Det kræver ikke mere end en Google-søgning at danne sig et billede af et andet menneske. Vi har alle en digital personlighed, som konstant er til stede, og som formes af det, vi gør, når vi er online. De billeder vi deler på Instagram, den musik vi hører på Spotify, og de sider vi klikker ’synes godt om’ på Facebook. Alt sammen bidrager til at danne et billede af os som personer.
»Hvis man tager et samlet blik på, hvordan folk fremstår online, og hvordan de ser ud i virkeligheden, så vil online-personligheden, forudsat man har et vist aktivitetsniveau, vise et retvisende billede af, hvem man er. I de digitale netværk, hvor vi ikke er anonyme som for eksempel Facebook og Linkedin, er det svært at pynte på sandheden,« siger foredragsholder og ekspert i sociale medier, Trine-Maria Kristensen, som netop er ved at færdiggøre en bog med arbejdstitlen Personlighed 2.0.
Bogen handler om den digitale personlighed, vi alle sammen har på internettet. En personlighed som bliver analyseret og tolket, præcis som vores væremåde og udseende bliver det i vores virkelige liv. Trine-Maria Kristensen henviser til et forskningsprojekt, der dokumenterer , at man kan tegne et klart billede af en person blot ved at kigge på vedkommendes facebookprofil. En række forskere fra University of Maryland udsatte testpersoner for personlighedstest, hvor de ledte efter specifikke personlighedstræk. Derefter gennemtrawlede de deltagernes Facebookprofiler for at søge efter de samme personlighedstræk. Resultaterne stemte overens. Facebookprofilerne sagde lige så meget om testpersonerne, som en tidskrævende og grundig personlighedstest gjorde.
»Det billede, der ligger af os på internettet, skaber vi, uden at vi ved af det. Vi skaber det, når vi trykker ’synes godt om’ på noget af det, vores venner har delt, eller når vi kommenterer en statusopdatering. Det er noget der bare sker, mens livet foregår,« fortæller Trine-Maria Kristensen.
Som i virkeligheden
Rune Jensen Heidtmann har en Facebookprofil, ligesom over tre millioner andre danskere. Han lægger billeder på Instagram og deler sine playlister på musiktjenesten Spotify, så alle kan følge med i, hvad han lytter til. Skriver man hans navn i Googles søgefelt, finder man lynhurtigt ud af, at han er 27 år, studerende på Syddansk Universitet og arbejder på et reklamebureau. Og at han har en kæreste, som man i øvrigt både kan finde navn og billede på.
På hans Facebook-profil kan man se, hvilke bøger, tv-programmer og musikere, han kan lide – og endda hvilken politisk holdning han har.
»Min Facebookprofil stemmer meget godt overens med den person, jeg er,« vurderer han.
»Jeg prøver på at fremstå ærlig og bruger Facebook helt bevidst som et sted, hvor man kan hygge sig. Ligesom hvis man var sammen med mig i virkeligheden.«
Rune Jensen Heidtmann opfatter sig selv som ærlig og umiddelbar på Facebook, men smågriner, da han opdager, at han har ’liket’ Ida fra X Factors fanside.
»Nogle gange ’liker’ jeg sider, fordi jeg er nysgerrig, men det sletter jeg igen, fordi jeg vil ikke have, at folk får et forkert indtryk af mig. Det, der ligger på nettet, skal stemme overens med det, jeg gerne vil udstråle,« siger Rune Jensen Heidtmann.
Der florerer kun få billeder af leverpostejsmadder og sure sokker på Instagram. Til gengæld er der masser af billeder af solnedgange og sund, overskudsagtig aftensmad. De pinlige Spotify-spillelister fra en fest bliver slettet, så den dårlige musiksmag ikke klistrer til ens person.
Samfundsforsker ved Aalborg Universitet Johannes Andersen påpeger, at vi ønsker at kontrollere hvilke signaler, vi sender til omverdenen. Derfor målretter vi vores ageren på internettet efter, hvad vi gerne vil udtrykke. Men det er ikke meget anderledes, end hvordan vi ellers agerer og kontrollerer, hvad andre tænker om os, understreger han. Den form for identitetsarbejde gør vi hele tiden.
»Tidligere havde vi det, man kalder en gardisette-kultur. Man hang et gardisette-gardin op foran vinduet, som man kunne kigge ud af, men folk kunne ikke se ind. Foran huset havde man så en prydhave, hvor man kunne plante flotte blomster og demonstrere, at man var et ordentligt menneske med styr på tingene,« siger han.
Med internettet og den dominerende Facebook-kultur har man fået endnu en mulighed for at vise, at man er et menneske med overskud.
»Vi adskiller alle meget klart, hvad der er det private, og hvad der er det offentlige. Men vi bruger også meget energi på at udstille noget af det private i det offentlige og laver på den måde en slags mellemscener. Det er det, der for eksempel sker på Facebook,« siger han.
Ifølge Johannes Andersen foregår der det, han kalder et selektivt identitetsarbejde, hvor man ser sig selv udefra og udvælger det, man vil have andre skal lægge mærke til.
»Det er selvfølgelig ens sande personlighed, man viser, men der er også en form for iscenesættelse i det. Det er begge dele samtidig.«
Som at være til fest
Trine-Maria Kristensen er enig i, at langt de fleste gør sig overvejelser om, hvordan andre vil forholde sig til det, før de lægger noget på nettet – men ifølge hende foregår det dog langt hen ad vejen helt ubevidst.
»Det er ligesom at være til fest, hvor man jo heller ikke fortæller alt det, der popper op i ens hjerne. Uden at tænke over det laver vi ubevidst en sortering. Der er enormt meget fokus på, at vi gør det, når vi er på nettet, men det mener jeg også, at vi gør i alle andre sociale sammenhænge. Vi styrer os, og vi forsøger at tage os bedst muligt ud, og det gør vi alle mulige steder.«
Når man mangler ord skal man tie.
Den som tror på dét - skal jeg sige hvad er.
Jeg har ingen FaceBook profil - altsaa er jeg slet ikke?
Vis mig din penis og jeg skal sige dig hvor lang den er...
Det var da det mest imbecile og generaliserende forskningsprojekt der er lavet omkring Facebook. Hvis nogen skulle være i tvivl, så er Facebook er det mest falske og selviscenesættende website der findes, og har intet med den virkelige verden at gøre, hvordan vi som mennesker tænker og agerer. Et menneskes adfærd på de sociale medier siger INTET om, hvordan man er i virkeligheden. De ansvarlige for dette projekt er godt nok naive.
Jeg har 2 profiler på Facebook og hvad er jeg mon så - tve-tunget? :o)
- Det ved jeg nu ikke, kære Lise-Lotte - måske snarere en and, der tror den kan gø... 8-)
Det vist det der med det såkaldte identitets-arbejde... 8-)
Beklager - nu står min kommentar om at tie hvis man mangler ord lidt alene efter det første indlæg er slettet.
Henrik Brøndum har faktisk en Facebook-profil, men det er nok ikke den rigtige. Måske er du en af dem der foretrækker den business-agtige LinkedIn.
Andre er inde på noget af det samme, men hvorom alting er; jeg bliver altså lidt betænkelig ved folk som ikke dukker op ved en søgning på nettet.
Rapanden har altså kun en profil, og godt det samme: Facebook tillader kun en profil under det rigtige navn, så hvis man vil undgå sagsanlæg, må man hellere holde sig til det.
Victor er vist ikke den rette til at kalde andre imbecile...
Hmm, hvad bruger man dog en facebook profil til, jeg har endnu ikke set en grund til at have sådan en.
Vil nogen i kontakt med mig, er det meget nemt at finde min e-mail.
Jeg undrer mig nu mest over, at en så uendelig ligegyldig artikel finder plads i dagbladet.
Niels P Sønderskov
Jo, een profil pr. navn og emailadresse, den er jeg med på.
Men når opstanden kommer, og/eller når overvågningen optrappes, kan det have indlysende ulemper at have et unikanavn som mit, så jeg har i al diskretion skabt et alternativ.
(jeg har afgjort læst for mange koldkrigsromaner)
En herlig verden, hvor man kan oprette en profil på de sociale medier, man har lyst til eller dating, hvis det skulle være.
Hvis man befinder sig godt i RL-landsbyen kan man også fortsætte med at hygge sig dér, men tilegner sig næppe noget videre brugbart begreb om hvad man muligvis går glip af.
Om man befinder sig i den ene eller den anden lejr, er der i hvert fald ingen grund til at pege fingre eller se ned på de andre. Hvis man ikke kan se hvad en Facebook-profil kan bruges til og mener at et fænomen, som optager snart en sjettedel af verdens befolkning, ikke er et par artikler værd, skal man nok bare nøjes med at nyde sin RL-landsbyidyl.
Gad vide hvor stor overensstemmelse der er, mellem det selvbillede mennesker ønsker at give udadtil ikraft af deres kommentarer i diverse medier, og så den person de er i virkeligheden? Man kunne få den mistanke, at der i dette forum, for eksempel, er en del som ønsker at skabe en politisk korrekt "persona", som ved nærmere granskning af deres daglige gøren og laden ikke rigtig holder vand. Men det er i og for sig ikke noget problem, for i de fleste af livets sammenhænge forsøger mennesker at fremvise en ideal-identitet de gerne vil forbindes med. Vi kender alle den socialt indignerede, som forsømmer sin familie medens han/hun "kæmper" for bedre levevilkår for børn i andre dele af verden, eller homofoben som er skabsbøsse, eller den xenofobe, som har gode venskaber med udlændinge, eller den som går ind for den stærke stat, men som beklager sig over det offentliges indblanding i sit personlige liv, eller den liberalistiske minimalstatsforkæmper, som nyder godt af de sociale goder. Og sådan kunne vi blive ved.
Ekspert----Det der kan jo modbevises i det uendelige.
spørg du bare diverse på datingforummer og i chatverdenen hvor det i et væk handler om at score, og hvor mange mange forsøg der skal til før de får de ord til at passe med virkeligheden.