Læsetid: 5 min.

Tag hende med hud og hår ...

... eller vend straks tilbage til popreservatet. Amanda Palmer er sin egen, men deler gerne ud af både krop og sjæl. Til sine dedikerede fans
... eller vend straks tilbage til popreservatet. Amanda Palmer er sin egen, men deler gerne ud af både krop og sjæl. Til sine dedikerede fans
10. september 2012

Hvis der er en dame, der har bevist at man kan gøre det selv i en ny tids musiklandskab, så er det Amanda Fucking Palmer. Hun er ikke født med det mellemnavn, det har hun taget på sig, og det giver en udmærket idé om, hvad det er for et bramfrit og nært forhold, hun har til sine fans.

Men også et økonomisk givtigt forhold. Den 36-årige amerikaner har demonstreret, at man kan skabe sin egen karriere helt på egen hånd. Eller rettere båret af tusinder af hænder. Bare ikke dem, der tilhører musikbranchen, men i stedet hendes mest dedikerede fans, der netop har finansieret hendes nye album Theatre Is Evil.

»Det her er et forhold, der har varet 13 år. Og som med ethvert andet forhold, så bliver det mere intimt, jo længere det varer,« siger hun selv.

Vi taler i telefon. Hun er i Edinburgh til kunstfestivalen Fringe Festival. Får lige klemt lidt presse ind. Efter hvad der må have været en legion af interview, har hun stadig nærvær og ro til at føre en nogenlunde almindelig samtale. Endda med en vis lydhørhed over for ironi.

Sådan her:

»Jeg var omgivet af musik som barn. Specielt i kirken. Jeg begyndte at synge i kor, da jeg var syv eller otte. Vi havde klaver i huset, og jeg tror, jeg hamrede på det, fra jeg var to. Mine første minder om musik er formentlig ikke særlig god musik.«

Hun ler.

– Men du udforskede klaverets lyde?

Der kommer noget listigt i hendes stemme, da hun svarer.

»Ja, jeg skabte meget eksperimental musik.«

– Det lyder, som om det var en rytmisk tilgang til klaveret?

»Ja, rytmisk avantgardemusik.«

Der er ingen tvivl. Vi ironiserer over hendes tidlige evner som pianist.

Det var hendes mor, der lærte hende at spille. Lille Amanda sad på skødet og så på de mønstre, hendes mors fingre dannede. Og så kopierede hun dem. Simple stykker af Bach, Chopin, Debussy. Hun kalder det for sin »tidlige, formative lyttetræning«.

Hun beskriver sig selv om en »pænt oppositionel« og »ekstremt oprørsk« teenager. Hun var indadvendt, selvstændig; en enspænder med få venner.

»Jeg ville bare skrive sange på klaveret og hamre så hårdt i det, som jeg kunne. Jeg brugte klaveret til at lave lyde, som jeg kendte, og det, jeg lyttede til, var new wave og rock, 80’ernes musik.«

Ikke desto mindre var det hendes stedfar – der overhovedet ikke interesserede sig for musik – der skubbede hende i den nuværende retning. Da hun fyldte 15, gav han hende en plade med Kurt Weill og Bertolt Brechts sange.

»Ironisk nok kendte han til Weill og Brecht og tænkte, at jeg ville kunne lide det. Det var en af de bedste gaver, jeg nogensinde har fået, fordi det omgående rørte noget i mig. Jeg tænkte: ’Åh, der findes nogen derude, der tænker som mig – og gør det som noget fuldt legitimt.’«

Fandt styrken i fællesskabet

Genertheden hjalp det på, da hun som 21-årig flyttede et år til Tyskland. Her blev hun tvunget til at socialisere.

»Og jeg lærte hvordan man drikker.«

Betagelsen af den tyske sangskriver/tekstforfatter-duo Weill/Brecht bar hun med sig over i punkkabaret-duoen The Dresden Dolls, som blev dannet i begyndelsen af årtusindet.

Hun gik solo i 2008, men blev på duoens pladeselskab Roadrunner. Men da selskabet samme år ønskede at fjerne nogle klip fra musikvideoen til »Leeds United«, blev der ballade.

»De syntes, jeg så fed ud,« bloggede Palmer med henvisning til sin mave. Og så startede hendes fans et såkaldt ’Rebellyon’, hvor de sendte hundredvis af mavebilleder i protest mod Roadrunner. Og kvinden, der engang var en indadvendt teenager, fandt pludselig ud af styrken i fællesskabet. Hun satte en kampagne i gang for at blive løst fra kontrakten, hvilket lykkedes i 2010. I dag er enspænderen en mester i sociale medier, og hun har i skrivende stund næsten 635.000 followers. Det er selvfølgelig vand i forhold til Lady Gagas mere end 29 millioner, men ikke desto mindre har hendes mest dedikerede fans rejst 1,2 millioner dollar til hendes nye album.

Efterfølgende kunne den måbende musikverden se Palmer fejre succesen med sine fans og vise, hvilken form for tæt forhold hun har opnået med dem. Hun endte med at danse splitternøgen rundt – og blive bodypaintet af sine fans.

»Som i ethvert intimt forhold, viste det en utrolig stor tillid fra min side, at jeg kunne stå der uden sikkerhedsvagter og uden grænser med mine fans.«

– Hvad er forskellen på offentligt og privat for dig?

»Jeg er meget åben og ærlig over for alle. Men der er altid emner, som jeg holder private. Jeg taler absolut ikke om parforholdsproblemer eller familiekriser eller økonomiske problemer. Det er et andet niveau af intimitet, som jeg har med min ægtemand og mine nære venner.«

Imod seksualiseringen

Men hun er af en helt anderledes ufiltreret art end tidens ellers så kommunikerende popstjerner. Man må tage Amanda Palmer med hud og hår – også i armhulerne (hurra!) – eller straks flygte tilbage til popreservatet, hvor kroppen er en langt mere entydigt kontrolleret og strømlinet seksualiseret størrelse.

»Jeg elsker ideen om at gennembryde alt det bullshit, der er omkring det at være en kvindelig popstjerne. Man behøver ikke være tynd eller vokset. Man behøver ikke være opfundet. Når man er Rihanna eller Britney, betyder det, at man skal seksualiseres på en bestemt måde. Og selv kvinder som dem, der forsøger at overtage styringen, finder ud af, at de er fanget af mennesker, der vil seksualisere dem og tingsliggøre deres kroppe. Jeg elsker, at jeg kan vade ind i en samtale med det modsatte standpunkt og sige: ’Jeg kan tage alt mit tøj af og stadig insistere på at blive taget seriøst som kvinde.’«

»Selvfølgelig gør jeg det for at få opmærksomhed, men for mig handler det om, hvilken opmærksomhed, man forsøger at få. Det, jeg elsker ved mine fans, er, at de virkelig forstår forskellen mellem at gøre noget i sensationalismens tegn eller af politiske grunde eller for bare at have det sjovt.«

– Vi har haft den seksuelle frigørelse, men den ser ud til at være blevet en form for fængsel; en overseksualisering, ikke mindst for kvinder. Mener du, at kroppen skal erobres tilbage fra seksualiseringen i populærkulturen?

»Ja, det gør jeg. Det er meget oprivende at føle, at feminismen bevæger sig baglæns. På en måde ser det virkelig ud, som om kvinder er mere begrænsede end nogensinde før – af den forskruede magt, der ligger i at blive hyperseksualiseret, især i en tidlig alder. Jeg vil ikke fortælle folk, hvad de skal gøre, men jeg kan vise et alternativ: At man kan tage magten over sin krop på en anden måde.«

 

Amanda Palmer: ’Theatre Is Evil’ udkommer i dag, den 10. september 2012

amandapalmer.net

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu