Forsiden på den nye avis er egnet til at skræmme. Den bringer et billede af en spøgelsesagtig kvinde, hyllet i en mørk kutte af niqab-model og skubbende en barnevogn, hvor de to børns hoveder er sløret, så de ligner kartofler. Overskriften på den ledsagende artikel lyder:
»Sveriges og Danmarks muslimske befolkning fordoblet på 14 år.«
Og underoverskriften:
»Den stramme danske indvandringspolitik har været uden effekt. Sverige nærmer sig 600.000 officielle muslimer.«
Avisen bærer navnet Dispatch International og er i formatet broadsheet. Initiativet til avisen udgår fra kredsen omkring det danske Trykkefrihedsselskabet og det svenske Tryckfrihetssällskapet, idet avisens to chefredaktører er de to selskabers respektive formænd, Lars Hedegaard og Ingrid Carlqvist.
I sin omtale af svenske forhold viser den nye avis sympati for partiet Sverigesdemokraterna. Hvad angår denne side af Sundet, kan avisen lufte den insider-nyhed fra Dansk Folkeparti, at Kristian Thulesen Dahl på partiets landsmøde 15.-16. september vil holde en formandstale, der »er lige så fokuseret på moralske og kulturelle spørgsmål som hans forgænger Pia Kjærsgaard«.
Rygstød fra DF
Selvsamme Dansk Folkeparti har givet Dispatch International et rygstød ved at lægge avisens første udgave som tillæg til partiets medlemsblad, der udsendes til DF’s 11.000 medlemmer.
Denne broderlige bistand er forståelig, eftersom Dispatch puster til DF’s bål. Avisen har overskrifter som »Indvandrere står bag 78 pct. af svenske voldtægter«, og den bringer den glade nyhed, at den hollandske ekstremnationalist Geert Wilders til efteråret gæster Malmø. En kronik bærer overskriften: »Muhammed i store vanskeligheder« og slutter med ordene: »Det er umuligt at undgå konklusionen: Muhammeds historiske eksistens er mere usikker end nogensinde.«
Hvad der derimod kan undre, er, at Lars Hedegaard, der i forvejen har stridsmål nok at se til, åbner nye fronter i sin danske kulturkamp. Dispatch overtager nemlig det yderste amerikanske højres mærkesager: Barack Obama er ikke født i USA og opfylder derfor ikke betingelsen for at være præsident, hævdes det i en alenlang udredning, forfattet af den ærkereaktionære klummeskriver Diana West.
En overskrift på Dispatch-forsiden lyder: »FN’s klimapanel står med et kæmpeproblem – Trods mere CO2 bliver verden ikke varmere.«
I en anden overskrift hedder det: »Børn til lesbiske mødre klarer sig dårligt.«
Spottende fortælles det som »kort nyt«, at Dispatch har efterkommet en bøn fra Barack Obama om at sende ham tre dollar til genvalgskampagnen, og at Dispatch samtidig har sendt Obama en e-mail, som Dispatch har sluttet med: »P.S.: Og skaf dig nu af med de muslimske Brødre og Søstre, der har fået foden indenfor i din regering.«
Obama vil snyde
I sin fjendtlighed over for Obama kan Dispatch også citere forlydender fra det amerikanske magasin Whistleblower om, at Obama har en storstilet plan om at snyde sig til en valgsejr i november.
Hvad vil de to skandinaviske ’trykkefrihedsselskaber’ dog opnå ved at importere det yderste amerikanske højres forfølgelsesvanvid til Danmark og Sverige? Lars Hedegaard og hans meningsfæller ser spøgelser nok i forvejen. Og har Dansk Folkeparti behov for at udbrede et smædeskrift mod Barack Obama?
Det er gådefuldt. Ligesom det ikke står klart, hvorfra Dispatch har rejst midlerne til at komme på gaden. I en redaktionel tekst hedder det: »Vi kan ikke købes, og vi vil ikke gøre os afhængige af offentlige tilskud eller annoncer.«
Læserne opfordres til at tegne et 885 kroners abonnement for et års ugentlig udgivelse af Dispatch eller købe et antal »Honest Press Certificates«, der fås for 250 euro pr. stk.
Om Dispatch vil udkomme trykt eller kun på nettet afhænger af responsen, fortæller redaktionen.
I en leder fortæller Lars Hedegaard om sin ambition med avisen:
»I denne avis vil vi skrive sandheden. Så får det briste eller bære.«
Det rinder i hu, at sandheden på russisk hedder ’pravda’. Det var navnet på den avis, der blev udgivet af Sovjetunionens Kommunistiske Parti.
Man græmmes.
Forskellen mellem genialitet og dumhed er,
at genialitet har sine begrænsninger.
At "sandheden" lige netop skulle poppe op i dette betændte og spøgelsesforfulgte selskab må siges at være en vittighed ...
Tja, hvis man som Hedegaard har været chefredaktør på Information, kan man åbenbart drive det vidt.
Det første nummer er vist mere et prøvenummer. Som de skriver på hjemmesiden: "Hvis alt går efter planen, starter vi regelmæssig, ugentlig udgivelse torsdag den 3. januar 2013."
http://dispatch-international.com/da/content/derfor-starter-vi-dispatch-...
På jævnt dansk hedder det paranoia.
Det største problem er ikke denne Hedegaards holdninger. Det største problem er, at hver gang han eller en af hans slæng lukker gylle ud, står det meste af den danske medieverden klar til at slå det stort op, velvidende at der findes en lille, men frådende og mestendels anonym underskov af underfrankerede racister som elsker at hoppe med på vognen.
Jeg har talt med flere af mine amerikanske venner om fænomenet, og de forstår det ikke. De siger, at hvis Pia Kjærsgaard eller Hedegaard stillede sig op i New York og sagde det, som herhjemme gang på gang rydder forsider, ville de blive mødt med enten et latterbrøl eller en total mangel på interesse. Ingen ville tage dem alvorligt og ingen respektabel avis ville bruge to sætninger på så ekstremistiske personer.
Nej, jeg siger ikke, at al racisme kan ties ihjel, men jeg siger, at vi - de danske medier og det store flertal, som tager skarpt afstand fra disse amøbers holdninger - måske skal holde op med frivilligt at tildele dem rampelyset og retten til at sætte dagsordenen år efter år.
De fortjener det jo ikke.
Ang. Muhammeds eksistens (eller Joshuas også kaldet Jesu...) kan meget siges. Men vi har vist før været inde på bl.a. Christop Luxembourgs teori om at Koranen er skrevet på aramæisk, ikke på arabisk.
[I øvrigt kan man ved at læse Svend Aage Madsens bog/roman Så mange sære ting for (Madsen 2009) iagt-tage samme diskussion, bl.a. hævdes at nogle forskere menere at Det nye Testamente er skrevet på aramæisk - eller dele af det - hvorfor det vil opklare forskellige dunkle steder i teksten.....give dem mening...at læse det på aramæisk...]
Hvis dette er sandt - at både Koranen og Det nye Testamente er skrevet helt eller delvist på aramæisk, betyder det ifht. Muhammed, at det bevisligt kan være svært at bevise at manden har levet. I hvert fald den Muhammed som forfatterne skriver om fra cirka år 800. Præcis som den Jesus der fortælles om i bibelen er en historisk konstruktion synes den Muhammed der fortælles om i Bibelen at være en historisk konstruktion.
Læg mærke til at jeg bruger passiv her; med velberådet hu er dette: thi vi ved ikke hvem der har gennemført denne omskrivning af manden de kaldte Jesu og af manden de kaldte Muhammeds liv. Et synes dog sikkert: de gjorde det for at sikre sig selv magten, ikke folket.
-----------
Mht. Obamas valgsejr og snyd ---- tjah. Problemet i USA er at valglisterne opdateres alt for lidt. Og at i typisk republikanske eller demokratiske områder, ja der sørger man i USA typsik for at ens modstandere ikke kommer til orde. Folk som er fraflyttede eller folk som er døde kan stadig på valglisterne....i flere år...efter de er døde. Og det betyder at begge partier kan få fattige folk til at stemme på dem - ved at betale for (falske) ID-kort mv.
I USA skal man desuden registrere sig for at stemme.
Og her er det især de fattige som ikke registrerer sig....derfor er unge mennesker fra USA's universiteter ude lang tid i forvejen for at få folk til at registrere sig. Valget, især præsident-valget i USA, er et kaos og et sammen-surium af regler fra stat til stat, fra amt til amt, og fra by til by.
Mange fattige mennesker eller ældre mennesker har intet kørekort, derfor kan de, ifølge flere regler, vedtaget i delstater, som er styret af republikanerne, ikke stemme. Her skal man nemlig kunne fremvise ID, f.eks. pas, kørekort mv.
Og hvor ved de fra at Sveriges og Danmarks muslimske befolkning er fordoblet på 14 år? Hverken i Sverige eller Danmark er det tilladt at lave statistik på baggrund af folks religiøse eller etniske tilhørsforhold. Man kan muligvis lave statistik på nationalitet, dette er noget ganske andet. Og man skal så huske på at ikke alle mennesker fra f.eks. Palæstina, Pakistan eller Irak er muslimer....
Og er der muslimer i Obama's regering?
At Trykkefrihedsselskabets kommende avis får så meget mediebevågenhed her i Information, står i skærende kontrast til den opmærksomhed Information har givet dagbladet Arbejderens nye og større avis her fra 1 sep.
Izvestija var sovjetternes avis. Man sagde, at der ikke var nogen nyheder i Pravda, og ingen sandheder i Izvestija...
Jo, det er da sikkert for langt de fleste af os det rareste og hyggeligste at omgås og snakke med søde, flinke og kloge mennesker - og mon det ikke tit svarer til dem vi er enige med? Sådan nogle "dumme", "trælse" og "ondskabsfulde" nogle er der da ikke noget ved at høre på. Men er det for at blive bekræftet i vore synspunkter vi har en debat?
Jeg forstår ikke, at Information eng gider værdige dette nyoplæg af Der Stürmer med spalteplads. Hvorfor gør man det? Nogle ting er bedst tjent med bare at blive forbigået i værdig tavshed.
Jaja, han var en af vore i gamle dage, inden han blev rabiat racist og foliehat-freak. Og han sad endda i Informations redaktørstol.
Heldigvis dækker Information ikke hvad det charmerende ægtepar Pittelkow og Jespersen går og laver. Hvorfor så spilde tid på nogle formørkede forstenede racist-typers meningsløse ævl?
Var mordforsøget så promotion?