Klumme
Læsetid: 3 min.

Det ultimative digt til forældregenerationen

Gustaf Munch-Petersen forklarede i et gribende digt far og mor, hvorfor han måtte skuffe deres forventninger og gå sin egen vej. Det gjorde han – både på værtshusene og i krigen
Kultur
17. august 2012

» … skal jeg dræbe haabet i jer?
fortælle jer, at jeg ikke blev som I –
at min verden er en anden end jeres«

– Gustaf Munch-Petersen, 1932

Der var mange digte og digtere, jeg holdt af i gymnasie-tiden, den følsomme og receptive tid, men ud af alt det rejste sig et enkelt digt som digtet over alle digte.

I dag er den meste lyrik øvelser i sproget og af begrænset interesse for andre end en lille kreds af entusiaster, men dengang, i 1930’erne, havde digtene med et slidt, men sandt udtryk ’noget på hjerte’. Jeg tænker på Gustaf Munch-Petersens digt »Til mine forældre«. Det gik rent ind. Og det til trods for, at det var skrevet 30 år før min gymnasietid.

Gustaf Munch-Petersen kom fra en akademikerfamilie. Moderen var lektor, faderen professor. Der var sat vand over til, at han skulle følge deres karrierer, og han påbegyndte da også et studium, flere, psykologi og filosofi, men afbrød dem igen for at blive kunstner.

Han skrev digte og dyrkede værtshusene, ikke mindst Ungarsk Vinhus, i det københavnske natteliv, en livsform, som Tom Kristensen beskrev (og indirekte advarede mod) i den samtidige roman, Hærværk. Måske unge Gustaf bare ville mærke livets puls.

Det bekymrede forældrene. Forældre bekymrer sig altid – og nogle gange med god grund. Var sønnen på vej ud i noget, som ville ødelægge ham? Det var han, men ikke helt som i Tom Kristensens roman.

Nødvendigheden

Digtet havde ligget i skuffen allerede i 3.g. Det kom med i hans første digtsamling, Det nøgne menneske, som han udgav som 20-årig i 1932.

»jeg blev ikke det, i ventede/ – jeg blev alt det, i havde frygtet«, lyder de to første linjer (han skrev alting med små begyndelsesbogstaver). Mange i hans situation ville – rent ud sagt – skide forældrene en hatfuld. Det ligger jo i bohemeattituden. Man skejer ud, forældrene skælder ud, man bryder med dem, skælder tilbage. Men ikke han. Det er det uendeligt smukke ved digtet.

Han har sat sig for poetisk at forklare dem, at han er dem taknemmelig for det liv, de har givet ham, og de afsavn, de har lidt for hans skyld. At det ikke er det, han kaster vrag på, når hans verden bliver en anden end deres. Det må de forstå. Som om det er dem, der nu er børnene, og ham, der tålmodigt må belære dem.

Digtet er pædagogisk diskuterende uden at være firkantet, tværtimod. Snart sætter han sig i deres sted, snart i sit eget. De har ingen grund til at være bitre. De har gjort deres. Nu må de slippe ham.

Et meget kærligt digt. Det ultimative digt til forældre.

En legitimering

Ikke at jeg var meget oprørsk i gymnasiet, men jeg var heller ikke indstillet på det pæne, artige liv, som forældre dengang lagde op til. Her var man i et dilemma mellem at være en god dreng, som man jo på den ene side gerne ville være, og så det andet, som senere udmøntede sig i ungdomsoprør og langt hår, som visse folk på visse arbejdspladser tvangsklippede af de unge lærlinge.

Med Munch-Petersens digt var man godt rustet. Det legitimerede den nye livsstil, ens ret til at være sig selv. At digteren forlod værtshusene for at blive frivillig i den spanske borgerkrig var kun ekstra beundringsværdigt. Også vi var jo politiske. Nuvel, han døde i krigen, og vi tabte ungdomsoprøret, selvom musikken og den lette livsstil stadig lever.

Der er forhenværende ungdomsoprørere, der i dag begræder, at deres børn ikke bar deres politiske fakkel videre og i stedet dyrker Twitter og ultrafrække standuppere. Det er patetisk. De kan med fordel læse Gustaf Munch-Petersens digt, der, skønt det selv kan virke en smule patetisk i dag, faktisk giver hele forklaringen.

Unge vil selvfølgelig gøre deres egne erfaringer, gå på egne ben. Sådan slutter digtet:

»jeg tror, jeg har ret, naar jeg gaar til mit eget land.
men jeg gaar tøvende –
jeg gaar langsomt og tungt –
men jeg tror, jeg skal gaa.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

I 2004 rejste jeg i august til Bornholm. I bussen tiltalte en ung mand mig. Han havde meget på hjerte. Han havde rejst. Også i udlandet.

Da vi kom til Gudhjem, skulle vi begge af. Han tilbød at vise mig hen til mit hotel, bar galant min tunge kuffert og ventede der til en ansat på hotellet kunne tage imod mig, hvorefter vi tog afsked.

Den ansatte sagde så: Det var Munch-Petersen. Han arbejdede her tidligere.

En slægtning var det vel. Der var da en vis lighed at skue. Jeg undersøgte det ikke nærmere, for det var nok, at jeg følte, at jeg indirekte havde fået en hilsen og genopfrisket erindringen om de digte, jeg tidligere havde læst, og som stadig betyder meget for mig.

Lige digtet ovenfor, kendte jeg ikke, men det er stærkt og smukt og giver som disse to: "Til en" og "Døden" en klump i halsen.