Læsetid 3 min.

Filmkonsulent på vildspor

Filminstituttets konsulent vil ’bessermache’ Jørgen Leths planlagte nye Danmarksfilm. Men skal en filmkonsulent tvinge sin egen holdning ned over et projekt?
’Jeg har min egen måde at lave film på. Jeg er altid parat til at diskutere dem. Jeg er imidlertid ikke parat til at ændre min tilgang for at tilpasse mig en luftig, flygtig iver efter at please og trykke hænder med publikum,’ siger Jørgen Leth.

’Jeg har min egen måde at lave film på. Jeg er altid parat til at diskutere dem. Jeg er imidlertid ikke parat til at ændre min tilgang for at tilpasse mig en luftig, flygtig iver efter at please og trykke hænder med publikum,’ siger Jørgen Leth.

Morten Germund
5. september 2012

Filmkonsulent lyder som en relativt uskyldig stillingsbetegnelse, men det kan ikke gentages for ofte, at Det Danske Filminstituts konsulenter sidder inde med en kolossal magt i den periode, de er anbragt bag institutionens skriveborde.

Mens en forfatter kan gå til andre forlag efter et afslag, må en filminstruktør som oftest helt og aldeles forlade sig på en af filmkonsulenternes accept for at få sin film lavet. De er i vidt omfang statslige filmproducenter.

Men for ikke at gøre systemet fuldstændig monopolistisk har Filminstituttet fem konsulenter – to for spillefilm, to for dokumentarfilm, plus en børne- og ungdomsfilmkonsulent.

Så skal man som Jørgen Leth lave en relativt dyr og ambitiøs dokumentarfilm, har man to indgangsporte til systemet. Og i Leths tilfælde har den første konsulent sagt nej på forhånd, mens den anden konsulent har sagt nej efter meningsudvekslinger med Leth.

Nu er Jørgen Leth jo, som han selv har påpeget, en forkælet instruktør, som gennem sin snart 50 år lange karriere har fået stribevis af ja’er til sine ofte meget smalle, æstetisk særprægede film.

En sjælden åbenhed

Det bemærkelsesværdige er ikke selve nej’et (selv om det er overraskende), men at Leth selv har protesteret offentligt mod afslaget, samtidig med at filmmagasinet Ekko har kunnet offentliggøre dele af en mailkorrespondance mellem instruktør og konsulent om projektet.

En sådan åbenhed er meget sjælden, når det drejer sig om afslag. Få instruktører er jo interesseret i en udbasunering af, hvad der ofte må føles som en fiasko og måske endda en ydmygelse. Filmkonsulenternes praksis vedrørende afslag unddrager sig derfor i reglen dagens offentlige lys, hvad der ikke nødvendigvis er særlig betryggende. Især ikke, når man ser, hvordan filmkonsulenten har håndteret Jørgen Leths støtteansøgning.

Lav en anden slags film!

Det siger sig selv, at en filmkonsulent bør omgå sin store magt med varsomhed.

Hun/han kan være sparringpartner, dramaturg, idémager og manuskriptkritiker for instruktøren – ja, det er endda ønskeligt, at konsulenten har kompetencer i alle disse retninger, så der kan føres en konstruktiv dialog om projekterne.

Men konsulenten bør altid underlægge sig projektets præmisser og loyalt prøve at indleve sig i instruktørens intentioner. Forsøger konsulenten sig som medskaber og vil påtvinge instruktøren radikalt ændrede indholdsmæssige og stilistiske valg, er man inde i et farligt mudret territorium, hvor konsulentens økonomiske magt får æstetiske konsekvenser med fare for ensretning af den samlede produktion.

Konsulenten skal ikke brande produktionen, men være dens fødselshjælper.

Det er tydeligt, at Filminstituttets svenske dokumentarfilmkonsulent Klara Grunning-Harris ønsker at ændre Jørgen Leths stil og indfaldsvinkel, der ifølge Ekko minder meget om den første Danmarksfilm med dens fritstående, ukommenterede udsagn fra særligt udvalgte danskere.

»Jeg er mindre interesseret i en personlig, fragmenteret refleksion og mere i at indtage en holdning,« hedder det lidt tvetydigt i Grunning-Harris’ mail til instruktøren, for hvis holdning er der tale om – hendes egen eller instruktørens?

I hvert fald synes hun stærkt interesseret i, at den 75-årige instruktør overtager hendes egen holdning, som tilsyneladende går ud på at være ansvarlig over for emnet ved at tage højde for, hvad der kaldes »kulturel kompleksitet«.

Hun foreslår også, at Leth blander nye samarbejdspartnere med gamle og tilpasser projektet en formidling over mobiltelefoner og internet.

Totalt afvisende svar

Om ikke andet viser disse udspil, at Grunning-Harris kender Jørgen Leth dårligt og har misforstået noget fundamentalt ved den måde, hvorpå Jørgen Leth opererer filmisk. Den har intet med folkeoplysning eller sociologi at gøre, den handler ene og alene om personlige æstetiske valg motiveret af nysgerrighed og sanselighed. Det er her, Leths originalitet viser sig.

Han er forståeligt nok ikke modtagelig for at ændre filmiske stilvalg, han har brugt snart et halvt århundrede på at rendyrke.

Det totalt afvisende svar fra Leth falder da også prompte og lyder bl.a..:

»Jeg har min egen måde at lave film på. Jeg er altid parat til at diskutere dem. Jeg er imidlertid ikke parat til at ændre min tilgang for at tilpasse mig en luftig, flygtig iver efter at please og trykke hænder med publikum.«

Og Leth taler om »kreativt og kunstnerisk selvmord«, hvis han skal følge konsulentens direktiver.

Her er et skoleeksempel på, hvordan en filmkonsulent ikke bør agere. Et forsøg på at bruge sin magt til at pådutte instruktøren egne holdninger og stilvalg.

Problemet ligger ikke i selve afslaget. For andre gode instruktører end Jørgen Leth har selvsagt fået afslag i årenes løb – sådan er spillets regler.

Men Filminstituttet bør indskærpe deres konsulent, at hun ikke er sat i stillingen for at ændre instruktørernes stil, men for at få dem til at udfolde denne stil rigest muligt efter deres egne ønsker.

 

Man kan læse mere om Jørgen Leth-sagen i det nye september/oktober-nummer af Filmmagasinet EKKO

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Tine Sørensen

Jørgen er en filmisk aristokrat. Og han har det meste af sit liv vandret gennem støttesystemet som en aristokrat. Han har opnået støtte til film, som ingen andre..... - Man kan fristes til at antyde, at et nært venskab med fx. Henning Camre har sikret hans karriere et langt stykke ad vejen. Jørgen har indeed været forkælet.
Jørgen har lavet formidable film. Altid med en stor risiko og satsning, - som har krævet stor tiltro fra evt konsulener. - men han har fået lov, - han har fået tillid og penge..
At konsulenterne på Instituttet fordeler deres penge efter vindbeutel-principper er langtfra nyt.
Det, der er nyt her, - er at en instruktør har opnået en status, hvor han kan bringe en konsulents holdninger til torvs, og opnå pressens opmærksomhed omkring det.

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Man skulle ellers tro konsulenterne havde været på kursus i at skive afslag, efter den seneste fadæse tilbage i maj, med den der børnefilm hvor hudfarve kom til at spille en alt for stor rolle. Selvfølgelig skal man ikke ind og pille ved mandens arbejdsmetode. Den er hele fundamentet for hans virke. Leth ER sin metode. Længere er den ikke.