Baggrund
Læsetid: 6 min.

Udbryderkongerne

Når det britiske band Blur går på scenen på Smukfest i aften, er det måske sidste gang, de kan ses i Danmark. Informations musikredaktør tegner et portræt af et band, der i flugten fra britpoppen fandt sig selv. Igen og igen
Damon Albarn (t.h.) og Graham Coxon fik klinket skårene for et par år siden, men nu ser det ud til, at Blurs koncert ved OL-afslutningsceremonien i London på søndag bliver bandets sidste.

Damon Albarn (t.h.) og Graham Coxon fik klinket skårene for et par år siden, men nu ser det ud til, at Blurs koncert ved OL-afslutningsceremonien i London på søndag bliver bandets sidste.

Converse Represent

Kultur
9. august 2012

Det var en sort dag for britisk popmusik, selv om det sikkert for nogen lignede god gammeldags smæk for skillingen. Forsiden på den sensationsglade musiktabloidavis NME var prydet af noget, der lignede en plakat for en boksekamp. »Heavyweight Championship. August 14: The Big Chart Showdown,« stod der. Opponenterne: Oasis og Blur.

Ser I, det var hverken gået værre eller bedre, end at arbejderklasserødderne fra Manchester og middelklassepurkene fra London (og deres respektive pladeselskaber) i 1995 var blevet lokket så langt ud i hypen og hampen, at de udgav deres nye singler samme dag og således kunne gå i direkte infight på hitlisten.

Blurs »Country House« nåede toppen, Oasis’ »Roll With It« blev nummer to. Blurs efterfølgende album, The Great Escape, blev ikke uventet en stor succes, alle kunne fortsat bære deres uglede hår, polotrøjer og anorakker med stolthed. Britpoppen var på vej til endnu en sejrsrunde i manegen.

Men det krævede egentlig ikke et professorat i anglofili at høre, at kvartetten fra London ikke længere følte for deres parodier på britiske noder og unoder, at deres observationer af landets socialklasser var begyndt at forvrænge, og at ironien var begyndt at smage som daggammel Earl Grey.

Blur vandt den mediebyggede kamp om britpop-tronen, men de tabte sig selv. »The death of a party/Came as no surprise/ Why did we bother/ Should have stayed away«, lød det passende på den væsensforskellige efterfølger, albummet Blur.

De kunne ikke længere mærke sig selv. Blur. Trommeslageren Dave Rowntree, bassisten Alex James, organisten og forsangeren Damon Albarn, guitaristen Graham Coxon.

De to sidstnævnte egoer var røget i totterne på hinanden. Albarn styrede showet både ind- og udadtil. Og Coxon smurte sin deroute yderligere med rigelige mængder alkohol. Især Albarn blev viklet ind i New Labours mediemaskineri og måtte vikle sig ud igen. Medierne smed dem op på en piedestal og ragede dem ned igen. De var døden nær.

Oprindeligt var det svært overhovedet at få øje på livstegn hos Blur. Deres tidlige singler »She’s So High« og »There’s No Other Way« var florlette frækheder, ja da, men over et helt album – debuten Leisure fra ’91 – var det tydeligt, at de ikke havde mange andre ideer end at lægge sig nonchalant i slipstrømmen fra baggy-scenen i Manchester, hvor bands som The Stone Roses og Happy Mondays havde chokstartet rocken på ny ved hjælp af house og funk.

Samme år sled Blur sig gennem en udmarvende, mislykket USA-turné, og Albarn reagerede ved at granske dybere i sin hjemstavn.

»Jeg begyndte at savne helt almindelige ting,« forklarede han til NME i 1993. »Jeg savnede alting, der havde med England at gøre, så jeg begyndte at skrive sange, som skabte en engelsk stemning.«

Britpoppens hellige gral

Gennem krise kom genfødsel, og i 1993 kunne kvartetten præsentere det overrumplende album, Modern Life Is Rubbish, som bragte alt fra The Kinks, The Who, tidlig Bowie og The Jam i kæk konversation med tidens støjende shoegazerrock. Endda med god gedigen britisk accent. Her udtaler vi ’you’ som ’jæøu’, thank you very much.

Modern Life Is Rubbish skulle vise sig at være det første egentlige britpop-album, endda før genrebetegnelsen var undfanget. Og dernæst fulgte britpoppens hellige gral (medmindre man er Oasis-fan), hovedværket og gennembruddet Parklife i 1994.

»Det er den mystiske pilsner-æders rejser, seende hvad der foregår i verden og kommenterende på det,« sagde Damon Albarn samme år til NME.

Og så gav det i øvrigt dårligt mening at smide en genrebetegnelse efter noget, der sprøjtede i så mange retninger. Fra den discoide, bisex-hymne »Girls & Boys« over cockney-rockbomben »Parklife« og den psykedeliske Syd Barrett-pastiche »Far Out« til punkfræseren »Bank Holiday« og instrumentalvalsen »The Debt Collector«, der lyder som noget fra dengang, Storbritannien var et imperium.

Men det var det ikke længere – det står stærkest på mesterligheden »This Is A Low«, der via fiskekvoter tegner billedet af et havareret samfund: »And into the sea goes pretty England and me/ Around the Bay of Biscay and back for tea/ Hit traffic on the dogger bank.«

Blur gav kunstigt, melankolsk, såvel som ironisk åndedræt til et svundet Albion, og Parklife er svangert med ærkebritiske lokaliteter – hvis ikke i teksterne, så i lyden og i de billeder, musikken fremkalder – pubs, parker, væddeløbsbaner, ja, selv svundne music halls.

Karakterer passerer revy i sangene: Den offentligt ansatte Tracy Jacks på randen af nervøst sammenbrud. Skuespilleren Trevor Daniels’ ubetaleligt leverede og selvfede protagonist, der med en slags hygsom væmmelse betragter sit lokalmiljø. Og der er en anden, ikke spor selvfed protagonist, der overvejer selvmord på kalkklipperne ved Dover – selvsamme »White Cliffs of Dover«, som Vera Lynn i 1942 udødeliggjorde i sangen om Anden Verdenskrigs soldaters længsel efter hjemstavnen.

Men hysteriet omkring britpop og rivaliseringen med Oasis trak Blur i en unødigt karikeret retning. Efter det fjollede hitliste-showdown i august 1995 måtte Blur hive sig selv op ved håret, hvis ikke de skulle ende med skægget i postkassen. Gro fast. Blive en parodi på sig selv.

Og op blev de hevet, med rødder og det hele. Coxon genvandt indflydelse i bandet og fik overtalt Albarn til at stikke anglofilien og yankeefobien skråt op og vende ørerne mod den amerikanske lo-fi og alternative rock med bands som Pixies og Pavement.

Så med albummet Blur fra 1997 vristede bandet sig fri af den patriotiske lir, reduktionistiske ladism og omsiggribende retrogøgl, som britpoppen var blevet forvandlet til.

Det var albummet før, der hed The Great Escape, men det var med Blur, at bandet manifesterede sig som store flugtartister. Sange med inspirationer fra amerikansk rock og i mere udsyrede strukturer, selv om den britiske indierock og punk da også stadig levede, og bandet fortsat snedkererede hits. Især dynamitstangen »Song 2«, der gav dem deres gennembrud på den anden side af dammen. Men det er også deres mest grumsede plade, som om de aldrig fandt sig selv ude i genopfindelsens tåger.

Altid nysgerrig

De fandt først sig selv igen med 13 fra 1999 på en løbebane ud i støj og flere strukturelle eksperimenter, men også gospel og soul. Og da det fremragende album Think Tank dukkede op i 2003, var Storbritannien kun en del af et langt større billede. Med stærke inspirationer fra musik fra Den Tredje Verden, indikeret og ledt af den musikalske verdensborger Albarn, der var begyndt at gøre en dyd ud af sin utidige og evigt nysgerrige musikalitet, bl.a. med tegneseriebandet Gorillaz og med projektet Mali Music. En britisk udbryderkonge på strejftog i verdensaltet.

Albarn var så også blevet enehersker i bandet, for Graham Coxon var skredet. Han figurerer kun som komponist på ét nummer på Think Tank, og efter albummet gik bandet i opløsning.

Men Blur har vist sig at have, hvis ikke ni, så i hvert fald mange liv. Derfor kom det heller ikke – i hvert fald for denne signatur – som en overraskelse, da det i 2009 blev annonceret, at de havde fået lappet bandet sammen. Eller da de i år gik i studiet for at indspille et nyt album. Vel at mærke med Graham Coxon om bord. Ja, der kom sågar nogle fine nye sange fra dem.

Men i maj i år blev indspilningerne afbrudt, angiveligt på Damon Albarns foranledning.

»Blur kunne have været gode. Men Damon – så brillant og talentfuld han end er – opfører sig lidt som en lort over for resten af Blur,« tweetede produceren William Orbit allerede i marts i år.

Det ser således ud til, at bandet er blevet offer for frontfigurens formidable rastløshed, den rastløshed som ellers i flere omgange har sendt bandet på nye forunderlige eventyr. Albarn gav – især med Modern Life Is Rubbish og Think Tank – nyt liv til Blur, som i processen er kommet til at stå som et af 1990’ernes absolut vigtigste britiske rockbands. Nu ser det så også ud til, at han lægger bandet i graven.

Er den aktuelle koncertturné så en svanesang? I så fald, så lad det ske. De bedste af pladerne står for altid. Det vil være endnu en sort dag for britisk musik, hvis Blur definitivt opgiver ævred. Men vi står klar med gravøl, fællessang og pub-manerer i Skanderborg i aften. Hvis det er det, der skal til.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her