Nutidens arkitekter tegner mere end bare bygninger

BIG, COBE, JDS, NORD, PLOT, ADEPT, EFFEKT, Kollision, TRANSFORM, POLYFORM, WE, SLETH, JAJA.

Det lyder næsten som medicinske diagnoser, men bag bogstavkombinationerne gemmer sig en ny generation af danske tegnestuer, der repræsenterer et nybrud i arkitekturen. Med en enkelt undtagelse er de alle etableret i 00’erne. Bag dem står en række unge arkitekter, som tilfører ny energi, anskuer arkitekturen ud fra et bæredygtigt perspektiv og engagerer sig i projekter, der provokerer til bevægelse og social aktion.

Det fortæller Kristoffer Lindhardt Weiss, medredaktør af den nye bog Den ny bølge i dansk arkitektur og partner i virksomheden Wallner Weis.

»Der er sket en eksplosion. Der er en parathed til at gå i dialog med samfundet. De unge arkitekter er mere samfundsorienterede og mere debatterende. De overvejer bestandigt, hvad arkitektur kan levere tilbage til samfundet. Det er en ny tendens,« siger Kristoffer Lindhardt Weiss.

Han er det nærmeste, man kommer en selvudnævnt propagandaminister for den unge generation af arkitekter, som om nogen har turdet tage del i samfundsdebatten. Det skyldes især deres alder, påpeger han.

»De er stort set alle under 40. Op igennem deres opvækst i 70’erne og 80’erne har de alle fået tudet ørerne fulde af syreregn og hvaldød,« siger Kristoffer Lindhardt Weiss.

Det særlige ved de 10-12 unge tegnestuer, som er genstand for opmærksomheden, er, at de er blevet stillet over for alverdens natur- og miljøkatastrofer. De er blevet forholdt dilemmaer, som kræver en stillingtagen og en søgen efter gangbare argumenter. Netop disse kvaliteter besidder den nye generation, mener Kristoffer Lindhardt Weiss.

»Arkitekterne er tvunget til at kunne levere svar, og parathed ligger i denne generations dna. Det er en ny profil,« fortæller han og nævner Kløvermarken som eksempel: Da daværende overborgmester Ritt Bjerregaard (S) i 2005 ville opføre 5.000 billige boliger, kom tegnestuen BIG med et konkret forslag til at realisere planen. Det var uventet, at en tegnestue på den måde tog del i den politiske debat, og BIG har da også fået masser af hug for projektet.

»Denne generation af arkitekter går meget offensivt ind i diskussionerne, når der er brug for det. Arkitekter skal ikke blot være smagsdommere, men gå aktivt ind og bruge deres viden til at udvikle opbygningen af samfundet: Hvordan skal et hjem for resocialisering se ud? Hvordan skal vi opbygge et fængsel? En skole?« siger Kristoffer Lindhard Weiss.

Bygninger som sociale motorer

Jens Thomas Arnfred, der er medstifter af Tegnestuen Vandkunsten og tidligere professor ved Kunstakademiets Arkitektskole, er enig i, at den nye generation af arkitekter repræsenterer en ny stilart. De forstår at skabe bygninger, som fungerer som sociale motorer, der sætter folk i bevægelse. Bygninger, der får folk til at interagere. Som eksempelvis 8Tallets indre cykelsti, hvor man kan cykle hele vejen op til tiende etage. Eller Det Maritime Ungdomshus på Amager, som man kan gå op i og rundt om. På den måde bliver det offentlige trukket ind i bygningen. Men den nye generation er ikke bannerførere for én bestemt stil, understreger Jens Thomas Arnfred. Derimod er der stor variation i udtrykket, fordi projekterne er forsøgt tilpasset det enkelte sted og det enkelte koncept. Og det er positivt, mener han.

»De bedste, yngre arkitekter øver sig i at opstille alternativer til de reduktive markedsbestemte kræfter, der styrer vores længsler. Det gælder om at træne indignationen og sammenfatte nogle løsninger, der vil andet og mere end at opfylde byggeprogrammet. Det ved den yngre generation heldigvis godt, så jeg kan næsten ikke vente på, at de kommer til fadet,« siger Jens Thomas Arnfred.

Ligesom Kristoffer Lindhardt Weiss mener han, at de nye tegnestuer forsøger at imødekomme globaliseringen ved at tilpasse projekterne til det enkelte sted og det enkelte koncept. Det handler om at læse stedet og komme med nye ideer til bygherren. Og stilskiftet er opportunt.

»Jeg oplever kærkomne forsøg på at ’afpille hønen’ og gøre bygningskunsten mindre selvhævdende ’her kommmer jeg-agtig’. God arkitektur er en større fortælling, der omfatter ydmyghed og indlevelse i den menneskelige natur og i det landskab, den tager i besiddelse,« siger Jens Thomas Arnfred.

En international byggeplads

00’ernes arkitekter, som de populært kaldes, er dygtige mediebrugere, der forstår at brande sig selv i en international kontekst. De fleste er uddannet uden for Danmark, og mange af de unge tegnestuer har talrige opgaver i udlandet. Se blot på BIG, der er ved at udsmykke New Yorks skyline med kæmpebyggeriet W57 (byggeriets adresse ligger på Manhattans West 57th Street), som kommer til at koste en halv milliard dollar.

At de unge arkitekter forstår at lande projekter over hele verden, skyldes bl.a. en uforfærdet tilgang til arkitekturen, mener Carsten Thau, der er idéhistoriker og professor ved Kunstakademiet.

»De unge arkitekter tænker mere dristigt med hensyn til relationen mellem funktion og form på bygninger. Ældre dyder som helhed, ro, klarhed, orden, formmæssig homogenitet osv. forlades. De sætter, ofte med et artistisk overskud, forskellige funktioner som f.eks. et parkeringshus sammen med terrasserede parcelhuse (Bjerget i Ørestaden, red.) i en forbløffende opstabling. Der ganske vist lader hånt om de urbane muligheder i omgivelserne ved at være helt tillukket og indadvendt som Månebase Alpha i forhold til gadeplan. Men de unge danskere har lavet en række selvstændige byggerier, som berettiget vækker opsigt internationalt,« siger Carsten Thau.

Han mener imidlertid ikke, at generationen er særligt deltagende i samfundsdebatten, og han savner mere slidstærke byggeprojekter.

»Selv om vi har forladt håndværket kunne man udmærket på industriens vilkår lave noget, der både holder og virker stimulerende. Det er klart, at man næppe i dag kan stille krav om, at arkitektur skal præstere den høje håndværksmæssige finish, som man så i byggerier af f.eks. Kay Fisker eller Arne Jacobsen. Det ville være meget dyrt at lave,« siger Carsten Thau og tilføjer:

»Men man kan godt på industriens vilkår vise en evne til at demonstrere en høj materialebevidsthed.«