Læsetid: 3 min.

Sensationel Michelangelo-disputats fundet i nazistisk panserboks

Den jødiske kunsthistoriker Erwin Panofskys banebrydende Michelangelo-disputats ansås for tabt for altid efter Hitlers magtovertagelse. Nu er den dukket op i et tidligere NSDAP-panserskab. Panofsky regnes for en af det 20. århundredes største kunsthistorikere. Hans nærmeste elev stjal manuskriptet i 1933
Erwin Panofsky, fotograferet i 1932. 12 år tidligere havde han afleveret sin disputats, der af kunsthistorikere er blevet kaldt et af det 20. århundredes vigtigste bidrag til kunsthistorien. Disputatsen forsvandt, inden den blev udgivet, og er først nu dukket op igen - i et panserskab tilhørende Hitlers NSDAP-parti.

Erwin Panofsky, fotograferet i 1932. 12 år tidligere havde han afleveret sin disputats, der af kunsthistorikere er blevet kaldt et af det 20. århundredes vigtigste bidrag til kunsthistorien. Disputatsen forsvandt, inden den blev udgivet, og er først nu dukket op igen - i et panserskab tilhørende Hitlers NSDAP-parti.

Emil Bieber

4. september 2012

Bukserne er trukket godt op, og skjorteflippen sidder løst om hans hals, som den gør på ældre mennesker, der engang fyldte deres garderobe bedre ud, men ikke anser det for hensigtsmæssigt at investere i en ny. Om den ældre herres hals hænger den tyske orden »Pour le Mérite«. I dette tilfælde havde en ny garderobeinvestering afgjort ikke betalt sig. Billedet er taget i 1967 i München, hvor kunsthistorikeren Erwin Panofsky modtog den fornemme orden. Året efter var han død.

Ved hans side lægger en højere og yngre mand omsorgsfuldt armen om sin læremester. Det er Ludwig Heinrich Heydenreich, Panofskys tidligere studerende. Man ser, at den ældre har fuld tillid til den yngre mand – hvad han også offentligt havde givet udtryk for. Det var der ingen grund til. Heydenreich havde på dette tidspunkt i over 30 år været i besiddelse af manuskriptet til Panofskys disputats, som alle inklusive forfatteren selv anså for forsvundet. Disputatsen er fra 1920 og handler om renæssancemaleren Michelangelo. Den blev aldrig udgivet, men skaffede Panofsky professoratet i kunsthistoire ved Hamborgs universitet i 1926 og herefter en strålende international karriere.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvor er det synd ikke at unde sin egen læremester hans fulde ære og anerkendelse, men hvor er det alligevel godt for hans efterkommere at de nu kan se og læse hans storhed emd egne øjne og ære ham sammen med resten af verden, kan ikke lade være at tænke på om Hitler har brugt værket til at udsøge sig de kunstværker som Nazisterne helt bevidst gik efter på dere krigsrov og tyverier overalt, hvor de kom frem ? ? ?

man regner kun med at ca. 20% af krigsrovet er kendt og genfundet I dag ....

Ja, og min formodning er at hvis de schweiziske banker åbnede bank-boksene som ikke længere har nogle ejere, så vil en masse kunst-skatte mv. træde frem...

Fantastisk historie! Hollywood og Dan Brown kunne ikke have gjort det bedre. Det bliver interessant at se om disputatsen skaber fornyet interesse for ikonologi og Panofskys værk. Eller opdagelsen kan føre til et fornyet fokus på magthaveres trang til at anvende kunst til propaganda - eller fordømmelse (af 'det farlige', fx nazisternes 'Entartete Kunst' eller USAs McCartyisme.) Panofsky er i alle fald et godt eksempel på den store (ufrivillige) eksport af kunstneriske hjerner til USA, som nazisterne var skyld i.

Mærkeligt, at der var en periode på 12-13 år - ifølge artiklen - hvor ingen interesserede sig for at mangfoldiggøre det omtalte manuskript!?
Når det nu - ifølge artiklen - var så betydningsfuldt.

Antallet af læsere må jo også, i sagens natur - have været stærkt begrænset.

Karsten,

det sker hyppigere end du tror. Normalt 3-5 år efter betaling for boksen er ophørt, for sådan en boks er en ret værdifuld immobilie som banken kun tjener hvis den er udlejet.

I det mindste brændte han ikke manuskriptet, så fuldstændig skruppelløs har Heydenreich ikke været. Han må have vidst, at historien på et tidspunkt ville finde manuskriptet igen.

jasper bertrand

Det lyder som en halvbagt histoi, hvis disputatsen skaffede ham et professorat må den jo have været fordelt i et antal eksemplarer til et bedømmelsesudvalg o.l., og i Tyskland kunn han vel heller ikke være blevet pofessor uden doktorgraden for den. At være journalist i dag er i stigende grad bare at finde noget på nettet, oversætte det dårligt, og fortælle en uresearchet historie videre. Fortæl resten , tak.

jasper bertrand

Det lyder som en halvbagt histoi, hvis disputatsen skaffede ham et professorat må den jo have været fordelt i et antal eksemplarer til et bedømmelsesudvalg o.l., og i Tyskland kunn han vel heller ikke være blevet pofessor uden doktorgraden for den. At være journalist i dag er i stigende grad bare at finde noget på nettet, oversætte det dårligt, og fortælle en uresearchet historie videre. Fortæl resten , tak.

Nu var det jo en ekstrem fattig tid, og meget svært at dublikere sit materiale, så jeg kan meget vel forestille. Mig at disputaten er blevet sendt på omgang og efterfølgende. Er forsvundet og man havde jo ikke nødvendigtvis kopier for der blev vel srkevet på skrivemaskine og ikke alle gemmer deres rodede kladder , samt mange reviderer undervejs..

dumt at gå ud fra at man havde den samme tilgang til materialer som I nutiden også selv om man var forsker/forfatter eller videnskabsmand... Så måske den har været en tur rundt I manegen I et eller 2 eksemplarer !

Mascha Madsen har fat i det rigtige. Læg mærke til at der står at halvdelen af manuskriptet var håndskrevet, der fandtes også dengang kun det ene eksemplar. Manuskriptet skulle bruges til at skaffe doktortitlen, og dengang var det nok at den "gamle professor" sagde god for den, ikke et bedømmelsesudvalg. Så et eksemplar var nok, selvom andre også fik lov at læse det. Naturligvis var det meningen at forskning skulle udgives på tryk, men 1920'ernes Tyskland var et forarmet samfund.
Da Panofsky blev fyret af Nazisterne opholdt han sig udllandet, og han betrådte aldrig igen universitetet i Hamburg hvor manuskriptet befandt sig på hans kontor. Dele af universitet blev flammernes bytte under 2. Verdenskrigs bombardementer, så det var en nærliggende mulighed at manuskriptet var gået tabt for evigt.
Spændende historie, lige til en roman eller film.