Læsetid: 4 min.

For den, der kan tegne, er verden aldrig lille

Når børnefilmfestivalen Buster i dag har verdenspremiere på en ny kortfilm af Jannik Hastrup, bliver det med vanlig politisk bid. Cirkelines ophavsmand lægger fortsat mere vægt på den gode historie end på teknikken
Når børnefilmfestivalen Buster i dag har verdenspremiere på en ny kortfilm af Jannik Hastrup, bliver det med vanlig politisk bid. Cirkelines ophavsmand lægger fortsat mere vægt på den gode historie end på teknikken
14. september 2012

Ham, der bestemmer i Syrien, han hedder Bashar al-Assad. Han hader kurdere. Hvis nogen ikke vil gøre, som han siger, så BANG!«

Lyden af 10-årige Soléns stemme danner et stille baggrundstapet til billedsiden, hvor en knytnæve slår ned i en flygtende menneskemængde. Man forstår, at knytnæven tilhører Bashar al-Assad, og her bliver ingen skånet.

Det er barske billeder, ligesom Soléns historie er barsk. En flugt fra Syrien og et liv i skiftende flygtningelejre er med streger af tegnefilmsinstruktøren Jannik Hastrup blevet til kortfilmen Jeg altid husker far – Soléns historie, som i dag har premiere på børnefilmfestivalen Buster.

»Jeg var nødt til at lave den film,« siger Jannik Hastrup.

I snart 50 år har han leveret gode filmhistorier med politiske temaer i børnehøjde, og i år hylder Buster dansk tegnefilms grand old man og inviterer til et gensyn med fem af hans bedste film.

Jannik Hastrup har fortsat meget på hjerte. Han er bisidder for en afghansk dreng, der er kommet uledsaget til Danmark, og manden bag Bennys badekar og Cirkeline er forarget over forholdene i landets flygtningelejre.

»I de danske flygtningelejre bliver folk stuvet væk i årevis. Nogle af de familier, jeg har haft med at gøre, er i lejren på 14. år. Hvert år skal de søge om opholdstilladelse. Det synes jeg, er en uanstændig måde at behandle folk på,« siger Jannik Hastrup om baggrunden for filmen.

»Hvis man ikke kan gøre noget politisk, så kan man i hvert fald gøre det på det personlige plan.«

Jannik Hastrups bagkatalog gløder af humanistisk engagement, og hans streg bærer altid sympati for samfundets svageste. Men prædikatet politisk kunstner vil han ikke have på sig.

»Jeg ved godt, at man siger, jeg laver politiske film, men det synes jeg ikke. Jeg laver film, der vedkommer mig selv. Og man har jo altid et budskab.«

Efter Hastrups mening handler det ikke om at lave film for børn, men om at lave dem for sig selv. Hvad enten det er Cirkeline, som med en løftet pegefinger lærer os om, hvordan man behandler hinanden og verden, eller om det er Benny, der tager os med ned i sit badekar og hylder fantasiens kraft, er der altid referencer til det omgivende samfund.

»Jeg synes, at der er flere lag i alle de film, jeg har lavet. Uden at jeg sidder og konstruerer det, så laver jeg de film, jeg gerne selv ville have set, da jeg var barn. Jeg har stadig en femårig og en syvårig og en 13-årig inde i mig, så jeg ved godt, hvordan det var at være til dengang.«

Animationens guldalder

Det var i slutningen af 1950’erne og i det efterfølgende årti, at Jannik Hastrup sammen med navne som Flemming Qvist Møller (Snuden og Cykelmyggen Egon) og Bent Barfod (Drengen der gik ud i verden for at finde en løve at lege med) slog igennem med tegnefilm, der på én gang var eksperimenterende og meget socialt og politisk bevidste. Siden da har teknologien gjort det langt billigere at lave animationsfilm – og det er en god udvikling, for selv om der er sat turbo på digitaliseringen, frygter Jannik Hastrup ikke, at filmene bliver dårligere af den grund:

»De gode film er gode, uanset hvilken teknik, man har benyttet. Man kan ikke sige, at det er en dårlig film, fordi den er lavet på computer. Jeg ville ikke have noget imod at lave en computeranimeret film i 3D. Jeg ville bare have lov til at kunne bestemme, hvordan historien skulle folde sig ud,« siger Jannik Hastrup og fortsætter:

»Det er historien, der er det væsentligste. Hvis historien er god nok, er man ligeglad med, hvordan filmen er lavet.«

Netop historien har altid været det vigtigste for Jannik Hastrup, og han har aldrig været bange for at vise børn virkelighedens brutalitet som scenen med knytnæven i Jeg altid husker far – Soléns historie også viser. Så længe det vel at mærke bliver gjort med humor og indlevelse på en ordentlig og anstændig måde, kan man fortælle børn alt.

Men selv om Jannik Hastrup insisterer på at tage sine små publikummer seriøst, oplever han, at det kan være mindre populært at have et budskab. Den slags må nemlig ikke blive for tydeligt herhjemme.

»Det med den moralske pegefinger er mere upopulært i Danmark end i udlandet. Måske fordi vi har så god en skole. Vi har alle sammen gået i skole, til vi var ved at brække os. Så skal der fandeme ikke også være én, der kommer og prædiker noget, når vi sidder og ser film. Vi mærker hensigten for meget, og så kan vi ikke holde det ud.«

Men nogle gange udfordrer Jannik Hastrup os alligevel ved at lave en moraliserende film som Cirkeline – Verdens mindste superhelt fra 2004, hvor komplicerede emner som kulturmøder og identitetskriser behandles, og sproget er opdateret med replikker som ’spasser-psykopat’. Et valg, som Jannik Hastrup har fået meget kritik for, men som han ikke fortryder.

»Der var engang for mange, mange år siden, hvor jeg forestillede mig, at man kunne sætte sig ned og klippe de gamle film om og lave dem bedre. Men der synes jeg, at toget er kørt. Dér må man tage det som et udtryk for den tid og den situation og den måde, man havde det på, da man lavede det, og så må man så lave en ny film, hvor man gør det bedre.«

 

Buster filmfestival for børn og unge løber fra 13.–23. sep. 2012

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu