Læsetid: 4 min.

Besat af Italiens mysterier

Instruktøren Francesco Rosi er blevet hædret for sit livsværk på årets filmfestival i Venedig. Rosis film om Italiens hemmeligheder balancerer på grænsen mellem fiktion og dokumentar og har overskredet den ved at skabe nye mysterier
Hædret.  Det er gennem manipulation med faktuelle kendsgerninger, at accepten af en løgnagtig version opstår, siger den italienske filminstruktør Rosi, som gennem sine film har forsøgt at afdække ikke mindst mafiaens manipulationer. Det blev han hædret for på dette års filmfestival i Venedig.

Hædret. Det er gennem manipulation med faktuelle kendsgerninger, at accepten af en løgnagtig version opstår, siger den italienske filminstruktør Rosi, som gennem sine film har forsøgt at afdække ikke mindst mafiaens manipulationer. Det blev han hædret for på dette års filmfestival i Venedig.

6. september 2012

Det var trangen til at »blotlægge magtens plot«, der fik Francesco Rosi til at lave film.

»Rosi er som en storm, der fejer enhver urenhed bort, hans billeder giver mig næring og beriger mig,« siger Martin Scorsese i en hyldestfilm, som forleden blev vist ved filmfestivalen i Venedig, hvor den 89-årige instruktør og manuskriptforfatter fik overrakt en Leone d’oro (Guldløven) for sit livsværk.

Rosi blev født i Napoli i 1922, få uger inden Mussolinis fascistiske sortskjorter kom til magten i Italien. I Danmark er instruktøren bedst kendt for sin filmatisering af Carlo Levis selvbiografiske bog om forfatterens deportation til en fjerntliggende landsby i Syditalien under fascismen, Kristus standsede ved Eboli, fra 1979. Rosis foretrukne skuespiller, Gian Maria Volontè (1933-1994), spiller den intellektuelle Levi, der under sin forvisning iagttager den fascistiske propagandas manipulation af befolkningen og det lokale småborgerskabs udplyndring af de fattige.

Men Rosis kunstneriske løbebane startede umiddelbart efter Anden Verdenskrig, først som teaterinstruktør og siden som assistent for Luchino Visconti. I 1958 skrev og instruerede han sin første spillefilm, La sfida (Udfordringen), der ligesom størstedelen af hans værk er baseret på virkelige hændelser. Filmen handler om skønhedsdronningen Assunta Maresca, der blev født ind i den napolitanske mafia, La Camorra, og også selv giftede sig med en mafiaboss. Kort efter parrets bryllup blev gommen dræbt, men den gravide enke hævnede drabet, da hun ved højlys dag skød opdragsgiveren.

Det skabte for første gang international opmærksomhed omkring det italienske mafiafænomen, men den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger tog afgørende fejl, da han vurderede, at retssagen mod ’Pupetta’ (lille dukke), som mafiabruden blev kaldt, indvarslede begyndelsen til enden for Camorraen.

»Korruptionen af de italienske institutioner begyndte for længe siden. Det samme gjorde Mafiaens indflydelse (den sicilianske, red.), der med tiden er blevet komplementeret af Camorraens stadig stigende magt,« udtaler Rosi til kulturtidsskriftet MicroMega.

Kriminel kontekst

I 1963 blev Rosi belønnet med Guldløven i Venedig for Le mani sulla città (Bolighajen) om efterkrigstidens byggeboom i det sønderbombede Napoli, som skabte fatalt sammenfaldende interesser for politiske partier og kriminelle organisationer.

Yngre italienske instruktører som Matteo Garrone og Paolo Sorrentino havde ikke fået så stor international succes uden inspiration fra Rosi. Garrones Gomorra, som er baseret på Roberto Savianos bestsellerroman om den napolitanske mafia fik juryens specialpris ved festivalen i Cannes i 2008. Om den film sagde Rosi til MicroMega: »Gomorra er en meget smuk film. Men måske burde den have interesseret sig lidt mere for konteksten – for den magt, der har skabt denne befolkning af korrumperede mennesker.«

I Salvatore Giuliano fra 1962 tager Rosi livtag med italiensk politiks kriminelle kontekst. Giuliano var en siciliansk bandit, som stod bag nedskydningen af deltagerne på arbejdernes festdag den 1. maj 1947 ved Portella della Ginestra syd for Palermo. Terrorhandlingen skulle forhindre kommunistpartiet i at få indflydelse på regeringen og var således næppe blevet besluttet af Giuliano og hans kumpaner.

I 1950 blev Giuliano angiveligt dræbt af politiet, men der blev straks sat spørgsmålstegn ved hændelsesforløbet. Først i 2016 bliver indenrigsministeriets dokumenter omkring Giulianos død offentligt tilgængelige.

»Lige siden Salvatore Giuliano har jeg forsøgt at forklare italienerne, at mystifikationen og manipulationen altid ligger i baghold,« udtaler Rosi til avisen La Repubblica. »Det er de trin, der gennem manipulation med faktuelle kendsgerninger fører til accepten af en falsk version. Det er det, der skete med Giulianos lig, og for mig at se er teknikken den samme i dag,« siger Rosi og hentyder til de uafklarede spørgsmål omkring bombeattentaterne mod de sicilianske undersøgelsesdommere Giovanni Falcone og Paolo Borsellino i 1992, der stadig 20 år efter fylder meget i den offentlige debat.

»Det er vigtigt at bevare et begreb som fornemmelsen for sandheden om staten.«

Kinesiske æsker

Martin Scorsese har bekostet en restaurering af Rosis Il caso Mattei fra 1972, som i sin tid fik guldpalmen i Cannes og fredag blev vist ved prisoverrækkelsen i Venedig. Under researchen til Rosis film om Enrico Mattei, chefen for Italiens statslige energiselskab, Eni, betalte journalisten Mauro De Mauro den højeste pris. Rosi havde hyret Mauro De Mauro, der arbejdede for den palermitanske aftenavis L’ora, til at opstøve detaljer om de sidste dage i Matteis liv. Men journalisten forsvandt som dug for solen i 1970, inden han nåede at færdiggøre opgaven.

Mattei havde formået at gøre energiselskabet til motoren i efterkrigstidens såkaldte økonomiske mirakel, og gennem økonomisk støtte til politiske partier opnåede han stor indflydelse på den indenrigspolitiske magtbalance. Men efter en forretningsrejse til Sicilien i 1962 styrtede hans fly ned under mystiske omstændigheder. Hvad der blev af journalisten, er endnu et italiensk mysterium, og i filmen optræder Rosi selv som filminstruktøren, der møder en mur i sin jagt på sandheden.

»De Mauros forsvinden skal forblive et mysterium, for opklaringen truer med også at afsløre hemmeligheden omkring Matteis død,« skriver journalisterne Giuseppe Lo Bianco og Sandra Rizza i en bog om forbindelsen mellem disse mysterier og drabet på forfatteren og filminstruktøren Pier Paolo Pasolini i 1975.

»Hvis det er sandt, at staten var indblandet i Matteis død, er den ikke dechifrerbar. For selv en morderisk stat kan man helt sikkert ikke stille noget op over for. Den er et system af kinesiske æsker, hvor tavsheden er lukket inde i andre tavsheder, så hver gang nogen linder lidt på kistens låg, sættes et spil af sammenkædede institutionelle dækmanøvrer i gang.«

Rosis film kredser om »visse besættelser, som vi fra Syden, der er født og opvokset i et tvetydigt moralsk univers, får os allerede i de første leveår,« og han nævner »evnen til at være kohærent«.

»Ens film skal være i overensstemmelse med samvittighedens indvendinger og oprør. Man skal have styrken til at følge en ideel løbebane, som jeg vil kalde moralsk. Også selv om man betaler for kohærensen, der kan have en meget høj pris.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu