Læsetid: 6 min.

’Boardwalk Empire spejler nutiden’

Sådan siger den amerikanske manuskriptforfatter Terence Winter om sin populære tv-serie om gangstere, alkoholforbud og vrangsiden af den amerikanske drøm i 1920’ernes Atlantic City. Information har mødt Winter, der drømmer om at føre serien helt op til forbudstidens afslutning i 1933
Margaret og Nucky Thompson (spillet af Kelly Macdonald og Steve Buscemi) fejrer nytårsaften 1922 med maner og har valgt Egypten som tema.

Margaret og Nucky Thompson (spillet af Kelly Macdonald og Steve Buscemi) fejrer nytårsaften 1922 med maner og har valgt Egypten som tema.

29. september 2012

Tv-serien Boardwalk Empire holder et spejl op foran vor tid.

»1920’erne minder meget om, hvad der sker i dag,« siger hjernen bag, manuskriptforfatter og showrunner Terence Winter, en mild og venlig mand sidst i 40’erne, da jeg sammen med en lille håndfuld andre journalister mødes med ham på et hotelværelse i Soho i New York for at tale om hans populære, kritikerroste hjertebarn.

Boardwalk Empire foregår i 1920’ernes amerikanske forlystelsescentrum, kystbyen Atlantic City, der ligger i New Jersey syd for New York på USA’s østkyst. Her tjente gangstere og korrupte politikere og embedsmænd store penge på i alkoholforbudstiden at fremstille, smugle og sælge sprut.

»Spritsmugleriet er en perfekt analogi for narkomiljøet i dag. I tredje sæson handler det meget om kvinders ret til abort, og det er noget, vi debatterer den dag i dag. Det er ikke noget, vi beskæftiger os med før i fjerde sæson, men i 1924-25 var evolution noget, man talte om. Scopes-retssagen var en stor begivenhed i 1925 og handlede om, hvorvidt man kunne undervise i evolution i skolerne. Den diskussion har vi også i dag. Korrupte politikere og embedsmænd – Boardwalk Empire spejler nutiden.«

Gangstere før og nu

Og således føjer Boardwalk Empire, der også tæller Martin Scorsese blandt sine bagmænd, sig fornemt til den overvældende bølge af amerikanske dramaserier, som gennem de seneste 15 år er skyllet ud over verden og har stjålet opmærksomheden fra filmene, dramatikken og litteraturen som kunstarten, hvor de store psykologiske, politiske og samfundsrelevante fortællinger skal findes.

Som flere af sine kolleger, der i dag selv står i spidsen for egne serier, var Terence Winter en af de betroede manuskriptforfattere på David Chases moderne serieklassiker, The Sopranos (1999-2007), som blev produceret af kabelkanalen HBO og blev det ambitiøse, amerikanske tv-dramas kunstneriske egentlige gennembrud.

The Sopranos handlede også om gangstere i New Jersey, om end den foregik i nutiden, og dens hovedpersoner er en slags efterkommere af gangsterne i Boardwalk Empire, der ligeledes produceres af HBO.

»En af de første replikker, hvis ikke den første, Tony Soprano overhovedet siger i hele serien, er, ’jeg føler det, som om jeg kom ind ved afslutningen på noget’. Boardwalk Empire er afslutningen på dette noget,« har Terence Winter for nylig sagt til det amerikanske internetmagasin Slate om forholdet mellem de to serier, der har meget at sige om Amerika som nation og amerikanerne som folkefærd.

Tragisk scene

Begge serier skildrer bagsiden af den amerikanske drøm, hvor den berømmede foretagsomhed og jagt på penge og et bedre liv ender i et mareridt af død og ødelæggelse. Gangsterne er selfmade men, men det hårde liv får alvorlige konsekvenser, fysisk, følelsesmæssigt og mentalt.

Ud over at levere spænding og brutalitet i store doser bliver gangstermiljøet altså en scene, hvorpå en række menneskeskæbner foldes ud i al deres tragiske vælde. Boardwalk Empire er karakterdrevet drama – ligesom alle de bedste af de nye, amerikanske tv-serier – og gennem sæsonerne lærer man personerne godt at kende; nogle af dem begynder man at holde af, andre forarges eller skræmmes man af eller har svært ved at tage alvorligt.

Omdrejningspunktet i Boardwalk Empire, der er fyldt til bristepunktet med kulørte skikkelser, er Nucky Thompson (Steve Buscemi), Atlantic Citys ukronede konge, der ved begyndelsen af tredje sæson – som lige er begyndt på både amerikansk og dansk tv – synes at have mistet interessen for det korrumperede, lovløse kongerige, han brugte seriens to første sæsoner og i alt 24 timelange afsnit på at bygge op.

En sæsons anatomi

Første afsnit af tredje sæson foregår adskillige måneder efter de meget dramatiske begivenheder, der afsluttede anden sæson, og hvor Terence Winter og hans manuskriptforfattere oprindeligt havde tænkt sig at begynde den nye sæson.

»Men hvis vi i stedet sprang et år eller mere ud i fremtiden, ville jeg ikke vide, hvor folk befandt sig, og det ville være sjovere at arbejde med,« siger Winter.

