Læsetid: 3 min.

Guldløve til Kim Ki-duks kapitalisme-kritiske ultravold

Michael Manns jury gav fortjent Guldløven til Kim Ki-duks ultravoldelige redemption-plot ’Pietà’. Men det varslede fravalg af Hollywood frem for kunstnerisk kvalitet forblev et postulat
Michael Manns jury gav fortjent Guldløven til Kim Ki-duks ultravoldelige redemption-plot ’Pietà’. Men det varslede fravalg af Hollywood frem for kunstnerisk kvalitet forblev et postulat
10. september 2012

»Det er min store glæde at tildele Guldløven til Kim Ki-duks Pietà,« sagde juryformand Michael Mann og udløste klapsalver i festivalpalæet på Venedigs Lido. På scenen tog vinderen mikrofonen og begyndte at synge. For sydkoreanere markerer melodien »Ariang« både festlige og sørgelige lejligheder, forklarede Kim Ki-duk efterfølgende. Det samme vil hans seneste film formentligt gøre for filmskaberen.

Pietà er den 51-årige sydkoreaners 18. film, og efter at han har vakt beundring med Tomme huse og Forår, sommer, efterår, vinter … og forår, kan Guldløven, betyde, at hans film vil få et større publikum uden for Asien. Det udtrykte han i hvert fald håb for efter prisuddelingen. Men hvis sejren var sød, var Kim Ki-duks inspiration til filmen anderledes bitter.

»Jeg vil diskutere, hvordan penge og succes destruerer det, der er rent. Hvordan de skaber relationer af had mellem mennesker og er ved at føre den verden, vi lever i, inklusive mig selv, mod ødelæggelse,« sagde han i sidste uge til avisen Il Corriere Della Sera.

Kim Ki-duks ambitiøse voldsdrama Pietà ytrer en kapitalisme-kritik, der er lige så nådesløs, som filmens hovedperson, lånehajen Lee Kang-dos, metoder til inddrivelse af gæld. I den første halve time af Kim Ki-duks film invaliderer han skyldnere med fremgangsmåder så horrible, at flere måtte forlade biografen. Blandt det, der blev, var der imidlertid enighed om, at Pietà var et af de mest interessante bidrag på filmfestivalen. Ved at låne sin titel fra Michelangelos skulptur af Maria og Jesus indgyder Kim Ki-duk sit redemption-plot med religiøse tematikker. Her er kapitalismens håndlanger lidt af en satan. Og frelsen – den opnår han ikke uden selv at betale en gæld til magter, der er endnu højere end skyskraberne i Seouls golde forretningsverden.

Hæder til Anderson

Den anden store pristager ved den 69. filmfestival på Lidoen var Paul Thomas Andersons film over Scientologys stifter L. Ron Hubbard. I The Master søger en fordrukken sømand efter Anden Verdenskrig trøst i en kult. Filmen er stemningsmæssigt fortættet, men visuelt betagende i 70 mm bredformat og hypnotiserer i kraft af sin kærlighedshistorie mellem Philip Seymour Hoffman som en fusentast af religiøs leder og Joaquin Phoenix som hans fysisk og følelsesmæssigt forkvaklede discipel.

»Vi har forsøgt at caste de rette film til de rette priser, frem for at tænke på priserne som hierarkiske,« sagde Michael Mann, hvis jury gav The Master usædvanlig stor hæder med både Sølvløven for bedste instruktion og en delt skuespiller-pris til Hoffman og Phoenix.

Karakteristisk for vinderfilmene i Venedig skildrer de trossystemer, religiøse eller ideologiske, der fængsler moderne individer i mere end én henseende.

Italiensk skuffelse

Til nationale mediers ærgrelse måtte italienske konkurrencedeltagere nøjes med høflige småpriser, hvilket Michael Mann nægtede at kommentere, hvorpå han – to gange – forhindrede jurymedlem og Gomorra-instruktør Matteo Garrone at udtale sig om det. Man er tilbøjelig til at tilgive ham censuren.

Film må tale for sig selv, og på filmfestivalen bevidnede de, at den nye chef Alberto Barbera kun halvt holdt sit løfte om et stærkere kunstnerisk program.

Ud over vinderfilmene løftede få film sig over det middelmådige, og med færre Hollywood-premierer og dermed færre interview kunne få af festivalens bestand af freelancere og uafhængige pr-bureauer få økonomien til at løbe rundt. Barbera kan måske mønstre et stærkere felt næste år, men spørgsmålet er, om der vil være nogen til at promovere det.

 

Se priserne på www.labienale.org

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu