Læsetid: 4 min.

Stavgængere og vankelmod

Gangart. Man bliver hunderæd og livsbange – i forståelig angst for at blive trampet ned af fornuftige vandresko og spidse stavgængerstænger – når man hører en flok nærme sig, og så krænker det ens æstetiske sans, at mennesker kan gebærde sig så grimt og fjollet
Gangart. Man bliver hunderæd og livsbange – i forståelig angst for at blive trampet ned af fornuftige vandresko og spidse stavgængerstænger – når man hører en flok nærme sig, og så krænker det ens æstetiske sans, at mennesker kan gebærde sig så grimt og fjollet
21. september 2012

Som Preben Wilhjelm har påpeget for nylig, her i avisen, så har humor aldrig været venstrefløjens stærke side. Heldigvis findes der venstreorienterede, der er vældig morsomme, men det har aldrig været rigtig god stil at være for pjanket, når endemålet for ens menneskelige og politiske bestræbelser er en omstyrtelse af det borgerlige, privatkapitalistiske samfund. Anden form for pjank og unyttighed er heller ikke velset, specielt ikke før i tiden. En af de mere rabiate, nu afdøde, forfattere fra 70’erne og begyndelsen af 80’erne skrev således en artikel, hvor han agiterede for at diskoteker og cowboybukser burde forbydes. Fordi de såkaldte danse, der fandt sted på diskotekerne, jo fik bukserne til at snære og stramme på en aldeles usocialistisk måde, der kun kunne aflede de unge menneskers opmærksomhed fra Hovedsagen, dvs. revolutionen.

Fru Nielsen og jeg har den gode vane at gå en times tid hver formiddag i Kohaveskoven i Nykøbing F.’s udkant. Lige nu er en dejlig årstid, men et enkelt spørgsmål trænger sig på. Bukke- og harejagten har vi nogenlunde styr på, men hvornår går jagten på stavgængere egentlig ind? Bestanden er meget stor, en del af dem er også gamle, så en vis udtynding forekommer påkrævet. Men vi kan aldrig huske, om det er i september eller i oktober, eller måske først i november, at man må skyde dem. Så indtil videre går vi pænt til side for dem, når de kommer imod os i store, glade horder og hilser på os, som om vi var deres bedste venner. Vi hilser tilbage, men Deres udsendte på de endnu ikke datosatte jagtmarker med et vist forbehold. Jeg kommer såmænd til at tænke på tidligere omtalte, afdøde forfatter, der selvfølgelig også var aktiv i det politiske liv.

Det var lidt ulækkert

Engang deltog han i et møde, hvor også en fremtrædende politiker fra Det radikale venstre var med. Mødedeltagerne gik rundt og gav hånd, men forfatteren undgik omhyggeligt at trykke den radikale politiker i hånden. Jeg kan ikke lide at røre ved dem, sagde han. Begrundelsen var, at den pågældende politiker ideelt set ikke burde gå rundt og trykke hånd med almindelige mennesker. Han burde sidde i spjældet, eller måske helst stilles op ad en mur og blive skudt. Det måtte selvfølgelig vente til revolutionen var en realitet, men det var lidt ulækkert ligefrem at have fysisk kontakt med dem, om end så kun ved et håndtryk. Jeg tager naturligvis afstand fra en så ubehagelig politisk tankegang, men jeg indrømmer, at jeg har det på samme måde med stavgængere som omtalte forfatter havde det med radikale toppolitikere. Jeg hilser naturligvis høfligt og korrekt på dem, hvis de hilser på mig, men jeg bryder mig ikke om at se dem i øjnene. Forholdet mellem jæger og bytte kan jo næsten ikke blive andet end akavet.

Kohaveskoven lægger også terræn til almindelige motionsløbere. Jeg har selv forsøgt mig i genren, men som uofficiel verdensmester i forstuvninger og forstrækninger, blev jeg træt af det til sidst. En rask løbetur kunne koste en til to uger, hvor jeg kun kunne humpe af sted. Stavgang skal jeg ikke have noget af, det ser simpelthen for fjollet ud – og lidt forfængelig har man vel lov til at være. Og et vist ønske om at bevæge sig med en vis værdighed ude i naturen er heller ikke unaturlig for en herre på min alder. Eftersom stavgængerne stadig hærger skove og parker rundt om i landet i stort tal, må der være tale om en sygelig tilbøjelighed til at dyrke en gakket gangart i store, muntre fællesskaber. Det kan ikke være rimeligt, at vi andre skal lide under det. Dels bliver man naturligvis hunderæd og livsbange – i forståelig angst for at blive trampet ned af fornuftige vandresko og spidse stavgængerstænger – når man hører en flok nærme sig, dels krænker det ens æstetiske sans, at mennesker kan gebærde sig så grimt og fjollet. Men det skal indrømmes, at de virker inderligt glade for deres uhyggelige motionsform. En tredje ting, man kan frygte, er at de opfordrer én til at være med. Og her er især jeg i farezonen. Som fruen igen og igen påpeger, er jeg desværre noget af et skvat. Jeg kan ikke finde ud af at sige nej til folk. Hvis de ringer fra Politiken, og har alle tiders tilbud om at blive abonnent, siger jeg ganske vist ikke ja, men jeg spørger så mindeligt, om de ikke kan ringe senere. Smæk så det rør på! kommanderer fru Ida, men det kan jeg ikke få mig til. Kan du ikke ringe senere – om en uge eller måske helst to-tre uger, siger jeg til den søde pige. Hun er jyde, kan jeg høre, og man kan da kun være venlig overfor en ung pige, der sidder helt ovre i Jylland og gør sig umage for at skaffe A/S Dagbladet Politiken nye læsere. Min hustru tager selvfølgelig ikke helt fejl. Hvis jeg ikke er til det yderste påpasselig, ender det måske med, at jeg bliver såvel fast læser af Politiken som stavgænger. Ikke fordi jeg på nogen måde har lyst, men fordi jeg ikke kan finde ud af at sige nej, når der skal siges nej.

For at det ikke skal være løgn, har jeg op til flere gange i mit vankelmodige liv trykket hånd med det borgerlige samfunds spidser, både politikere og andre repræsentanter for magteliten. Det er der ikke sket noget ved, ikke endnu da, men hvem ved hvordan det ville være gået, hvis jeg ikke havde haft fruen. Måske var man så endt som radikal kommunalpolitiker med et åndsliv svarende til Politiken og med stavgang som hjertesag?

Serie

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Her I mit nabolag ser man ikke længere stavgængere. Jeg er da også en sådan frafalden selv. Efter blot tre-fire forsøg.

En dårlig og dyr investering var det, da jeg i 2004 investerede knap 1000 kr. i to stave. Og yderligere betalte for et kursus i disciplinen, som skulle tage specielt hensyn til gigtplagede.

Der var så ingen gigtplagede på holdet, og dermed behøvede vi ikke gå op i det. De var alle bare kommet, fordi tidspunktet passede dem godt.

Vi indledte med arm- og bensving højt oppe på Christianshavns Vold i København. Smukt var det der i efterårsløvet. Men det viste sig, at ikke alle kan lære at gå i takt med stavene - eller skulle jeg sige utakt. Nogle kunne heller ikke følge med.

Mine arme og ben svingede aldrig tilpas (a)symetrisk til at tilfredsstille læreren, og stemningen blev mere og mere trykket. Ja, vort forhold blev nærmest anstrengt.

Dårligst var karmaen nu den tredje gang, for da var vi gået tilbage til normaltiden, som jo indtræffer i oktober, og dermed skulle opvarming og stavsving foregå i totalt mørke, da volden ikke er oplyst på begge sider.

Om det nu var stavene, årstiden, læreren eller eleverne, der udgjorde det største problem, skal jeg ikke kunne afgøre, men lad det tjene dig til advarsel, Bent Vinn!

Så hellere sige ja til Politiken.

Morsom artikel, Bent Vinn, som altid. Jeg har videresendt den til mine stavgangsvenner. Vi har det rigtig hyggeligt, når vi en gang om ugen mødes og går. Men vi passer på cyklisterne på stierne, og hilser venligt på dem.