Læsetid: 5 min.

Skal Zakaria bære vores synder?

’Uden saks og klister, ingen journalister,’ lyder et af branchens gamle ordsprog. Men hvor går grænsen mellem inspiration og plagiat? Det har den amerikanske journalist Fareed Zakaria fået god tid til at tænke over, efter han i sidste uge blev suspenderet fra Time og CNN. Måske vi andre også skulle vie det en tanke
’Uden saks og klister, ingen journalister,’ lyder et af branchens gamle ordsprog. Men hvor går grænsen mellem inspiration og plagiat? Det har den amerikanske journalist Fareed Zakaria fået god tid til at tænke over, efter han i sidste uge blev suspenderet fra Time og CNN. Måske vi andre også skulle vie det en tanke
16. august 2012

Da Fareed Zakaria fredag morgen stod ud af sengen, var han stadig en af amerikansk presses mest respekterede udenrigspolitiske stemmer. Han havde sit eget talkshow på CNN, var en af Time Magazines mest profilerede klummister og en eftertragtet vært ved offentlige debatter og politiske ralleys. Men da solen gik ned samme aften, var han forvandlet til en paria, suspenderet fra samtlige af sine betroede hverv og udstødt som en uren blandt rene af de kolleger, som tidligere beundrede ham. Otte linjer gjorde forskellen. I sin faste klumme i Time Magazine havde Zakaria valgt at stille skarpt på debatten om øget våbenkontrol, men i et enkelt afsnit havde dovenskaben indhentet ham. Som det konservative internetsite News Busters kunne dokumentere, bar et udsnit af klummen stærke ligheder med en artikel af Jill Lepore i The New Yorker, og dommen faldt prompte: plagiat. På få timer nåede nyheden ud til selv de fjerneste egne af internettet; hovedpersonen trådte frem med en officiel undskyldning, hvor han kaldte sin brøde for »en forfærdelig fejltagelse«, og både Time og CNN annoncerede kort efter, at de ville suspendere deres stjernereporter for at »se nærmere på sagen«.

»Time accepterer Fareeds undskyldning, men det, han har gjort, bryder med vores egne standarder for vores klummeskribenter,« lød Times begrundelse for en time out.

Siden har en samlet mediebranche haft travlt med at lægge afstand til Fareed Zakaria, og mindre travlt med at diskutere principielle spørgsmål som, hvor grænserne for plagiat går og bør gå.

Ifølge Claes Kastholm Hansen, mangeårig profileret klummist på Berlingske Tidende, er sanktionerne mod hans amerikanske kollega udtryk for en kollektiv overreaktion fra en branche, hvor de færreste selv kan holde til lignende eftersyn.

»Hvis Fareed Zakaria havde skrevet ’Som Jill Lepore peger på i The New Yorker...’, så havde han ikke bare handlet korrekt, men hyperkorrekt, og hvis hans eneste ’forbrydelse’ består i denne ene undladelse – altså at han har spillet lidt mere belæst, end han egentlig er – så mener jeg, reaktionen mod ham er fuldstændig ude af proportioner,« siger han.

Journalistisk puritanisme

For syv år siden sad Claes Kastholm med i en 14 mand stor gruppe nedsat af Kulturministeriet med det formål at afsøge grænsen mellem inspiration og plagiat. Resultatet blev nedfældet i bogen God citatskik og plagiat i tekster (2006) i form af en række retningslinjer af vejledende karakter. Det bør, fremgår det f.eks., være tilladt frit at overtage både enkelte ord fra en tekst, faktuelle oplysninger (f.eks. datoen for en historisk begivenhed), stilelementer, ideer og kunstneriske effekter samt emnet for en given bog eller artikel. Derimod bør det ikke være i orden at overtage forfatterens ordvalg, subjektive vurderinger og karakteristiske formuleringer. Ifølge Claes Kastholm udgør Zakarias klumme et grænsetilfælde, som kan diskuteres; ikke en klar overtrædelse, som bør fordømmes og sanktioneres. Hvorfor det alligevel er sket, kan man kun gisne om:

»Det er vanskeligt, måske umuligt, at eftervise, om den hysteriske reaktion fra medieledelsernes side er symptom på en udvikling mod journalistisk puritanisme, eller om der blot er tale om enkeltstående tilfælde. Men jeg tror, at reaktionen, der gør Zakaria til en tilfældig syndebuk, skal ses i sammenhæng med konkurrencesituationen på det amerikanske mediemarked,« siger Claes Kastholm.

Genbrug, lån og ran

»De klassiske medier er hårdt trængt, og et af deres vigtigste våben er troværdigheden. Det er i det lys denne tåbelige episode skal ses. Men de pågældende mediers reaktion er rent ud sagt ris til egen røv, for den jomfrueligt snehvide journalistik, der så at sige er uberørt af menneskehånd, findes ikke og kan aldrig skabes,« siger han.

I bogen Hvor kommer nyhederne fra fra 2008 dokumenterer medieforskerne Anker Brink Lund og Ida Willig, at antallet af nyheder i danske medier de sidste 10 år er mere end fordoblet. Det skyldes desværre ikke en pludseligt blomstrende idérigdom i journaliststanden, men snarere et fænomen, forfatterne kalder »genbrug, lån og ran«.

Spørger man Claes Kastholm har Fareed Zakaria ikke har gjort sig skyldig i andet, end hvad almindelige danske rugbrødsjournalister gør hver eneste dag: Han har gengivet faktuelle informationer, der ikke er omfattet af intellektuel ejendomsret, hverken i juridisk eller moralsk forstand, og som derfor i princippet er tilgængelige for alle. Det ville have klædt ham at kreditere sin kollega for hendes formuleringer – men det er ikke en skandale, at han ikke har gjort det.

»Vi står altid på skuldrene af hinanden – dén erkendelse indebærer selvfølgelig ikke frit løb til at stjæle, men at bruge fakta fundet frem af en anden er heller ikke at stjæle,« siger han.

Ingen sag i Danmark

Lektor i journalistik på RUC, Mark Ørsten, opfatter suspenderingen af Fareed Zakaria som en slags »præventiv anholdelse«.

»Når de reagerer så stærkt, skyldes det, at sporene fra en række nyere skandaler i amerikansk pressehistorie skræmmer,« siger han og peger blandt andet på sagen om den unge komet Jayson Blair, der frem til 2003 fabrikerede og plagierede stribevis af artikler som journalist på The New York Times.

»Jeg tror, man er bange for, at der bag den her lille sag gemmer sig en større. Derfor vil man hellere vise handlekraft nu og så bruge den næste måneds tid på at undersøge om, der skulle være tale om en mere systematisk form for plagiat. Hvis det bare er en enkelt svipser, får han formentlig lov til at komme tilbage,« siger Mark Ørsten.

– Historien begyndte på sitet News Busters, der har sloganet: ’Exposing and combating liberal media bias’. Hvad skal man lægge i det?

»I USA kæmper konservative kræfter en stædig kamp mod ’the liberal media’ – og det samme gør sig gældende på den anden side af hegnet, hvor komikere som Jon Stewart gør grin med konservative mdier som Fox News. Der kører en krig mod mediernes troværdighed, som er meget politiseret, og som gør medierne ekstremt såbare over for enhver type fejl. Det er, sammen med bevidstheden om de historiske skandaler, nok forklaringen på den voldsomme reaktion.«

– Hvordan ville reaktionen have været, hvis Zakaria-sagen havde udspillet sig i Danmark?

»Der ville formentlig ikke have været nogen sag i Danmark. Jeg tror, redaktøren ville have sagt: ’Det dér gider jeg ikke se på igen’ – og det ville have været dét.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Som altid, når mediefolk skriver om mediefolk, en pokkers velskrevet engageret artikel - men som læser ved man, at i netop den slags stof skal agtpågivenheden være særlig logikkritisk. Hvordan kunne den sag dog få så alvorlige konsekvenser for den stakkels mand? Efter en research i danske forhold med henvisning til bogen: God citatskik og plagiat i tekster - så ender artiklen ud i hvad der kan ligne en konklusion: ’Exposing and combating liberal media bias’. Noget diffus..

....tsk tsk, Nåh, der var den:

I sin faste klumme i Time Magazine havde Zakaria valgt at stille skarpt på debatten om øget våbenkontrol

…behændigt 'glemt', men dog medtaget. Journalister fornægter sig aldrig: De vælger fokus for os andre.

Andreas Trägårdh

"Men hvor går grænsen mellem inspiration og plagiat?"

Det er et forkert spørgsmål - der er ingen grænse.
Der findes ikke individuel tænkning, udtalelse eller handling. Alt hvad vi tænker, siger og gør indgår i det reaktionsmønster som samfundet opdrager borgerne i. Det tilhører samfundet og ikke den enkelte. At hævde individuel ejerskab er kernen i forbrydelsen. Alle der således pervertere den private ejendomsret er forbrydere, løgnere og tyve.

Maj-Britt Kent Hansen

Ærgerligt, at de to udgaver - Lepores og Zakarias - ikke gengives her på nettet. I papirudgaven er de gengivet, men som oversættelser til dansk - her kunne man også have ønsket sig de originale versioner, men det er så blot at søge, så dukker de givetvis op.

Vel er det afskrift, men det forekommer nu også en anelse hysterisk, idet der ikke er tale om epokegørende formuleringer eller egentligt nyt land inden for skrivekunsten.