Læsetid: 4 min.

En fribolig i Århus, tak

Skjul. Deres klummeskriver begynder at føle sig skidt tilpas. I almindelighed er han ikke, kære læser, et bedre menneske end de fleste, men at danske myndigheder klapper i hænderne over at folkestammen Danskerne har så mange medlemmer, der er villige til at optræde som frivillige stasiagenter, giver ham lyst til at krybe i skjul
Skjul. Deres klummeskriver begynder at føle sig skidt tilpas. I almindelighed er han ikke, kære læser, et bedre menneske end de fleste, men at danske myndigheder klapper i hænderne over at folkestammen Danskerne har så mange medlemmer, der er villige til at optræde som frivillige stasiagenter, giver ham lyst til at krybe i skjul
28. september 2012

Forfulgte forfattere kan blive tildelt en fribolig, bl.a. i Århus. Spørgsmålet er, om man også kan få sådan én, når man ikke er forfulgt, evt. slet ikke er forfatter, men bare føler ubehag ved at være en del af den særlige folkestamme, som politikere og medier for tiden omtaler som ’danskerne’.

På trods af at langt de fleste nulevende danskere er født og vokset op i velfærdssamfundet, kan man godt få det indtryk, at de ikke rigtig er parate til det – modne nok til det, kan man måske også sige. Det kommer for en dag, når velfærdssamfundet træder i funktion, sådan som det er meningen med det. Når folk bliver ramt af sygdom eller arbejdsløshed, bliver de taget under vingerne af det trygge fællesskab med dets solidaritetsprincip. Det er de fleste med på, de synes det er en inderligt fornuftig ordning. Godt at have i baghånden, hvis man selv skulle blive syg eller miste sit arbejde. Der hvor det bliver mere problematisk, er når det er andre, der rammes af det ene eller det andet. Så breder der sig straks en stemning af mistænksomhed. Er de syge nu også syge nok? spørges der, underforstået: er de overhovedet syge? Det samme gælder de arbejdsløse. At de beviseligt er blevet fyret fra det arbejde, de havde, er én ting. Men gør de nok for at skaffe sig et nyt? Står de op klokken seks om morgenen for at skrive ansøgninger – eller står de først op lidt op ad formiddagen? Hvis de virkelig er aktivt arbejdssøgende, men alligevel ikke har heldet med sig, er de så tilstrækkeligt kede af, at de ikke er i stand til at bidrage til samfundet? Er de i virkeligheden jublende henrykte for, at de ikke behøver at æde alle de leverpostejmadder, som er det arbejdende folks hovednæringskilde, men har god tid til at spise en ordentlig frokost?

Det er som om de raske og dem, der stadig har et arbejde, bliver grebet af stor tvivl, når de møder en syg eller en arbejdsløs. Står de i virkeligheden overfor simulanter, nasseprinser og forhærdede snyltere, eller er der tale om medmennesker i nød? Man hælder til den første antagelse. Og tanken om at tage sygedagpengene fra de syge og understøttelsen fra de arbejdsløse, er ikke fjern. Ud fra den faste overbevisning, at det nok skal kurere folk for deres sygdomme og få de arbejdsløse til at fløjte og tage fat som de nyttige samfundsborgere, som alle – gentager: alle! – har pligt til at være.

Virkeligheden, den virkelige virkelighed, taler et lidt andet sprog, men det lader man sig ikke anfægte af. Der var, viste det sig, ikke så meget som et opvaskerjob til Dovne Robert, da han ekstraordinært – på grund af medieomtalen – blev indkaldt til en kammeratlig samtale på jobcentret. I den virkelige virkelighed er der godt og vel 150.000 arbejdspladser for lidt. Det hjælper ikke engang at få en anden frisure eller at lade være med at føde flere børn end Simon Emil Ammitzbøll synes, det er passende. Der mangler stadig godt 150.000 arbejdspladser. Men det gør nu ikke danskerne mindre mistænksomme: de er stadig overbevist om, at de fleste syge og de fleste arbejdsløse bare har fundet en smart måde at blive forsørget på, uden at bidrage det mindste til fællesskabet.

Bad standing

Men ikke nok med det, der er mere. Rundt omkring i kommunerne kan man ikke få armene ned i glæde over, hvor hjælpsomme og især meddelsomme deres borgere er. Man har oprettet tjenester, hvor skikkelige skatteydere i blufærdig anonymitet kan anmelde ting som sort arbejde og socialt bedrageri. Og det har været en kæmpesucces, pæne borgere angiver de mindre pæne i et omfang, ingen havde kunnet drømme om og håbe på. Det er noget, der skæpper i kommunekassen, når det måske ikke direkte kan bevises, men dog sandsynliggøres, at en enlig mor slet ikke er så enlig igen. Det rækker, at det er sandsynligt, at hun er social bedrager. Derfor sætter man selvfølgelig øjeblikkeligt en stopper for flere sociale ydelser til hende – og forlanger dem, hun allerede har fået, tilbagebetalt. Det er her Deres klummeskriver begynder at føle sig skidt tilpas. I almindelighed er han ikke, kære læser, et bedre menneske end de fleste, men at danske myndigheder klapper i hænderne over at folkestammen Danskerne har så mange medlemmer, der er villige til at optræde som frivillige stasiagenter, giver ham lyst til at krybe i skjul et eller andet sted – om det så er i Århus! – hvor han kan være i fred for den øvrige stamme.

For et halvt år siden talte han med en 75-årig kollega, der er i færd med at skrive sine erindringer. Men jeg slutter i 2001, sagde hun, resten er jo lige til at skamme sig over! Det var klummeskriveren nu for resten ikke helt enig med hende i, han mener at såvel det søde som det sure hører med til danskernes historie. Men han forstod hende godt. Og spørgsmålet om, hvorvidt det mon er muligt at melde sig ud af stammen, bliver unægtelig mere og mere påtrængende.

Livslang bad standing kan man måske lære at leve med. Hellere det end at dele værdier med kisteglade kommunale embedsmænd, der græder taknemmelighedens tårer over flinke borgere, der lige så lalleglad hengiver sig til stasitjeneste, uden så meget som at kræve deres navn nævnt – som altså ikke forlanger hverken tak eller ære for deres nyttige angiveri. Men for at ens eksil kan blive så smertefrit som muligt, burde man vel udbede sig en ny identitet? Og altså gerne en fribolig i Århus.

Serie

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sagen er klar.
Det er fuldstændigt ligesom under tyskernes besættelse.
Folkestrejke er og bliver den eneste kur der kan gøre politikerne med alle deres "stasi-systemer" og nedskærings-systemer til mindre magtfuldkomne mennesker igen.