Læsetid: 3 min.

’Kunstens rolle er i fare for at blive nedprioriteret’

Politikerne skal fremover ikke være en del af repræsentantskabet for Statens Kunstfond. Men dermed risikerer armene i armslængdeprincippet at blive så lange, at den politiske interesse for kunsten forsvinder – og med den også kunstens legitimitet, mener fondens formand
Armslængdeprincippet har været et bærende element i dansk kunststøtte i årevis, men hvis politikerne skubber ansvaret helt fra sig, vil den nødvendige dialog mellem det politiske og kunstneriske miljø mangle, lyder det.

Armslængdeprincippet har været et bærende element i dansk kunststøtte i årevis, men hvis politikerne skubber ansvaret helt fra sig, vil den nødvendige dialog mellem det politiske og kunstneriske miljø mangle, lyder det.

Jens Nørgaard Larsen

Kultur
28. september 2012

Hvilken rolle skal politikerne spille i kunsten, når de ikke længere fødes ind i repræsentantskabet for Statens Kunstfond? Det er den debat, fondens formand, Rune Gade, rejser i dagens kronik. Han mener, at politikerne med armslængdeprincippet som begrundelse har fraskrevet sig ansvaret for kunsten. Og det kan betyde, at kunsten mister sin legitimitet, lyder advarslen. Netop armslængdeprincippet har været et bærende element i dansk kunststøtte i årevis: Når kunststøtten blev varetaget af faglige og kunstforstandige instanser, risikerede den ikke at blive styret fra politisk side. Men ansigtsløftningen af kunststøttesystemet har også en »skyggeside«, mener Peter Duelund, kultursociolog og lektor ved Københavns Universitet:

»Det er ærgerligt, hvis det rene armslængdeprincip fører til, at politikerne skyder ansvaret fra sig. Der ligger en fare for, at kunstens rolle i samfundet måske bliver nedprioriteret. Og er der noget, der er brug for at tage op til diskussion i disse år, er det hele kunstens rolle og æstetikkens rolle i samfundet.«

Også formand for Statens Kunstråds Repræsentantskab Elisabeth Arnold frygter, at den manglende kontakt mellem politikere og kunstnere vil føre til en manglende dialog mellem det politiske og det kunstneriske miljø.

»Både politikerne og repræsentanter for kunstlivet har været meget glade for at mødes, men det bånd kapper man nu. Derfor kan man godt blive bekymret for den gensidige forståelse,« siger Elisabeth Arnold, der er tidligere folketingsmedlem for Radikale Venstre: »Der er ikke længere noget naturligt sted at mødes. Nu er det op til den enkelte politiker, hvor meget man vil deltage i forskellige konferencer, man bliver indbudt til. Men det er reglen, at det er travle politikere med en meget fyldt kalender, og derfor er der absolut en risiko for, at de to miljøer vil fjerne sig meget fra hinanden,« siger kunstrådsformanden. Hun mener dog, at det er for dystert at hævde, at med politikerne ude af fonden forsvinder kunstens legitimitet.

»Kunsten behøver ikke en legitimitet,« slår hun fast.

Brug for kulturpolitisk forum?

Hos Socialdemokraterne er man glade for den nye aftale, og partiets kulturordfører og medlem af Kulturudvalget, Mogens Jensen, frygter ikke, at dialogen med kunstnerne forsvinder.

»Jeg synes, at den nye aftale er en fin løsning. Nu er der ingen tvivl om, at vi som politikere skal respektere armslængdeprincippet. Men vi skal sørge for, at dialogen fortsat er til stede,« sagde Mogens Jensen i går ved et seminar om kunstens rolle, der blev afholdt i DGI-byen.

Fordi kulturordføreren mødes med kunstnere til premierer, forestillinger og i netværkssammenhænge, behøver han ikke at sidde i et repræsentantskab for at kunne tage del i debatten om kunsten:

»Der foregår en masse individuel mødeaktivitet uden for denne organisation, hvor vi politikere møder kunstnere. Men det er vigtigt, at vi får en fortsat dialog med det formelle kunstsystem,« sagde Mogens Jensen. Til stede ved seminaret var også kulturminister Uffe Elbæk (R), som fortalte, at der undervejs i forhandlingerne har et stærkt ønske om at sikre armslængdeprincippet.

»Der er bred enighed om den måde, vi organiserer kunststøtten på, og det er jeg meget glad for. Vi vil sikre en større gennemsigtighed på området – både for kunstnerne, for borgerne og for medierne – en større faglighed, og endelig skal armslængdeprincippet sikres,« sagde Uffe Elbæk.

På trods af de politiske forsikringer er der stadig bekymrede miner. Derfor foreslår kultursociolog Peter Duelund, at der oprettes et kulturpolitisk forum i lighed med Kulturpolitisk Selskab i Tyskland, hvor man på seminarer faciliterer centrale diskussioner. Dermed kan man få skabt et ubureaukratisk og fritstående forum, som samtidig sikrer dialogen mellem politikere og repræsentanter for kulturlivet. Ifølge Peter Duelund er det nemlig afgørende at have den offentlige debat om kunst og kultur på et højere plan, som det er svært at nå op på i dagligdagen:

»Den offentlige diskussion er fraværende, fordi den drukner i enkeltsager om institutionsstøtte som eksempelvis den om fregatten Jylland. Vi må begynde et overordnet sted og diskutere kunsten og kulturens rolle i samfundet på et bredt, principielt plan i forhold til globaliseringsprocessen. Den type diskussioner er mere vigtige end nogensinde.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Blaabjerg

Kunststøttesystemet er baseret på en ide om, at uden den, så vil det kun være de rå markedskræfter, der er gældende på kunstområdet, hvilket vil være til skade for det kunstneriske kvalitetsniveau.

Imidlertid lader markedskræfterne sig ikke lige sådan afskaffe, markedet har bare skiftet karakter. I stedet for det amindelige publikums- og mæcen- og samlermarked har man fået nyt offentligt finansieret marked af kunst-pinger, en ganske særlig ny klasse af musæumsfolk og kuntprofessorer mv. hvis aristokratriske, internationalt orienterede selvsupplerende miljø kunstnerne må indrette sig, efter, hvis de vil have en anstændig chance for at overleve på mere en kontanthjælpsniveau.

Jeg mener, det såkaldte armslængdeprincip er en ren illusion og det endda i en særdeles ufolkelig og udemokratisk retning.

Forleden hørte jeg et stykke musik skrevet af den vist nok meget anerkendte moderne komponist Palle Gudmundsen Holmgren. Det var i enhver henseende gyseligt, men de, der "har forstand på den slags" må vel se et eller andet i det.

Gudmundur Eliassons "regnbue-kunstværk" på toppen af Aros-kunstmusæet har efter min - indrømmet aldeles ukvalificerede - bedømmelse - heller intet som helst med kunstnerisk kvalitet at gøre.

Den pissoir-agtige vandskulptur foran Domkirken i Århus er just heller ikke nogen fryd for øjet efter min smag, og de kommunale kunstværker, der smykker diverse rundkørsler og torve rundt omkring. Vorherrebevares hvilken ynk!

Kunsten er med det nugældende system desværre endt som en uendeligt betydningsløs parantes i samfundet. Og det bliver ikke det mindste bedre af, at ingen politikere tøt røre vede den varme kartiffel med en ildtang af bare frygt for at komme til at dumme sig og blive hængt ud som kulturbavian.

Thierry Geoffroy / Colonel

the artist has a function not a role
he is use for gentrification purpose , touristic purposes , decoration purpose , peace keeping purpose , buliding of political communauty etc....

maybe we should evaluate and register those to come to debate on role

the artist cannot have a role when he is not taken seriously , you see it for example in news , debate etc ... he - she is never invited , artist only appears when he has done something entertaining ( or blasphemic )

it is a question of building the right stage for beeing taken seriously

the news for example are taken seriously because they are stage as such ( scenography , frame ) not because they are serious

www.emergencyrooms.org

http://www.facebook.com/pages/Do-Artists-have-a-Role-or-a-Function-/1536...

fucking deep det der på billedet.........