Nyhed
Læsetid: 4 min.

Pseudonymer er populære

Såvel danske som internationale forfattere udgiver kriminalromaner og erotiske romaner under pseudonym for tiden. Er der tale om pikant maskespil, eller er det blot en vellykket markedsføringsstrategi?
Kultur
21. september 2012
Såvel danske som internationale forfattere udgiver kriminalromaner og erotiske romaner under pseudonym for tiden. Er der tale om pikant maskespil, eller er det blot en vellykket markedsføringsstrategi?

I 1963 udgav Sylvia Plath sin semiautobiografiske The Bell Jar under pseudonymet Victoria Lucas af frygt for, at værket ville støde hendes mor – Karl Ove Knausgård har derimod udgivet sit hyperautobiografiske værk Min Kamp i eget navn gennem de seneste år, selv om det stødte de fleste i hans familie. Næste fredag udkommer tre danske erotiske romaner – alle skrevet under pseudonym. Pseudonymet er et kendt fænomen i litteraturhistorien og har længe været brugt og undersøgt, men det bruges i dag af andre årsager end tidligere, hvor det blandt andet handlede om at beskytte forfatterens identitet på grund af køn eller politiske overbevisninger. I dag nyder Vesten godt af ytringsfriheden, men inden for populærlitteraturen er der andre, men også forskellige grunde til, at det er populært at bruge pseudonymet, når man vil udgive en krimi eller en erotisk roman.

Erotisk maskespil

Salgssuccesen Fifty Shades of Grey kan ikke have undgået manges opmærksomhed, og mange har også hørt, at E.L. James er et pseudonym, og at forfatteren i virkeligheden hedder Erika Leonard. Inspireret af denne kvindes massive succes med den erotiske litteratur, har det danske forlag C&K Forlag lanceret de tre erotiske romaner: Ti lektioner i lyst, Romerske fantasier og Det bløde punkt. To af forfatterne er ifølge forlaget etablerede forfattere, mens den sidste er debutant, men alle udgiver de under et pseudonym. På spørgsmålet om, hvorfor det er populært at udgive under pseudonym i populærlitteraturen, svarer direktør og forlægger i C&K Forlag Karsten Nielsen: »Jeg tror, at erotisk litteratur i endnu højere grad end krimien bliver betragtet som værende ikke-fin litterært. Så det er klart, at folk, der bevæger sig i litterære cirkler, måske helst ikke vil have det hæftet på sig.« De vil godt skrive det, men de vil ikke associeres med det. Karsten Nielsen mener videre, at læserne har svært ved at adskille den fiktive person fra forfatteren: »Der er jo også den risiko, at man identificerer forfatteren med romanpersonen. Hvis der er tale om en meget saftig erotisk roman, eller en perverteret, så vil folk automatisk associere forfatterens egne erotiske fantasier med fiktionens, og det er måske ikke alle, der har lyst til at have det hængende på sig.«

Karsten Nielsen forklarer, at forfatterne selv har bedt om at blive udgivet under pseudonym, og at det ikke er noget, forlaget har bedt dem om for at skabe øget interesse om markedsføringen. Han siger derimod: »Som én af vores forfattere (Noa N. red.) forklarede, så handler erotik jo også om maskespil. Det pikanteri, der ligger i pseudonymet, er også oplagt i det erotiske spil – og dermed i den erotiske litteratur.« Karsten Nielsen giver dog også en sidste mulig forklaring på brugen af pseudonymet, hvormed der altså er både forfængelige, pirrende og pragmatiske grunde til at bruge det inden for erotikgenren: »Som en lille kuriositet, var det meget slående for mig, at de to etablerede forfattere hovedsageligt ikke ønskede, at deres børn skulle vide, at de havde skrevet den. Det tror jeg godt, at vi alle sammen kender; vi ønsker ikke at vide noget om vores forældres seksualitet.«

En tredje identitet

Forfatteren Jacob Weinreich har haft succes med at udgive krimier med kollegaen Anders Rønnow Klarlund under pseudonymet A.J. Kazinski. Om årsagen til at skrive under et pseudonym, forklarer Jacob Weinreich: »Vi udgiver begge bøger i vores eget navn, og når vi så skriver sammen, bliver det til noget helt tredje. Vi ser det ligesom et rockband, vi finder en fælles lyd og en fælles rytme.« Han fortæller videre, at det kan være en svær kreativ proces at være to om at skrive, og så hjælper pseudonymet, når de to skal give hinanden kritik undervejs: »Vi har opfundet en fiktiv person, Kazinski, og hvis han ringer, skal man være indstillet på, at der kommer noget kritik. Det er et forsøg på at holde nogle ting en meter ud fra kroppen, så det ikke gør helt så ondt.« På spørgsmålet, om hvorvidt der ligger noget markedsføringsstrategisk i at opfinde et pseudonym, siger Jacob Weinreich, at der faktisk er tale om det modsatte: »Der var mange, der advarede os imod at bruge et pseudonym og sagde, at det var klogere salgsmæssigt ikke at gøre det. Vi har valgt et pseudonym, der lyder meget udansk, og der er mange, der mener, at det er en fordel med et dansk navn på det danske krimimarked.«

Af samme årsag gemte to tyske forfattere sig bag pseudonymet ’Per Johansson’, da svenske krimier sælger bedre end tyske. De blev dog afsløret i den tyske avis Die Welt.

Jacob Weinreich kan godt se, at det giver nogle krimiforfattere ekstra opmærksomhed at skrive under et pseudonym, især i tilfældet Lars Kepler, hvor medierne kæmpede om at finde frem til deres sande identitet og også lykkedes med det. Det har dog for makkerparret Rønnow og Weinreich på intet tidspunkt handlet om at mystificere sig selv, og deres identitet har også hele tiden været offentligt kendt. »Jeg synes personligt, at der meget nemt kommer noget krukkeri omkring pseudonymer og et forsøg på at være mystisk, og det ville vi gerne afmontere fra starten,« siger Jacob Weinreich.

Rektor for Forfatterskolen og forfatter Pablo Llambías ser følgende mulige grunde til at benytte et pseudonym i litteraturen: »Det kan skyldes, at man ikke står ved sit arbejde litterært, at man er bange for at blive afsløret personligt eller, at man vil markere en anden linje i sit forfatterskab.« Årsagerne kan være mange, og Llambías understreger også, at forfattere er individer med forskellige motiver og forskellige måder at eksperimentere med forfatterrollen på. Inden for populærlitteraturen har pseudonymet imidlertid vist sig at være en lukrativ kuriositet og muligvis et dække for at skrive hudløst ærligt, hvis ikke man lige besidder et Knausgårdsk mod.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er da fordi de godt ved at deres ry som forfatter er på spil og fordi kun den ikke litterære middelklasse læser kriminalromaner. De vil tjene nogle penge men håber på en gang i fremtiden at skrive ordenligt litteratur. Så det er skam og grådighed som driver dem.