»Fysisk befinder folk sig nu helt andre steder – Van Alden (tidligere forbundsagent med et horn i siden på Nucky, spillet af Michael Shannon, red.) har nu været dørsælger i en rum tid. Nucky og Margarets (hans kone, spillet af Kelly MacDonald, red.) forhold har forandret sig, psykologisk i hvert fald, og de bor igen hver for sig. Det var med andre ord mere interessant for mig at gøre det på den måde.«

Forfatterne fandt så på at begynde tredje sæson nytårsaften 1922, og det viste sig at være en god idé.

»1923 var året, hvor 1920’erne for alvor blev til de brølende 1920’ere,« siger Winter, der er meget opsat på, at tidsbilledet er korrekt i Boardwalk Empire, også fordi serien blander virkelige og fiktive personer og begivenheder.

»Det var året, hvor the flapper (unge, festglade kvinder med kort hår og korte kjoler, red.) trådte ind på scenen. Det var året, hvor Tommy Gun’en (et maskingevær med tromle, red.) dukkede op, og hvor radioen virkelig slog igennem. USA blev et meget ungdomsorienteret samfund. I forhold til forbudstiden var 1923 også et interessant år. Da alkoholforbuddet blev indført i 1920, begyndte folk at hamstre alkohol, og alle undervurderede, hvor meget der ville blive drukket, og i 1923 var man ved at løbe tør. Nu var man i højere og højere grad afhængig af spritsmuglere og gangstere for at få alkohol, og profitten i den illegale alkoholbranche bare steg og steg, det samme gjorde konkurrencen og dermed også volden.«

 

Volden viser Terence Winter helt i begyndelsen af tredje sæsons første afsnit: New York-gangsteren Gyp Rosetti (Bobby Cannavale) melder sin ankomst til Atlantic City ved at tæve en sagesløs forbipasserende ihjel med et dækjern, fordi manden uden at vide det får fornærmet den meget nærtagende, temperamentsfulde gangster.

Nucky og Gyp

»Hvis vi vil være ærlige omkring alt andet, er vi nødt til at være ærlige omkring dette – sådan ser vold ud. Det er ikke en tegnefilm, og det er ikke rare mennesker. Samtidig er det en effektiv måde at forklare på, hvad Gyp Rosetti er for en type,« siger Winter, der med scenen understreger, at det er nye tider i Atlantic City.

»Gyp Rosetti har tydeligvis et iltert temperament. I et af de tidlige afsnit siger Nucky om ham, at han kan finde en fornærmelse i en buket roser, og det beskriver ganske rammende, hvem denne fyr er. Det går op for Nucky, at han er oppe imod en helt anden slags energi og dynamik og en meget mere voldsom verden.«

Terence Winter synes, at han har mange historier at fortælle om Atlantic City, og han håber, at han i hvert fald får lov til at gøre 1920’erne færdig, før Boardwalk Empire stopper.

»Det ville være rart at kunne slutte omkring finanskrakket i 1929. Men jeg ville elske at føre serien og personerne helt op til alkoholforbuddets ophævelse i 1933. Vi begyndte med alkoholforbuddets indførelse, og i en perfekt verden ville vi afslutte med, at det blev ophævet. Jeg ved ikke, hvor mange sæsoner, det ville kræve. Hvis vi kunne få lov til det ... det afhænger af seerne og HBO.«

 

’Boardwalk Empires’ anden sæson er lige udkommet på dansk dvd og Blu-ray. Tredje sæson af serien kan for tiden ses på betalingskanalen C More Series. I midten af oktober lanceres VoD-tjenesten HBO Nordic i Danmark, hvor det vil være muligt at se både nye og gamle sæsoner af alle HBO’s serier, ikke mindst ’Boardwalk Empire’.

HBO Nordic havde inviteret Information til New York

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert Ørsted-Jensen

Seerne hjemme burde især bide mærke i de der kvindesgasmøde hvor man agitere for alkoholforbud og hvordan disse iltre kvindesagsdamer fra 1920erne til forvekslking ligner vores unge nutidige såkeldte 'feminister' og deres neopuritanske argumenter for at kriminalisere prostitution - hvad helt sikkert også får den europæiske organiserede kriminalitet til at gå rundt med dollartegn i øjnene af glæde - der er altid en vinder og en taber -men vinderen er sjældent de virkeligt udsatte.

Robert Ørsted-Jensen

'Nothing so needs reforming as other peoples habits.
Fanatics will never learn that, though it be written in letters of gold across the sky
It is the prohibition that makes anything precious.'

Mark Twain

randi christiansen

Så lad os da endelig ophæve retssamfundet, idet vi forudsætter at flertallet endelig har nået det høje niveau : at anarki (lovløshed) i en højt udviklet evne til i hensigtsmæssig adfærd at være selvstyrende, netop ikke fører til kaos.

Robert Ørsted-Jensen

Nej Randi - der er bare ting som man bruger straffeloven til og ting man aldrig bør bruge straffeloven til.

Ofte er lovgivning værre end det den søger at imødegå - se det er moralen bag den historie.

Robert Ørsted-Jensen

Ja i virkeligheden er serien her en smuk illustration på hvorfor man skal være satans forsigtigt med at anvende lovgivning til at gennemtvinge moralisering over for folks private liv og væren

randi christiansen

moral>sædvane, skik og brug

kan måske lignes med færdselsregler - som jo også ændres i takt med at præmisserne ændres

men det er jo en forhåbentlig ikke evig kamp imellem forskellige livssyn