Læsetid: 7 min.

Den lille søkadet, der blev en stor forfatter

Chancer: Livet handler om at turde vælge, tage chancen og se, hvad der kommer ud af det, siger gamle Siegfried Lenz, der ser tilbage på en tilværelse, formet af krig, heldige sammentræf og rigtige beslutninger
Øjeblikke. ’Når jeg ser tilbage, var der øjeblikke og konstellationer og situationer, hvor heldet tilsmilede mig i en grad, så man næsten ikke tør tro det,’ siger Sigfried Lenz og ryger på sin pibe, som han altid har med sig. Også på fotoet fra 1989.

Øjeblikke. ’Når jeg ser tilbage, var der øjeblikke og konstellationer og situationer, hvor heldet tilsmilede mig i en grad, så man næsten ikke tør tro det,’ siger Sigfried Lenz og ryger på sin pibe, som han altid har med sig. Også på fotoet fra 1989.

B. Friedrich

14. september 2012

I foråret 1945 blev Siegfried Lenz efter halvandet års værnepligt som søkadet på panserkrydseren Admiral Scheer sendt videre til de tyske tropper i Danmark. Han var 19 år. Få dage senere blev krigsskibet, der lå i havn i Kiel, sænket af bombefly fra Royal Air Force.

Det var et tilfælde, at Lenz ikke stadig var ombord, da bomberne ramte. Og det var et tilfælde, at han ikke blev sendt til Østfronten, men til en kaserne i Næstved, som tyskerne havde overtaget fra det danske forsvar.

»Jeg var så heldig. Det kunne være gået meget anderledes. Det hele kunne være sluttet for mig. Det er jeg dybt taknemmelig over, at det ikke gjorde,« siger Lenz, da Information møder forfatteren i et hus, han og hans kone ejer på Sydfyn. Et smukt sted tæt på vandet og med høje træer omkring, hvor de helst vil være helt i fred og derfor ikke ønsker beskrevet i detaljer i pressen.

Længe har Lenz været syg. Den 86-årige forfatter har fået utallige strålebehandlinger og har for nylig gennemgået en større operation i Hamborg, hvor han bor til daglig. Smerterne er »en fast ledsager«, siger han. Han kender dem i detaljer og kan genkende de enkelte afarter.

Alligevel dukker ordet »taknemmelig« op flere gange i løbet af vores samtale. Han er taknemmelighed for det liv, han har haft. Et liv, der i høj grad blev formet af krigen, men også af både tilfældige sammentræf og de rigtige valg på de rigtige tidspunkter: »Når jeg ser tilbage, var der øjeblikke og konstellationer og situationer, hvor heldet tilsmilede mig i en grad, så man næsten ikke tør tro det,« siger Lenz og ryger på sin pibe, som han altid har med sig.

Krigsfange

Lenz’ familie måtte flygte fra Østpreussen, da Den Røde Hær kom. Selv deserterede han, da han i krigens sidste dage kom til Danmark. Han sov på en eng i skoven og fik hjælp fra en dansk familie.

»De var så venlige. For dem var jeg ikke en fjende, men et menneske, der var sultent og ikke havde noget hjem.«

Da englænderne kom til landet, tog de ham som krigsfange.

»Men det var en god ting. Jeg blev befriet for mange sorger. Jeg skulle ikke bekymre mig om noget. Jeg vidste, hvor jeg skulle sove. Jeg vidste, hvor jeg skulle spise.«

Lenz havde lært engelsk i skolen, og englænderne brugte ham som tolk. Han blev del af en afvæbningsenhed, der patruljerede i Slesvig-Holstein og det sydlige Danmark og udstedte hjemsendelsespapirer til tyske soldater.

En engelsk soldat sad en dag med en avis. Lenz spurgte, om han måtte låne den. Sådan en havde han kun sjældent set i løbet af krigen, og når han havde læst i en, »så var den fuld af propaganda«, siger han.

Han fik lov at kigge i avisen, og for første gang fik han et indtryk af, hvad der faktisk var sket i verden i løbet af de seneste år. Selv besluttede han, at han også ville lave avis. Han ville lære at skrive, og han ville have adgang til ufiltrerede nyheder.

Men han ville også studere, og igen var han heldig. Engelske officerer, der må have haft blik for hans talent, hjalp ham til begge dele. Han fik en plads på universitetet i Hamborg, hvor han kunne studere filosofi, litteraturvidenskab og engelsk, og han fik en praktikplads på avisen Die Welt, som englænderne grundlagde i byen.

Desuden gav englænderne ham små tusind cigaretter med, da han forlod dem. Det var en lille skat. Han solgte cigaretterne lidt ad gangen på det sorte marked og klarede sig på den måde i den første tid efter krigen, hvor der var mangel på alt i det udbombede Hamborg.

En ven af Kafka

Det var den litterære legende Willy Haas, der hjalp Lenz i gang som forfatter. Haas, der i sin fødeby Prag havde været en nær ven af Franz Kafka, var indsat af den engelske hær på Die Welt som såkaldt chief controller med rang af major. Han skulle udvikle avisens kulturstof.

»Willy Haas blev en god lærer for mig,« siger Lenz. »Det var helt fantastisk for en lille søkadet.«

Lenz havde til opgave at finde romaner og bryde dem op i dele, så de kunne bringes som føljetoner i avisen. Han valgte romaner af Graham Greene og andre populære forfattere. »Men så sagde jeg til mig selv, at jeg da også kunne forsøge selv at skrive en roman. Og så skrev jeg en,« siger Lenz. »Ikke en særligt omfangsrig roman, men en roman. Jeg viste den til Willy Haas. Han læste den og sagde: ’Unge mand, den offentliggør vi som føljeton fra næste måned i Die Welt’. Han spurgte, om jeg havde noget imod det. Det havde jeg ikke.«

Dengang kunne ingen vide, at den unge Lenz skulle blive en af sin generations vigtigste forfattere. Udkomme i 30 lande, sælge over 20 millioner bøger og få sine samlede værker udgivet i 20 bind.

Det var først flere år senere, da Lenz i 1968 skrev romanen Tysktime, at han for alvor slog igennem som forfatter. Bogen foregår under krigen, hvor en nordtysk landbetjent får til opgave at forhindre en ekspressionistisk maler på egnen i at udøve sin kunst, som nazisterne har nedlagt forbud imod. Selv om betjenten ikke er overbevist nazist, og maleren har været hans nære ven, gør han, som han har fået besked på af sine foresatte. Om end det ikke falder ham let.

Romanen, der er inspireret af nazisternes maleforbud til Emil Nolde, gør op med fortællingen om den uskyldige tysker, der blot gjorde sin pligt, men den forsøger også at forstå, hvad der drev de lydige håndlangere. For Lenz var det en nødvendig bog at skrive. Den var »en slags afregning«, siger han.

Øjenvidne til krigen

Ligesom Günter Grass, Hans Magnus Enzensberger, Jürgen Habermas og flere andre store tyske intellektuelle i sin generation så Lenz det »som en hovedopgave at forsøge at være med til at sikre, at krig var en umulighed«, som han siger. »Når man har været øjenvidne til krigen – til elendigheden, døden, fortvivlelsen, den uhyre nød – så må man tage konsekvenserne. Man kan ikke bare lade det ske uden at blive berørt.«

En af konsekvenserne var, at Lenz blev socialdemokrat. Han og Günter Grass støttede Willy Brandt, der som kansler gik i dialog med DDR og resten af østblokken. Lenz og Brandt fik et tæt forhold, og Lenz var med i Polen, da kansleren forud for underskrivelsen af Warszawa-traktaten i 1970 knælede foran det jødiske mindesmærke for ofrene for Holocaust. En gestus, der fik ikonisk status som udtryk for en bøn om tilgivelse på vegne af hele det tyske folk.

Willy Brandts efterfølger som kansler, Helmuth Schmidt, blev en endnu tættere ven af Lenz, og de to ses stadig så ofte som muligt. Senest var den 93-årige tidligere socialdemokratiske kansler i august i år på besøg på Fyn. Schmidt kom med alle sine sikkerhedsfolk, drak kaffe og sad i haven og talte med Lenz, så længe de to gamle mænd orkede. Blandt andet om situationen i Grækenland. De var enige om, at landet må og skal hjælpes til at blive i Eurozonen. For dem er den europæiske enhed et imperativ.

Ikke ufarligt

Selv om Lenz stadig er politisk engageret, er hans seneste bøger ikke særlig politiske, siger han selv. Snarere er de eksistentielle. Han synes i sin høje alder optaget af de tilfældigheder og de valg, der former et menneske.

For få år siden udgav han den sanselige, stilfærdige fortælling Et minuts stilhed om en ung mand, der forelsker sig i sin lærerinde. I en sommerferie udvikler der sig et forhold mellem de to, men hun dør ved en tragisk ulykke, og han forsøger at forlige sig med tabet og komme videre.

Lenz skrev bogen, efter han i 2006 selv havde mistet sin kone. De havde været gift i 57 år, og han havde ligesom sin hovedperson behov for at forlige sig med tabet. Det lykkedes. Fire år senere giftede han sig som 84-årig med dansk-tyske Ulla Reimer, der var en nær ven af hans første kone.

For nylig udkom på dansk den seneste bog af Lenz, novellesamlingen Masken. Også her kredser han om eksistentielle situationer. I titelnovellen taber et skib fra China Shipping på vej til Hamborg en container, der driver i land på en nordtysk ø. Containeren er fuld af masker til det etnografiske museum i Hamborg, og indbyggerne på øen prøver dem og opdager, at de forandrer sig, når de har maske på. De bliver nogle andre end dem, de var. Det er der udviklingsmuligheder i, men også risici.

»Jeg har selv været heldig i mit liv. Ethvert valg, man træffer, er risikabelt. Det er ikke ufarligt,« siger Lenz. »Men når man forsøger noget, må man også tage ansvaret for det. Langsomt, med forbehold afvente, hvad der kommer ud af det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu