Emil Simonsen flækkede ikke i et af sine velkendte og ukontrollerede latterbrøl. Lige så længe som nogen i dansk hiphop kunne huske, havde frontfiguren fra Suspekt – landets mindst censurerede og mest forargelige rapgruppe – ellers jagtet den næste absurditet, der kunne få ham selv og hans hjemmedrenge til at grine røven i laser.
Men i november 2011 var der ikke mere at grine af. Flaben fra Albertslunds navnkundige Galgebakken befandt sig ellers blandt en flok eksalteret dansende healere i Hernings om muligt endnu mere navnkundige Natur-Balance-Huset. Tilmed i selskab med sin kompakte komikerven Simon Jul, der gav sig hen til løjerne. Men Emil Simonsen beherskede sig.
Duoen var på afveje for at lave et nysgerrigt program til den nystartede Radio24syv, ikke for at tage pis på kvaksalverne. Vennerne var der sådan set også for at finde sig selv.
»Synet af Simon, som dansede rundt med healeren Bent, burde have været meget tæt på at få mig til dø af grin. Men i stedet prøvede jeg at samle mig selv op. Jeg tænkte: ’Du har brug for det her med alt det lort, du har været igennem.’«
Det gik hverken værre eller bedre, end at de 12 midtjyske healere samlede sig om Emil Simonsen, og selv om han sværger, at han aldrig har troet en døjt på de alternative behandlingsformer, så skete der noget uforklarligt:
»Først fik de mine arme til at stige til vejrs. Jeg kan huske et blåt skær, der indhyllede mig, og det var virkelig fucked, for jeg tror altså ikke på sådan noget. Jeg husker det kun i glimt, men de blev med at sige sådan nogle chants, og sveden haglede af mig.«
Singlepik med gul feber
Da den 32-årige Emil Simonsen vågnede op 12-13 timers søvn senere, havde han det, som om de ondeste tømmermænd hamrede løs indeni. Han var drænet for kræfter. Ifølge healeren Susanne (»hun er for vild, hendes bedste ven er en tromme«), der siden er blevet hans og Simon Juls shaman, trængte han til at blive grounded – altså skruet tilbage til sine grundindstillinger.
»Hun mente, at jeg havde brug for at connecte den dér med den dér og den her.«
Den kronragede og firskårne mand med de skarpe ansigtstræk og vidt åbne øjne peger på sit skridt, på sit hjerte og på sin tinding. Måske var det især hjertet, den var gal med. En svær erkendelse at nå til for en rapper, der kalder sig Orgi-E og har gjort det til sit varemærke at være en klam fyr – i en sådan grad, at hans aktuelle solodebut har netop de to personager som henholdsvis afsender og titel. Orgie-E: Klamfyr.
I september i fjor var Emil Simonsen blevet skilt, og da rygter fra nær og fjern snart efter ville vide, at hans Los Angeles-bosatte hustru kærestede den med hans gamle ven og rapkammerat fra Albertslund, mistede han den, som han selv udtrykker det. Fatningen.
»Jeg havde det virkelig af lort i noget tid. Jeg anede ikke, hvem der var mine rigtige venner, hvem jeg selv var.«
Den intense session med Susanne, Bent og de andre healere i Herning blev det første skridt ud af mørket, det næste blev et par måneder på egen hånd i Cambodja.
Da Emil Simonsen vendte tilbage til sin toværelses hybel på Vesterbro i København, var han noget lettere at genkende. Han proklamerede straks sin ændrede civilstatus til omverdenen med det Balkan-truttende airplaymonster »Singlepik«, og snart efter fulgte et nummer om at have fået »Gul feber« – altså kun at tænde på sex med asiater. Orgi-E var med andre ord kureret for sit urolige hjerte.
Militant højreradikal
Trods en umiddelbart ensporet tankegang har Emil Simonsen længe været en af Danmarks ivrigst dyrkede, dygtigste og mest alsidige rappere. Han kan rime, hans referenceramme til ikke mindst hjemlig historie og arbejderkultur bør der ikke kimses ad, og han har et flow, der mestrer såvel det maniske som det opbremsende.
Med albummet Klamfyr smitter alsidigheden også af på emnevalgene. De er umanerligt varierede. Der er uvægerligt blevet plads til suspekte seksuelle fråderier som den moderkneppende »MILF« og førnævnte »Singlepik«. Mere opsigtsvækkende er det dog, at rapperaliasset også gaber over et eksperiment som »Få dine pistoler frem«. Her giver han sig i kast med et atypisk rollespil og deler ud af paranoide synspunkter, som var han militant højreradikal. En borgerkriger, der forsvarer sin ret til at udrydde de fejlfarvede fjender, som truer med at overtage hans elskede land: »Jeg sætter tingene på spidsen, og det vil nok provokere folk derude. Men det er en måde at vise, hvor absurd og langt ude den tankegang er,« fortæller rapperen fra sit køkken, hvor han iført joggingbukser brygger kaffe og erklærer, at han har »al den tid, det skal være«.
Efter en årrække som holdspiller nyder Emil Simonsen indlysende at hellige sig sit eget projekt. Også selv om det kun bliver for en stund:
»I Suspekt-universet er det langtfra alle de tekster, jeg har på hjerte, som passer ind. Derfor har jeg virkelig set frem til at færdiggøre denne plade. Den rummer nogle ting, jeg har brug for at komme af med.«
Horrorcore fra Lunden
Suspekt består igen i dag af Emil Simonsen og ungdomsvennerne Andreas ’Bai-D’ Duelund og produceren Rune Rask fra Albertslund. I deres interimistiske studie med en ottespors båndoptager opbyggede trioen et horrorcore-univers med heftige seksuelle fantasier og drukeskapader, der blandt andet mødte fordømmelse i nærværende dagblad i de tidlige 00’ere. Men Suspekt kløede på, brugte forargelsen som brændstof og argumenterede i øvrigt flittigt for, at universet vel ikke var værre end alt det, filmbranchen dyrkede i levende billeder.
Ingen pladeselskaber ville dengang røre ved Suspekt, hvad især frustrerede gruppens forretningstalent, Emil Simonsen. Han tog konsekvensen og blev optaget på Rytmisk Konservatoriums music management-uddannelse. Hvis ikke branchen ville støtte op, måtte Suspekt selv klare paragrafferne:
»Dengang i 2002-3-stykker var det noget af det værste, der kunne ske for os, at ingen ville have os. De syntes, at musikken var for hård og kompromisløs. I dag er jeg lykkelig for, at ingen turde lege med,« fortæller rapperen, der siden har solgt til platinstatus med sine udskældte ungdomsvenner.
Suspekt og gruppens hjemmelavede pladeselskab, Tabu Records, voksede sig store på studieadressen på Gl. Kongevej, hvor daværende venner som L.O.C. og U$O indspillede deres første plader og overnattede på sofaen. Alt imens blev festerne vildere og vildere, og groupierne villigere og villigere. Emil Simonsen, der fik rapperaliasset Orgi-E fra sin seksuelle debut – den foregik med to slyngveninder på Galgebakken, da han var sølle 14 år – havde lige siden jagtet mere af samme skuffe. Nu var der endelig frit valg på de fleste af hylderne:
»Det blev lidt lettere med pigerne, da vi begyndte at lave plader. Sådan vil jeg udtrykke det. Der skete nogle temmelig åndssvage ting på Gl. Kongevej i vores tidlige tyvere. Vi drak jo alle hver dag og satte derfor ikke spørgsmålstegn ved hinandens måde at opføre sig på,« husker han.
Farvel til gamle venner
For godt to år siden forlod Suspekt den berygtede fjerdesal i baggården på Frederiksberg og flyttede studiet tilbage til forstæderne, hvor det hele begyndte i slut-90’erne. Emil Simonsen mener ikke, at det kunne være anderledes. Han selv trængte til luftforandring oven på en periode, der selvfølgelig resulterede i stribevis af dansk raps vægtigste udgivelser, men også sled ham i stykker. Da trioen i 2009 gjorde fælles front med L.O.C. i supergruppen Selvmord, havde han for mange bolde i luften, for mange kasketter på. Tabu Records udgav adskillige toneangivende kunstnere – deriblandt rapperkollegaen Marwan og rockorkestret Veto – og det kunne høres på Selvmord-pladen, mener Emil Simonsen. Han var i hvert fald sjældent utilfreds med sin egen præstation.
Selvmord-projektet blev skelsættende for venskabet med L.O.C. – aarhusianeren, der siden den ludfattige opstart og med Rune Rasks hjælp var blevet Danmarks største rapper. Væk var myriaderne af shout-outs til hinanden, væk var kollaborationerne, væk var deres fælles klike, der altid bare blev kaldt FIP.
»Vi fik nok for meget af hinanden. Men sådan er livet jo. Folk kommer, og folk går. Det var noget, min tante lærte mig i en meget tidlig alder. Og mere dramatisk er det ikke. Det kan slet ikke sammenlignes med det, jeg har prøvet i forbindelse med min skilsmisse. Som jeg siger på pladen, er jeg taknemmelig for den musik, vi nåede at lave sammen. Jeg er heller ikke typen, der har brug for at brænde broer,« siger Emil Simonsen.
Han ved vel, hvad han taler om. Den brunstigste af brunstige rappere, der blev skilt, skilt ad og healet, inden han vendte tilbage som den stiveste singlepik øst for Albertslund. Nu er han i et nyt forhold, og noget tyder på, at alter egoet Orgi-E ikke tages nær så bogstaveligt længere. Som han siger i et ømt øjeblik:
»Jeg tror sgu også på kærligheden.«
