Læsetid: 9 min.

Brølet og vreden fra de udstødte og de forbandede

Det er nu 35 år siden, at punkikonerne Sex Pistols udsendte deres eneste lp, det skelsættende ’Never Mind the Bollocks, Here’s the Sex Pistols’. Det fejres med udgivelsen af et overdådigt bokssæt – og nogle betragtninger om tiden og fænomenet fra vor helt egen part-time punk
Det er nu 35 år siden, at punkikonerne Sex Pistols udsendte deres eneste lp, det skelsættende ’Never Mind the Bollocks, Here’s the Sex Pistols’. Det fejres med udgivelsen af et overdådigt bokssæt – og nogle betragtninger om tiden og fænomenet fra vor helt egen part-time punk
20. september 2012

Der lå en pladebutik i Frederiksborggade, som hed Musik Thomsen. Nede for enden af Nansensgade, hvortil jeg flyttede efter et år på fabrik i Sverige. Det var efteråret 1977, og sult er ikke stærkt nok et ord til at beskrive, hvordan jeg havde det med verden. Jeg ville æde den og spytte den ud igen, ville jeg. Beruset af frihed, jo da, men også noget nervøst anlagt, der blev røget lidt vel meget hash, mens der blev lyttet til musik i stor stil samt læst reolmeter af vanartet litteratur. Når jeg altså ikke begravede mig i det engelske musikmagasin New Musical Express (kaldet NME), der udsendtes i tabloidformat på ugentlig basis. Hvis jeg altså kunne få fat på det, for det solgtes kun ganske få steder, og var man ikke på pletten på udgivelsesdagen, løb en anden heldig skid med det.

NME – og dets konkurrent, Melody Maker, som jeg købte, hvis førstnævnte var udsolgt – havde nogle af tidens skæggeste, skarpeste og mest skråsikre musikskribenter ansat, og de kunne piske en stemning op, så man ikke kunne blive andet end grebet. Især hvis man var »på udkik efter noget – bare et eller andet«, som Gasolin’ sang på »Druktur 1234«. Thi set i bagklogskabens ulideligt klare lys skal der ikke herske nogen tvivl om, at vi var et par stykker, der havde noget kørende med (og mod) æ-høm tidsånden. Jo, der herskede massiv ungdomsarbejdsløshed, so what else is new. Dengang gik en stor del af befolkningen dog ind for solidaritet med de arbejdsledige frem for fordømmelse af samme. Sådan skifter tiderne, baby. For mange i min generation var bistanden en fribillet væk fra fordummende skodjob; jeg selv klarede mig igennem på et halvtidsjob ude på Ebberødgård, hvor jeg tørrede røv på nogle dybt åndssvage, mens jeg et semesters tid på skrømt gik på universitetet og følte mig ’fremmedgjort’ (tidens hotteste begreb), men ellers mestendels bare sov dagene væk og på bedste beskub levede om natten, hvis mørke tyste rum jeg færdedes i med noget nær fryd.

Sjov og farlig

Det var jo heller ikke, fordi der pr. automatik lå et stort socialt netværk og ventede på mig, da jeg flyttede til byen, så jeg tilbragte abnormt meget tid i eget selskab, mens jeg drømte om at blive digter. Og sanger. Og alt muligt andet, såmænd. Damer, ikke mindst. De kom mærkeligt nok ikke anstigende af sig selv og bød sig til i Nansensgade 14. Kvinder! København var også dengang en art hovedstad, men havde noget provinsielt og også forfaldent over sig, fuld af mennesker i parkacoats og store hornbriller og svenskerhår og en stilfærdig fyraftensbrandert, det hele var lidt gråt i det, om end der også var noget smukt bagstræberisk og stemningsfyldt forfaldent over byen, som jeg indimellem griber mig selv i at savne.

Nå, siden den såkaldte oliekrise i ’73 havde de smukke 60’er-drømme, som alt andet lige red på en bølge af velstand og højkonjunktur, haft trange kår. Det havde betonmarxismen til gengæld ikke. Og i skyggen af tidens militante feministiske retorik var temmelig mange repræsentanter for begge køn begyndt at dyrke en kønsløs tøjstil, som man noget uretfærdigt forbandt med pædagoger, for stort set alle såkaldt ’progressive’ mennesker gik klædt i brunt fløjl, busseronner og sko så fornuftige, at man måtte sig forbarme. Ja, jeg skal ikke sætte mig op på den høje hest, fotos fra den tid afslører mig som én med hang til kassebukser, anorakker, islandske sweatre, hjemmestrikkede halstørklæder samt ikke mindst langt hår med sexet midterskilning. Og mine år på flipperakademiet fornægtede sig ikke, for min rock’n’roll-signatur var nogle umådeligt firkantede cowboystøvler, der lugtede som en fiskekonservesfabrik i modvind. Jeg var et skår.

Nå, men ivrig læsning af NME og Melody Maker betød at længe, længe før jeg havde hørt en tone med den kontroversielle britiske punkgruppe Sex Pistols, havde jeg til hudløshed læst om den. Og The Clash og The Damned og Siouxsie & the Banshees. Så magisk en klang de navne dog havde! Der brugtes nemlig umanerligt megen spalteplads på fænomenet punk, som truede med at gøre rocken både sjov og farlig igen, og det så den ondelyneme også noget mere spændende ud end min hverdag på fabrikken i Perstorp, et provinshul af de onde. Jeg vidste, at det var det, jeg ville, men hvordan skulle jeg nå frem til det, hvordan få fat på pladerne, og hvordan komme til at opleve koryfæerne? Det var nogle af de mange ubesvarede spørgsmål, jeg tumlede med, når jeg ikke kontemplerede Bomben og det faktum, at vi alle snart ville gå under i et atomart inferno!

Ikke at jeg var helt blank, hvad fænomenet angik, for den amerikanske punk (som var både mere arty og mindre politisk end den engelske) kendte jeg til via Ramones første album og ikke mindst Patti Smiths debutskive Horses, som jeg var fuldstændig besat af. For ikke at tale om Televisions hjernefræsende Marquee Moon, som en ven havde med hjem til mig fra NYC i starten af ’77! Okay, der var selvfølgelig stadig masser af fin musik fra Bowie og Lou Reed og Iggy Pop og Bob Dylan og mange andre at lytte til. Men de var jo gamle, nu var det vores tur, for helvede da. Jeg vidste bare, at vi ville gøre det langt bedre.

Skræmmende eksotisk

Den danske presse hæftede sig nu mestendels ved det sensationalistiske aspekt ved punk (sikkerhedsnåle og bondagebukser!), og frokostpressen gik da også helt agurk, da Sex Pistols (som var bandlyst i stort set hele England) spillede et par koncerter på Daddy’s Dance Hall i juni 1977. Jo, jeg ville gerne have været der, men sad altså på mit klubværelse i Sverige og læste om det, mens jeg ved treskiftsarbejde forsøgte at skrabe den nødvendige kapital til en andelslejlighed sammen. Men skriblerierne afslørede dog, at der fandtes et par danske punks, hvilket forekom mig skræmmende eksotisk. Indimellem var der også noget om punk på P3, som jeg kunne tage på min transistorradio, og så turde jeg næsten ikke trække vejret af frygt for at gå glip af vitale informationer eller høre noget, hvad som helst, med navne som The Buzzcocks eller The Stranglers eller The Jam, eller hvad de nu ellers hed, disse flagbærere for Den Ny Orden. Det mindede om et hemmeligt selskab, og jeg kunne for min død ikke få fingre i løsenet, det magiske sesam luk dig op-kodeord, jeg mente, der skulle til.

Så det var først, da jeg flyttede til byen, at jeg fik adgang til den engelske punk. Selv i de efterhånden fjerne 1970’ere var førnævnte Musik Thomsen i Frederiksborggade en anakronisme, for udvalget var ikke tilgængeligt, man skulle (høfligt) meddele det ældre ægtepar, som bestyrede biksen, hvad man ledte efter, og så tjekkede de om varen stod på hylderne. Undtagelsen var et par pladekasser lige inden for døren til højre, hvor der uden nogen form for logik eller orden stod en flok lp’er. Og jeg var lige ved at få et bommesislag, da jeg der en dag fandt Anarchy in the UK som tolvtommersingle med Sex Pistols i en af kasserne. Men oppisket forventning er en mærkelig størrelse, og jeg var nok lidt overrasket over, hvor rock’n’rollet det egentlig lød. Selv om jeg elskede Johnny Rottens indledende »Rrrrright now!« og lyden af Steve Jones motorsavsguitar, fandt jeg, at for eksempel Iggy Pop’s lp The Idiot var et musikalsk set langt mere radikalt værk. Det havde jeg i øvrigt købt i Epa i Perstorp! Og da jeg oplevede the Ig i fri dressur på Daddy’s 14 dage efter jeg var flyttet til byen, kunne jeg ved selvsyn dyrke de 25-30 punks, København på daværende tidspunkt kunne mønstre – et syn to die for. De lignede Bowies uvorne nevøer og niecer alle til hobe, og jeg brændte af længsel efter at være som dem. Men det turde jeg slet, slet ikke, for hvad så med min anden identitet, mit lange hår, min flipperideologi og mit uklædelige kluns? Hvem var jeg uden det?

Det var først, da jeg nogle uger senere fik fat på gruppens tredje single, »Pretty Vacant« (igen hos Musik Thomsen og denne gang kun fordi jeg pænt spurgte efter den!), at tiøren faldt: »There’s no point in asking, you’ll get no reply/ Oh just remember I don’t decide/ I got no reason it’s all too much/ You’ll always find us out to lunch …« og så det ubetalelige omkvæd: »Oh we’re so pretty/Oh so pretty /we’re vacant ah /and we don’t care …« Identifikationen lå på de små 1.000 procent. I skyggen fra våbenkapløbet og paddehatteskyen kunne man nemlig godt få den tanke, at der vitterligt var no future, som gruppen sang på tændsatsen »God Save the Queen« (med den ubetalige linje »she ain’t no human being«), en sang, der flænsede bugen op på klassesamfundet.

Ustyrlig konfrontationstrang

Samme efterår kom lp’en så, Never Mind the Bollocks, Here’s the Sex Pistols. Og den blev standardudstyr på grammofonen hele den lange vinter der, sammen med Bowies Heroes og Leonard Cohens Death of a Ladies Man. Det var en munter tid. Der var noget skærebrænderbefriende over Sex Pistols, skiven rensede ligesom luften med sin fræsende forvrængede lyd, når det hele blev for tungt og trist. Så dansede jeg solopogo i min toværelses og følte mig i øjenhøjde med min tid.

Gruppens hemmelige våben var forsanger Johnny Rotten (egentlig John Lydon), hvis frådende facon at gå til vaflerne på godt kunne lyde som rockens svar på hundegalskab, men hvis ætsende kritiske tekster emmede af en befriende mangel på takt og tone og en helt ustyrlig konfrontationstrang med alt det opstyltede og falske, jeg følte omgav mig til alle sider, hvad enten det var borgerdyr eller hippier eller blot mine forældre (som lå i skilsmisse), vi snakker om. Det var vitterligt lyden af de udstødte og de forbandede, som her kom til fadet for en kort bemærkning. Jeg så frem til at se bandet, når det atter besøgte Danmark, men sådan skulle det ikke komme til at gå. Sex Pistols havde fra starten været en skrøbelig konstruktion og under en 14 dages turne i USA i januar ’78 faldt lortet fra hinanden. Passende, egentlig – for hvor skulle bandet musikalsk set egentlig være gået hen efter den tour de force?

Og selvfølgelig er det dybt, dybt ironisk, at Never Mind the Bollocks, Here’s the Sex Pistols nu med et brag lander på ens skrivebord i form af et labert udstyret Super-Deluxe Box Set indeholdende tre cd’er, en dvd, en 100 siders hardback bog samt diverse memorabilia, men sådan går det jo mange revolutionære kunstnere; hvad der i går var oprør og utilpassethed og krav om radikal forandring, er i dag en vare, de fleste ikke har råd til at betale. Og hørt med nutidens ører og i lyset af de yderligheder, rocken de forløbne 35 år med mellemrum er gået til, fremstår det næppe så farligt og undergravende, som det lød i vores små følsomme ører dengang der i 1977, hvor det endelig blev vores tur til at fucke hele lortet op.

 

Sex Pistols: Never Mind The Bollocks Here’s The Sex Pistols. Super-Deluxe Box Set (Universal) Ude d. 24.9.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hasse Gårde-Askmose

Mit indlæg drejer sig hverken om pistoler eller sex,
Overskriften lyder

"Brølet og vreden fra de udstødte og de forbandede"

Jeg kan ikke lade være med at tænke på - selvfølgelig også den danske - arbejdsløsheden i specielt Spanien. Grækenland er et kapitel for sig om fup og svindel på højeste plan.

At de finder sig i det uden at gå til ekstreme yderligheder.

Ungdom foren Eder:

Lav dog for helvede et "studenteroprør" som det i Paris i 1968. Ikke det danske afblegede ditto.

Mon PET og CIA har fundet nogle ord i mit indlæg, der bevirker, at jeg bliver "fanget" i deres systemer?

PET holder kortene tæt.
Men CIA: Det opdager jeg måske, hvis jeg får den vanvittige ide at rejse til USA.
Og bliver nægtet indrejse.

Lone Christensen

Man kan blive helt nostalgisk og længes tilbage til den tid, hvor man ikke blev kvalt i positiv tænkning og diverse coaching kurser, men hvor det var okay at ryge og være vred, og hvor et problem stadig var et problem....those were the days! :-)

Heinrich R. Jørgensen

Sublimt levering af et stemningsbillede, fra en svunden tid. Tak til Klaus Lynggaard.

Been there, done that. Pånær Perstorp og ildestinkende fodtøj...