Jeg døde ikke, men fik at vide, at jeg var meget uheldig. Oven i købet fik jeg en tingest, der hang ved min mave og hed stomi. Eller måske fik jeg den først, efter jeg forlod intensiven og blev flyttet til et andet hospital.
Så kom jeg igen til både at kunne tale og spise, men jeg var stadig meget omtåget. Man sagde: Tag det roligt, du fik jo vældig meget morfin.
Jeg kom i tanke om, at jeg før operationen bønfaldt lægerne om ikke at bedøve mig med morfin, fordi jeg dårligt kunne tåle den; nogle ser engle efter at være blevet bedøvet med morfin eller får en lille sød abe, der sidder på deres skulder, jeg blev paranoid. Jeg drømte, at et par af mine venner ville lægge en bombe under hospitalet, som så ville forårsage verdens undergang.Komiteen samledes i spisestuen, hvor der hang frimurersymboler på væggen, og jeg genkendte et medlem af komiteen: Den tidligere overrabbiner Bent Melchior.
Men jeg havde også behagelige drømme. Jeg drømte om vand. Det havde perlemors farve og var køligt. Hverken varmt eller koldt; drømmens betingelse var, at det netop var køligt. I vandet flød kæmpestore runde og ovale former. De var sorte, glinsende og havde indgraverede tegninger, eller måske var det skrifttegn, på overfladen. Jeg vidste, at de var klodens urmaterie. Men hver gang jeg lige skulle til at svømme, vågnede jeg op. Jeg drømte om Ramlósa: Om en flad krystalvase fyldt med det perlende og velsmagende vand tilsat limesaft og gin. Jeg labbede det i mig som en tørstig hund trods meget skarpe steder rundt på vasens kant.
Problemet var, at der ikke var nogen Ramlösa på hospitalet. Ej heller lime eller citron. Og det var ikke noget, jeg drømte. Det var besparelser.
Nærmest lykkelig
En nat gik jeg til angreb på en sød og venlig sygeplejerske; jeg beskyldte ham for at have lavet en af mine venner om til en homoseksuel, og derfor kunne han ikke rejse til Nice sammen med sin hustru.
Midt i min svada blev jeg pinlig klar over, at jeg vrøvlede. Jeg spurgte: Sig mig, er jeg bims? Ja, svarede han, men tag det roligt. Alle her er bimse. Jeg sænkede paraderne.
Så blev jeg overflyttet til et andet hospital. Her var jeg nærmest lykkelig. Ikke fordi jeg havde det godt, men på grund af sygeplejerskerne: Marianne, Anne-Katrine, Violetta og andre, hvis fornavne jeg ikke kan huske; grænseløst tålmodige, venlige, vidende. Og med et sprog, så uligt lægernes barske, selvsikre staccato. Men også fordi afdelingens læge, da han langt om længe standsede ved min seng, forsikrede mig om, at jeg om fire-fem måneder kunne få opereret stomien væk.
Sidste anfald paranoia fik jeg, da en sygeplejerske spurgte, om jeg senere skulle til Skodsborg for helt at komme til hægterne. Aha! tænkte jeg. Hun ved, at jeg er jøde og tror, at jeg er rig. Primal fear! Jeg sladrede straks til en anden sygeplejerske. I stedet for at tegne en lille cirkel på sin pande, begyndte hun at berolige mig og sværge, at hendes kollega ikke var antisemit.
Janina Katz beretter en gang om måneden om sit ophold på to hospitaler og et rehabiliteringscenter i BØGER.
