Læsetid: 1 min.

Arkivmeteren

20. september 2012

– Christian Monggaard, du har jo lige været i New York.

»Hvor ved du det fra?«

– Jeg følger dig på Twitter, og det er imponerende, så mange tweet du nåede at fyre af, med billeder og det hele, i løbet af de 72 timer, du var i byen.

»Åh ja, jeg kan jo godt lide at være på Twitter og sørge for, at mine efterhånden temmelig mange followers – 4.620 for at være nøjagtig – kan følge med i, hvad jeg laver.«

– Mange af dine tweet var ikke arbejdsrelaterede, men turistagtige øjebliksbilleder fra en storby, mange kender i forvejen. Jeg husker et interview, hvor du sagde, at du foretrak Twitter frem for Facebook, fordi der på Twitter ikke er så mange feriefotos og billeder af folks børn.

»Og sådan har jeg det stadig. Skæg for sig og snot for sig. Men med mange followers på Twitter følger også et stort ansvar for, at de, der følger mig, ikke keder sig, at de hele tiden føler, at der sker noget, at de bliver klogere, fordi de er med, hvor jeg er.«

– Og det indbefatter altså billeder af parker og højhuse?

»Ja. Jeg er jo ikke bare en hr. hvem som helst, der tager feriebilleder. Jeg er filmjournalist, kritiker og arkivmeter, med en sjælden sans for det visuelle. Jeg formår at se det unikke i det almindelige, skønheden i det grimme, og når jeg tager en bid af The Big Apple, har jeg en forpligtelse til at dele mit unikke perspektiv med andre. Alt andet ville være egoistisk.«

– Tak, Christian Monggaard, det var alt, hvad jeg ville vide.

»Selv tak. Det er mig altid en fornøjelse at tale med en fan og give lidt af mig selv og på den måde sikre mig, at vedkommende, du, får en god oplevelse og noget, du kan fortælle videre.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu