Læsetid: 3 min.

I akrobaternes sovesal

Morti Vizki skrev ikke ret meget, de sidste år, han levede, som også var de år, jeg kendte ham. ’Ikke ret meget’ i betydningen ganske få ord
28. september 2012

Først kommer Morti Vizkis sikre håndskrift. En skrift, der gerne vil meddele nogen noget. Så kommer den rolige symmetri, »Om dagen«, »Om natten«. Og så kommer overrumplingen, joken og mønsterbruddet: »Akrobater.«

Digtet slutter to gange, første gang efter »alle andre«, og så slutter det rigtigt med »Akrobater« skrevet med stort. Først da kan der sættes punktum. Bortset fra at jeg bestemt ikke har lyst til at sætte punktum her. De akrobater virker sært tillokkende på mig.

Hvis jeg skulle læse digtet højt for andre, tror jeg, at jeg ville komme til at råbe ordet AKROBATER og dermed forstyrre nattesøvnen på sovesalen. Akrobaterne er i det hele taget temmelig forstyrrende. De får digtet til at slå en kolbøtte, så man er nødt til at læse forfra, for hvor kom de fra?

»Om dagen vil jeg kunne tåle at miste alting./Om natten deler jeg sovesal med alle andre« forestiller jeg mig som en bøn. De linjer vender indad mod den, der fremsiger ordene, måske hviskende for sig selv. Gentagelsen gør dem lette at lære udenad. Den første linje er et ønske: Gid det var sådan, at jeg kunne tåle at miste alting. Ønsket forudsætter, at jeget er bange for at miste. For at blive af med angsten, ruster jeget sig, gør sig parat til at miste. Alting.

Alting er meget. Det er hjemmet. Hvis jeget er Morti Vizki selv, er det også de digte, han skrev inden dette. Det vil sige, alting er også en identitet som digter. Hvis en anden fremsiger bønnen, er det en anden identitet og status, man ruster sig til at miste. Jeg tænker over, hvad der er mit eget »Alting«.

Alting er også relationer til andre mennesker. Alting er familien. I Rejsebog (2002), der udkom umiddelbart inden Vej (2003), som dette digt stammer fra, står disse beslægtede linjer: »Jeg har en familie. Jeg har/En familie«. Dem opfatter jeg som urolige, ængstelige. »Om dagen vil jeg kunne tåle at miste alting« forsøger at skabe ro. Sådan siger en tibetansk munk på vej til fuldkommen buddhanatur, forestiller jeg mig. Sådan en munk er jeg som vesteuropæer med evindelig indkøbskurv hængende på armen og vækst i ørerne, hver gang jeg tænder radioen langt fra, men tænk, hvis man kunne tåle at miste alting, så var der ikke noget at være bange for.

Det er ordet »alting« i stedet for »alt«, der får mig til at tænke material girl møder tibetansk munk (på sovesal), men jeg tænker også på Søren Ulrik Thomsen, der et sted har skrevet, at søvnen deler vi med alle andre, hvilket Morti Vizki har sagt, at han syntes var både smukt og inspirerende. Lige bortset fra, at han altid følte sig anderledes end alle andre og tilsyneladende følte sig lige det mere anderledes, end de fleste af os gør. Eller som han selv sagde det, selv hvis jeg havde været kineser, ville jeg nok have syntes, at jeg var meget anderledes end alle de andre kinesere. Derfor deler jeget i hans version kun et øjeblik sovesal med alle andre. Det viser sig, at jeget hører til hos akrobaterne. Jeg forsøger at forestille mig akrobaternes sovesal.

Sovesalen opfatter jeg også som en tilstand. Det kan være tilstanden at sove, altså søvnen, men akrobaterne sover ikke nødvendigvis på denne sovesal. Hvad er det også for en sovesal? Et fælles rum? En fælles tilstand? Men altså særligt for akrobater.

Et synonym for akrobat er artist, herfra kan man måske komme videre til kunstneren? Så digtet også udtrykker et paradoks, der er forbundet med kunstneren og kunsten. At kunstneren både er en del af fællesskabet og står uden for det. At kunstneren er nødt til at stille sig uden for, for at kunne være kritisk. Akrobat kommer af græsk og betyder ’en der bevæger sig på det yderste af sine lemmer’. Digtet handler om på alle måder at gøre sig fri, at føle sig fri og at være fri. Det peger tilbage på Vizkis allerførste digte, hvor hans digterjeger svingede sig rundt i træerne, kunne gå forlæns og baglæns, kunne alting. Sådan var det (også) at være digter. Den største frihed. Det rummer både dagens klarsyn og nattens dunkelhed. Det er bare atten ord, næsten ingenting, og så alligevel. Akrobater!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu