Læsetid 8 min.

’Vi er ikke længere ofre for historien’

Mandlige hovedpersoner. Listen over kvindelige forfattere, der har skrevet bøger med mandlige hovedpersoner, bliver længere og længere. Vi har spurgt nogle af dem, hvad det kan skyldes, og hvor denne interesse for at leve sig ind i manden kommer fra
Mandlige hovedpersoner. Listen over kvindelige forfattere, der har skrevet bøger med mandlige hovedpersoner, bliver længere og længere. Vi har spurgt nogle af dem, hvad det kan skyldes, og hvor denne interesse for at leve sig ind i manden kommer fra
28. september 2012

De skriver ikke alene om mænd. De skriver ud fra en mands synspunkt. Rækken af kvindelige forfattere, der i den seneste tid har skildret mænd indefra er efterhånden lang.

Man kan nævne Astrid Saalbach, Naja Marie Aidt, Kristina Stoltz og Leonora Christina Skov, måske flere. Mathilde Walter Clark har længe skrevet om mænd. Hun gjorde det allerede 2004 i debutromanen Thorsten Madsens Ego, og hun gjorde det i Priapus fra 2010, hvor hun udforsker forførerens psyke. Men hendes fortællestil er den alvidende, der stiller fortælleren uden for hovedpersonen selv.

Maise Njor lever sig ind i både Carsten, der stikker af fra det hele og Christina, hans kone, i debutromanen Der var engang en mand. Hun skriver slagfærdigt om kærlighedens død eller hensygnen i ægteskabet og leder efter løsninger.

»En del mænd har reageret på, at jeg skriver mig ind i en mands hjerne, og det kan jeg på en måde godt forstå,« fortæller Maise Njor, »for jeg har det selv svært med at læse bøger, hvor en mandlig forfatter skriver som en kvinde. Men nu er jeg tilfældigvis ret meget mand (jeg er nødt til at gå i meget blomstrede kjoler for at skjule det), så jeg håber, at jeg har ramt lidt rigtigt.«

Tidstypisk

Også Saalbach, Aidt, Stoltz og Skov har det som projekt at skildre en mand indefra. Selvfølgelig har forfatterne individuelle begrundelser for valget af hovedperson, men de ser også selv noget tidstypisk i tendensen.

»Jeg tror, det er et tegn på overskud, at kvindelige forfattere pludselig i stort tal tør have en mandlig hovedperson; vi har råd til det nu, råd til at vise, at vi faktisk elsker mænd og bekymrer os om dem. Og at vi har fået nok af at se os selv som ofre,« svarer således Astrid Saalbach, som i romanen Fordrivelsen følger Andreas, en succesfuld virksomhedsleder, der bliver ramt af en hjerneskade.

Også Kristina Stoltz betoner kvindernes ændrede stilling: »At kvinder nu skriver om mænd, er tegn på, at vi ikke længere er ofre for historien, men har overskuddet til at forholde os til verden og det modsatte køn,« mener hun.

»Manden er ikke vores undertrykker længere, men et væsen, der fascinerer os, og som vi har mod på og lyst til at leve os ind i og undersøge i skriften.«

Kristina Stoltz har mandlige hovedpersoner både i romanen ÆSEL fra 2011 om to afghanske drenge på flugt til Nordeuropa og i sin nye bog, Et kød, erotiske noveller, hvoraf flere er set fra maskulin side.

Naja Marie Aidt, der i sin romandebut fra i år, Sten Saks Papir, skriver om Thomas, som efter sin fars død ryger ud i en både ydre og indre krise med voldsomme følelsesmæssige udsving, betoner snarere det fællesmenneskelige: »Jeg synes jo, at livet er sådan, at man svinger meget, at man det ene øjeblik er vildt glad, ler, og det næste forvirret eller ked af det eller uoplagt, eller hvad man nu er. Bare i løbet af en almindelig dag. Og et menneske i krise, som Thomas er, er jo langt mere påvirket af disse svingninger.«

Men også hun finder en drivkraft i kvindernes ændrede stilling:

»Kvinder har i flere generationer optaget de såkaldt ’maskuline dyder’ i sig, måske mere end omvendt, og det kan det her jo også være et udtryk for: At man ønsker at bruge den erfaring, man selv – havde jeg nær sagt – har som mand!« lyder hendes bud.

Leonora Christina Skov peger ligeledes på sine egne fællestræk med manden, for hendes vedkommende med fokus på seksualiteten, som også er den, hendes roman, Førsteelskeren, handler om.

»Som lesbisk,« konstaterer hun, »har min hovedperson Nat Kaminski og jeg begærs-retningen til fælles, så det har tilmed været let at skrive om hans scoringer.«

Men hendes seksualitet har også været en hindring for hende, mener hun.

»Jeg har egentlig haft lyst til at skrive om en mandlig hovedperson, lige siden jeg begyndte at skrive romaner. Det vil sige de seneste ti år. Men jeg har ikke haft modet til det. Jeg har frygtet, at min lesbiske, feministiske profil ville ødelægge det fuldstændig for mig. I forvejen har det været sådan, at hvis jeg skrev om så meget som én usympatisk mandlig biperson,« – de fleste mennesker i hendes bøger er usympatiske, understreger hun – »så ville mændene i anmelderkorpset anklage mig for at være en vred mandehader. Lidt på samme måde som når jeg anmelder mænds romaner negativt. Så kommer der det obligatoriske læserbrev fra en mand, der mener, at jeg ikke bør anmelde bøger skrevet af mænd, når nu jeg selv er lesbisk og hader mænd.«

Forskellige ærinder

At bøgerne som forudsætning har en større ligestilling mellem kønnene, er forfatterne dog stort set enige om, men når de skal skildre, hvad ligestillingen betyder for bøgernes indhold, viser deres ærinders forskellighed sig.

Ifølge Leonora Christina Skov er mænd stadig nogle, der har forrettigheder i kraft af deres køn:

»Der er den sikkerhed, hvormed en mand som Nat Kaminski går igennem verden, og alle de mennesker, han helt naturligt får til at hoppe og springe for sig. Det har føltes som de gange, jeg har klædt mig ud som mand og har gået gennem byen. Folk flytter sig for én på en anden måde; der er ligesom bedre plads på fortovet,« påpeger hun. Astrid Saalbach tager derimod afsæt i »den magtforskydning, der for mig at se, er ved at ske fra mænd til kvinder. Hvor svært det – også – er at være mand, og hvor trængte de mandlige værdier er.«

Derfor fungerede hendes historie ikke med en kvinde som hovedperson, forklarer hun. »Det var nødt til at være en mand, det gjorde faldet større, patriarkens død. Udstillede den mandlige sårbarhed og køn som spændetrøje.« Astrid Saalbach ville skildre »manden som repræsentant for det gamle Europa, der er ved at synge sin svanesang.«

»Desuden havde jeg længe haft en ambition om at beskrive verden set med en mands øjne. Den maskuline seksualitet, som jeg synes er kommet i miskredit. Den maskuline drivkraft som noget uønsket eller ligefrem forbudt.«

Naja Marie Aidt zoomer derimod ind på en enkelt, individuel skæbne, selv om også hendes interesse samler sig om kønnet.

»En af grundene til, at jeg gjorde en mand til hovedperson, var, at jeg synes, det er spændende at skrive noget, der handler om køn, om at være i sit køn, om ikke at kunne finde ud af det, på en anden måde end ved at have en kvindelig hovedperson. Hvordan kan man være mand? Og hvad er det for myter og roller, der knytter sig til det maskuline?«

Men hendes interesse retter sig mod kønnets betydning for forvaltningen af en personlig krise.

»Thomas er en mand, som ikke kan trænge ind i livet, men som mærker det meget stærkt alligevel, også selvom han ikke kan finde ud af, hvad der sker omkring ham og i ham,« fastslår hun. Det er skildringen af hans sindstilstande, der har interesseret hende.

»Jeg har tænkt meget konkret på ham, mens jeg skrev, så på den måde, ja, er han realistisk, men måske er det mere hans sindstilstande end hans psykologi, jeg har interesseret mig for.« Hun kunne dog ikke have skrevet om en kvinde på denne måde, tror hun. »Måske. Men det havde været et helt, helt andet portræt.«

Leonora Christina Skov har haft to forskellige ærinder, et kulturkritisk og et psykologisk. Om det første siger hun: »Danmark trænger til, at nogen stikker en nål i opblæstheden, for kors, hvor er der meget af den, også blandt mine anmelderkolleger. Vi ser en vedvarende dans om pikken, hver gang de her såkaldt store mænd udgiver deres såkaldt store romaner, og jeg tænkte: Hvordan mon det er at være i modtagerenden af den hyldest?«

Men hvordan er det så, når hyldesten på et eller andet tidspunkt udebliver, spørger hun, for det har hun også villet undersøge.

»Det ved vi jo, at den gør, når man har været løftet til stjernerne længe nok. I sidste ende bliver man latterliggjort, indtil danskerne synes, at det er tilstrækkeligt synd for én. Hvis der er en ting, vi elsker, så er det det flæbende offer. Min hovedperson, Nat Kaminski, er på vej ned, men han har ikke nået bunden endnu, så han får ingen sympatistemmer. For mig at se må det være det ultimativt mest tragiske sted at være. Men også et ærligt sted. Nat Kaminski har intet at miste længere, så derfor kan han tale og agere fuldkommen frit. Jeg valgte at skrive om en mand som ham, fordi jeg ønskede en ærlig og frygtløs stemme.«

At se fra den anden side

Det var heller ikke specielt svært at skrive ud fra en mands synspunkt, synes de kvindelige forfattere.

»Jeg synes ikke det var anderledes at skrive om en mand i en roman, i forhold til at skrive om en mand i en novelle. Måske havde jeg øvet mig, da jeg skrev novellesamlingen Bavian, det faldt mig i hvert fald meget let,« svarer Naja Marie Aidt. Kristina Stoltz mener ligefrem, at det af og til kan være lettere at skrive om en mandlig hovedperson end om en kvindelig.

»Det er kommet bag på mig selv. Jeg tror en af grundene kan være, at jeg med den mandlige karakter på den ene side kan lægge en større afstand til mig selv og så på den anden side trække på hovedstolen fra nye uventede kanter. Da jeg skrev ÆSEL, skrev jeg i høj grad også om min egen følelse af hjemløshed, men jeg fandt et andet sprog for denne følelse ved at skrive ud fra en ung drengs synsvinkel. Det er, som om der kommer en anden energi i min skrift, når jeg skriver ud fra en mand – på den ene side en mere rå og penetrerende energi og på den anden side en ny skrøbelighed, en maskulin følsomhed.«

Den eneste af de adspurgte, det ikke er faldet let, er Astrid Saalbach: »I begyndelsen føltes det akavet, som et postulat, noget næsten ulovligt,« svarer hun. »Jeg måtte hele tiden minde mig selv om alle de mandlige forfattere, der så overbevisende og indfølende har beskrevet verden fra en kvindes point of view. At det så også endte med at blive i første person gjorde det ikke bedre. Især da han efter en skiulykke bliver hjerneskadet, og hans seksualitet meget påtrængende. For ikke at tale om da han finder ud af, at han før ulykken har været sin kone utro med en mand.«

Astrid Saalbach føler, at hun har »boltret sig i maskuline tabuer,« og det gør Leonora Christina Skov også, om end på en anden led:

»Alt tyder på, at det er hundrede procent ikketilladt at skrive morsomt om selvfede mænd og deres seksuelle formåen, og det var en af grundene til, at jeg valgte at gøre det. Jeg ville gøre det igen anytime.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Jan Weis

Nu vil kvinder åbenbart også gøre sig klog på, hvad mænd er for noget …

”Manden som repræsentant for det gamle Europa” – ”en vedvarende dans om pikken” – ”rå og penetrerende energi” – ny skrøbelighed, en maskulin følsomhed” – ”maskuline tabuer” – osv, osv. …

Man skriver så bøger, som stort set mest må appellere til medsøstre med budskabet om snarlig forløsning og udfrielse fra martyriet – ”Manden er ikke vores undertrykker længere, men et væsen …” – men hvad si’r virkeligheden ude i virkeligheden? …

Og hvor kommer så denne påfaldende ”interesse for at leve sig ind i manden” fra – et forsigtigt bud kunne lyde - mand fristes til at bedømme hele opvisningen som endnu et feudiansk fænomen og en udbredt frustration i visse kredse – penismisundelse og kedsomhed …

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

I har aldrig været ofre. Tæt på. Og mændene har jo ikke ændret dna, eller er blevet biologisk anderledes, end de hele tiden har været. Men det er da bare fedt, at kvnderne ønsker sig at leve sig ind i mænd nu. Bedre kan det ikke være. Om der så kommer gode bøger ud af det, må tiden og læselysten vise.

Brugerbillede for Nic Pedersen

Det må være en forbandet svær øvelse at leve sig ind i et andet køn end ens eget.
Så hvis påstanden var kommet fra en mandlig anmelder, havde den måske været mere overbevisende? ;-)

Men jeg må medgive, at f.eks J. K. Rowling rammer den pubertære dreng/mand (måske mest i bipersoner) så godt, at det alene gør bøgerne læseværdige for voksne.

Mest spændende ville det faktisk være, hvis en mandlig forfatter kunne præstere noget tilsvarende!
(gerne efter en kvindelig anmelders mening!)

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

Når forfattere af hunkøn opdigterer karakter af hankøn, samt opdigter de tanker, ytringer og handlinger disse karakterer gør sig, er det muligvis et udtryk for intellektuel dovenskab?

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Hvordan kan man skrive sig ind i et andet køn? Det er svært at forstå. Et efter min mening dårligt eksempel var Høegs "Frk. Smillas fornemmelse for Sne", men der er givetvis mange rigtig gode eksempler i litteraturen. Et af de ældgamle, jeg kommer i tanke om, er J.P Jacobsens "Fru Marie Grubbe". Den er skide god, kan anbefales på alle niveauer. Bare læs et par sider, og læg den væk, det er stof nok til lang tids drøvtyggeri. J.P. Jacopbsen kunne om nogen leve sig ind i det andet køn.

Brugerbillede for Nic Pedersen

@Heinrich

Her synes jeg, at du er uretfærdig!

Det er en svær og udfordrende øvelse, men man bør ikke bebrejde nogen, at de gør sig den.

Man kan jo så altid bedømme resultatet
Dovenskab mener jeg ihvertfald ikke, det kan kaldes!

Brugerbillede for Jan Weis

Hans Brix siger i ”Gudernes Tungemaal” (1911), at ”Marie Grubbe” er to ting: det er en historisk roman og en psykologisk roman – hvor det sidstnævnte var noget af en nyskabelse på den tid …

”Som en skøn og ædet Bygning i Barbarernes Hænder forsømmes og fordærves, … saaledes forsømtes og fordærvedes Marie Grubbe i disse seksten Aar” … ”Raahed i Tanker som i Tale, en plump og Trællesindet Tvivl om det Ædle og det Store, og en fræk Foragt for sig selv, det havde disse seksten Tjeleaar bragt hende.” …

Teksten er Jacobsens, analysen af Brix fylder ret mange sider i bogen – han var også indtaget af forfatterens psykologiske indlevelse i et kvindeliv, hvis beskrivelse Jacobsen ønskede at gøre til et monument for alle figurer ”Marie Grubbe” – hvor de seksten års ægteskab blev skæbnesvangert for hovedfiguren – hende kunne forfatteren leve sig helt og aldeles ind i …

Bogen er - som rigtigt pointeret af Michael oven for – et pudsigt tilfælde, for jeg havde netop i eftermiddag genlæst Brix – absolut læseværdig den dag i dag og burde være fast pensum i gymnasiets danskundervisning – men hvad er status egentlig? …

Denne korte synopsis viser ikke bogen fuld retfærdighed …

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

Nic,

mange mænd af hankøn, forekommer mig at være ufatteligt simple og enfoldige.

At en flok hankønsvæsener kan bruge 3-4 timer på at glo tv, hvor en uvedkommende dyst mellem to professionelle virksomheders personale udi jonglering med én bold, alt imens der udstødes primalbrøl fra sofarækkerne i takt med hvor bolden placeres, og hvor den ledige hjernekapacitet i opholdene mellem det intense kiggeri og fraværet af anledninger til at brøle, anvendes til at snakke om store patter, vrøvle i kor og hente øl, er en kilde til stadig undren.

Mænd af hunkøn, der kan bruge lige så lang til på at cirkelsnakke om personer og emotioner, i en slags symbiose hvor åndedrættet er koordineret, så der aldrig forekommer situationer hvor alle inhalerer på samme tid og deres pludren momentant bringes til ophør, må jeg tilstår, er en lige så stor kilde til undren.

Skulle man af uransagelige grunde føle trang til at sætte sig ind i sådanne personer verden, forekommer mig at være noget vanskelige at sætte sig ind i hvad der får hunkønsvæsener til at opføre deres sociale skuespil.