Læsetid: 2 min.

Kvinderne og skrivemaskinerne

Ved en konference om manuskriptskrivning i Sydney sidste weekend blev kvinders rolle i manuskriptskrivning igennem historien ivrigt diskuteret
20. september 2012

Var det fordi kvinder kom ud på arbejdsmarkedet – ofte bag skrivemaskinerne – at nogle af dem fik mulighed for at skrive filmmanuskripter? Og hvor mange af dem skrev egentlig manuskripter uden at blive krediteret? Og hvor mange sad måske ligefrem og ændrede lidt, når opgaven med at renskrive teksten til en kommende film havnede på deres bord?

Disse spørgsmål blev rejst, da forskere fra hele verden i sidste uge mødtes på konferencen Words and Images i Sydney for at diskutere manuskriptskrivning til film.

En af dem, der var med til at sætte spørgsmålet på dagsordenen, var filmskaberen og forskeren Helen Grace. Hun satte fokus på filmmediets tidlige år, hvor levende billeder snarere blev betragtet som gøgl end kunst. Da prestige og penge ikke var så dominerende, var det lettere for kvinder at komme til. Og springet fra at betjene skrivemaskinens tastatur til selv at skrive var måske ikke så stort som i andre arbejdssammenhænge.

Andre panelister pegede på, at filmhistorien formodentlig i højere grad end man umiddelbart skulle tro, har været præget af kvindelige manuskriptforfattere. Australske Margot Nash påpegede, at en stumfilmstjerne som Lottie Lyell for eksempel ikke kun var et ansigt på lærredet. Hun var samtidig en vigtig samarbejdspartner for den australske filmlegende Raymond Longford og nåede inden sin død som blot 36-årig også at få titel af medforfatter på nogle af deres fælles film.

Studiet af Lottie Lyell er et af flere, som er vokset ud af en planlagt bog af Jule Selbo og Jill Nelmes om kvindelige manuskriptforfattere verden over.

Inflation i kvinder

Maria Teresa DePaoli fortalte om den mexicanske instruktør og manuskriptforfatter Matilde Landeta, som ændrede markant i sin filmversion af en roman om en kvindelig revolutionshelt for ikke bare at lade heltinden opgive alt i det øjeblik, kærligheden slår ned.

DePaoli arbejder på en bog om kvindelige manuskriptforfattere i mexicansk film, og det fremgik tydeligt, i hvor høj grad bogkontrakter driver forskning fremad. Tidligere har konferencen ikke været præget af spørgsmål om køn, men denne gang gik der inflation i at kunne nævne nationale eksempler på kvinder, som bestemt burde inkluderes i Selbo og Nelmes’ bog.

I år var der også en række kvindelige forfattere til stede, som præsenterede studier af problemstillinger med relation til deres skrivearbejde. Vi har ikke den form for praksisbaseret forskning i Danmark, men i blandt andet England, Finland, USA og Australien er det en frugtbar tradition, som bidrager med spændende perspektiver. Blandt de sjovere oplæg i år var en australsk forfatters analyse af det at blive hyret som script doctor på en såkaldt bromance eller brormands-krammer. Hun beskrev morsomt, hvordan der løbende blev tvivlet på, at hun nu også kunne være sjov på den mandlige måde, og hun rejste et relevant spørgsmål om, hvordan kommercielle manuskripter udvikler sig i den lange proces fra ide til færdig film.

Der var som altid masser af stof til eftertanke, men som dansker rejste man derfra og tænkte, at man også hellere må se nærmere på vores filmhistorie. Gemmer der sig nogle spændende, glemte kvinder i arkiverne? Konkret information og kvalificerede bud på konspirationsteorier modtages gerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer