Læsetid: 8 min.

’Jeg er nok lidt Balkan’

For bare få måneder siden gik den 27-årige dansk-serbiske skuespiller Danica Curcic stadig på Teaterskolen i København. Nu skal hun spille hovedrollen i ’Lulu’ på Skuespilhusets største scene. Man må gerne dytte lidt for at komme frem, siger hun. Det gør de fleste ikke, men Danica Curcic er også ’lidt Balkan’
Danica Curcic debuterer på Det Kongelige Teater i titelrollen som ’Lulu’, og senere på året skal hun også spille hovedrollen i ’Frankenstein genskabt’.

Danica Curcic debuterer på Det Kongelige Teater i titelrollen som ’Lulu’, og senere på året skal hun også spille hovedrollen i ’Frankenstein genskabt’.

Kultur
11. september 2012

For tredje gang på en uge er jeg på vej til et interview med Danica Curcic. Det første endte, allerede før det var begyndt. Torsdag morgen, halvanden time inden vi skal mødes, får jeg en sms fra Det Kongelige Teaters presseafdeling: »Danica har aflyst, og vi kan ikke komme i kontakt med hende nu,« lyder den kortfattede besked, der viser sig at dække over ændrede prøveplaner.

Vi finder en ny tid allerede dagen efter, men tre kvarter før vores aftale, ringer telefonen igen med dårlige nyheder – og denne gang af mere alvorlig karakter: En scenevæg, som i forestillingen skal falde bagover, er under prøverne faldet den forkerte vej og har ramt skuespilleren Søren Sætter Lassen, som er blevet kørt på hospitalet med, hvad der senere skal vise sig at være et kompliceret benbrud og fire brækkede ryghvirvler. Alle er rystede, skuespilchef Emmett Feigenberg har kaldt til krisemøde, og interviewet ... nå ja, det er aflyst.

Nu er det så blevet mandag, og vi prøver igen. Men denne gang med bevidstheden om, at telefonen kan ringe hvert øjeblik og udstikke en ny kurs, at levende teater på godt og ondt udfolder sig i nuet, og at der i kunstens verden ikke gives garantier for noget som helst. Ikke engang for ens gode helbred.

»Det er så forfærdeligt det, der er sket,« siger Danica Curcic og piller lidt formålsløst ved kaffekoppen på bordet foran sig. »Men hold kæft, hvor har folk bare stået sammen. Det har virkelig været rørende at se. Den følelse af sammenhold og af at være der for hinanden. På den måde er der heldigvis også kommet noget positivt ud af det,« siger hun.

Vildt hårdt

Foreløbig har fredagens arbejdsulykke udsat premieren på Frank Wedekinds Lulu på ubestemt tid. For Danica Curcic har episoden betydet endnu mere kaos i et i forvejen hektisk forløb. Det er ikke mere end et par måneder siden, hun stadig gik på Statens Teaterskole og spillede afgangsforestilling med de andre elever; nu er skolen skiftet ud med Skuespilhusets Store Scene, og klassekammeraterne erstattet af Det Kongelige Teaters faste ensemble af guldrandede navne. Og hvad vildere er, ja, hvad der nærmest er fuldstændig uvirkeligt: Danica Curcic spiller hovedrollen. Det er alt sammen gået ualmindeligt stærkt for den 27-årige debuterende skuespiller.

»Det er jo første gang, jeg prøver at spille en så stor rolle med så meget tekst. Så jeg er stadig i gang med at mærke efter, hvordan jeg gør det på den måde, der er bedst og sundest for mig. Det har været vildt hårdt. Men jeg har samtidig lært så sindssygt meget på de seneste fem uger,« siger hun og smiler.

Blandt andet har Danica Curcic lært, at pressens opmærksomhed som en naturlov altid samler sig om nye talenter, der kan udråbes til kommende stjerner.

»Det føles underligt, at jeg ikke har bevist noget endnu, og der er allerede alt muligt hypet op. Selvfølgelig er det fantastisk at få omtale, men det sætter også nogle forventninger, som jeg bliver nødt til at lægge fra mig, hvis jeg skal kunne fokusere på arbejdet,« siger hun.

Og der er nok at fokusere på, for rollen som Lulu er krævende. Forestillingen, der er skrevet af den tyske dramatiker Frank Wedekind i 1894 – og i mange år var beslaglagt pga. stykkets »utugtige karakter« – handler om den rige og smukke hjerteknuser Lulu, der efter at have myrdet sin mand styrter fra samfundets tinder og må leve som prostitueret i Londons beskidte gader, indtil hun falder for Jack the Rippers hånd. Det er en forestilling om sex, mord og penge – og for Danica Curcics vedkommende indebærer den ikke så lidt nøgenhed. Men det er hun kold over for:

»Jeg kan gå meget langt, hvis det giver mening inden for den historie, jeg skal fortælle. Og her i stykket skildrer jeg en karakter, som lever af sin krop, så det føles kun helt naturligt,« siger hun.

’Man må gerne dytte’

Danica Curcic gestikulerer, når hun taler. Hun tager sig til hovedet, kaster sig bagover i stolen, slår ud med armene; pludselig rejser hun sig op for at lave en parodi, så sætter hun sig igen med brag, bander og svovler, griner, råber og hvisker, og hele tiden følger armene med – som dirigerede hun sit eget temperament med sit kropssprog. Det spænder vidt, temperamentet, og er både præget af den nordiske kølighed og det varmblodige Balkan.

Danica Curcic – navnet udtales Daniza Churchich – er født i Beograd i 1985, men kom til Danmark allerede som et-årig, da hendes far fik arbejde på det, der dengang hed Jugoslavisk Turistbureau. I første omgang lød hans kontrakt på to år, den blev siden forlænget til fire år, og efterhånden begyndte familien at slå rødder i det danske – de købte hus på Amager, og Danica fik en lillebror – alt imens forholdene i hjemlandet gradvist forværredes: Slobodan Milosovic kom til magten i 1987, og fire år senere brød krigen på Balkan ud. Det havde aldrig været meningen, at familien skulle bo permanent i Danmark, men nu blev virkeligheden en anden. Danica blev ældre, begyndte i børnehave, siden i skole. Derhjemme talte hun serbisk, alle andre steder dansk, men hun har aldrig oplevet den dobbelte identitet som en belastning.

»Det kan godt være lidt mærkeligt hverken at føle sig 100 procent dansk eller 100 procent serbisk. Men jeg har altid prøvet at se fordelene i det, mere end at se det som en form for rodløshed,« siger Danica Curcic, som mener, det serbiske temperament har præget hende både som person, skuespiller – og bilist:

»Jeg kører fint nok bil, men jeg synes jo godt, man kan dytte lidt for at komme frem en gang imellem. Det gør man bare ikke i Danmark. Hvis man gør det, så vender alle sig om og kigger på én. Tænk, at hun gjorde det! Men det er sådan en generel ting, jeg har taget med mig om at: ’Jo! Man må gerne grine lidt højt, og man må faktisk også godt klappe og sige bravo, hvis man er glad for noget. Hvis der er noget, jeg hader, så er det folk, som ikke kan holde ud, at man udtrykker sig. Hvad er problemet i det? Helt ærligt, hvad er problemet,« siger hun og smiler, da hun pludselig bliver bevidst om sin egen reaktion.

–Hvordan bærer du det temperament med dig op på scenen?

»Det ligger ubevidst i mig, tror jeg. Jeg er nok lidt Balkan – både i kropssproget og temperamentet og min lyst til at gå i kødet på tingene ...« begynder hun, da hun lader sig distrahere af en af tjenerne på cafeen, som skramler rundt med møblementet på cafeen.

»Hold op, hvor skal der rykkes rundt på de stole,« kommenterer hun.

Radio i badekarret

Teatralsk har Danica Curcic altid været. Og hendes lyst til at optræde går lige så langt tilbage.

»Jeg lavede sådan nogle radioprogrammer i ... nej, det er en åndssvag historie,« fortryder hun – og tager sig så alligevel sammen: »Altså, jeg lavede sådan nogle radioprogrammer i badekarret som otte-årig, hvor jeg interviewede min lillebror og inviterede folk ind for at se det. Den slags har jeg lavet hele livet. Når jeg skulle skrive opgave i folkeskolen, var det også altid sådan noget med: ’Ej, jeg laver en film om det. Ej, jeg opfører det som teater. Ej, jeg laver et river dance-show og portrætterer Irlands historie gennem dans’. Du ved, sådan nogle ting – jeg havde altid lyst til at omforme opgaverne og lave noget andet ud af det.«

Alligevel var det ikke skuespil, Danica Curcic valgte, da hun efter gymnasieårene stod med alle muligheder foran sig: Hun valgte den akademiske vej. Allerede som 17-årig blev hun optaget på Institut for Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet (»tutorerne gjorde grin med min alder, og det var så pinligt«), hvor hun læste tre år og færdiggjorde sin bachelor, inden hun indså, hvor meget hun savnede fællesskabet og det fysiske nærvær, hun havde været så vant til fra skoleårene på det kreative Sankt Annæ Gymnasium.

På universitetet levede folk oppe i deres hoveder i stedet for nede i deres kroppe – og Danicas løsning på dét var lige så radikal, som den var modig: Hun forlod universitetet og København og rejste i stedet til Californien for at begynde på Dell’Arte International School of Psysical Theatre. Efter et år med fysisk maske- og klovneteater kom hun ind på masteruddannelsen samme sted – men så blev hun pludselig grebet af tvivl: Var det virkelig her, hun ville være? Fem gange kørte hun frem og tilbage mellem sin lejlighed i San Francisco og skolen, der lå nogle timer nordpå. Uden at melde sin ankomst.

»For jeg vidste, at hvis jeg tog derop, så ville mit fremtidige liv være i USA. Det var en så skræmmende tanke. Det var hele maven, der sagde: Er du sikker? Sidste gang, jeg kørte turen, standsede jeg ved en tankstation midt ude i ingenting og ringede til skolen, som sagde: ’Vi tror, du skal tage hjem til Danmark og tænke over det’. Og jeg kan huske, at jeg lige bagefter ringede til min lillebror og sagde: ’Oggi, jeg skal ind på skuespillerskolen i København!’«

Hvad folk tænker

Ind på Teaterskolen kom Danica Curcic – endda i første forsøg – også selv om det nær var gået galt. Under en improvisationsøvelse i tredje og sidste optagelsesrunde skulle hun vågne op som en løve og jagte en mus, men i ren iver efter at yde sit bedste ramlede hun ind i sin medspiller og brækkede næsen. De sidste prøver måtte hun iagttage fra sidelinjen.

»Jeg ville det simpelthen for meget. På skolen i Californien havde jeg ikke lavet andet end at ’mærke kroppe i rum’ – og så sker dét her! Men jeg kom alligevel ind, så de må have tænkt: Hende dér, hun bløder for teatret!«

Men dybest set ved man aldrig, hvad folk tænker – og derfor gælder det også om at blive ved med at tro på sig selv og kræve sin ret:

»Det er vigtigt at vise kunstnerisk ydmyghed, men man skal også turde stå ved sin intuition, selv om man er ny. Det har jeg gjort, og det er jeg stolt af. Det hænger også sammen med at tage sin plads. Men tvivlen vil nok altid være der. Det tænkte jeg også, da Det Kongelige Teater ringede: ’Er de sikre på, at de vil have mig ind? Kan der være sket en fejl?’ Det er sjovt med den tvivl. Det er bare en, der følger dig. Og jeg kommer nok også selv til at stå med den mange gange endnu.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Danica er en fuldkommen uforfærdet, take-no-prisoners bombe på en scene - en skuespiller, vi har aldrig haft magen til. En vulkan.

Og smuk såmænd !

Ja, temmelig, men som alle skuespillere kan Danica se MEGET forskelligt ud.