Læsetid: 2 min.

Bananreefer og dok-kalas

Golden Days Festival lige nu handler om Danmark i 1950’erne. Og bananer blev straks efter Anden Verdenskrig symbol på det kommende årtis drømme om vækst
13. september 2012

Opringning til Thorbjørn Thaarup, museumsinspektør på Handels- og Søfartsmuseet i Helsingør:

– Sommeren 1945 sang Ib Scønberg den lige lovlig optimistiske vise om, at når der kommer en båd med bananer i havn, så har vi glemt alle sorger og savn. Men hvornår kom så den første båd med efterkrigsbananer?

»Allerede den 3. november 1945 lagde DFDS-skibet Paraguay til kaj med bananer. Og siden sejlede for eksempel Lauritzen-båden Argentinia Reefer med sydfrugter.«

– Hvad er en reefer? Altså bortset fra en cool marihuana-joint ...

»En reefer var et stort flydende køleskab. Nu til dags sejler man med kølecontainere, så der er ikke længere brug for særlige refrigiator-både.«

– I den nye Golden Days-bog om 1950’erne i Danmark skriver Klaus Rifbjerg om en fornemmelse dengang af, at båden med bananer aldrig nåede til Danmark. Ikke førend i de moderne 1960’ere.

»Det er klart at én bananbåd ikke battede meget til et helt land. Men skibet med bananer havde betydning som symbol for, at nu kom der varer fra andre dele af verden.«

– Men hvorfor netop bananer? Som symbol ...

»Vel nok fordi det er oversøiske produkter. Appelsiner og ferskner dyrker du også i Sydeuropa.«

– Måske var der også noget med Josephine Bakers skørt før krigen?

»Ja, noget eksotisk og vildt måske.«

– På Handels- og Søfartsmuseet har I lige haft rejsegilde eller måske snarere dok-kalas på jeres nye byggeri i Helsingør. Samler museet på skibe?

»Først og fremmest på skibsmodeller! Vi har også en model af Argentinia Reefer. Og hundredvis af andre.«

– I er på vej væk fra Kronborg til en tidligere tørdok ...

»Ja Bjarke Ingels Groups nye bygninger er gravet ned udenom, så selve dokken ligger friholdt til udstillingsformål. Og i sig selv er en museumsgenstand.«

– I skifter også navn!

»Vi genopstår som Museum for Søfart. Det er mere mundret.«

– Men indholdet skal ikke ændres?

»Jo, vi drejer det mere i retning af søfartens vilkår, så skibsmodellerne kommer til at indgå i bredere faglige sammenhænge. Sømændenes vilkår for eksempel, eller navigatørernes. Det siger skibsmodellerne jo ikke så meget om i sig selv, heller ikke selv om de er flotte og interessante at se på!«

 

 

Golden Days-bogen om 50’erne i Danmark er udkommet på Gads Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu