Læsetid: 5 min.

Teatrets scenografi er blevet vildere

Teaterscenografi er over de sidste ti år blevet større og mere vovet. Det er sket i takt med et øget fokus på visualitet, og fordi vi er forvænte med filmens klippeteknik og imponerende effekter. Ulykken i sidste uge på Det Kongelige Teater har skabt øget opmærksomhed om sikkerheden på scenerne
Store scenografier på teaterscenen kan føre til voldsomme ulykker. Under Spiderman-musicalen, som blev vist på Broadway, faldt stuntmanden Christopher Tuerney i rollen som Spiderman otte meter ned på scenegulvet, da en wire sprængte.

Store scenografier på teaterscenen kan føre til voldsomme ulykker. Under Spiderman-musicalen, som blev vist på Broadway, faldt stuntmanden Christopher Tuerney i rollen som Spiderman otte meter ned på scenegulvet, da en wire sprængte.

The New York Times

15. september 2012

Scenegulvet stod på højkant i Kristján Ingimarssons BLAM!. Avanceret videoteknik vendte op og ned på publikums opfattelse af rummet i Kvinden uden skygge, og i Gengangerne silede regn uafbrudt ned fra scenens loft. I teaterkoncerten Hey Jude blev skuespillere, musikere og musikinstrumenter hejst mange meter op over scenegulvet, så de kunne gå på scenografiens lodrette vægge.

Scenografierne og de scenetekniske virkemidler er de seneste år blevet vildere og mere vovede på de store teaterscener. Det fortæller uddannelsesleder ved Statens Teaterskoles scenografilinje, Ralf Richardt Strøbech.

»Den klassiske scene er jo et eller andet sted beregnet til, at alt foregår på gulvet, men mere og mere er kommet til at foregå i højden. Der er flere flyvninger og flere høje konstruktioner. Samtidig er det fysiske arbejde skruet gevaldigt op, og selve fysikaliteten for skuespillerne har fået et nøk opad,« siger han.

Tidligere arbejdede scenografer med genkendelighed og fik rummet til at ligne det, det var. Nu arbejder man meget med rummet selv, og med hvordan man kan forvandle det, forklarer Ralf Richardt Strøbech.

Publikum er forvænte med stærke visuelle udtryk, og filmmediets klippetekniker og special effects både udfordrer og inspirerer teatrets scenografer.

»Det inspirerer os til at afsøge mulighederne for at skabe de overraskelser og sammenstød, man kan i scenografien,« siger Ralf Richardt Strøbech.

Uheld

Fredag den 7. september gik det galt under en af prøverne til Det Kongelige Teaters opsætning af Frank Wedekinds Lulu. En del af scenografien består af store vægge, som under forestillingen skal folde sig ud. Scenografien er blevet afprøvet flere gange, men på tragisk, og indtil videre uforklarlig, vis væltede den ene væg på omkring 350 kg den forkerte vej og ramte en af de medvirkende, skuespiller Søren Sætter-Lassen. Han brækkede fire ryghvirvler og sit ene skinneben ved ulykken, som har rystet teaterverdenen.

Sikkerhedsrepræsentant og tillidsmand Henrik Jandorf befandt sig på scenen under ulykken og måtte med egne ord »springe for livet«, da scenevæggen væltede.

»Store scenografier kan være en fantastisk ting, men set i lyset af ulykken vil jeg sige, at en scenografi kan være så vild, som den vil, men den må på intet tidspunkt kompromittere sikkerheden på scenen,« pointerer han.

Ulykker på teaterscenen er set før. Et af de mest dramatiske tilfælde var under musicalen Spiderman: Turn off the dark på Broadway i New York. I rollen som Spiderman skulle stuntmanden Christopher Tuerney under forestillingen redde heltinden, som var ved at blive hængt under en bro. Spiderman kastede sig ud efter hende, men wiren sprang, og Christopher Tuerney faldt otte meter ned på bunden af scenegulvet. Det resulterede i kraniebrud, brækket skulder, punkteret lunge, indre blødninger, fire brækkede ribben og tre brud på rygsøjlen. Han vendte dog senere tilbage til forestillingen. Også danske skuespillere er før kommet til skade, mens de har arbejdet på scenen. Jens Albinus brækkede benet under opførelsen af Stormen på Kanonhallen. Som en del af forestillingen var scenegulvet vådt, og Jens Albinus gled, hvilket betød han måtte holde sig i ro i fire måneder og udskyde optagelsernes til tv-serien »Ørnen«. Samme skuespiller kom også til skade, da han på Aarhus Teater spillede Jeppe i Jeppe på Bjerget. Scenografiens gulv skulle undervejs i forestillingen krakelere, men Jens Albinus var uheldig og skadede sit knæ.

Større scener åbner muligheden for større scenografier. I 2005 blev Operaen indviet, og i 2008 åbnede også Skuespilhuset, som begge er scener, der giver flere scenografiske muligheder, fortæller teaterchef ved Det Kongelige Teater, Erik Jacobsen. Med de store scenografier stilles også større krav til konstruktionerne og sikkerheden på scenen.

»Der er altid ekstremt meget fokus på sikkerheden og på, at intet må gå galt. Men det er jo ikke godt nok, når det engang i mellem alligevel går galt, som det gjorde under prøverne til Lulu. Det er forfærdeligt,« siger en rystet teaterchef.

Det Kongelige Teater har fået en forhåndsmelding om, at ingen af teatrets medarbejdere har handlet forkert, og der arbejdes stadig på at få skabt klarhed over, hvad der egentligt var årsag til, at det gik så galt, som det gjorde.

»Jeg er jo nødt til at sige, at der har været en mangelfuld risikovurdering, og det er teatrets ansvar. Jeg vil vente med at udtale mig, til jeg ved, hvad der gik galt, men der er noget, som ikke er godt nok, når folk kommer til skade,« siger han.

Tillidsmand Henrik Jandorf fortæller, at nogle skuespillere er blevet usikre og har mistet tilliden til at gå på scenen. De er overbevist om, at episoden vil spøge, når man i fremtiden laver scenografier, fortæller han.

»Enhver fremtidig opsætning af et hvilket som helst værk vil stå i et dystert lys af det, der er sket, og når man tænker scenografi og afvikling af en forestilling, vil man nøje undersøge, om der er noget, der kan gå galt,« vurderer han.

En farlig arbejdsplads

Teaterscenen har altid været en farlig arbejdsplads. I loftet hænger tunge lamper. Skuespillerne går fra oplyste scener til total mørke. Der er træk og liner, scenekanter og sceneskift. Men er man simpelthen blevet for modig på teaterscenen, når der sker uheld?

Det mener tillidsmand og skuespiller Henrik Jandorf ikke:

»Uanset om man lader et menneske sidde alene på scenen under en standerlampe, eller man laver nogle store flotte vægge, som i Lulu, så er en teaterscene farlig. Jeg vil hylde en hvilken som helst kreativitet, og det er jo kun godt, at man forsker i at lade skuespillere færdes i forskellige billeder. Lad os bare hilse det velkommen, men lad os få sikkerheden i højsædet,« siger han.

Sikkerheden har da også altid været det vigtigste, siger Erik Jacobsen.

»Vi laver 600 forestillinger om året, der foregår på stedet og i nuet, så det er selvfølgelig farligt. Vi tager en masse foranstaltninger, og den allerøverste værdi for vores sceneteknikere er, at det skal være trygt på scenen,« siger han.

Hvordan der vil blive ændret på sikkerhedsprocedurerne efter ulykken, kan han endnu ikke udtale sig om.

Ifølge Ralf Richardt Strømbech er det vigtigste, at skuespillerne kender scenen indgående, hvis man skal undgå uheld. Det handler om at lave klare aftaler og ikke kun tale tingene igennem, men gennemprøve igen og igen.

»Skuespillerne skal kende scenen som deres egen hjemstavn,« siger han og fortsætter:

»Og så handler det om at være sig bevidst, at hvis man arbejder med sin krop i et rum, der er i bevægelse, så sætter man noget på spil. Det handler om at kende sine egne grænser og sin egen kunnen.«

Formand for Skuespillerforbundet Katja Holm gør opmærksom på, at hvis nogen medlemmer føler sig utrygge, skal de henvende sig til deres fagforening. Derudover vil Skuespillerforbundet nu gå i dialog med teatrenes tillidsmænd og sørge for, at de er rustede nok til at sige fra, når de vurderer at noget er for utrygt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

@ Michael

En vild scenografi giver en enorm mulighed for sceneforfattere og kunstnere at slå sig progressivt løs udenfor den virkelige verden hvor man jo, gud forbyde det, ikke må gøre det - det kunne virke krænkende, dér i den rigtige 3-D verden hvor folk er ordinære og af kød og blod!

Teater er fantastisk!

Michael Kongstad Nielsen

Villumsen, - jo, jeg forstår godt, men faktisk kan små virkemidler gøre det samme (nogen gange). Man kan godt slå sig løs, uden at det behøver at blive som på tv, - og det er jo det, teatret kæmper imod. I artiklen siges det, at:

"Publikum er forvænte med stærke visuelle udtryk, og filmmediets klippetekniker og special effects både udfordrer og inspirerer teatrets scenografer"

Jeg spørger så: - hvorfor ikke gøre noget andet, end det publikum er forvænte med?

@ Michael,

Teatret er blevet mainstream og udfordrer ingen i dag, uanset nok så mange special effects!

Enhver instruktør og skuespiller med respekt for sig selv og ønske om klap på skulderen og langvarig ansættelse, tør ikke udfordre virkeligheden.

Alt går efterhånden ud på at bekræfte de rigtige meninger, holdninger og atituder- engang turde man stille sindssygt store og vilde spørgsmålstegn!

Ikke i dag, nogle kunne jo føle sig krænket over en vild og udfordrende teaterforestilling/-instruktør - hvis de da fandtes!