Jeg vågner med et spjæt. Toget standser. Jeg befinder mig i en lille tyrkisk by, og på grund af væguret, der hænger på stationsbygningen, ved jeg med sikkerhed, at dette er Tyrkiet efter Atatürks reformer. Til min forbavselse ser jeg et ægtepar, mine bedste venner, kigge på mig fra et tog, der kører i den modsatte retning. Det står også stille. Jeg hører min veninde sige: Nå, så er du igen på vores side.
Jeg bliver ked af det. De er begge venstreorienterede, og selvom jeg elsker dem højt, kan der ikke være tale om, at vi står på samme side. Og hvad laver de i Tyrkiet? Havde vi måske en aftale, om vi skulle mødes her?
Jeg ville sige, at jeg ikke er på deres side, men at det glæder mig at se dem, men opdager, at jeg ikke kan tale. Kort efter viser det sig, at jeg hverken kan spise eller drikke eller bevæge mig. Og at jeg ikke befinder mig i Tyrkiet, men på hospitalets intensivafdeling. Mine venner prøver, så godt som de kan, at forklare mig hvorfor. Jeg husker intet.
Jo, jeg husker, at jeg skulle gennemgå en mere eller mindre rutinemæssig hjerteoperation, og jeg husker også, at jeg dagen før indlæggelsen var hos frisøren og to dage før i svømmehallen. Og at jeg, da jeg blev indlagt, blev undersøgt i alle ender og kanter, talte bl.a. med en polsk kirurg, der skulle operere mig, med en pakistansk narkoselæge og blev gode venner med en etiopisk sygeplejerske, der endelig forklarede mig, hvorfor den ene del af Etiopien har det godt, mens den anden hærges af hungersnød. Så erindrer jeg også, at jeg om aftenen skulle desinficeres, hvilket vakte nogle ubehagelige associationer hos mig, men jeg blev beroliget, da det viste sig, at jeg også skulle desinficeres næste morgen lige før operationen.
Brev fra hospitalet
Selvfølgelig husker jeg, at jeg to minutter før operationen blev sendt hjem, fordi der var mange, langt mere alvorlige tilfælde end mit. Og at jeg, efter at jeg var kommet hjem, fik et brev fra hospitalet om, at jeg skulle møde op en måned senere, men samtidig blev advaret om, at jeg måske igen ville blive sendt hjem.
Mine venner var forargede, jeg var glad. Haster det ikke, betyder det, at det ikke står så slemt til med mig. Jeg fortsatte med at arbejde, svømme og lave gymnastik.
To dage før den anden indlæggelse, gentog jeg ritualet: gik i svømmehallen og gjorde min frisør rigere. Faktisk håbede jeg på, at jeg igen ville blive sendt hjem.
Desværre. Men denne gang blev jeg ikke undersøgt så grundigt, og jeg skulle kun desinficeres én gang. Min etiopiske veninde var der stadig, og vi hyggede os.
Efterhånden fik jeg at vide, at jeg efter operationen ville have det godt, og at jeg skulle hjem efter tre-fire dage. Men så fik jeg ondt i maven og blev igen opereret. Under operationen blev mine såkaldte pårørende ringet op og oplyst om, at jeg havde fået koldbrand i maven og var ved at dø.
Janina Katz vil en gang om måneden berette om sit ophold på to hospitaler og et rehabiliteringscenter i BØGER. De fire forfattere, som skriver denne klumme, har alle rundet 70 år.
