Nyhed
Læsetid: 3 min.

Sensationel Michelangelo-disputats fundet i nazistisk panserboks

Den jødiske kunsthistoriker Erwin Panofskys banebrydende Michelangelo-disputats ansås for tabt for altid efter Hitlers magtovertagelse. Nu er den dukket op i et tidligere NSDAP-panserskab. Panofsky regnes for en af det 20. århundredes største kunsthistorikere. Hans nærmeste elev stjal manuskriptet i 1933
Kultur
4. september 2012
Erwin Panofsky, fotograferet i 1932. 12 år tidligere havde han afleveret sin disputats, der af kunsthistorikere er blevet kaldt et af det 20. århundredes vigtigste bidrag til kunsthistorien. Disputatsen forsvandt, inden den blev udgivet, og er først nu dukket op igen - i et panserskab tilhørende Hitlers NSDAP-parti.

Erwin Panofsky, fotograferet i 1932. 12 år tidligere havde han afleveret sin disputats, der af kunsthistorikere er blevet kaldt et af det 20. århundredes vigtigste bidrag til kunsthistorien. Disputatsen forsvandt, inden den blev udgivet, og er først nu dukket op igen - i et panserskab tilhørende Hitlers NSDAP-parti.

Emil Bieber

Bukserne er trukket godt op, og skjorteflippen sidder løst om hans hals, som den gør på ældre mennesker, der engang fyldte deres garderobe bedre ud, men ikke anser det for hensigtsmæssigt at investere i en ny. Om den ældre herres hals hænger den tyske orden »Pour le Mérite«. I dette tilfælde havde en ny garderobeinvestering afgjort ikke betalt sig. Billedet er taget i 1967 i München, hvor kunsthistorikeren Erwin Panofsky modtog den fornemme orden. Året efter var han død.

Ved hans side lægger en højere og yngre mand omsorgsfuldt armen om sin læremester. Det er Ludwig Heinrich Heydenreich, Panofskys tidligere studerende. Man ser, at den ældre har fuld tillid til den yngre mand – hvad han også offentligt havde givet udtryk for. Det var der ingen grund til. Heydenreich havde på dette tidspunkt i over 30 år været i besiddelse af manuskriptet til Panofskys disputats, som alle inklusive forfatteren selv anså for forsvundet. Disputatsen er fra 1920 og handler om renæssancemaleren Michelangelo. Den blev aldrig udgivet, men skaffede Panofsky professoratet i kunsthistoire ved Hamborgs universitet i 1926 og herefter en strålende international karriere.

De kunsthistorikere, der engang havde læst det, huskede disputats-en som et af det 20. århundredes vigtigste bidrag til kunsthistorien. Tabet var uerstatteligt.

Nu kan avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ) fortælle, at en forsker ved Centralinstituttet for Kunsthistorie i München, som Heydenreich var med til at grundlægge efter krigen, har fundet manuskriptet i instituttets kælder. Stephan Klingen gjorde fundet i et panserskab, der tidligere tilhørte Hitlers naziparti, NSDAP. Partiet gemte i sin tid sit medlemskartotek i skabet.

Klingen ledte efter papirer fra Heydenreichs tid som leder af instituttet, da han tilfædigvis faldt over disputatsmanuskriptet.

Heydenreich til tops

Nazisternes magtovertagelse i januar 1933 betød enden på den jødiske Panofskys tyske universitetskarriere. Han fik at vide, at han var blevet fyret, mens han var i New York som gæsteprofessor. Kunsthistorikeren Gerda Panofsky, hans enke af andet ægteskab, fortæller til FAZ, at han efter sin afskedigelse vendte tilbage til Hamborg for at hente sin familie, afvikle sin lejlighed og promovere tre jødiske doktorander. Herefter blev han professor ved universitetet Princeton, hvor han fik fysikeren Albert Einstein som kollega. Som så mange af de andre hjerner, som Tyskland smed på porten, fortsatte han sin karriere til stor glæde for USA og resten af verden, nu dog udelukkende på engelsk. Panofskys ’død’ blev Heydenreichs brød. Panofsky satte ikke mere sine ben på det kunsthistoriske institut i Hamborg.

Det gjorde Heydenreich, der stod sig så godt med de nye magthavere, at han blev midlertidig leder af Panofskys gamle institut. Her faldt mesterens manuskript i hans hænder, og han beholdt det til sin død i 1978, skønt kunsthistorikere fra Tyskland og USA, herunder Panofskys enke, har eftersøgt det siden krigen.

Gerda Panofsky mener, at Heydenreich må have fået stadig større samvittighedskvaler over, at han uretmæssigt var i besiddelse af manuskriptet.

Stephan Klingen siger, at det er svært at gisne om, hvad Heydenreichs bevæggrunde kan have været. Måske var det ubehageligt for ham, at han i første omgang beholdt det i stedet for at sende det efter Panofsky til USA? Måske anså han det for uvigtigt, eftersom Panofsky ikke længere bekæftigede sig med Michelangelo?

Manuskriptet skal udgives

Mens Panofsky måtte emigrere, brugte Heydenreich Det Tredje Rige til at fremme sin karriere. Fra 1943 til 1945 ledede han det kunsthistoriske institut i Firenze og arbejdede for det tyske militære kunstværn. Han dokumenterede og beskyttede kunstværker mod krigsskader og sørgede for, at kulturgods blev tranporteret i sikkerhed i Alperne. Særligt berømte er hans studier af Leonardo da Vinci. Det kunsthistoriske institut i München ledede han fra 1946 til 1970.

Panofsky var allerede inden sin emigration et verdensnavn i kunsthistoriske kredse. Han var med til at grundlægge ikonologien. Kunsthistorikere betragter i dag, i overensstemmelse med Panofskys metode, et værk ud fra dets tids kontekst og dets indhold i forhold til historie, filosofi, religion og verdensanskuelse.

Først nu kender man manuskriptets fulde titel: Michelangelos skabelsesprincipper især i forhold til Raffaels. Erwin Panofskys 92 år gamle disputats er på 334 sider. Halvdelen er maskinskrevet, den anden halvdel består af håndskrevne tillæg.

Gerda Panofsky fortæller, at hendes afdøde mand både griber tilbage til egypterne og til barokken, men først og fremmest sætter han Michelangelo og Raffael op over for hinanden. Manuskriptet, der nu tilhører Gerda Panofsky, skal nu for første gang udgives, og hun redigerer selv bogen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvor er det synd ikke at unde sin egen læremester hans fulde ære og anerkendelse, men hvor er det alligevel godt for hans efterkommere at de nu kan se og læse hans storhed emd egne øjne og ære ham sammen med resten af verden, kan ikke lade være at tænke på om Hitler har brugt værket til at udsøge sig de kunstværker som Nazisterne helt bevidst gik efter på dere krigsrov og tyverier overalt, hvor de kom frem ? ? ?

man regner kun med at ca. 20% af krigsrovet er kendt og genfundet I dag ....

Ja, og min formodning er at hvis de schweiziske banker åbnede bank-boksene som ikke længere har nogle ejere, så vil en masse kunst-skatte mv. træde frem...

Fantastisk historie! Hollywood og Dan Brown kunne ikke have gjort det bedre. Det bliver interessant at se om disputatsen skaber fornyet interesse for ikonologi og Panofskys værk. Eller opdagelsen kan føre til et fornyet fokus på magthaveres trang til at anvende kunst til propaganda - eller fordømmelse (af 'det farlige', fx nazisternes 'Entartete Kunst' eller USAs McCartyisme.) Panofsky er i alle fald et godt eksempel på den store (ufrivillige) eksport af kunstneriske hjerner til USA, som nazisterne var skyld i.

Mærkeligt, at der var en periode på 12-13 år - ifølge artiklen - hvor ingen interesserede sig for at mangfoldiggøre det omtalte manuskript!?
Når det nu - ifølge artiklen - var så betydningsfuldt.

Antallet af læsere må jo også, i sagens natur - have været stærkt begrænset.

Karsten,

det sker hyppigere end du tror. Normalt 3-5 år efter betaling for boksen er ophørt, for sådan en boks er en ret værdifuld immobilie som banken kun tjener hvis den er udlejet.

I det mindste brændte han ikke manuskriptet, så fuldstændig skruppelløs har Heydenreich ikke været. Han må have vidst, at historien på et tidspunkt ville finde manuskriptet igen.

jasper bertrand

Det lyder som en halvbagt histoi, hvis disputatsen skaffede ham et professorat må den jo have været fordelt i et antal eksemplarer til et bedømmelsesudvalg o.l., og i Tyskland kunn han vel heller ikke være blevet pofessor uden doktorgraden for den. At være journalist i dag er i stigende grad bare at finde noget på nettet, oversætte det dårligt, og fortælle en uresearchet historie videre. Fortæl resten , tak.

jasper bertrand

Det lyder som en halvbagt histoi, hvis disputatsen skaffede ham et professorat må den jo have været fordelt i et antal eksemplarer til et bedømmelsesudvalg o.l., og i Tyskland kunn han vel heller ikke være blevet pofessor uden doktorgraden for den. At være journalist i dag er i stigende grad bare at finde noget på nettet, oversætte det dårligt, og fortælle en uresearchet historie videre. Fortæl resten , tak.

Nu var det jo en ekstrem fattig tid, og meget svært at dublikere sit materiale, så jeg kan meget vel forestille. Mig at disputaten er blevet sendt på omgang og efterfølgende. Er forsvundet og man havde jo ikke nødvendigtvis kopier for der blev vel srkevet på skrivemaskine og ikke alle gemmer deres rodede kladder , samt mange reviderer undervejs..

dumt at gå ud fra at man havde den samme tilgang til materialer som I nutiden også selv om man var forsker/forfatter eller videnskabsmand... Så måske den har været en tur rundt I manegen I et eller 2 eksemplarer !

Mascha Madsen har fat i det rigtige. Læg mærke til at der står at halvdelen af manuskriptet var håndskrevet, der fandtes også dengang kun det ene eksemplar. Manuskriptet skulle bruges til at skaffe doktortitlen, og dengang var det nok at den "gamle professor" sagde god for den, ikke et bedømmelsesudvalg. Så et eksemplar var nok, selvom andre også fik lov at læse det. Naturligvis var det meningen at forskning skulle udgives på tryk, men 1920'ernes Tyskland var et forarmet samfund.
Da Panofsky blev fyret af Nazisterne opholdt han sig udllandet, og han betrådte aldrig igen universitetet i Hamburg hvor manuskriptet befandt sig på hans kontor. Dele af universitet blev flammernes bytte under 2. Verdenskrigs bombardementer, så det var en nærliggende mulighed at manuskriptet var gået tabt for evigt.
Spændende historie, lige til en roman eller film.