Læsetid: 8 min.

De intellektuelles historiske fiasko

Det er helt oplagt, at typer som EU-forskeren Marlene Wind, der ikke tiltror befolkningen evnen til at tænke selv, er farligere for demokratiet end al-Qaeda. Bogaktuelle Rune Lykkeberg om dumme intellektuelle, autoritetstro journalister og demokrati i soveværelset
Det er helt oplagt, at typer som EU-forskeren Marlene Wind, der ikke tiltror befolkningen evnen til at tænke selv, er farligere for demokratiet end al-Qaeda. Bogaktuelle Rune Lykkeberg om dumme intellektuelle, autoritetstro journalister og demokrati i soveværelset
21. september 2012

En scene: Lørdag formiddag sad jeg på vores altan og læste Rune Lykkebergs nye bog Alle har ret – Demokrati som princip og problem. Det var årets sidste sommerdag, solen bagte, og Informations gode tænker førte mig kyndigt gennem alt fra Holberg, Kierkegaard, Brandes, Blixen og Løgstrup og deres kritik af demokratiet – til Klovn, Krumme og Medina.

I mørket i vores uredte seng lå min hustru, normalt veluddannet, smuk, professionel, politisk vakt og feminist, denne morgen skamfuldt forskanset under lyset fra en gusten sparepære. Hun læste, nej, slugte E.L. James’ Fifty Shades of Grey, bind 2, et moderne engelsk eventyr om underkastelse og sadomasochistisk vold blandt særdeles rige mennesker, som den samlede danske anmelderbranche har været rørende enig om at nedgøre; ikke mindst for dets syn på kvinders position i sengen. Få bøger har fået så dårlige anmeldelser, få solgt så meget på så kort tid. Over 100.000 eksemplarer trykt i Danmark, over 40 millioner på verdensbasis.

Uden at ville fornærme Lykkeberg, som har skrevet et væsentligt værk, alle tænkende mennesker bør læse, havde jeg der på altanen oplyst af solen en fornemmelse af, at skønt jeg nok blev mere opbygget, blev hun mere underholdt.

Jeg beder Rune Lykkeberg, som jeg besøger på hans store, bogpakkede kontor på Information i mandags, om at udlægge scenen for mig:

»Et pragtfuldt eksempel. Det er jo en demokratisk skandale, at en højtuddannet, emanciperet kvinde bevæger sig ind i en feudal drømmeverden, hvor manden befaler, og kvinden underkaster sig. Hun burde læse frigørelseslitteratur, Suzanne Brøgger eller Kirsten Thorup. Det gider hun ikke læse i soveværelset.

I den samme kultur, kunne man forestille sig, at din kone – som jeg ikke kender, og derfor kan tale helt frit om – ville være enormt autoritetskritisk. Var hun i et middagsselskab, hvor der pludselig var en militærmand, der sagde: ’Kvinder skal gøre, som de får besked på; al historisk erfaring viser, at gør de ikke det, går samfundet i opløsning’ – ville hun opponere meget stærkt imod det. Men i andre sammenhænge, eksempelvis når man læser litteratur, kan man dyrke kvaliteter, man finder afskyelige politisk. Det var en banal pointe i bogen, næsten så banal, at det er pinligt at gøre opmærksom på den: Men vi har andre værdier i soveværelset, end når vi sidder og læser ude på balkonen.«

Rune Lykkeberg, hvid skjorte, smalt blåt slips, gummisko, har tiltvunget sig en mærkelig rolle i den danske debat med sin energiske stil. Der er ofte umuligt at finde ud af, om han står på den ene fløj eller den anden, og man kan heller ikke fastholde ham i hans nye bog, endsige hans første Kampen om sandhederne – Om det kulturelle borgerskabs storhed og fald (2008), som han høstede Georg Brandes-prisen for.

Demokratiets grænse

I denne bog er han ude på at optegne demokratiets grænse. Lykkeberg er selvsagt ingen antidemokrat, men hele bogen handler om at markere, hvorfra demokratiet bør ophøre og det antidemokratiske herske.

»Der ligger i demokratiet en tro på, at vi bliver mere og mere frie, jo flere autoriteter vi fjerner. Men vi må bare erkende, at det, der skaber den bedste samtale, er ikke det, der skaber den bedste erotik. Det, der skaber den bedste kunst på Det kgl. Teater, er ikke det, som skaber den bedste skattereform. Højesteret er ikke demokratisk, og ingen vil have, Højesteret skal være demokratisk. Inger Christensens lyrik er ikke demokratisk. Ingen vil have, den skal være demokratisk. Demokrati var blevet en totalværdi. Noget, man kunne sige om alt. Demokrati forudsætter ikke, at alt bliver demokratisk. Det forudsætter en meget klar arbejdsdeling mellem det, der skal være det, og det, der ikke skal. Både i parforhold og i storpolitik.«

En idiosynkrasi får dog lov at flyde frit: Lykkeberg bryder sig ikke om de eksperter, som kalder sig selv demokrater, men som korser sig ved tanken om, at befolkningen kan tænke selv.

»Da jeg begyndte at skrive bogen, handlede det om, at jeg var irriteret over noget, at de pæne skulle fortælle de grimme, at de skulle være demokrater for at kunne være en del af klubben. Derfor mente jeg, demokrati var blevet en værdi overalt,« siger Lykkeberg.

»Efterhånden som jeg skrev bogen, blev jeg mere og mere opmærksom på Platons gamle vogter-tese om, at skønt folk erklærer sig som demokrater, er der stadig et verdensbillede, hvor de få tænker, og de mange er i deres følelsers vold. De få har forstand og handler ansvarligt, og de mange er populister og skal bare tie stille. Jeg synes, der var for mange, der talte om at hylde demokrati, som samtidig var praktiserende antidemokrater. Jeg ville vise, at ikke alt i et demokratisk samfund skal være demokratisk. Og jeg blev bevidst om, at den antidemokratiske tendens er meget stærk.«

Rune Lykkeberg kalder disse nedladende eksperter for »overklassens underklasse« og sammenligner dem med Erasmus Montanus fra Ludvig Holbergs berømte komedie.

»Jeg kan konstatere, at de, der gør mest ud af at fortælle om, hvor dumme folk er, selv er i tvivl om, hvorvidt de er på det kloge hold eller ej. Dem, der er i underkanten af overklassen. Eksempelvis dem, der for nogle år siden sagde, at de er modstandere af ’tonen i Danmark’,« siger Lykkeberg med henvisning til de mange, der mener, at tonen i den danske indvandringsdebat er blevet for rå.

Underkanten af overklassen

Jeg fortæller ham, at han med et hug lige fik placeret det meste af den danske forfatterstand, der stort set alle i 2005 har skrevet under på et åbent brev med det budskab, i ’underkanten af overklassen’.

»Ja, intellektuelt. Det mener jeg. Dem, der har travlt med at sige, at vi er de pæne, og I er det grimme, er i bunden af overklassen. Der er intet aristokratisk her, andet end at de peger på nogle, der er grimmere end dem selv.«

– Er der ikke noget marxistisk på færde her, blot med den forskel, at du ikke dadler en økonomisk overklasse, men en vidensmæssig overklasse?

»Jo. Min store svaghed er, at det er den form for kapital, jeg selv forstår. Det er nemmere for mig at analysere intellektuelle under- og overklasser end økonomiske og administrative. Derfor fylder det meget.«

– Repræsenterer du så de udannede og umælende?

»Nej, så ville jeg ikke skrive den type bog. Så ville jeg være idiot. Jeg vil gerne redegøre for det problem, demokratiet er. Bogen er fortrinsvis til folk i den snakkende klasse. Måske kan de blive klogere på den modstand, de møder i omverdenen.«

Denne »underklasse af overklassen« vil Lykkeberg givetvis fornærme yderligere, når han siger, at de er farligere for demokratiet »end grimme fundamentalister og ideologiske antidemokrater«. Hans mest udpenslede eksempel på denne type er EU-forskeren, professor Marlene Wind, der i juni sidste år i forbindelse med den tidligere regerings forslag om øget grænsekontrol gerådede sig ud i et offentligt skændsmål med Venstres tidligere integrations- og udviklingsminister Søren Pind. Hun mente, at aftalen »appellerer til den laveste fællesnævner og den indre svinehund«. Pind svarede, at hun »udtaler sig om noget, hun intet begreb har om og intet fagligt belæg har for, og alligevel kalder hun sig selv for ekspert«, hvorefter han blev beskyldt for magtmisbrug.

Lykkeberg tager – hvad der måske vil forarge nogle af denne avis’ læsere – Pinds parti. Jeg spørger ham, om han i denne ambassadebrændende tid virkelig mener, at Wind er en større trussel for demokratiet end al-Qaeda.

»Al-Qaeda er ingen trussel for demokratiet. De kan kun overvinde demokratiet ved en væbnet magtovertagelse, og det er ikke realistisk i vores del af verden. Derfor, ja, helt oplagt. Demokrati betyder folkets ret til at bestemme selv. Hvem siger, at folk ikke skal have lov at bestemme selv, at de ikke er kloge og myndige nok til det? Det er alle Marlene Wind-typerne. Folk, der til enhver tid vil erklære sig selv som demokrater, taler om finanspagt, der regulerer vores finansbudget, en EU-Domstol, der regulerer, hvad vi må hænge på væggene herhjemme – det er dem, der argumenterer for alle mulige aristokratiske instanser, der skal bestemme over os.«

– Hykler de?

»Når de erklærer, at demokratiet er en værdi, de går ind for, forstår de ikke, hvor forpligtende det er. De forstår ikke, at konsekvensen af det standpunkt må være, at folk er myndige og kan tænke selv, og derfor må man give dem lejlighed til at bestemme selv. Det interessante ved diskussionen mellem Marlene Wind og Søren Pind er, at sandheden om magt sættes på spidsen. Alle progressive akademikere beskytter hende, som om hun var systemkritiker i Kina eller Stalins Sovjetunion, som om hun er den frie og uafhængige, der ikke udøver magt, og som kan tillade sig at sige hvad som helst. Og som om Søren Pind er en enevældig konge. Han har ingen magt i den relation. Det er offentlig diskussion om, hvad der er rigtigt eller forkert. Der har han ikke mere magt, end hun har. Faktisk er hun den privilegerede.«

– Er pressen for venlig over for den slags eksperter?

»Min far er professor i jura, strafferet. Han har udtalt sig i en masse år. Første gang, han sagde noget, der var forkert – han udtalte sig om, hvorvidt en anklaget ville blive dømt eller ej – var han rædselsslagen. Han var sikker på, folk ville komme efter ham med anklager om, at han havde dømt en uskyldig. Der skete ingenting. Eksperter bliver aldrig draget til ansvar – jo, så er der nogle ekstraordinære, der gør – som Bjørn Lomborg. Helt grundlæggende har vi den mærkelige forestilling i pressen, at det kun er politikere, der udøver magt, og dem skal vi være kritiske over for. Eksperter udøver ikke magt. De siger bare sandheden. Det er latterligt. En generation er vokset op med den franske idéhistoriker Michel Foucault og ’viden er magt’, og så har de så enevældigt et magtbillede.«

– Mangler vi ikke netop intellektuelle, der kan fortolke verden for os?

»Det mærkelige ved det intellektuelle er, at forbilledet er en marxist, der har svaret på alting. De historiske erfaringer med den type er elendige. Der er intet eksempel på intellektuelle, der er kommet ned fra bjerget med de ti bud, og så er det gået godt. Alligevel længes vi efter dem, denne historiske fiasko.«

Klaus Wivel er journalist på Weekendavisen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

randi christiansen

Dette er en meget vigtig samtale - hvorledes og af hvem skal fællesskabet administreres ? Forhåbentlig - og inden det er for sent - af et viist fællesskab.

Jeg mener, man kan foretage en skelnen imellem det materielle og det immaterielle. Det burde ikke være vanskeligt at anlægge en retfærdig og hensigtsmæssig administration af biotopens ressourcer - netop fordi disse udgør en fast størrelse og er målbare. Når dette er gjort, er det immaterielle rum sat fri - ´Man binder os på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd´ som Poul Henningsen skrev under 2. verdenskrigs tyske besættelse.

Det er i virkeligheden så simpelt. Forhindringen for denne gyldne løsning er, at flertallet i det globale samfund stadig befinder sig i et rum, hvor det globale fællesskab ikke er forstået, eller i hvertfald ikke er anerkendt.

At gøre det, vil medføre afgivelse af privilegier, omfordeling af ressourcer - et helt nyt syn på individets status som verdensborger. Men det er det nødvendige skridt ind i en ny verdensorden, hvis vi skal undgå at regredere til et eksistensamputerende regime eller måske endog helt tilbage til mikrobeniveau.

Eksempel på et monetærteknokratisk diktatur, som vi bliver stadig mere indviklede i, er den nye europæiske finanspagt. Nu taler man åbent om, at det er nødvendigt med en politisk union, hvis den monetære union ikke skal bryde sammen og efterlade et kaos, som man ikke ønsker, ikke kan overskue og derfor ikke kan styre – en F16 jet med en idiot ved rattet – gys.

Man ´indrømmer´, at det var en fejl, at forsøge at indføre monetær union uden politisk union. Ingen skal bilde mig ind, at dette scenario ikke kunne og ikke blev forudset. Men udfra den virkelighed at det ikke var - eller er - muligt at indføre en politisk union ad demokratisk vej, så valgte man i stedet at indføre monetær union, og på den måde ad bagvejen bane vejen for og ´nødvendiggøre´ en politiske union.

Et typisk eksempel på at verdenssamfundet er styret af få og små magtfulde grupper, som i tidernes vilde morgen og efterfølgende vildere ridt fik lagt deres klamme hænder på størstedelen af habitatens ressourcer. Således at det nu vil kræve - en forhåbentlig fredelig - revolution at fravriste denne 1% deres uindskrænkede magt over de 99%´s ejendom.

Så deet, Rune ?

Rune Lykkeberg forveksler intellektuel med teknokrat:

En intellektuel er først fremmest en "amatør for Vorherre" uden binding til særlige interesser, men med viden på tværs !
Marlene Wind hører til den teknokratiske intelligensia.Det er noget andet.
Hvis man lider af åndshovmod er man ikke intellektuel, så mangler man jo dømmekraft.

Vh

Timme Ørvad

randi christiansen

David Karlsen - ´Slips og gummisko´ er et udtryk for det moderne menneskes fusion af fortidigt og nutidigt - for evnen til at rumme og forbinde tilsyneladende modsætninger

Casper Fryd Rækjær

"Helt grundlæggende har vi den mærkelige forestilling i pressen, at det kun er politikere, der udøver magt, og dem skal vi være kritiske over for. Eksperter udøver ikke magt. De siger bare sandheden. Det er latterligt."

Jeg har haft svært ved at være enig med Rune Lykkeberg i ret meget på det sidste. Men her har han efter min mening fat i noget: Det er pressen og dens forestilling om eksperter, der er latterlig.

For der er vel ikke i sig selv noget galt i, at Marlene Wind - professor eller ej - går ind i en debat om øget grænsekontrol? Det værste der kan ske er, at vi ikke bliver klogere.

I det hele taget deltager pressen i stigende grad i den offentlige debat som eksperter, der har svaret på alting. Alle alarmklokker går i hvert fald i gang hos mig, når en magasinvært, klummist eller lederskribent starer en sætning med "Sandheden er jo..." Og det sker efterhånden ikke så sjældent, selv i den mindst ringe.

Sider