Har den vestlige modernitet sejret sig ihjel, og hvis ja, hvad vil da efterfølge den?« skriver Assheuer og konstaterer lakonisk, at det naturligvis er krisens mørke skyer over det europæiske kontinentet, der har genoplivet fortidens intellektuelle tankegods.

»Nu er kommunismens undergang glemt og modernitetens gamle krisespøgelser viser sig på ny. Denne gang endda på verdensplan.«

Tilpasse sig markedet

Med den postdemokratiske teori diagnosticerede sociologer og filosoffer den udhulingen af demokratiske institutioner og de nationale parlamenters magt over samfundsudviklingen. De beklagede indsnævringen af folkets selvbestemmelse og den øgede magt til private aktører i skikkelse af lobbygrupper og multinationale virksomheder, der med egne særinteresser for øje udøvede en nærmest usynlig og svært kontrollerbar indflydelse på både lovgivning og massemedier, der samtidigt svigtede sin forpligtelse på at skabe en borgerlig diskussionssfære til gavn for demokratiet. Virkeligheden var blevet ’post-demokratisk’, lød analysen og anklagen.

Det er denne indignerede diagnose af demokratiets tilstand, som med krisernes genkomst atter er blevet relevant, mener Assheuer.

»Det rigtige ved teorien om ’senkapitalismen’ er observationen af, at et ureguleret marked, der er ’emanciperet’ fra staten, ikke selv kan opdyrke betingelserne for sin egen vækst og før eller senere vil bryde sammen,« skriver Assheuer og fremhæver Silvio Berlusconis utilslørede sammenblanding af magt, medier og personlige interesser som et oplagt eksempel på den postdemokratiske kritiks berettigelse.

Men Assheuer udpeger også mindre flamboyante eksempler såsom Gerhard Schröders rød-grønne regering, der i sluthalvfemsernes Tyskland præsenterede sine udskældte og tilsvarende upopulære arbejdsmarkedsreformer som uden alternativer. Folket havde ganske enkelt intet andet valg end at istemme. Samme tendens ser Assheuer hos Angela Merkel, der i løbet af eurokrisen har gjort sig til talsmand for et ’markedskonformt demokrati’. Demokratiet må sættes under administration. Folkets vilje må tilpasse sig markedet. Ikke omvendt.

Både i kunsten, i de mellemmenneskelige relationer er der således ifølge Assheuer god grund til attter at støve de gamle ’postdemokratiske’ teoretikere af. Det er imidlertid først og fremmest, når det gælder den internationale økonomi og finansmarkedernes diktat, at begrebet om det ’postdemokratiske’ viser sig at være hyperaktuelt.

»Naturligvis er kapitalismen ikke skyld i alt, det ville være den endegyldige udtømning af et oppustet begreb; men markedet er nu engang modernitetens sidste stormagt, det udstikker befalinger og fastholder samfund i et ’usynligt greb’«, skriver Assheuer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det må efterhånden være gået op for de fleste, at det demokratibegreb, som vi har kendt siden 1945, kun har dækket over en forbigående tilstand – en undtagelse i udviklingen af demokratisk parlamentarisme – se bare på EU - og den seneste udvikling i nogle europæiske lande, hvor denne demokratitømning i øjeblikket manifesterer sig helt konkret …

Det store spørgsmål, som alle bør stille sig selv – hvad kommer herefter …

Mascha Madsen

Hvis man er vokset op i 80erne må man uværgerligt have en følelse af dejavu....

MEN, det vigtigste er og bliver mod til at have visioner, positive vel at mærke og mod til at emplementere dem som statsledere/folketing

Spørge Niels - er bange for det på længere sigt, stormtropperne blandt de sociale tabere og udsatte er ikke aflivede, som man kan se, de er åbenbart heller ikke blevet jordet af tyske Verfassungsschutz, en pest, som har potentialet i sig til noget større deja vue, også noget politisk hinsides Le Pen, Pianisterne, ham hollænderen, ham ungareren, ham finnen et al. ...

Men bare rolig, Niels, det sker nok ikke i vores tid - med mindre den anti-demokratiske og demokrati-udhulende udvikling i EU bider sig fast og bliver Stubenrein ...

Niels Engelsted

Jan, jeg er ikke sikker på, at det kun er de sociale tabere. Jeg ved heller ikke, om det er en trøst, når du siger, at det ikke sker i vores tid. For jeg formoder, at du mener i din og min tid, og hvor lang tid giver du os?

Søren Kristensen

Postvæsenet har nu aldrig været rigtig demokratisk, hvis du spørger mig og jeg ved noget om det, for jeg var faktisk postbud tilbage i firserne.

Niels - nu må du lige vende skråen, ingen af os ønsker vel at optæde som parodier på en post-moderne dommedagsprofet.

Det er også de sociale tabere, men naturligvis ikke begrænset hertil. Kunne forresten ikke undgå at lægge mærke til den nye DF-Führers frisure - og fik et billigt grin - prøv og Gurgle nogen af disse tyske neo-nazisters ledertyper og læg mærke til deres tilhørende rundbarberede kålhoveder - og du vil blive forundret ...

Steffen Gliese

Det er ikke blot nu, det er aktuelt igen - det har det været hele tiden, mens verden gik med på en vildmand.
Demokrati er at tøjle de personlige interesser, så de underlægges de fælles. Ingen, heller ikke landmanden, har interesse i forurenede vandløb.

morten hansen

Så er der mere Frankfurterskole eller post-frankfurter, eller hvad det nu kaldes.

Om det så var selve verdens undergang, der var under-gang i, så er jeg sikker på, at der ville være en stak intellektuelle som Assheuer, der iført hornbriller til det sidste ville kommentere fænomenet. De minder nærmest om en slags sportskommentatorer med forvoksede hjerneskaller. Det, der er totalt fraværende hos disse typer, er en forholden sig til, hvad man stiller op med det hele.

På den anden side har vi så storskrydende politikere med masser af uduelige pseudoforslag til, hvad man skal stille op med det hele. Det, der er totalt fraværende hos disse typer, er en forståelse af, hvad 'det hele' er for noget.

Det er som to hjerne-halvdele, der har fået det hvide snit og nu er uden kontakt med hinanden. Det er som en slagte høne. Hovedet (filosoffen) ligger på jorden og siger 'gok-gok', mens kroppen (politikeren) render rundt for en kort stund og basker med vingerne, inden den falder om.

Der er jo mange rigtige pointer i Assheuers teorier. Men det er ikke andet end hænderne-i-skødet-teorier. Det, vi ved, og det, vi gør, hænger ikke sammen længere.

Vores samfundskrop trænger til en defragmentering.